Om et kristenmenneskes frihed – reformatorisk hovedskrift

Et af de vigtigste skrifter, Luther skrev i begyndelsen af reformationen, var Om et kristenmenneskes frihed. Den blev udgivet i 1520. Heri hedder det i Inger Margrethe Kofod-Svendsens oversættelse:

For det sjette: Du spørger: Hvad er det da for et ord, som giver en så stor nåde, og hvordan skal jeg bruge de? Svaret er: Det er intet andet end den forkyndelse, Kristus bragte, sådan som evangeliet indeholder den. Den forkyndelse skal være og er sådan, at du hører din Gud tale til dig om, hvorledes hele dit liv og al det, du gør, intet er for Gud. Du gå evigt gå fortabt med alt, hvad der bor i dig. Og når du, hvad du bør, ret tror dette, da må du fortvivle over dig selv og bekende, hvor sandt Hoseas’ ord er: ‘O, Israel, i dig er intet andet end fordærvelse, men alene i mig er din hjælp’ [Hos 13,9].

Men for at du kan komme ud af dig selv og bort fra dig selv, det vil sige bort fra din egen fordærvelse, så stiller han sin kære Søn, Jesus Kristus, foran dig og siger dig ved sit levende, trøsterige ord: Du skal med fast tillid overgive dig til ham og dristigt stole på ham. Så skal for denne din tillids skyld alle dine synder tilgives dig og al din fordærvelse være overvundet. Du skal være retfærdig og sanddru, have fred, fromhed, opfyldelse af alle bud og frihed i enhver henseende. Paulus skriver det således i Rom. 1: ‘Den retfærdige skal leve af tro’ [Rom 1,17], og Rom. 10: ‘Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror’ [Rom 10,4].

For det syvende: Derfor bør alle kristnes med rette arbejde med og øve sig i én ting: at de indprenter sig Ordet og Kristus i deres indre, at de til stadighed opøver og styrker en sådan tro. Thi intet andet kan gøre et menneske til en kristen. … Derfor er det en umådelig rigdom at have sand tillid til Kristus. Den medfører nemlig al salighed og borttager al usalighed, som der i Mark.: ‘Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt.’ [Mark 16,16].

Luther skriver i dette skrift også om det salige bytte, men det er i det hele taget et skrift, som lønner sig for alle kristne at læse med jævne mellemrum! Heri udlægger Luther, “at troen alene uden nogen gerninger gør retfærdig, fri og salighed.”

Glædelig reformationsdag! Gud alene æren!

Luther, Martin. Introduktion til Luther af prof. dr.teol. Carl Fr. Wisløff. Om et kristenmenneskes frihed; Luthers fortale til sine skrifter; Fortalen til Romerbrevet; Om bodens sakramente. Bind [1] i serien Martin Luther Skrifter i Udvalg. København: Credo Forlag, 1981. Citatet er fra s. 71-73. En online oversættelse findes på lutherdansk.dk (klik her).

Den danske reformation og kirkeordinansen

Den officielle indførelse af lutherdommen i Danmark

Den 30. oktober 1536 indførte Christian den 3. lutherdommen som officiel religion i Danmark som den foreløbige afslutning på ca. 10 års udvikling.

Det lange, seje træk

Der forestod nu en kæmpeopgave med at reorganisere kirken, som nu var blevet luthersk. Kongen tilkaldte derfor hjælp i Wittenberg. Johannes Bugenhagen kom til Danmark og udarbejdede/udviklede en kirkeordning (“kirkeordinans”) på latin i 1537, som blev antaget af rigsrådet på dansk i 1539. Bugenhagen forelagde forinden forslaget i Wittenberg, så Luther har godkendt kirkeordningen. Bugenhagen havde stor erfaring fra flere lignende opgaver i Tyskland. Peder Palladius, der i 1537 blev teologisk doktor i Wittenberg, var en af de syv biskopper, der blev indsat som superintendenter ved reformationen. Hans visitatsbog er for øvrigt også værd at læse! Se “Palladius’ tilsyn – i dagens anledning (30. oktober)“.

Retfærdiggørelseslæren

Som bekendt er det retfærdiggørelseslæren, som er det centrale for reformationen. Det var den, som var blevet forfærdelig forsømt under pavedømmet. Det gjaldt både forståelsen af retfærdiggørelsen (“teorien”) og hvilke konsekvenser den skulle have i kirkens hverdag og søndag (“praksis”). Derfor måtte man løfte læren frem, sådan som det ikke mindst sker i Dr. Luthers lille katekismus og i Den augsburgske Bekendelse. Men man måtte også sørge for, at kirkens praksis kom til at tjene retfærdiggørelseslæren. Denne sammenhæng fremgår faktisk af Den augsburgske Bekendelse: “For at vi kan nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at lære evangeliet og meddele sakramenterne” (fra www.folkekirken.dk).

Retfærdiggørelseslæren og Kirkeordinansen

I kirkeordinansen står der følgelig i første stykke:

1. Læren, der tjener os til frelse
Hvorved Guds velgerninger, som Kristus har erhvervet os, forkyndes for alle og uddeles blandt alle dem, der tror.

Denne lære indeholder især tre punkter:

  • Først det hellige evangeliums prædiken, som ubetinget også omfatter sand bod og forbedring, troen og dens frugter, som er gode gerninger.
  • Det andet punkt er sakramenternes rette og lovlige indstiftelse og brug, som også kræver en sand bod, styrker troen og påminder os om troens frugter.
  • Det tredje en enkel forklaring af børnelærdommen, som klart viser, på hvad måde man skal forbedre sit liv, giver kundskab om synder og gode gerninger og viser, både hvordan den rette tro er, og hvordan vi kommer til den.

Desuden skal hele den evangeliske lære alle vegne være ren, sikker og ligedan hos alle. Frem for alt skal man grundigt og omhyggeligt lægge stor vægt på artiklen om menneskets retfærdighed, så enhver forstår, hvad troen er og hvad den virker, hvordan vi kommer til tro, og på hvilken måde vi bliver retfærdige. Ja, også hvilken opfattelse prædikanterne selv skal have, og hvordan de skal prædike.” (Citeret i Finn Andersens nutidsdanske gengivelse af kirkeordinansen, fra http://www.lutherdansk.dk/Trellix/id134.htm).

En opgave, der aldrig får ende

Tilstandene inden reformationen var sørgelige, og alting blev heller ikke ordnet på én gang. Alligevel var lutherdommens indførelse den 30. oktober 1536 en afgørende begivenhed, for nu skulle der prædikes og undervises evangelisk, sådan som man kunne læse det i Luthers lille katekismus og Den augsburgske Bekendelse (når ellers man kunne læse).

Man kan være tilbøjelig til at mene, at med reformationen blev alting godt. Men sandheden er, at det var (og er) en stadig opgave (“kamp”) at prædike og undervise evangelisk. At forkynde lovisk kommer helt af sig selv. Det sker, når man forkynder mere om De ti bud, om næstekærlighed og Guds gerning i os, end om Guds velgerninger, som Kristus har erhvervet os (eller hvis man blander dem sammen).

Reformationen og de gode gerninger

Reformatorerne mente bestemt ikke, at kristne ikke skulle øve næstekærlighed, “gøre gode gerninger”, eller oplæres i, hvad det betyder i praksis. Tværtimod, som det fremgår af de tre punkter ovenfor. Men ingen gør gerninger, der er gode i Guds øjne, blot fordi det kræves af os. Det kan vi nemlig slet ikke. Kravet om gudsfrygt og gode gerninger, “loven”, kan nemlig blot lære os, at vi er syndere. Derfor skal evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret.

Man svigter altså i virkeligheden næstekærligheden, hvis man ikke forlanger, at evangeliet skal forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret. Kun evangeliet kan skænke troen og give kraft til at gøre gode gerninger. Man svigter også evangeliet selv – og dermed dem, der lytter, hvis man ikke forlanger en ren evangelieforkyndelse og en ret sakramentsforvaltning. Derfor er Guds dom også hård over dem, der ændrer og dermed ødelægger evangeliet (Gal 1,6-9). At forkynde evangeliet rent og og forvalte sakramenterne ret er et stadigt slid.

Arbejdet med at prædike

Det kræver, at man arbejder grundig med evangelieteksterne hver gang, der skal prædikes. Man skal sætte sig ind i prædikestykkernes betydning i sammenhængen. Man skal vurdere, hvilke lærestykker (trosartikler) prædiketeksterne lægger op til at inddrage. Man skal overveje, hvordan man får forkyndt, hvad Gud kræver (“loven”), og hvordan man får forkyndt, hvad Kristus har erhvervet os (evangeliet og alle trosartiklerne), så det både indholdsmæssigt og omfangsmæssigt får mest plads. Og naturligvis skal en præst også overveje, hvordan det så skal gøres til netop de tilhørere, han har. Man skal også forvalte dåb og nadver, så det sker ret. Ingen skal f.eks. have lov at gå til alters, som ikke kender De ti bud og i lyset heraf har erkendt, at man er en synder, og som ikke kender troen, så man ved, hvad Kristus har gjort og erhvervet os og forstår, at det var “for mig”!

At være evangelisk i praksis

Det store arbejde, som Bugenhagen og superintendenter (“biskopper”) som Palladius udførte, havde som sit mål ene og alene at organisere den danske kirke, så kirken i praksis kunne blive og forblive evangelisk: En kirke, der er til, for at vi kan nå til den retfærdiggørende tro. Det var som sagt op ad bakke, og sådan har det været lige siden, uanset om en kirke er stor eller lille. Ja, Galaterbrevet viser, at sådan var det også fra starten. Der må arbejdes og kæmpes for evangeliet.

Skønt den danske (folke)kirke ikke er, hvad den har været og i al fald slet ikke er, hvad den ifølge Kirkeordinansen skulle være, så er der dog grund til på årsdagen for den danske reformation at takke for, hvad vi direkte og indirekte fik fra Wittenberg.

Det er også umuligt sådan en dag ikke at ønske og bede om, at den danske folkekirke atter kunne blive det, som den burde være.

Vi, der ikke (længere) er medlem af den danske folkekirke, må huske at bede til og arbejde for, at vores egen kirke fortsat må være en kirke, hvor evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret.

1. Ak, Gud, fra Himlen se herned,
dig over os forbarme!
Så få af dig at sige ved,
i trængsel er vi arme;
dit ord man ej vil lade stå,
og troens lys fluks ud vil gå
hos alle folk på jorden.

2. De lærer idel tant og svig,
af egen kløgt udspundet;
thi hjertet ej enfoldelig
i Herrens ord er grundet;
en vil det så, en anden så,
så mange veje går de på,
med sandheds skin de pranger.

3. Når Gud vil rykke op med rod
falsk hellighed og lære,
da siger de med trodsigt mod:
Hvem vil mod os vel være?
Alene vi har ret og magt,
det gælde skal, hvad vi har sagt,
hvem kan os overvinde?

4. Dog Gud han siger: Nu jeg vil
min kirke mig antage
og nådig bøje øret til
dens sørgesang og klage;
mit stærke ord i marken går,
det frisk og trøstig fjenden slår;
det er de svages styrke.

5. Som sølvets ægthed prøves grant
ved ildens hede lue,
og prøvet så for vist og sandt
helt ædelt er at skue,
så prøves og ved kors Guds ord
og skinner da ud over jord
i al sin glans og styrke.

6. Bevar dit ord, o fromme Gud,
fra uren lærdoms plage,
og lad dets stråler bryde ud
i disse stridens dage!
Af onde folk der findes nok,
som øde vil din lille flok;
men, Gud, forbyd det, amen!

Sl 12.
Martin Luther 1523. (Dansk 1528.) W. A. Wexels 1840.
Melodi: Erfurt 1524 (eller som nr. 437).
DS 352 (fra den elektroniske udgave)

God reformationsdag – idet det i dag den 31. oktober er årsdag for reformationen i Tyskland.

Den store hvide flok i Åb 7

Kapitel 7 i sammenhængen

Mange fortolkere har kaldt Åb 7 for et “mellemspil.” Hermed mener man, at bl.a. Åb 7 ligesom bryder sammenhængen. Andre fortolkere, bl.a. amerikaneren J. Ramsey Michaels har i sin kommentar fra 1997 argumenteret for, at Johannes’ Åbenbaring slet ikke indeholder mellemspil, ‘interludes’ på engelsk.

Michaels argument er, at man ikke bør tale om mellemspil, fordi Åb 7 svarer på spørgsmålet i 6,17: “For nu er deres vredes store dag kommet, og hvem kan da bestå?” Dette argument er efter min mening helt korrekt. Faktisk mener jeg, at kapitel 7 derfor er en del af det sjette segl, der begynder i 6,12. Overskrifterne i den danske oversættelse fra 1992 rammer derfor ved siden af, når man giver kapitel 6 overskrift “Lammet bryder de første seks segl” og derefter giver separate overskrifter til 7,1-8 og 7,9-17.

Det har i øvrigt videre konsekvenser for, hvordan man skal forstå den litterære opbygning af hele skriftet, men det må vente til en anden god gang.

Kapitel 7 som svar på 6,16f

Åb 6,12-15 beskriver “deres vredes store dag,” som det fremgår af spørgsmålet i 6,17. Med andre ord handler 6,12-15 om, hvad der skal ske på dommedag, den dag, Jesus kommer igen.

Dem, der rammes af dommen, forstår, hvad der er årsag til de kosmiske ændringer: “Fald ned over os og skjul os for ham, som sidder på tronen, og for Lammets vrede” (Åb 6,16). De erkender, at det er Gud og Lammets vrede, de oplever. Ja, det er både Lammets og Guds vredes store dag (Åb 6.17).

Eftersom den dag nu “er … kommet,” bliver det afgørende spørgsmål: “Hvem kan bestå?” Når Gud og Kristus/Lammet åbenbarer sig på dommedag, er det slut med at hævde, at Gud ikke findes eller at Guds vrede ikke findes. Så handler det kun om, hvem der kan bestå. Det er nøjagtigt det samme spørgsmål, som Luther stillede: “Hvordan får jeg en nådig Gud?” For kun den, der har en nådig Gud, vil bestå på dommedag. Resten vil møde hans vrede.

De beseglede (7,1-8)

Svaret på dette grundlæggende spørgsmål giver i to afsnit. Åb 7,1-8 beskriver dem, der bliver frelst, inden vreden slippes løs. Åb 7,9-17 beskriver dem, der kommer frelst ud af dommen.

Først ser Johannes fire engle ved de fire hjørner af jorden. De holder “jordens fire vinde tilbage” lidt endnu. Vindene skal ikke skade noget endnu.

Fokus er imidlertid på en anden engel, som Johannes ser. Den har “den levende Guds segl” og råber til de andre engle, at de ikke skal skade jorden, havet eller træerne, “før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pande” (Åb 7,3).

Ser man nærmere efter, er sagen, at Guds tjenere allerede findes, men de skal besegles på deres pande. Der er derfor ikke tale om dåben eller omvendelsen. Der er derimod tale om en begivenhed, som skal foregå på “deres vredes store dag.” Senere ser Johannes, at “dyret fra jorden” “får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande” (Åb 13,16). Dyrets mærke er modsætningen til Guds segl. De beseglede er dem, der er Guds tjenere, dvs. troende, når dommedag kommer. De andre tager derimod dyrets mærke på sig.

I Åb 7,4-8 hører Johannes, hvor mange beseglede der er. Der er fremsat forskellige teorier, men ud fra en overordnet litterær analyse mener jeg, at man skal forstå det på baggrund af mønstringerne i Det gamle Testamente. Guds tjenere fremstilles som en hær, dvs. som en metafor. De kommer aldrig i kamp, for det er kun Lammet og Lammets næstkommanderende, nemlig Michael, som kommer i kamp (se Åb 12,7 og 17,14). Når Guds tjenere kan beskrives som en hær, skyldes det, at dommedag beskrives som en dag, hvor Kristus/Lammet “dømmer og fører krig med retfærdighed,” som der ordret står i Åb 19,11.

Tallene er symbolske, så man skal ikke begynde at spekulere i, hvem de 144.000 er. Jehovas Vidners spekulationer er således helt forfejlet også af denne grund.

Navnene på de tolv stammer er også symbolske. De 144.000 er nemlig dem, “som havde [Lammets] navn og dets faders navn skrevet på deres pande” (Åb 14,1). De synger en ny sang, som kun dem, der er købt fri af jorden, kan synge (Åb 14,3; jf. 14,4 og 5,9). De “følger Lammet!”

Den store hvide flok (v. 9-17)

Hæren kommer aldrig i kamp. Det gør kun hærføreren, Lammet, og hans engle. Derfor er det ikke så underligt, at Johannes dernæst ser et syn af fuldendelsen.

Det er en utællelig, international skare. De står foran tronen, dvs. Gud, og Lammet, for nu er det jo dommens dag, men også frelsens dag. De er klædt i hvide klæder, for de hvide klæder er de bryllupsklæder, som hører til for kirken, Lammets brud. Dommedag beskrives nemlig ikke kun som en dom og en krig, men også som en bryllupsfest (Åb 19,7.9). Bryllupsklæderne er frelsens klæder, som det fremgår af Åb 3,18. Det er den fremmede retfærdighed, Kristi retfærdighed, som tilregnes ved tro (jf. også til Matt 22,1-14).

De har palmegrene i hænderne, for de hylder deres konge (jf. Joh 12,13), som har sejret for dem.

Den store hvide flok er helt klar over, hvorfor de står der: “Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet” (Åb 7,10 if. 1948-oversættelsen). Gud og Lammet har taget initiativ til og ført frelsen ud i livet. Derfor siger de frelste, at frelsen er Guds og Lammets.

Johannes så, at hele det himmelske hof faldt ned på deres ansigt foran troen og tilbad Gud med en lovsang med syv ord. De både indleder og afslutter med et Amen.

I den følgende dialog i Åb 7,13-17 får vi at vide, hvem den store hvide flok er, og hvor de kommer fra og hvor de nu er og hvordan fremtiden vil blive for dem.

Den store hvide flok “kommer fra den store trængsel” (Åb 7,14). Faktisk kan man se på det græske verbum, at det er noget, der sker, mens de står og kigger. Den store trængsel er det samme som “deres vredes store dag” (se nedenfor). Dem, der tror på og følger Lammet, vil komme ind og stå foran tronen. For de øvrige er der tale om dom til fortabelse (jf. Åb 2,22f).

De “har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod” (Åb 7,14). Fordi de altså har fået deres synd tilgivet, kommer de fra den store trængsel ind foran Guds og Lammets trone. De kan bestå, fordi de har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.

Nu er det helt korrekt, at de troende kommer i Himlen, når de dør, som vi ser i Luk 16,22 og 22,43. Derfor gælder det naturligvis også dem, der lider martyrdøden i tro på Kristus. Men i Johannes Åbenbaring er der meget, der tyder på, at “den store trængsel” på samme tid er dom (Åb 2,22) og frelse (Åb 7,14). Når man så også tager i betragtning, at Åb 7,1-17 indeholder svarer på spørgsmålet i 6,17, ligger det lige for at tolke “den store trængsel” om dommedag.

Fordi de kommer sejrende ud af krigen og dommen på Guds og Lammets store vredes dag, står de nu for Guds trone (Åb 7,15). I det følgende beskrives dette evige liv hos Gud og Lammet.

De tjener ham dag og nat i hans tempel (Åb 7,15), dvs. i Det ny Jerusalem. Og Gud “skal rejse sit telt over dem” (Åb 7,15), dvs. han skal omslutte dem og bo hos dem, og det skal aldrig få ende.

De skal hverken sulte eller tørste længere (Åb 7,16a). Dermed menes ikke blot, at de aldrig mere skal lide fysisk sult og tørst, men deres sult og tørst efter retfærdighed skal mættes (jf. til Matt 5,6). Heller ikke noget som helst andet skal plage dem (jf. Åb 21,3f).

Grunden til det får vi i Åb 7,17. For det første skal Lammet “vogte dem,” dvs. være deres hyrde. Sl 23 får nu sin endelige og fulde opfyldelse. At være hyrde og vogte er positivt for dem, der hører til hjorden (jf. Joh 10), men det er negativt for dem, der er rovdyr og ulve/falske hyrder i fåreklæder. Dem vil Lammet “vogte med et jernscepter, som når lerkar knuses” (Åb 2,27). Også her kommer det altså frem, hvordan Jesu genkomst fører til enten frelse eller fortabelse.

For det andet vil Lammet lede til kilderne med livets vand (Åb 7,17; 1948-oversættelsen) eller “livets kildevæld” (1992-oversættelsen). Uanset oversættelse er meningen, at det er en kilde, som består af vand, der gør levende. Det er også et billede, en metafor. Det vand, der gør levende, er Helligånden. I virkeligheden er Åb 7 altså trinitarisk. Dem, der står foran tronen, har adgang til det vand, der gør levende, ja, som givet evigt liv.

For det tredje vil Gud tørre enhver tåre af deres øjne (Åb 7,17, jf. 21,3f). I fuldendelsen og det evige liv trøster Gud selv dem, der har fået deres synders forladelse. Her i livet må vi græde på grund af synden og dens følger af lidelse, sygdom og død. Men på dommedag vil Gud trøste.

Afslutning

Den centrale pointe er, hvem der frelses. Men baggrunden er altså alvorlig. Når Gud og Lammet åbenbarer sig på dommedag, vil dem, der tror på og følger Lammet, blive frelst. De vil “bestå.” Men de øvrige vil blive ramt af Guds og Lammets vrede. De vil hellere rammes og dækkes af bjerge, skønt det er indlysende, hvad det medfører. Men deres ønske er omsonst.

Mange nu om dage benægter, at det vil komme til at gå sådan. Nogle gør det direkte, andre indirekte. Atter andre forsøger måske bare at fortie den barske baggrund – i al fald Alle helgens søndag, hvor denne tekst læses efter første tekstrække.

Det rigtige svar er imidlertid ikke benægtelse, men en klar forkyndelse af lov og evangelium, så mennesker kan være forberedt til den dag.