bLogos

En mystisk kritik af Niels Højlund

Journalist, cand.phil. i hebraisk og jødisk kultur, Ph.D. på en afhandling om jødisk mystik i 1300-tallets Tyskland, Heidi Laura (se cv) har i Weekendavisen, nr. 51, 21. – 27. december 2007, en replik, “Højlunds brægen,” til Niels Højlunds anmeldelse af de to nye bibeloversættelser, som jeg bloggede om for en uges tid siden (her). Jens Ole Christensen har i øvrigt også en bemærkning til Højlunds sammenkobling af Forlaget Scandinavia med Dansk Bibel-Institut.

Lauras replik har dels nogle væsentlige pointer, som er irrelevant, når det gælder selve oversættelserne, dels en hel del bemærkninger, jeg slet ikke vil kommentere.

I en anden sammenhæng ville det dog bestemt være værd at diskutere én af Lauras kommentarer. Hun skriver:

“Var det virkelig dét, Jesus tænkte på?” spørger Højlund polemisk, som om han lige præcis ved, hvad Jesus tænkte på. Det må siges at være en naiv tilgang til evangelierne, hvis flimrende billede af Jesus er produktet af en lang og kompleks redigering.

Nu er jeg ikke sikker på, at Laura er den rigtige til at udtale sig om evangelierne. Men det kan da næppe være en overraskelse for Laura, at der er kristne, der faktisk tager evangelierne for pålydende. Om Højlund gør det, må han selv svare på, hvis han synes.

Men det er blot irrelevant, når det gælder vurderingen af oversættelsen. Højlunds spørgsmål er jo mest af alt en påstand om, at denne oversættelse ikke gengiver meningen korrekt. Og det har han ret i.

Højlund begræder, at ord som “salig” og “miskundhed” er forsvundet i de nye versioner, og giver som eksempel på miseren, at sætningen “Salige er de fattige i ånden” er blevet til “I er heldige, hvis I er fattige og har fået Helligånden”. Ærlig talt, hvad er der så skønt ved udtrykket “fattige i ånden”? For mange må betydningen opfattes som noget i retning af “dum”. Mens den nye oversættelse fanger modstillingen af (Hellig)ånden og det materielle. Det er da langt bedre!

Man kan jo undre sig over, hvorfor nogle skulle få den tanke, at ‘fattig i ånden’ skulle betyde ‘dum.’ Men det er måske, hvad Laura selv mener?

Laura påstår, at den nye oversættelse, dvs. Den Nye Aftale, fanger modstillingen af (Hellig)ånden og det materielle, og derfor er langt bedre. Men Jesus taler ikke om det materielle i det hele taget (jf. min gennemgang af Matt 5,1-12 her). Hvis det er det, folk får formidlet, er det da en ret uheldig oversættelse. Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at netop den mening er der jo en del, der gerne vil have formidlet. Det bliver den ikke rigtigere af.

Alle de eksempler, som Højlund skoser, er faktisk udtryk for en heldig opdatering, og vist kan man “guddommeliggøre Gud”, selvom Højlund aldrig har tænkt over det: man kan anerkende og komtemplere Guds guddommelig natur. Man må jo spørge sig selv, om det bare er gammelmandsnostalgi, der er på færde (hvorfor skal verden absolut udvikle sig, når den var så dejlig i min barndom?) eller decideret angst for at give tøjlerne til nye generationer?

Kan man “anerkende og kontemplere Guds guddommelige natur”? Ja, det er der en del, der vil mene, ikke mindst hvis man er tilhænger af mystik i en eller anden udgave. Men er det, hvad man med rette kan finde i Johannesevangeliet? Og dermed hos Jesus?

Det kan gerne være, at Laura og mange med hende ønsker, at Johannesevangeliet var anderledes, og at Jesus var/er anderledes, end det kommer frem i evangelierne, herunder også i Johannesevangeliet. Men ønsketænkning skal ikke styre en bibeloversættelse, slet ikke hvis man hævder, at den skal være meningsbaseret i sprogvidenskabelig forstand.

Enhver kan jo så i øvrigt selv vurdere, hvor stor en tiltro man vil have til en, der ikke selv kan argumentere bedre end at skyde Niels Højlund “gammelmandsnostalgi” eller “decideret angst for at give tøjlerne til nye generationer” i skoene.

Men vil man ikke det – og det skal man i princippet ikke have utak for – så kan man jo vurdere Laura efter hendes argumenter. De forekommer mig ganske enkelt for mystiske.

Melanchthon om lovens kraft

Jeg har tidligere blogget om Philipp Melanchthon, bl.a. gengivet et lille stykke om retfærdiggørelsen og troen fra troslæren Loci.

Melanchthon har også en udmærket gennemgang af loven. Langt bedre end hvad både fag- og amatørteologer ofte skriver nu om dage.

I det uddrag, jeg bringer nedenfor, viser Melanchthon, hvad det er lovens egentlig skal gøre, og at det er nødvendigt, for at Gud kan retfærdiggøre et menneske. Udelader man forkyndelsen af loven, er det selve retfærdiggørelsen, man modarbejder.

Om lovens kraft (uddrag)

Lovens egentlige gerning: åbenbare synden for os

Det er kort sagt lovens egentlige opgave at afdække synden, eller for at udtrykke det tydeligere: den giver os syndsbevidsthed og er, som Paulus siger det Kol 2,14: “det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os.” Hermed definerer Paulus jo syndsbevidstheden langt finere og sikrere end [nogle af de teologer, der før og på Luthers tid arbejdede med dogmatikken].

Hvad er nemlig syndsbevidsthed andet end lovens stemme, der i hjertet viser os vor synd? For når Paulus Kol 2,14 taler om “det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os”, så mener han, at syndsbevidstheden er et skyldbrev, der er imod os ved sine bestemmelser, og det vil jo sige: ved loven.

Man må altså fastholde, at det er lovens gerning at åbenbare synden for os. Og når jeg taler om synd, sammenfatter jeg herunder alle arter af synd – udvortes og indvortes, hykleri, vantro, egenkærlighed, gudsforagt og vankundighed, med andre ord selve rødderne til alle menneskelige handlinger.

Lovens gerning: begyndelsen til boden eller retfærdiggørelsen

Når Gud skal retfærdiggøre syndere, er det derfor hans første gerning at åbenbare os vor synd og ryste, ængste og skræmme vor samvittighed, kort sagt at dømme os, sådan som det lige anførte sted fra Jeremias viser det.

Også Paulus siger Gal 2,19: “ved loven er jeg død for loven.” Og bestyrtet ved profetens hårde ord udbryder David: “Jeg har syndet mod Herren” (2 Sam 12,13). Og 1 Kong 21,27 læser man: “Akab sønderrev sine klæder” etc., og – siger Skriften – “han gik nedtrykt omkring.” Og 2 Krøn 33,12 skrives der om Manasse, at han kom i “nød” – man bør jo bruge Skriftens egne ord. Og ApG 2,37 står der: “da de hørte dette, stak det dem i hjertet.” Men dette må være tilstrækkeligt til at vise, at lovens gerning er begyndelsen til boden, thi det er ved den, Guds Ånd plejer at skræmme og ryste samvittigheden.

Naturen kan nemlig ikke af sig selv erkende syndens hæslighed, endsige da hade den, thi “et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd” (1 Kor 2,14), og “de, som lader sig lede af kødet, attrår det kødelige” (Rom 8,5). [De ovennævnte teologer] behandler først bodens begyndelse i fjerde bog af [deres dogmatiske værker], vi for vort vedkommende her ligesom i forhallen til vort værk.

Den af Guds Ånd ved loven virkede dødelse, fordømmelse og rystelse af mennesket er nemlig begyndelsen til retfærdiggørelsen og dermed til den sande dåb. Og ligesom det kristne liv må begynde med syndserkendelsen som udgangspunkt, således bør også den kristne lære begynde med lovens opgave.

Kilde

Citeret, moderniseret og bearbejdet uddrag af Philipp Melanchthon: Loci: Evangeliske hovedtanker. I ny oversættelse ved Jørgen Larsen. København: O. Lohses eftf., 1953, s. 94f.

Jens Kvist kritiserer Den Nye Aftale …

Jeg har hverken tid eller lyst til at henvise til alle anmeldelser af DNA. Men sognepræst Jens Kvist’s anmeldelse har så megen bid og slutter så frækt, at jeg bare må henvise til den.

“Nu ved jeg godt, at ‘Den nye aftale’ ikke er tænkt som erstatning for den nuværende oversættelse, men snarere som en ‘trædesten’, som Bibelselskabets generalsekretær, Tine Lindhardt, siger. Men jeg er bange for, at den trædesten snarere bliver en snublesten, forstået på den måde, at den kun vil skabe en større afstand til den autoriserede oversættelse!

“Men nu har jeg altså købt ‘Den nye aftale’ og således beriget Bibelselskabet med 169 kroner. Det er et beskedent beløb. Men så kan jeg til gengæld give mig selv den beskedne trøst, at værket ikke kom til at hedde ‘Den nye alliance’!”

Læs resten her.

Ajourføring 19. december: Redaktionsgruppen bag Den Nye Aftale tog til genmæle i indlægget “Den Nye Aftale’ holder vand” den 13. december. Jens Kvists replik bringes den 19. december med “Ny bibeloversættelse er vandet.” Hvis jeg sad i redaktionsgruppen, ville jeg nok tænke mig om en ekstra gang, førend jeg ville give Jens Kvist anledning til endnu et indlæg!