bLogos

23. søndag efter Trinitatis – Matt 22,15-22

Gennemgang af Matt 22,15-22

Tekstens sammenhæng
Denne søndags prædiketekst følger umiddelbart efter prædiketeksten til 20. søndag efter Trinitatis. Lignelsen om kongesønnens bryllup gør Jesu modstandere så vrede, at de vil fange ham med ord.

De slutter sig også sammen, for Matthæus taler om farisæerne(s disciple) (Matt 22,15f) og herodianerne (Matt 22,16), Markus om farisæerne og herodianerne (Mark 12,13), mens Lukas siger, at de sendte nogle, der foregav at være ærlige folk, men som i virkeligheden ønskede at udspionere ham, så de kunne få noget at anklage ham for og overgive ham til øvrigheden og statholderens magt (Luk 20,20). Farisæerne og folk fra Herodes’ hof var ikke naturlige samarbejdsfæller, for Herodes var ikke ægte jøde, dvs. heljøde og burde f.eks. slet ikke have haft lov at bygge templet. Men som bekendt kan fælles fjender bringe ulige folk sammen.

Det sker her. Farisæerne kan meget vel have deres historiske oprindelse i de såkaldte chasidim, en religiøs bevægelse på makkabæerkrigenes tid. Noget tyder på, at de mistede indflydelse med Herodes den Store. Det vil ikke være overraskende, for Herodes den Stores magt var tæt forbundet med romernes. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det at se de to grupper sammen: Dem, der venter på en messias, der skal drive romerne ud af Israel, og dem, der sidder på magten i Israel, og det skønt Herodes ikke var heljøde og derfor egentlig ikke kunne være konge i Israel og slet ikke bygge et nyt tempel.

Søndagens tema
Denne søndags prædiketekst lægger dog først og fremmest op til at undervise om toregimentelæren. Det samme gør epistellæsningen fra Rom 13,1-7, hvor Paulus fordrer lydighed mod den øvrighed, som er indsat af Gud. Øvrighedens opgave beskrives også.

Det er muligt for øvrigheden eller magthaverne at overskride sine grænser. Så må profeterne og i vores tid bl.a. præsterne tale øvrigheden imod. Det er vel et eksempel på det, vi får i den gammeltestamentlige læsning fra Am 8,4-7. Nogle vil mene, at præster ikke må irettesætte øvrigheden eller lovgiverne, men det er en misforståelse. Luther er kendt for at have opfordret fyrsterne til at slå bondeoprøret ned, men det hører med, at han også foreholdt dem deres opgaver.

Det er der også særdeles god grund til at gøre i vor tid, for der er mange, der ikke forstår det, som toregimentelæren handler om. Den handler ikke om, at der er to selvstændige eller autonome regimenter: Kirken og samfundet. Den handler derimod om, at Gud styrer i begge, men på to helt forskellige måder, som ikke skal forveksles.

Kirken må ikke benytte sig af det verdslige regimente, dvs. samfundets magtorganer, til at tvinge folk til at blive kristne. Modsat må samfundet ikke udarte sig til en totalitær magt, som ikke blot vil holde ondskab nede, men også herske over hjerterne. Sådanne totalitære magter har der været mange af: kejserkulten i antikken, kommunisme/socialisme, national-socialisme, fascisme og islam.

På overfladen kan man måske sige, at islam hævder, at Allah skal herske i begge regimenter, men det er et åbent spørgsmål, om islam skelner mellem de to regimenter. Under alle omstændigheder skelnes der ikke mellem dem på den måde, som toregimentelæren gør.

Den onde plan (v. 15)
Farisæerne vil have Jesus fanget i eller med ord. Det græske ord (pagideusåsin) betyder konkret at fange (et dyr) i en snare eller en fælde. Her er det naturligvis brugt i overført betydning, men meningen er, at de som jægere vil fange Jesus i en verbal fælde, så de kan slå ham ihjel eller slagte ham.

Det er blot endnu en konkret handling, som skal virkeliggøre den beslutning, som de traf meget tidligt (jf. Mark 3,6). Som sådan er den en ond handling, udtænkt af onde hjerter.

Selv om Jesus også får kommenteret på det, så er det ikke det, denne søndag skal fokusere på. Det er der mange andre muligheder for.

Det listige spørgsmål (v. 16f)
Farisæerne sendte deres disciple hen til Jesus i følgeskab med herodianerne. De indleder med tiltalen “mester!” (egt. ‘lærer,’ for de er jo disciple, elever eller studerende).

Herpå følger en slesk ros til Jesus. Det er sandt nok, hvad de siger, men det lyder falsk, når det er dem, der siger det.

Jesus er sanddru, dvs. han lyver ikke. Han tilpasser ikke sine meninger efter nogen. Der er nemlig ikke personsanseelse hos ham. Det skal dog ikke forstås sådan, at Jesus ikke kan se forskel på folk. Som bekendt skal der kræves meget af dem, der har fået meget betroet (jf. Luk 12,48).

Må man give kejseren skat? (v. 17)
Farisæernes disciple og herodianerne stiller nu et spørgsmål, der for moderne danskere måske kan virke uskyldigt: Må man betale skat til kejseren? Spørgsmålet er jo lukket: Det lægger op til et ja eller et nej.

Svarer Jesus ja, regnede farisæerne med, at det ville ødelægge hans popularitet, for det ville svare til at give den romerske “besættelsesmagt” legitimitet og støtte. Det ville næppe være populært hos alle dem, der skulle betale skat til romerne og i øvrigt have udgifter på og føle sig kuet af den romerske hærs tilstedeværelse.

Svarer Jesus på den anden side nej, ville det kunne udlægges som opfordring til oprør mod romerne. Det ville helt sikkert ikke være populært, hverken hos romerne eller hos dem, der som herodianerne sad på magten takket være romerne.

Spørgsmålet var altså formuleret med henblik på at lokke Jesus i en fælde, så man kunne få ham taget til fange og siden dræbt.

Hykleri og ondskab (v. 18)
Jesus mærkede eller kendte deres ondskab, ikke blot fordi han var empatisk og fornemmede deres falskhed, men også fordi han var guddommelig og kender menneskehjerterne.

Her er der tale om ondskab. Det er ikke bare, at de mangler noget, som mange vil forstå ondskab nu om dage. Det var en aktiv ondskab. En moralsk og religiøs dødelig sygdom i hjertet, som gjorde, at de ønskede at slå Jesus ihjel og endog havde besluttet at gøre det i fællesskab.

De lader bare, som om de ikke er sådan. Det er det, der menes med hykleri. De er et, men foregiver at være noget andet. De var hjælpeløse syndere, men ville ikke være ved det og kom derfor ikke til Jesus for at få tilgivet deres skyld og deres synder. De ville tværtimod slå ham ihjel, fordi han sagde sandheden til dem. Det er et tema, som ikke mindst Johannesevangeliet udfolder (fx Joh 8,30-47).

Derfor spørger Jesus dem, hvorfor de vil sætte ham prøve ham. I sammenhængen er det klart negativt ment. De vil sætte fælde for ham. Hvis man følger med i medierne, kan man se eksempler på den teknik snart sagt hver eneste dag.

Denaren, skattens mønt (v. 19)
Jesu svar er som bekendt genial på mange måder. For det første bad Jesus dem om at vise ham skattens mønt. Han fik en denar, som på den tid var en dagsløn. Dermed fik han demonstreret, at de selv bar romerske mønter på sig, naturligvis fordi de brugte dem. De havde altså ingen grund til at spørge, for deres liv besvarede spørgsmålet. Men naturligvis er der også en lille pointe i, at Jesus spørger efter ‘skattens mønt,’ dvs. den mønt, man skal betale skat med.

Modspørgsmålet (v. 20)
Jesus fortsætter med endnu et spørgsmål og bevarer dermed initiativet over for dem. Han spørger om to ting. Hvis billede er der på mønten, og hvis indskrift er der på den? Ordet billede (gr. eikôn) passer naturligvis på det, der er på en mønt: et portræt. Ordet ‘indskrift’ bruges naturligt om inskriptioner på sten, vaser eller en statue, men det er måske ikke så tit, det bruges om en mønts prægninger. Men det er jo i sammenhæng helt klart, at det er det, Jesus mener.

Deres svar og Jesu konklusion (v. 21)
De må naturligvis svare, at det er kejserens mønt. Hvad de derimod ikke har tænkt på, er, hvilken slutning Jesus drager. Jesu konklusion har nemlig to dele.

For det første den indlysende, at kejserens mønt kan bruges til at betale skat med, sådan som det også var hensigten med den. Jesus bekræfter altså kejserens ret til at opkræve skat. Selv om de fleste jøder formentlig anså romernes herredømme som illegitim, anerkender Jesus det.

Men dermed afviser Jesus også helt grundlæggende farisæernes håb og lære om, at en messias skulle komme og drive romerne ud og etablere en ny politisk-religiøs magt. Jesu svar er derfor også en afvisning af alle tilsvarende forsøg på at etablere et “paradis,” et gudsrige eller et tusindårsrige på jorden med politisk magt (ukært barn har mange navne). Som Jesus siger: “Mit rige er ikke af denne verden” (Joh 18,36).

Paulus siger tilsvarende, at “Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig; thi der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud, og de, som findes, er indsat af Gud” (Rom 13,1). På samme måde anerkendte Luther øvrigheden på sin tid, når den ellers holdt sig inden for sine gudgivne rammer (se nedenfor). For “den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom” (Rom 13,2).

Dette svar må herodianerne have været tilfredse med, mens farisæerne har været det stik modsatte. Men de kan – mod forventning – ikke bruge det til noget, for Jesus har mere at sige.

For det andet konkluderer Jesus nemlig, at de skal give det, som tilhører Gud, til Gud. I bred forstand tilhører jo alt Gud, men det er næppe det, Jesus mener, for man kan jo ikke give til Gud på samme direkte måde, som man betaler skat til kejseren.

Man kan overveje, om det, der tilhører Gud, er det, der ligesom kejserens mønt bærer et billede – og måske en inskription. Ordet ‘billede’ (gr. eikôn) finder vi nemlig et centralt sted i GT: “Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” (1 Mos 1,26; jf. 1,27; 5,1 og 9,6).

Men nu kan man ikke sige, at det faldne menneske bærer Guds billede, for gudbilledligheden består først og fremmest “i sandhedens retfærdighed og fromhed” (Ef 4,24). Det mistede mennesket med syndefaldet. Siden har mennesket været skabt i Adams billede (1 Mos 5,3). Og nogle dyrker ligefrem afgudsbilleder eller statuer (Dan 2,13; 3,1; Rom 1,23).

På den anden side er det målet at få genoprettet gudbilledligheden: “For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre” (Rom 8,29). “Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede” (1 Kor 15,49). Jesus er “den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte” (Kol 1,15). “Lyv ikke for hinanden, for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse” (Kol 3,9f).

Selv om man altså ikke kan sige, at ikke-troende mennesker bærer Guds billede og indskrift, så gælder det i al fald, at mennesket engang har gjort det, og at alle mennesker stadigvæk tilhører Gud, fordi han har skabt dem. De skal derfor så at sige “give sig selv tilbage” til Gud, som verbet ‘give’ (gr. apodidômi) egentlig betyder. Med andre ord befaler Jesus dem at omvende sig.

Det er blot ikke noget, man selv kan gøre. Det kræver, at Gud selv griber ind (sådan som jeg har skrevet om det til de foregående søndage). Men man kan stå Guds ord imod, sådan som farisæerne, herodianerne og mange andre stod Jesus imod.

Modstandernes reaktion (v. 22)
Matthæus beretter, at farisæernes disciple og herodianerne “undrede sig”, forlod ham og gik bort. Deres forehavende lykkedes ikke (jf. Luk 20,26).

Jesu svar var ikke, hvad de forventede. De troede, de havde formuleret et spørgsmål, som ville fælde Jesus, uanset hvad han svarede. I stedet gav Jesus et dobbelt svar, der dels anerkendte kejserens ret til at opkræve skat, dels befalede dem at omvende sig. De var udmærket klare over, at deres planer var onde.

Måske undrede de sig over Jesu klogskab, måske undrede de sig over, hvad han mon mente med at give Gud, hvad Guds er. Det ved vi ikke. Men vi ved, at deres forehavende ikke lykkedes, for tiden var endnu ikke helt kommet, hvor Jesus ville overgive sig.

Afsluttende bemærkninger
Som det fremgår, lærer Matt 22,15-22 ikke, at kejserens herredømme, det verdslige regimente, er autonomt. Med sin befaling om at give kejseren det, der tilhører ham, har Jesus bekræftet kejserens magt som en magt, Gud har givet ham. Kejseren opkrævede skat til at betale hæren, en vis administration og hvad der nu i øvrigt var nødvendigt. Men Gud har ikke givet ham lov til at ville spille Gud og tilbedes som sådan. Det var netop Nebukadnesars synd (Dan 3,1).

Paulus lærer tilsvarende, at øvrigheden skal skræmme dem, der gør det onde, og rose dem, der gør det gode. De bærer sværdet, dvs. de har ret til at straffe, også med døden, hvis lovene giver mulighed for det. (Som Luther skriver i Om lydighed mod den verdslige øvrighed, må en fyrste hellere straffe for lidt end for meget, for ellers kunne det gå ud over retfærdige, som der i forvejen ikke er for mange af!)

I modsætning til islam, hvor man ikke nødvendigvis behøver at underordne sig øvrigheden – hvis det ikke tjener islams sag – så skal man ifølge Paulus underordne sig øvrigheden, dels for ikke at blive straffet, dels for samvittighedens skyld. Paulus tillader altså ikke et dobbeltspil.

Man skal også betale, hvad man er skyldig at betale: skat, told, frygt og ære. Men fremfor alt skal man elske sin næste og gøre gode gerninger og dermed opfylde loven (Rom 13,1-7.8-10). Det kan man også gøre ved at tjene i den verdslige øvrighed.

Det er meget generelle retningslinjer, Det nye Testamente har. Det skyldes, at kristendommen ikke er nogen verdslig lovgivningsreligion. Kristendommen peger derfor heller ikke på noget bestemt parti i moderne demokratier. Men man skal betale sin skat og sin told, og man skal frygte og ære øvrigheden, dvs. f.eks. politi og domstole. Og man skal tjene sin næste, sådan som man nu har fået det som sin opgave.

Først og fremmest skal prædikanter forkynde lov og evangelium. Men de skal også prædike og undervise om den kristne lære, herunder om de to måder, Gud styrer på. Det verdslige regimente skal straffe det onde og sikre fred, sikkerhed, ro og orden for borgerne. Det skal under ingen omstændigheder gøre sig selv til en kirke, der vil herske over samvittighederne. Der er altså en grænse for, hvilke love den verdslige øvrighed må give og forlange overholdt. Det er bestemt særdeles relevant også i for tid.

Det åndelige regimente skal på sin side lære mennesker gudsfrygt, og det skal herske med lov og evangelium, men det skal ikke gøre sig selv til en verdslig myndighed, der vil bruge tvang og magt i åndelige spørgsmål. Det skal heller ikke alliere sig med verdslige myndigheder, så det kan udøve tvang og magt via stedfortrædere.

Det åndelige regimente har heller ikke lov til at gøre det verdslige regimente illegitimt, fx ved at hævde, at kristne ikke må beklæde et offentligt embede, være dommere, tage del i retfærdige krige, være soldat, indgå juridisk bindende aftaler, have privat ejendom, aflægge ed, når det kræves af øvrigheden, eller gifte sig. Tværtimod forlanger Gud, at familie og stat bevares som Guds gode ordninger, som tjener til at øve næstekærlighed. Kun hvis staten befaler, at man skal synde, må kristne sige fra, for “man bør adlyde Gud mere end mennesker” (ApG 5,29) (jf. Den augsburgske Bekendelse, artikel 16).

Luther Om lydighed mod den verdslige øvrighed
Luthers Om lydighed mod den verdslige øvrighed fra 1520 er efter min mening stadig den bedste gennemgang af Skriftens lære om lydighed mod øvrigheden. Heri gennemgår Luther, at den verdslige øvrighed er nødvendig på jorden – den er Guds tjener, og han udfolder, hvorledes man skal bruge den kristeligt og godt (Aros Forlags Luthers Skrifter i Udvalg, bind 2, s. 178). Del 2 handler om, “hvor langt dens magt og myndighed rækker, for at den ikke skal gå for vidt og gribe ind i Guds rige og styre” (sammesteds).

Den verdslige øvrighed skal holde sig helt fra alt, hvad der har med sjælen at gøre (s. 180). Luther begrunder den religiøse frihed helt principielt og fundamentalt: “En domstol må og skal være helt sikker, når den skal dømme, og have alting fremme i lyset. Men sjælens tanker og begæringer kan ikke være åbenbare for andre end Gud. Derfor er det nytteløst og umuligt at befale eller tvinge nogen med magt til at tro sådan eller sådan. Det skal der andre metoder til, tvang gør det ikke. …

“Desuden har enhver selv ansvar for, hvad han tror, og det må være hans egen sag at sørge for at have den rigtige tro. For lige så lidt som en anden kan komme i himmelen eller i helvede på mine vegne, lige så lidt kan han tro eller lade være at tro på mine vegne. …

“Da det er en sag, der angår den enkeltes samvittighed, hvordan han tror eller ikke tror, og da der ikke går noget fra den verdslige magt ved det, skal den også være tilfreds, passe sit og lade folk tro sådan, som de kan og vil, og ikke tvinge nogen med magt. For troen er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til. Ja, det er en Guds gerning i Ånden, og der kan slet ikke være tale om, at ydre magt skulle kunne fremtvinge eller skabe den.” (s. 180-181; mine fremhævelser).

Luther understreger, at Rom 13 “taler om øvrigheden og magten. Nu har du lige hørt, at ingen kan have magt over sjælen undtagen Gud. Derfor kan Sankt Paulus kun tale om lydighed i forbindelse med magten. Deraf følger, at han ikke taler om tro (eftersom den verdslige magt ikke skal byde over troen), men om at ordne og styre de ydre ting her på jorden” (s. 183; mine fremhævelser). “Alt det har Kristus også selv stillet klart op og sammenfattet med ordene fra Matt.22: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er” (s. 183). Deraf slutter Luther også, hvor grænsen går mellem at skulle adlyde og ikke adlyde øvrigheden: “Men befaler De mig at tro og at skaffe bøger [Bibelen, alterbøger, salmebøger, osv. gsa], så vil jeg ikke adlyde” (s. 184).

I del 3 gennemgår Luther, hvordan fyrsten skal bruge den verdslige magt. Det er altså ikke rigtigt, at Luther som professor og præst ikke kunne “blande sig.”

Se i øvrigt pastor Magnus Sørensens “De to regimenter og sekularismen” på http://luthersk.blogspot.com.

Jespersen og Pittelkow: Islamister og naivister

Jespersen, Karen, og Ralf Pittelkow. Islamister og naivister: Et anklageskrift. København: People’s Press, 2006. Ca. 125 kr. hos www.saxo.dk, men den kan vist købes i en nyere udgave for ca. 50 kr. (her).

Præsentation

Det første kapitel af Jespersen og Pittelkows bog handler om den danske Muhammed-krise, som blev brugt af islamister til at forsøge at udbrede islamisk lov og ret (sharia) til ikke-muslimske stater. Det lykkedes ikke formelt, men reelt har man givet islamisterne mere og mere indflydelse (kapitel 1).

Det er et alvorligt politisk og sikkerhedspolitisk problem, når man ser på, hvad islamisme er (kapitel 2). Fx er det vigtigt at se på, hvordan de meget bevidst anvender konflikt og samarbejde samtidigt i deres strategier for at få indflydelse (se s. 57ff). Det er også afgørende at forstå, at islamister kan se såvel uddannelse som demokrati som et middel. Men demokrati er bestemt ikke deres mål. Deres motto er snarere “én mand, én stemme – én gang” (s. 45). De er ikke de første, der har tænkt sådan.

Islamisme er ikke kun teori, men findes i større og større grad i Danmark (kapitel 3) og i Europa (kapitel 4).

Islamisterne får hjælp af naivisterne, som af uvidenhed, skyldbevidsthed, kulturel selvforagt og en i virkeligheden nedladende holdning giver rum for frygt og svigter demokratiet og de gode, vestlige værdier. Jespersen og Pittelkow giver mange eksempler på naivister og deres såkaldte politiske korrekthed (kapitel 5).

Derfor er “værdikampen” vigtig (kapitel 6). Centralt står friheden, men det handler også om at stå imod muslimernes antivestlige offermentalitet og deres selvbevidsthed, som står i skærende kontrast til den elendighed, der rent faktisk findes i de muslimske lande. Det er vigtigt at stå fast af hensyn til det danske og de europæiske samfund, af hensyn til de muslimer, der ikke ønsker en islamistisk fremtid, og af hensyn til de muslimske samfund selv, som ellers ikke vil komme nogen vegne. Endelig er det “en stor og meget farlig misforståelse at tro, at hvis man bare lige giver indrømmelser til islamisterne i den foreliggende sag, så vil konflikten gå væk” (s. 170). Værdikampen er ikke kun en kamp mellem vestlige samfund og muslimske, men også et farligt samspil mellem værdikampen i de vestlige og de muslimske samfund. Dialog er godt, men kun hvis man ved, hvad man vil, og hvis man er realistisk i sine mål. Her er et opgør med naivisterne tiltrængt. “Svaret på islamisterne hverken kan eller skal leveres af naivisterne,” slutter Jespersen og Pittelkow (s. 181).

Vurdering

Jespersen og Pittelkows bog er meget velskrevet. På få sider beskrives de væsentligste pointer og med velvalgte eksempler. Bogen er således meget lettere at læse end fx de to nedenfor anførte.

Efter min vurdering er bogen velinformeret om såvel de religiøse og de politiske aspekter, som i spørgsmålet om islamisme i høj grad er to sider af samme sag. Man kan diskutere, i hvilket omfang islam og islamisme adskiller sig fra hinanden. Det forekommer mig, at Jespersen og Pittelkow ender med at se et tættere forhold i løbet af bogen, end de lægger ud med.

Det billede, Jespersen og Pittelkow tegner af islams historie – og det skal understreges, at det fylder meget lidt i bogen i forhold til en beskrivelse af islam i dag – er nok mere i overensstemmelse med islams egen opfattelse heraf, end det er historisk berettiget. I den henseende bør man efter min opfattelse kigge på fx de to bøger, jeg har anført nedenfor. Man kunne få den tanke, at Jespersen og Pittelkow er mere vidende om islamisme som politisk størrelse end om islams historie og teologi. Eller måske er de lidt angrebet af en “politisk korrekthed” over for islam som religion.

Under alle omstændigheder fortjener bogen at blive læst. Gerne af alle i dette land, ikke mindst af religiøse og kirkelige ledere og politisk aktive. For at sætte sagen på spidsen: Læs bogen førend det er for sent. Den er tilmed billig eller særdeles billig.

Til videre studier (begge bøger har gode litteraturlister m.m.)

Brix, Helle Merete, Torben Hansen, og Lars Hedegaard. I krigens hus: Islams kolonisering af Vesten. 2003. Genoptryk i fjerde oplag. [Højbjerg]: Hovedland, 2006.
Hansen, Torben, og Helle Merete Brix. Islam i Vesten – På Koranens Vej? København: Reitzels Forlag, 2002.

Bibelen på Hverdagsdansk (I)

Bibelen på Hverdagsdansk

I dag 1. november 2007 udkommer Bibelen på Hverdagsdansk (BPH) på Forlaget Scandinavia. PR-arbejdet har bestemt ikke fejlet noget. Men der kommer altså endnu en oversættelse af nogenlunde samme type om 14 dage: “Den Nye Aftale,” som Bibelselskabet udgiver.

Oversætteren af BPH er Iver Larsen, som dog ganske vist har samarbejdet med et internationalt netværk af oversættere.

Luthers principper for bibeloversættelse

Iver Larsen lægger stor vægt på, at han stort set anvender de principper for bibeloversættelse, som Luther formulerede: “Martin Luther indførte faktisk i 1500-tallet en reformation i bibeloversættelse. Han ønskede, at almindelige mennesker skulle kunne læse og forstå Bibelen, så de ikke var afhængig af præster til at forklare dens budskab for dem. Derfor oversatte han Bibelen til tysk, og han brugte det sprog, som ‘manden på gaden’ talte. Hans principper for oversættelse svarer stort set til dem, man i dag bruger inden for professionelle oversættelser i almindelighed og som også er blevet brugt i Bibelen på Hverdagsdansk.” (Dokumentet er desværre ikke længere online det sted, hvor jeg citerede fra).

Iver Larsens gengivelse af Luthers principper for bibeloversættelse er ikke helt rammende. Det er rigtigt, at Luther ville, at det skulle være rigtig tysk, men ‘manden på gaden’ fik ikke lov at bestemme alt. Der var i høj grad noget, som de faktisk først skulle have lært. De fleste tyskere havde kun hørt meget lidt af Bibelen.

Luther skrev i 1530 et skrift, “Ein Sendbrief vom Dolmetschen,” som findes oversat på lutherdansk.dk. Luther skriver bl.a. “Sandelig behøves der stor tålmodighed for den, som vil gøre noget godt offentlig, for verden vil være Mester Klog og vil altid lægge seletøjet omvendt på hesten. Den har tjek på alt, men kan ingenting selv. Sådan er den, og anderledes bliver den aldrig.” Så det er måske klogt at være lidt forsigtig med at vurdere bibeloversættelser! Men måske burde man også være lidt tilbageholdende med at ville gøre det bedre end Luther gjorde.

Luther vil ikke finde sig i at stå tilbage for nogen af hans kritikere (og han havde heller ikke grund til det). Og Luther og hans medarbejdere lagde et stort arbejde i oversættelsen: “I min oversættelse har jeg bestræbt mig på at give et rent og klart tysk, og det har ofte hændt, at jeg har brugt fjorten dage, ja, tre til fire uger på at lede og spørge efter ét eneste ord, af og til uden at finde det alligevel.”

Luther var især blevet kritiseret for at indføje ordet “alene” i Rom 3,28. Luthers svar var, at “De ser ikke, at ordet alligevel ligger i tekstens mening og hører med, hvor man vil gengive den klart og tydelig på tysk.” Her er Luther klar. Tekstens mening er det styrende. Det er den, der skal gengives. Tekstens mening er det ikke tilladt at ændre.

Gal 3,28 som eksempel

Når det gælder BPH, er målsætningen altså god nok – et stykke på vej. Iver Larsen ønsker i alt væsentligt at oversætte, sådan som Luther gjorde. Men jeg mener ikke, Iver Larsen har ordentlig fat i, hvad Luther egentlig mente.

Men for Luther var det vigtigt først at forstå tekstens mening. Det var for Luther både en sproglig og en teologisk eller læremæssig opgave. Dernæst skulle det gengives så godt som muligt på et så naturligt tysk som muligt. Hvis man kunne gøre det bedre end Luther, var man velkommen. At Luthers oversættelse i det væsentlige stadig bruges, vidner om dens kvalitet.

For Luther var det altså vigtigt at finde den rigtige gengivelse. Men det forudsatte, at grundteksten blev forstået rigtigt. Det er netop Rom 3,28 et godt eksempel på. Den rette forståelse er ikke løsrevet fra den lære, som findes i dette vers og i Bibelen generelt. Det udfolder Luther med stor omhu i ovennævnte artikel fra 1530 i det afsnit, der i oversættelsen har fået overskriften “Tekst og mening” (se her, men læs helst hele artiklen!).

Man kan diskutere frem og tilbage, hvad en moderne dansker hører. Det er imidlertid et princip, der er så svævende, at det kan bruges til at retfærdiggøre (!) hvad som helst. Og efter min mening er der faktisk tale om, at BPH rammer ved siden af, i al fald i Rom 3,28, som vi skal se på.

Et lille forbehold er dog, at jeg har brugt en udgave på nettet (en udgave fra 2009 findes her), så den trykte udgave kan tænkes at have ændringer. I dette tilfælde tvivler jeg dog på det, for det vil kræve ret store, gennemgribende ændringer.

De to oversættelser

BPH oversætter: “Et menneske bliver accepteret af Gud ved at tro på Kristus og
ikke ved at skulle leve op til det, som Toraen forlanger.”

Luther oversætter: “Så mener vi nu/altså, at mennesket bliver retfærdigt uden lovgerninger, alene ved troen” (“So halten wir es nun, daß der Mensch gerecht werde ohne des Gesetzes Werke, allein durch den Glauben”, min fremhævelse).

De vigtigste forskelle

BPH’s oversættelse er umiddelbart langt fra Luthers. BPH har uden videre smidt ‘og vi mener, at’ væk. Det er, hvad det er. Men der er andre og vigtigere forskelle. ‘At blive retfærdig(gjort)’ er blevet til ‘at blive accepteret af Gud’ i BPH, og ‘lovgerninger’ er blevet til ‘det, som Toraen forlanger.’

Loven eller toraen

BPH oversætter lovgerninger, dvs. de gerninger, loven kræver, med ‘det, som Toraen forlanger.’ Det er både sprogligt og teologisk et selvmål. For det første er Toraen overhovedet ikke et hverdagsdansk ord, endsige et ord, som har en teologisk tradition bag sig. Måske er det for at understrege, at Det nye Testamente er “jødisk,” men det kræver i givet fald en forklaring.

For det andet er ‘Toraen’ ikke teologisk præcist. For Jesus og Paulus er det først og fremmest De ti bud (Matt 19,16-19; Rom 13,8-10), som kan sammenfattes i to store bud (Matt 22,37-40), der skal opfyldes, hvis mennesket skulle kunne blive frelst ved hjælp af dem. Ordene ‘loven’ eller ‘budene’ refererer meget præcist til denne sag, og de er tilmed mere danske. ‘Toraen’ omfatter derimod ikke kun budene, men også hele Herrens ‘belæring,’ som ‘belæring,’ som ‘tora’ vel mest præcist kan gengives med.

Efter min vurdering lever BPH med denne gengivelse slet ikke op til Luthers principper for oversættelse.

‘At blive retfærdig(gjort)’ eller ‘at blive accepteret af Gud’

BPH oversætter endvidere verbet ‘at retfærdiggøre,’ ‘at erklære retfærdig’ eller evt. ‘at frikende’ med ‘at blive accepteret af Gud.’ BPH mener utvivlsomt, at det kommunikerer bedre. Men hvad kommunikerer det? At acceptere betyder vel noget med at gå med til noget. Det er imidlertid langt fra tekstens mening. Ikke at der ikke ligger en “accept” i retfærdiggørelsen, men arten og måden i ‘at blive accepteret af Gud’ er langt fra grundtekstens ‘at blive retfærdig(gjort).’ Det er meget problematisk, for BPH bruger endda udtrykket som overskrift for Rom 3,21-31. I Rom 3,24 gengives det samme udtryk i øvrigt med ‘at blive erklæret skyldfri.’ Så det er også blevet sværere at se, hvor dette centrale begreb anvendes.

Hvad BPH i realiteten gør, er at sløre ikke bare et centralt tema, men dét centrale tema i Skriftens frelseslære. Man kan så mene, at teksten er lettere at læse, men prisen er altså, at teksten er blevet mindre klar på det allervigtigste område i frelseslæren. Ja, spørgsmålet er, om ikke teksten direkte kan siges at være blevet ændret.

‘At blive retfærdiggjort’ betyder langt mere og noget langt mere præcist end ‘at blive accepteret af Gud’. Hvis man vil frelses, kræves der retfærdighed, dvs. et liv uden en eneste overtrædelse af Guds bud og i fuld tro og tillid til Ham fra første til sidste sekund. Den retfærdighed har et menneske ikke og kan det ikke præstere, men det har Kristus. Den retfærdighed, Kristus er og har, kan så “tilregnes” den, der tror. Det er ikke en detalje, men det er det centrale i såvel Det gamle som Det nye Testamentes frelseslære. Det kan gerne være, at det kræver lidt forklaring, men der er heller ingen, der har sagt, at alt kan glide lige så let ned som et ugeblad.

Det har betydning for både Det nye og Det gamle Testamente. For Paulus skriver om det samme i Rom 4, hvor han tager Abraham som et mønstereksempel. Også her slører BPH sagen: “Abraham troede på Herren, og derfor blev han accepteret” (Rom 4,3; jf. 1 Mos 15,6). Men grundteksten i Rom 4,3 siger, at “Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.” BPH ændrer i øvrigt Paulus’ ‘Gud’ til 1 Mosebogs ‘Herren,’ men det kan og bør man ikke.

(Skulle man absolut modernisere det lidt, kunne man gøre som i English Standard Version: “or what does the Scripture say?”Abraham believed God, and it was counted to him as righteousness.”)

Samlet vurdering ud fra Gal 3,28

Men er det ikke rigtig, at BPH umiddelbart er lettere at forstå? Jo, det er rigtigt, men det, man da kommer til at forstå, er altså ikke det samme som det, man bør komme til at forstå. Det er min vurdering, at der er for langt mellem grundtekstens sproglige og teologiske/læremæssige indhold i BPH.

I udgangspunktet er det altså udmærket, at Iver Larsen vil oversætte, så det kan forstås. På det punkt har han forstået Luther. Men det er rigtig ærgerligt, at han ikke har forstået, hvad Luther anså for at være forudsætningen for at kunne oversætte til et godt tysk.

Uanset om BPH måtte være mere “hverdagsdansk,” så er min foreløbige vurdering, at man kun skal bruge den, hvis man er i stand til at vurdere den i lyset af grundteksten eller til nød i lyset af en noget bedre oversættelse.

English Standard Version har sine svage steder, men den er trods alt meget bedre end BPH.