Læsningerne til Julesøndag giver mulighed for at vælge enten Sl 27,1-5 eller Jer 15,15-17 som gammeltestamentlig læsning og Rom 3,19-22a som nytestamentlig læsning.
Sl 27,1-5 er vel valgt, fordi de første vers: “Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte? Herren er værn for mit liv, hvem skal jeg da være bange for?” udtrykker den tillid og gudsfrygt, som såvel Josef og Maria, men særlig Jesus havde. Salmen udtrykker i al fald den tryghed og beskyttelse, som den, der tror på Jesus har. På den måde er der en tematisk sammenhæng til 2. juledag, Skt. Stefans dag (mere her).
Jer 31,15-17 er valgt, fordi det er en den profeti, som Matthæus citerer i Matt 2,18.
Epistellæsningen fra Rom 3,19-22a er jo en udmærket tekst, og indholdet bør jo være fortegn for alle prædikener gennem hele kirkeåret. Umiddelbart er det måske ikke så indlysende, præcist hvorfor man har valgt denne tekst til Julesøndag.
Men Rom 3,19-22a understreger for det første, at evangeliet om Kristi person og gerning er bevidnet af loven og profeterne. Det svarer til den første opfyldelsescitat.
For det andet er Rom 3,19-22a egentlig det rette perspektiv, når man skal tale om lidelse og sorg. Det skal jeg vende tilbage til.
Det er i det hele taget ikke så entydigt, hvad søndagens karakter egentlig er. Måske kan man ligesom svenskerne sige, at temaet er Guds Søn og Guds børn (jf. også Tore Kopperud i På vandring gjennom kirkeåret, p. 48f).
Prædiketeksten
Frelseren skal i sikkerhed (v. 13f)
Vismændene har været og tilbedt Jesus som jøderne nyfødte konge (Matt 2,1-12, som man kan prædike over Helligtrekongers søndag). Da de var rejst, åbenbarer englen sig igen, sådan som det også skete, da Josef overvejede at lade sig skille fra Maria (jf. til Matt 1,18-25, hvor jeg drøfter betydningen af, at Gud skænker åbenbaringer gennem drømme).
Englens budskab er denne gang, at Herodes vil til at søge efter barnet for at dræbe det. ‘Vil til at’ betyder, at det er en overhængende fare. Det er derfor, Josef “skal stå op” og flygte. Der er ingen tid at spilde. Det er samme udtryk, som når man siger, at en kvinde med veer skal til at føde (Åb 12,4).
Josef skal bringe Jesus i sikkerhed i Egypten og blive der, indtil englen på Guds vegne bringer dem tilbage. I Egypten var der et stort jødisk samfund, og jøder havde tidligere søgt beskyttelse i Egypten.
Det har mindst to pointer. Den ene er, at vi hermed får underskreget tonaturlæren. Jesus Kristus er Guds Søn og havde sine guddommelige egenskaber. Det viser alle evangelierne mange eksempler på, og det siges direkte på mange forskellige måder. Jeg har været inde på det til Joh 1,1-14, men det kom jo også frem, da Elisabeth taler om, at hun får besøg af sin Herres moder (Luk 1,43). Men som spæd og som barn brugte Jesus ikke sine guddommelige egenskaber. Gud måtte derfor sende sin engel for at få Josef til at bringe Jesus og Maria i sikkerhed.
Det andet er, at Jesus skulle bringes i sikkerhed. Det skete, som vi skal se, for at konkrete steder i Skriften kunne blive opfyldt, men det skete først og fremmest for at redde frelseren, så han siden hen i sin time kunne give sit liv til løsesum for mange.
Herodes ville søge efter barnet og slå det ihjel. Ved hoffet betragtede man altså ikke vismændenes påstand om at have set kongesønnens stjerne som løs snak. Tværtimod tog Herodes det yderst alvorligt, som vi straks skal se. Jesus var jo virkelig kongesøn, men ikke en kongesøn af Herodes’ slags. Heldigvis. “Mit rige er ikke af denne verden,” sagde Jesus mange år senere.
Josef handler, som han har fået besked, allerede om natten (v. 14f).
“Fra Egypten kaldte jeg min søn” (v. 15)
Josef bliver i Egypten, indtil Herodes var død. Det skete, skriver Matthæus, “for at dét skulle opfyldes, som var blevet sagt af Herren ved profeten, som sagde: “Fra Egypten kaldte jeg min søn.”
Dette opfyldelsescitat er – ligesom det næste – blevet diskuteret ganske udførligt. For begge citater anvender Det gamle Testamente på en måde, vi ikke ser så tit. Mange vil mene, at der er tale om, at Matthæus bruger jødiske fortolkningsprincipper.
Det er kirkens tro, at Helligånden i sidste ende er forfatter. Vi må så gøre vores bedste for at forstå, hvad meningen er
Det første citat er fra Hos 11,1: “Jeg fik Israel kær, da han var ung, fra Egypten kaldte jeg min søn.” Men det er ikke en profeti, men det handler om Guds forhold til Israel i forbindelse med udvandringen. Og det handler jo om Israel, ikke om Messias?
Man kan ikke sige, at Hos 11,1 direkte handler om Jesus. Men der er to tankegange, der hjælper til med at forklare brugen af Hos 11,1.
Den ene er, at udvandringen af Egypten er et forbillede på frelsen. Der er tale om typologi. Det møder vi mange steder i Det nye Testamente. Paulus skriver f.eks., at “også vort påskelam er slagtet, Kristus” (1 Kor 5,7). Og et andet sted: “Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse” (Kol 1,13f). Forholdet mellem frelseren og frelsens folk er forholdet mellem kongen, jøderne (nyfødte) konge, og folket.
Med andre ord forudsætter Matt 2,15 og Hos 11,1, dels at det, der kan siges om kongens folk, også kan siges om kongen eller kongesønnen selv, dels at der i begge tilfælde er tale om Guds kærlige frelseshandlinger til fordel for sit folk.
Måske spiller 4 Mos 24,7f ind, men det forudsætter, at der en indholds- og tidsmæssig forbindelse mellem disse vers og 4 Mos 24,17, som er en Kristus-profeti. Det vil føre for vidt at overveje i denne sammenhæng.
Herodes’ ugerning (v. 16)
Herodes kunne regne ud, at vismændene ikke vendte tilbage og fortalte ham, hvor Messias var. Han lader derfor alle børn under to år slå ihjel i Betlehem og hele omegnen. Herodes bliver rasende. Dette raseri er affødt af, at han er blevet narret. Men det handler uden tvivl også om, at han er bange for sin trone og sin magt og anseelse.
Det er ikke et smukt billede, der tegnes af Herodes. Men Herodes var et ondt menneske, som sad på kongetronen uden at være berettiget til det. Afhængig af, hvordan man definerer, hvem der er jøde, var Herodes enten halvjøde eller slet ikke jøde. Hans far var idumæer. Men mange mente, at begge forældre skulle være jøder, for at man kunne regnes for jøde.
I al fald var det helt tydeligt, at han ikke var en davidisk konge. Herodes havde derfor meget at tabe: nemlig magten, som han havde tilranet sig. Nogen retfærdig mand var han slet ikke.
Herodes’ ondskab ses af, at han hellere slår drengebørn ihjel end at risikere at miste sin trone til en legitim arving. På det punkt havde han faktisk grund til at være nervøs for sin magt.
Herodes’ og hans rådgivere: ypperstepræsterne og de skriftkloge (Matt 2,4) tager imidlertid fejl. De forestiller sig, at den nyfødte kongesøns magt er af denne verden. De tolkede altså Mika 5,2 både religiøst og politisk (jf. Matt 2,5f). Men som nævnt er Jesu rige ikke af denne verden. Ikke førend han kommer igen (jf. til Matt 25,31-46).
Herodes vil altså bevare sin trone og sin magt for enhver pris. Her er prisen drengene under to år i Betlehem og hele omegnen. Nu var Betlehem uden tvivl ikke en stor by. Men der har da været tale om en del børn. Hver eneste familie måtte lide for Herodes’ ondskab. Herodes var berygtet for sin ondskab. Han undså sig ikke engang for at myrde sin egne sønner (se nedenfor).
Når Herodes sætter grænsen ved to år, er det sikkert for at være på den sikre side. Vi får ikke yderligere informationer om, præcist hvorfor Herodes satte grænsen der.
Jeremias’ profeti opfyldes (v. 17f)
Citatet fra Jeremias er første del af to vers: Matt 2,18 gengiver Jer 31,15 tættere på den hebraiske end den græske tekst. Jeremias’ ord handler om Israel i landflygtighed. Åndeligt set var Israel stadig landflygtige. Rakel er her den symbolske moder for Israel, mens Rama er et af Israels grænsefæstninge, hvor de landflygtige mødtes.
I Matthæus ses Rakel som repræsentant for de mødre, hvis drenge Herodes myrdede. Rakel selv døde i Betlehem efter at have født Benjamin (1 Mos 35,16-20). Rakels sønner Benjamin og Josef truedes jo også af “ikke at være mere,” men de overlevede begge.
Det vers, Matthæus citerer, efterfølges af et ord af Herren, der siger: “Græd ikke mere, stands dine tårer!” (Jer 31,16). Men her og nu er det den hjerteskrigende klage fra forældre, der ikke alene har mistet deres børn, men har mistet den på grund af deres konges ondskab.
Velmenende mennesker forsøger at trøste, men de ønsker ikke at lade sig trøste, for børnene “er ikke mere.” Sådan er det jo at miste børn. Sådan kan det også være med anden lidelse.
Undertiden må man lade råbene, gråden og klagen have sin tid. Har mennesker ikke noget kristent håb om opstandelse til evigt liv, er det også svært at se, hvordan man kan trøste dem, der har mistet.
Men her var der dog tale om drenge, der var omskåret og indlemmet i Guds folk. Troede de på frelseren, der skulle komme – og nu var kommet, venter opstandelsen til evigt liv dem. Sådan er der også trøst at give til de kristne, der har mistet.
Men man må ikke være naiv. Sorg og klage over lidelse af forskellig slags, kan udmærket være udtryk for det gamle menneskes, den syndige naturs, fastholdelse af det perspektiv, man har uden Kristus og uden håb. Man giver derfor ikke nogen en virkelig hjælp, hvis man blot lærer dem, at det altid er godt at klage og beklage sig.
Den virkelig hjælp består i at blive ledt frem til at erkende og bekende sin synd og tro på evangeliet, på Guds retfærdighed. I gamle dage kaldte man det for sjælesorg. Sjælesorg i vore dage er desværre ofte noget helt andet. For mange er det blevet en mere eller mindre professionel hjælp af psykologisk karakter. Det kan være godt nok, men det kan ikke erstatte den egentlige sjælesorg. Omvendt er der vitterligt også noget, som kræver psykologisk indsigt. Hver ting til sin tid og sin brug.
Nazaret var en landsby, og der har måske ikke engang være 20 børn på to år og derunder. Man kan muligvis endda gengive meningen med ‘under to år.’ I så fald har der været færre, end hvis de to-årige talte med (Blomberg, Matthew).
Jesus – nazaræeren (v. 19-23)
I de sidste vers beretter Matthæus om det, som allerede lå i englens ord i Matt 2,13. Vi får dog også at vide, hvordan det går til, at Josef ikke bosætter sig i Nazaret.
Kong Arkelaos, Herodes’ søn, var blevet konge. Helt formelt var han ethnarkês, ‘landsfyrste.’ Han var blevet konge, efter at Herodes havde myrdet sin søn Antipater kort tid (vist nok fem dage) før sin egen død. Arkelaos havde jo de samme problemer med sin kongelige legitimitet. Han også havde samme brutalitet. Han lod f.eks. 3.000 slå ihjel ifølge Josefus (Ant. XVII.9.3ff)
Han blev afsat i år 6. Under hans herredømme var Judæa ikke et sikkert sted for Jesus. Derfor var det ikke sikkert at bosætte sig i Judæa. Igen er Jesu sikkerhed det vigtigste, og det åbenbares atter engang for Josef i en drøm (Matt 2,22).
Josef bosatte sig i Nazaret. Det skete, som Matthæus forklarer, “for at det det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer” (v. 23). Som det fremgår af den store græske ordbog (BDAG), er der stor diskussion om ordet ‘nazaræer’ (gr. Nazôraios eller Nazarênos, som Markus skriver).
Vi ved nu, at bynavnet Nazaret havde de samme rødder som ordet ‘næzær‘ i Es 11,1. Man har nemlig fundet en inskription med Nazaret skrevet med hebraiske bogstaver (se TEL, nr. 4, 1998, s. 14-16 og nr 4, 2004, s. 19). ‘Næzær‘ betyder ‘skud’ og bruges i Es 11,1 om Davidskongen, Messias. Landsbyen Nazaret kan have fået navn efter dette ord, mest sandsynligt fordi landsbyen var grundlag af Isajs efterkommere. Når Josef, der selv var af Davids slægt, valgte at bosætte sig der, er den mest sandsynlige forklaring vel simpelthen, at han havde slægtninge i Nazaret eller måske selv ejede jord i eller omkring Nazaret. Det er dog også muligt, at det hænger sammen med, at Maria og (i al fald senere) Josef havde boet og formentlig var fra Betlehem (Luk 1,26; 2,4).
Nu boede Josef, hans hustru Maria og Jesus i Nazaret. Ud fra de oplysninger, Lukas altså giver, må vi for Marias og måske også Josefs vedkommende sige: Igen! Jesus blev altså en nazaræer og boede derfor i Nazaret.
Der er altså ikke en direkte profeti med netop denne ordlyd. Men flere profeter har åbenbaret, at Jesus skulle være Davids efterkommer. Foruden Es 11,1 taler Es 53,1f også om, at Herrens tjener “skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord” (jf. også Es 4,2).
En anden profet, der er inde på det samme, er Jeremias: “Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Davids slægt. Han skal være konge med indsigt og øve ret og retfærdighed i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel ligge trygt. Han skal få dette navn ‘Herren er vor Retfærdighed’ ” (Jer 23,5f). “I de dage og til den tid vil jeg lade en retfærdigheds spire af Davids slægt vokse op; han skal øve ret og retfærdighed i landet” (Jer 33,15).
Zakarias har følgende profetier: “Hør nu, Josva, ypperstepræst: Du og dine brødre, der sidder foran dig, I er varsler om, at jeg lader min tjener Semak komme” (Zak 3,8) og “Dette siger Hærskarers Herre: Der kommer en mand, hvis navn er Semak; han skal spire frem fra sit sted, og han skal bygge Herrens tempel” (Zak 6,12). Det hebraiske ‘semak‘ eller ‘semach‘ betyder spire.
Alle disse profetier beskriver vel egentlig Jesus efter hans menneskelige natur. Jesus så ikke ud af meget. Men han var “vældig Gud,” og Herrens Ånd hvilede over ham (Es 11,2).
Løfterne opfyldes
Det er ikke kun med selve Jesu undfangelse og fødsel, de gammeltestamentlige profetier opfyldes. Det sker gentagne gange, fra før Jesus blev født. Der er også løfter, som endnu ikke er opfyldt, men som vil blive opfyldt. De vil blive opfyldt, for Skriften er Guds ord, og Gud lyver heldigvis ikke. Det kan man høre som en trussel. Men for den, der tror Jesus og evangeliet om ham, er det et vidunderligt evangelium.
Jeg ønsker alle mine læsere glædelig jul!
1819-oversættelsen: “Men Jesu Christi Fødsel gik saa til. Der Maria, hans Moder, var Joseph trolovet, befandtes hun, førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Hellig Aand.”
1907-oversættelsen: “Men med Jesu Kristi Fødsel gik det således til. Da Maria, hans Moder, var trolovet med Josef, fandtes hun, førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Helligånd.”
1948-oversættelsen: “Med Jesu Kristi fødsel gik det således til. Hans moder, Maria, var trolovet med med Josef; men førend de var kommet sammen, viste det sig, at hun var frugtsommelig ved Helligånden.”
1992-oversættelsen: ” Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden.”
Wierøds oversættelse (1997): “Men med Jesu Kristi fødsel gik det således til: Hans moder, Maria, var trolovet med Josef. Førend de kom sammen, viste det sig dog, at hun var med Barn ved Helligånden.”
Bibelen på hverdagsdansk (2007): “Messias kom til verden på følgende måde: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun ventede et barn ved Helligånden.”
Den Nye Aftale (2007): “Da Jesus Kristus blev født, gik det sådan til. Hans mor, Maria, var forlovet med Josef, der var efterkommer af David; men før de havde været sammen, blev Maria grad i kraft af Helligånden.”
Luther Bibel (1545): “Die Geburt Christi war aber also getan. Als Maria, seine Mutter, dem Joseph vertrauet war, ehe er sie heimholete, erfand sich’s, daß sie schwanger war von dem Heiligen Geist.”
King James Version (1611): “Now the birth of Jesus Christ was on this wise: When as his mother Mary was espoused to Joseph, before they came together, she was found with child of the Holy Ghost.”
New King James Version (1982): “Now the birth of Jesus Christ was as follows: After His mother Mary was betrothed to Joseph, before they came together, she was found with child of the Holy Spirit.”
New American Standard Bible (1995): “Now the birth of Jesus Christ was as follows: when His mother Mary had been betrothed to Joseph, before they came together she was found to be with child by the Holy Spirit.” I en note oplyses det om ‘betrothal’: “The first stage of marriage in Jewish culture, usually lasting for a year before the wedding night, more legal than an engagement”
Svenska FolksBibeln (1998): “Med Jesu Kristi födelse gick det till så: hans mor Maria var trolovad med Josef, men innan de hade kommit tillsammans, visade det sig att hon var havande genom den helige Ande.” I en note oplyses det, at “Trolovningen bland judar får inte förväxlas med den nutida förlovningen hos oss. Trolovningen ingicks enligt judisk sed offentligt, inför kvinnans och mannens föräldrar och hade rättslig giltighet. Den var bindande och innebar ingående av ett äktenskap. Äktenskapet fullbordades sedan genom bröllopsfesten och hemförandet av bruden.”
Svenska Bibel 2000: “Med Jesu Kristi födelse förhöll det sig så: hans mor, Maria, hade blivit trolovad med Josef, men innan de hade börjat leva tillsammans visade det sig att hon var havande genom helig ande.” I en note til trolovad hedder det, at “Trolovningen ingicks tidigt, i regel när kvinnan var ca 13 år. Kravet på trohet var lika strängt som i ett fullbordat äktenskap (5 Mos 22:23 f.; straffbestämmelserna tillämpades dock troligen inte i praktiken vid denna tid).”
English Standard Version (2001): “When you come together, it is not the Lord’s supper that you eat.” I en note forklares “betrothed” med “That is, legally pledged to be married,” hvilket dog faktisk ikke er helt præcist.
NET Bible (2004): “Now the birth of Jesus Christ happened this way. While his mother Mary was engaged to Joseph, but before they came together,(12 )she was found to be pregnant through the Holy Spirit.”
Græsk Tekst: Tou [bestemt artikel] de [konjunktion] Iêsou [Jesus] Christou [Kristus] hê genesis [tilblivelse] houtôs [denne] ên [var]. mnêsteutheisês [abs.gen.: trolovet] tês mêtros autou [hans moder] Marias [abs.gen.: Maria] tô Iôsêph [med Josef], prin ê [før end] sunelthein [kommet eller flyttet sammen] autous [de] heurethê [blev hun fundet] en gastri [i maven, dvs. med barn i maven] echousa [havende] ek pneumatos hagiou [af Hellig Ånden].
I forbindelse med min gennemgang af Matt 1,18-25, som er en af prædiketeksterne til juleaften, skrev jeg på Næste Søndag om oversættelsen af Matt 1,18.
Maria var ‘forlovet,’ siger såvel 1992-oversættelsen samt de nye oversættelser (BPH og DNA). Men verbet betyder egentlig ‘trolove’ eller ‘at blive trolovet’ (gr. mnêsteuô). Trolovelse er et gammelt ord, som vi sjældent bruger mere, siger man. Men det brugtes dog i oversættelsen fra 1948. Den blev jo brugt indtil 1992, og man kan derfor med rimelighed argumentere for, at man indtil da burde have kendt det ord. Wierød brugte det i sin oversættelse fra 1997. I Sverige har en relativt ny folkebibel godt kunnet bruge ordet trolovelse.
Nuvel, nu lyder argumentationen, at man skal bruge de ord, folk kender. Man må så glæde sig over, at oversættere trods alt antager, at der er nogen, der kender ordene ‘forlove’ og ‘gifte sig.’ Her har man altså brugt ordet forlove.
Men forlovelse rammer i al fald helt ved siden af. Ganske vist indebærer en forlovelse nu om dage, at man aftaler at blive gift, og for mange betyder det også, at man flytter sammen. Men en forlovelse er på ingen måde bindende, hverken juridisk eller socialt. Ikke længere. Måske har det været sådan i visse kredse, men det er i al fald også længe siden.
Helt anderledes var det med en ‘trolovelse’ på Jesu tid. Hvis vi skal dømme ud fra jødiske kilder, var trolovelse juridisk bindende (ligesom herhjemme i middelalderen og især efter 1582). Hvis manden døde, var den trolovede kvinde enke. Kun død eller skilsmisse kunne ophæve eller snarere: opløse en trolovelse (se Dictionary of New Testament Background, p. 685 med kildehenvisninger).
Det er jo desværre rigtigt, at de fleste ikke ved, hvad trolovelse er, især ikke på Det nye Testamentes tid. Men i stedet for at holde fast på det sagligt korrekte og så oplære læserne – og vi snakker faktisk om et af de helt centrale aspekter i kristendommen – så vælger man at lade enten uvidenheden eller formidlingsmæssig besvær styre en oversættelse.
Matt 1,18 siger altså, at Maria og Josef var blevet juridisk bindende trolovet med hinanden, men de var endnu ikke flyttet sammen. Ordet ‘komme sammen’ går nemlig nok mere på det at flytte sammen. Det skete normalt inden for et års tid efter trolovelsen. Men normalt følger det at være sammen jo med at flytte sammen. Læs mere på Næste Søndag i Ekstra: Juleaften – Matt 1,18-25.
Der er god grund til at kritisere Bibelen på hverdagsdansk og Den Nye Aftale. Men som det fremgår, er 1992-oversættelsen heller ikke bedre. Men for BPH og DNA bliver det et endnu større problem, fordi andre steder også undergraver den rette lære om kristologien og treenighedslæren.
Her influerer oversættelsen ganske vist ikke direkte på læren, men den er et eksempel på, at man er skødesløs med de tekster. Det er ærgerligt, når nu det drejer sig om centrale spørgsmål, som der tilmed prædikes over på en af de store helligdage.
