Sidste søndag i kirkeåret – Matt 25,31-46

Indledning
Vi er nået til Sidste søndag i kirkeåret, hvor det efter første tekstrække er Matt 25,31-46. Temaet er dommen. Det er et tema, som forbereder adventstiden, som er en bodstid, og som derfor har lilla som liturgisk farve (jf. Kirkeåret).

Vi lever i en tid, hvor selv præster og biskopper tilsyneladende kan fornægte den evige fortabelse uden konsekvenser. Men bl.a. denne søndags tekst gør modstand mod denne fornægtelse. Problemet behøver ikke at være, at man gør Kristi lidelse og død overflødig. Det virkelige problem er, at man gør troen unødvendig.

Umiddelbart kunne også Matt 25,31-46 se ud til at ignorere troen. Det, der afgør, om man skal gå bort til evig straf eller ind til evigt liv, synes at være gerningerne. Det er imidlertid en overfladisk – en alt for overfladisk analyse. Det er også en såkaldt “biblicistisk” tolkning, dvs. en tolkning, som mener, at man kan tolke en tekst uden at tage hensyn til, hvad Skriften ellers siger. Den falder på Jesu egen måde at tolke Skriften på: Til djævelen, som er mesteren over alle mestre i at mistolke og misbruge Skriften – sagde Jesus: “Der står også skrevet …” (gr. ‘igen,’ ‘på den anden side’ eller ‘men’).

De øvrige læsninger
Den gammeltestamentlige læsning fra Es 65,17-19 handler om, at Gud skaber en ny himmel og en ny jord. Dermed sættes tidspunkt og sammenhæng for Matt 25,31-46. Glæden og jublen og fravær af det gamle og af gråd og skrig understreges. Nogle kunne sikkert finde på at bruge det som afsæt for en prædiken om alles frelse, men det er forfejlet.

Epistellæsningen fra 2 Thess 2,13-17 knytter til ved Matt 25,34. Begge taler om udvælgelsen, som er et vigtigt tema. Dem, der frelses, kan takke Gud for det, mens dem, der går fortabt ikke kan give Gud skylden. Men det er virkelig Gud, der står bag, når mennesker kommer til tro. Når den troende ser på sig selv i lyset af en prædiketekst som Matt 25,31-46, kan man let fortvivle.

Men Paulus skriver: “… dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort” (Rom 8,29f). Skal vi ikke se på os selv og fortvivle, men stole på Guds frelsesvilje og frelsesgerninger, som evangeliet forkynder for os. Det er netop den tro, som regnes os til retfærdighed, os, som ikke vil gøre gerninger for at blive frelst, men som tror på ham, som gør den ugudelige retfærdighed (Rom 4,5f).

Menneskesønnens komme og selve dommen (v. 31-33)
Menneskesønnens komme (v. 31)
Jesus indleder sin undervisning om, hvad der skal ske på dommedag, med at tale om Menneskesønnens komme.

Der er skrevet meget om Menneskesønnen. Imidlertid er der for mig ingen tvivl om, at baggrunden for denne titel er Dan 7,13: “Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham.” ‘Menneskesøn’ betyder slet og ret et menneske. Nu står der så ‘så ud som’ (hebr. ‘som’). Betyder det så, at denne person i virkeligheden ikke er et menneske (men fx en engel)? Nej, for som forskere har gjort opmærksom på, begynder Daniel 7 med en fortælling om fire dyr, der på samme måde beskrives med ordet ‘som’ (fx “Det første var som en løve,” Dan 7,4). Disse fire dyr symboliserer fire konger (Dan 7,17). Når de imidlertid beskrives som dyr eller faktisk som hybrider, skal det forstås på baggrund af, at Gud har skabt dyrene efter art. Hybrider er en sammenblanding af arter og dermed en ugudelighed efter gammeltestamentlig tankegang. Forskellen på disse fire hybriddyr og ham, der ser ud som et menneske, er altså forskellen på ugudelige konger og et menneske, der ikke er ugudeligt.

Dertil kommer, at dette gudsfrygtige menneske kommer ‘med himlens skyer’ (Dan 7,13). Det er ellers en beskrivelse, som Det gamle Testamente forbeholder Gud. Det er der en god grund til. Han er nemlig Gud. Skikkelsen i Dan 7,13 er altså både Gud og menneske.

Han får nu herredømme, ære og kongerige og universel tilbedelse. Ja, hans herredømme er evigt og skal ikke forgå. Det var også, hvad englen sagde til Maria: “Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1,32f; se også Den nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse).

Udtrykket Menneskesønnen angiver, at Jesus tænker på en bestemt ‘menneske(søn),’ nemlig ham, der ifølge Dan 7,13 er både menneske og guddommelig, dvs. Gud.

Når Jesus derfor siger, at “når Menneskesønnen kommer,” så betyder det, når Menneskesønnen kommer på netop det tidspunkt, som Dan 7,13f handler om. Med andre ord, når Jesus kommer igen.

Jesus understreger det ved at tale om, at han kommer ‘i sin herlighed.’ Under sit jordeliv skjulte Jesus sin guddommelige herlighed, ære eller glans. Han åbenbarede den dog direkte på bjerget (Matt 17,1-9), og han har også åbenbaret sin guddommelighed indirekte: ved sine ord og gerninger, som viste, hvem han er, fuld af nåde og sandhed (Joh 1,14).

Jesu engle skal følge ham.

Når Jesus kommer igen, skal han tage sæde ‘på hans herligheds trone.’ Dette udtryk kan være en semitisk måde at sige ‘hans herlige trone,’ eller det kan måske betyde den trone, hvor hans herlighed hører til.

Under alle omstændigheder er pointen, at Jesus indtager sit kongedømme, sådan som Dan 7,14 taler om det: Ham blev givet ‘kongerige’ eller ‘kongedømme.’ Der er en nuanceforskel, om man taler om det rige, han skal være konge over, eller om det, at han skal være konge. I virkeligheden er der jo tale om samme sag. Johannes’ Åbenbaring kapitel 4-22 beskriver denne sag nærmere, men særlig relevant er Åb 11,15-17: “Den syvende engel blæste i sin basun. Da lød der høje røster i himlen, som sagde: Verdensherredømmet er nu vor Herres og hans salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder. Og de fireogtyve ældste, som sad på deres troner foran Gud, faldt ned på deres ansigt og tilbad Gud og sagde: Vi takker dig, Herre, Gud, Almægtige, som er og som var, fordi du har overtaget din store magt og er blevet konge.”

Dom over folkeslagene (v. 32a)
‘Alle folkeslagene,’ dvs. alle folk eller alle mennesker, skal blive samlet. Det er nemlig englene, der skal samle alle de udvalgte sammen (Matt 24,31). Man må formode, det så også gælder de øvrige. De vil blive anbragt foran ham, dvs. foran Menneskesønnen, der sidder på sin trone. Som det fremgår af bl.a. Daniel 7 og en lang række steder i Johannes’ Åbenbaring, er det faktisk ikke kun Menneskesønnen, der er tilstede. Men Jesus vælger i denne sammenhæng ikke at fokusere på andre end sig selv.

Skellet (v. 32b og v. 33)
Det centrale er, at han vil skille dem fra hinanden. Når Menneskesønnen kommer igen, er der nemlig to grupper, og der er ikke længere nogen mulighed for at skifte gruppe, om man så må sige. Det er, som når en hyrde skiller fårene fra bukkene, dvs. han-gederne eller slet og ret gederne. En lignende adskillelse læser vi om i Ez 34,17. Pointen er formentlig, at det kan være svært at se forskel, men Menneskesønnen kan se, hvordan det er med troen. Derfor kan han skelne.

Fra ældgammel tid har venstre været betragtet som den uheldssvangre side, fordi dårlige varsler kom fra venstre. I stedet for det “rigtige” ord for venstre har man i århundreder brugt en eufemisme: ‘med godt navn.’ Det spiller naturligvis ikke nogen rolle her, men det ville dog have været højst overraskende, hvis fårene var blevet placeret ved hans højre side.

Denne adskillelse og placering på henholdsvis den højre og den venstre side af Menneskesønnen er faktisk selv dommen. Det, vi nu får, er en delvis domsbegrundelse. Faktisk må man sige, at Jesus ikke omtaler en helt afgørende sammenhæng. Jesus taler om gode gerninger, men han forklarer ikke, hvordan det går til, at de kan gøre gode gerninger. For en overfladisk betragtning kunne det se ud, som om Jesus taler om frelse ved lovgerninger.

De velsignede (v. 34-40)
Proklamation af dommen over de velsignede (v. 34)
Kongen, Menneskesønnen, Guds Søn, vil tale til dem på sin højre side.

For det første siger han: “Kom” (gr. deûte). Det er det stik modsatte af det, han senere vil sige til dem på den venstre side: ‘gå bort fra mig’ (Matt 25,41).

Han kalder dem ‘min faders velsignede’ (v. 34). Det betyder utvivlsomt dem, som Jesu fader har velsignet og vil velsigne evigt. Det modsatte er ‘de forbandede’ (Matt 25,41). Guds velsignelse og forbandelse er allerede nu realiteter, men man kan ikke aflæse folks status ved at se på, hvordan det går dem i deres daglige liv. Hvis man vil vide, hvem der kan være velsignet, må man se på, hvem der samles der, hvor de midler, Gud velsigner med, bruges, dvs. evangeliet og sakramenterne. Hvem der så faktisk står på den højre side på dommedag, ved vi ikke helt. For der er hyklere blandt dem, der bruger nådemidlerne.

Men vi har ikke fået til opgave at spekulere i den slags ting. Vi har fået til opgave at forkynde evangeliet rent og forvalte sakramenterne ret. Det skal vi gøre så meget, vi kan, og så er resten op til Guds Ånd. Modsat skal man altså heller ikke lade være med at forkynde eller tillade forkyndelse med et urent evangelium. Det er særdeles farligt for det åndelige liv.

Man bliver ikke velsignet af at gøre gerninger, der ser gode ud. Som Jesus har sagt tidligere: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 5,20). Der skal en retfærdighed til, som Jesus må tilvejebringe ved at gå ind under syndere kår og tage straffen for alle, sådan som Jesus gjorde, da han blev døbt (jf. Matt 3,15). De gerninger, som følger af troen, er kvalitativt forskellige. For “alt, hvad der ikke er af tro, er synd” (Rom 14,23). Det, der betyder noget, skriver Paulus, er “tro, virksom i kærlighed” (Gal 5,6). Men som vi klarest lærer i Romerbrevet, har gerningerne intet med frelsen at gøre. Vi retfærdiggøres af tro. Punktum. “For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger” (Rom 3,28).

Hvorfor kalder Jesus/Menneskesønnen de velsignede til sig? Jo, det udtrykkes med ‘I skal arve det rige osv.,’ som der egentlig står. Verbet ‘arve’ skal forstås helt bogstaveligt. Man arver noget, som en person før sin død har testamenteret til en. Jesu død har gjort testamentet retsgyldigt, og så kan ingen ophæve eller føje noget til testamentet (Gal 3,15; Hebr 9,15ff). De velsignede er blevet arvinger i kraft af testamentet og troen.

Arven består af ‘det rige, der (for)beredt for/til jer fra verdens grundlæggelse.’ Leddet ‘(for)beredt for/til jer’ er fremhævet. Måske kan man ikke alene på grund af dette vers slutte, at Gud har forudbestemt dem, der bliver frelst, til at blive det, men det fremgår i al fald af Rom 8,29f. Her understreger Jesus, at det ikke er de velsignedes indsats, der bringer dem ind i riget. Det er tværtimod, fordi Gud har besluttet og gennemført det.

Riget har været beredt for de velsignede siden, ja, før jordens grundlæggelse. Faderen elskede Sønnen før verdens grundlæggelse (Joh 17,24), og Faderen ‘udvalgte os i ham før verdens grundlæggelse til at være hellige og fejlfrie foran ham i kærlighed’ (Ef 1,4). Her betyder riget det område, hvor Kristus/Menneskesønnen hersker som konge fra og med sin genkomst.

Begrundelse af dommen (v. 35-40)
I de følgende vers begrunder Jesus den dom, han lige har afsagt (jf. “for”). Men som nævnt er det afgørende at se – og forkynde – at Jesus ikke lærer frelse af lovgerninger. Det er ikke gerningerne, der frelser. Men gerningerne er troens frugter. Det er tegn, der viser, at troen er der. Det er taknemmelighedens gerninger over den frelse, Gud har skænket ved evangeliet.

Disse tegn vil være der. Et godt træ bærer gode frugter: “Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15,5). “Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden” (Rom 8,3f; citeret efter den mere præcise 1948-oversættelsen).

Den kristne beskrives i Det nye Testamente på en dobbelt måde. Det indre eller det nye menneske i modsætning til det gamle menneske eller det kødelige menneske. I 2 Kor 4,6 finder vi også modsætningen mellem det indre og det ydre menneske, hvor det ydre menneske nærmest betyder legemet.

For så vidt det kristne menneske tror, har det ikke brug for nogen vejledning i, hvad kærlighedens gerninger er. Den troende gør af sig selv gode gerninger, på samme måde som et godt træ bærer gode frugter. Men fordi det kristne menneske stadig bærer på sin syndige natur, har det brug for vejledning. Det er derfor, der er så mange formaninger i Det nye Testamente. Fx hos Paulus: “Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre; thi den, som elsker sin næste, har opfyldt loven. Thi det: ‘Du må ikke bedrive hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og hvilket som helst andet bud, sammenfattes i dette ord: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt; derfor er kærlighed lovens opfyldelse.” (Rom 13,8-10).

Vi ser også her i Matthæus 25, at troens frugter ikke er spektakulære gerninger, men gerninger, alle i princippet kan udføre. Alle kan give den sultne noget at spise; alle kan give den tørstige noget at drikke; alle kan tage imod (bringe med sig ind, nemlig i huset) en fremmed, som kommer forbi; alle kan give den nøgne tøj; alle kan tage sig af en syg, og alle kan besøge en, der sidder i fængsel.

Luther måtte gøre op med dem, der mente, at det var særligt fortjenstfuldt at gå i kloster og gøre såkaldte gode gerninger dér. I dag er der mange, der vil “måle” en kirkes sundhedstilstand efter, hvor meget kirkeligt arbejde, der bliver sat i gang. Men i gudstjenesten kommer Kristus selv og tjener os med evangeliet gennem sin stedfortræder, præsten, og sender os derefter ud i vores dagligdag for at tjene ham med disse helt almindelige gerninger. En mor, fx, giver sine børn mad og drikke og tøj og tager sig af dem, når de er syge.

På dommens dag vil de velsignede spørge, hvornår de så deres Herre og gjorde disse gerninger imod ham. De velsignede har ikke noget at rose sig af, for de kender udmærket til, hvordan synden har klæbet til dem i alt, hvad de gør.

Men Menneskesønnen vil svare dem, at for så vidt de gjorde noget for eller imod ‘en af min mindst brødre,’ har de gjort det imod ham. Jesus taler om den mindste af hans brødre, hvilket må betyde den mindste af de troende. Det betyder ikke, at kristne kun skal gøre godt mod hinanden, for det lærer vi andre steder i Det nye Testamente: “Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller” (Gal 6,10).

De forbandede (v. 41-45)
Proklamation af dommen over de forbandede (v. 41)
De, der står ved Menneskesønnens venstre side, skal ikke komme og arve riget, men tværtimod gå bort fra ham. Jesus kalder dem ‘de forbandede.’ Det er det modsatte af at være velsignet. I realiteten er det Guds forbandelse, der rammer dem. Men det er ikke Guds, men deres egen skyld, at de er forbandede.

Deres opholdssted er ‘den evige ild,’ eller ild- og svovlsøen, som det kaldes i Johannes’ Åbenbaring (Åb 19,20; 20,10.14f; 21,8). I Det gamle Testamente straffede Gud Sodoma og Gomorra med ild og svovl (1 Mos 19,24). Ild- og svovl er altså Guds straf. I Es 30,33 står der om Herrens ånde, at det er “som en strøm af svovl, der sætter det i brand.” Gog fra Magog skal rammes af en lignende straf. I Johannes’ Åbenbaring er ild- og svovlsøen en metafor for Guds og Lammets vrede (Åb 6,16f; 14,9-11; jf. her).

Det er sikkert rigtigt, at mange jøder kendte til noget, der kunne minde lidt om en ild- og svovlsø. Når affald går i forrådnelse og selvantænder, møder man stanken af svovl, og man ser det brænder. Det græske ord for Helvede (geenna) stammer fra det ‘gê hinnom,’ ‘Hinnoms dal,’ som lå lidt syd for Jeruslame. Uanset hvordan dommen og fortabelsen beskrives, er det Guds vrede, der er tale om.

Her er der tale om ‘den evige ild,’ ligesom der i v. 46 er tale om ‘evig pine.’ Også Åb 14,9-11 viser klart, at der er tale om en lidelse, der aldrig får ende.

I modsætning til, hvad der gælder velsignelsen og det evige liv, er den evige ild ikke beredt eller forudbestemt for de mennesker, der er forbandede og går fortabt. Den er derimod “bestemt djævelen og hans engle.” Med andre ord har Gud allerede før verdens grundlæggelse vidst, at djævelen ville falde og blive hans modstander. Det er det, Guds frelsesplan skal råde bod på. Men Gud har kun forudbestemt djævelen og de engle, der følger ham, til den evige ild. Gud vil nemlig, at alle mennesker skal frelses. Gud “vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2,4); “han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9).

Men de mennesker, der alligevel er forbandede og ender i den evige ild og pine, er de vantro. De kan have gjort mange gerninger, som så ud ligesom de gerninger, de velsignede har gjort. Men som vi skal se, satte de deres lid til dem. De forsøger derfor at gøre indsigelse mod Guds dom med henvisning til, at de da mener at have gjort de gerninger, Kristus efterspørger. Men de er ikke gjort i tro.

Selv om Gud vil, at alle skal gøre gode gerninger – det lærer vi af De ti bud, og det ved vi også, hvis vi tænker efter – i al fald hvis vi tænker efter, hvordan de andre bør være – så er det afgørende, om et menneske tror på Kristus. Derfor er det afgørende også, at evangeliet bliver forkyndt, så Helligånden kan skabe den tro, som bliver regnet os til retfærdighed.

Begrundelse af dommen (v. 42-45)
Menneskesønnens, dvs. Jesu begrundelse af dommen, er præcis den modsatte af det, vi så ovenfor. De har ikke gjort de gerninger, Jesus nævner, mod ham, for de har ikke gjort nogen gerninger i tro.

Den dobbelte udgang (v. 46)
Jesus slutter derfor sin lære om verdensdommen med at disse, de forbandede, skal gå bort til ‘evig straf,’ dvs. til evig pine. Ordet kolasis betyder nemlig at tilføje lidelse eller smerte som straf (jf. BDAG). Man kan altså ikke tolke ‘evig straf’ som noget, der sker på dommedag, og så ophører, enten fordi straffen derefter ophører (en slags skærsildslære for alle), eller fordi de forbandede ikke mere eksisterer (den såkaldte annihilationsteori).

Det har ført til mange anklager – også fra præster i fx den danske folkekirke. Men løsningen er ikke at benægte fakta, men at forkynde det rene evangelium, som kan frelse mennesker ud af fortabelsen.

De retfærdige, dvs. dem, der har fået tilregnet Kristi retfærdighed, skal gå ind til evigt liv. Det evige liv betyder det liv, som Gud vil blive ved at give dem til evig tid. På samme måde som Helligånden er den, der gør levende nu (Joh 6,63), er det Gud, der giver liv i evigheden.

Såvel livet som vredesdommen er altså noget, der udgår fra Gud i al evighed. Det ene fra hans nåde og barmhjertighed. Det andet fra hans hellighed og vrede.

Et par dage efter
I Matt 25,31-46 har Jesus åbenbaret den herlighed og (doms)magt, han vil få, når han tager sæde som konge på dommedag. Men det var ikke den herlighed, hans tilhørere så den dag. Og slet ikke den herlighed, som de så for deres øjne i påsken, som begyndte to dage senere (Matt 26,2).

Jesus begyndte også først at undervise om Menneskesønnens komme i herlighed, da han gennem sine ord og gerninger havde åbenbaret, at han var den frelser, som Gud ifølge Det gamle Testamente har lovet menneskeheden.

Jesus vil nemlig ikke dyrkes for den magt og herlighed, han vil få på dommedag, men han ønsker, at alle skal tro og tilbede ham som frelser. Som den, der nok vil komme for at dømme alle mennesker til enten evig frelse eller en evig pinefuld fortabelse, men som først og fremmest blev menneske for at gå til Golgata og dø i alle synderes sted.

Alle vil komme til at erkende, at Jesus er Gud og konge med al himlens herlighed, men det i sig selv frelser ikke. Det er ved tro på Jesus Kristus, det er tro på syndernes forladelse for Jesu Kristi skyld, der frelser.

Derfor skal der også på søndag forkyndes lov og evangelium, så flest mulig kan få Guds velsignelse i her i tiden og i evigheden. Loven skal afsløre synden og Guds vrede over synden, og evangeliet skal forkyndes, så Helligånden kan skabe troen på syndernes forladelse for Jesu Kristi skyld. For intet er mere tragisk, end at de mennesker, hvis synd Kristus bar og led for, går fortabt.

Måske er deres gerninger endog meget store og meget agtværdige i egne og andres øjne, men uden tro er deres gerninger dog i virkeligheden onde og selvcentrerede. Verden har brug for disse tilsyneladende gode gerninger, og sådan sørger Gud for, at verden trods alt ikke bryder totalt sammen.

Men de vantros gerninger bringer ikke frelse og ros på dommedag. Heller ikke hyklernes gerninger er noget værd på den dag. Derfor er det alt om at gøre, at sandheden kommer for en dag, mens tid er, og at der forkyndes, så alle kan få syndernes forladelse. Derfor blev Guds Søn menneske. Dommedag og fortabelsen er den baggrund, som for alvor viser os mennesker, hvor stort det er, at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os for at frelse os fra synd, død og djævel. Sidste søndag i kirkeråret peger frem mod advent og jul.

Den Nye Aftale (I)

Bibelselskabets Forlag har den 16. november 2007 udgivet Den Nye Aftale: Det Nye Testamente på nudansk (DNA). Den har også en reklameside her. Den koster 169 kr.

Aftale?
Allerede selve titlen påkalder sig opmærksomhed. Det nye Testamente, som optræder i undertitlen, er jo det normale navn. Gengivelsen ‘aftale’ er resultatet af en proces, som har stået på inden for bibeltolkning og -forståelse i århundreder. En proces, som desværre ikke er positiv set med lutherske øjne. Der er gode sproglige og teologiske grunde til at fastholde ordet ‘testamente,’ hvis man vil bevare den lutherske teologi.

Det græske ord diathêkê oversættes med enten ‘pagt’ eller ‘testamente.’ Hvis der er tale om det dokument, der bestemme, hvem der skal arve hvad, oversættes diathêkê med testamente. Er der tale om religiøse dokumenter, oversætter man (som regel) med ‘pagt.’ I Det gamle Testamente oversætter Luther altid berît med ‘Bund’ (‘pagt’), mens Luthers oversættelse konsekvent gengiver diathêkê med ‘Testament’ (testamente) i Det nye Testamente. Det er alt sammen, som det skal være, selv om man i konkrete tekster kan diskutere, hvad der menes og hvad man derfor skal oversætte med. Men sådan er det altså ikke i DNA.

Det rejser spørgsmålet, hvorfor man normalt oversætter ordet diathêkê med ‘testamente’ i titlen Det nye Testamente? Det har at gøre med, at Det nye Testamente selv gør klart, at det er et ‘testamente,’ ikke en ‘pagt,’ uanset om en sådan pagt er en “aftale” pålagt en svagere, evt. besejret part, eller en aftale indgået mellem to ligeværdige og lige stærke parter. Det slår Hebræerbrevets forfatter fast i Hebr 9,15ff. Men i al fald siden 1907-oversættelsen har man i disse vers oversat diathêkê med både ‘pagt’ og – når man ikke kunne komme uden om det – med ‘testamente.’ Det er ikke præcist. Men man har dog ladet teksten stå.

Også i nadverindstiftelsesordene i Matt 26,28 har man i al fald siden 1907-oversættelsen gengivet med ‘pagtens blod,’ hvor Luther og 1819-oversættelsen oversætter med ‘det nye testamentes blod’ (“Das ist mein Blut des Neuen Testaments …” og “dette er mit Blod, det nye testamentes …”).

Matt 26,28 og Hebr 9,15ff i DNA
DNA gengiver Matt 26,28 med “Det er mit blod. Jeg skal slås ihjel for mange menneskers skyld, og med mit blod indstifter Gud en ny aftale for at gøre det muligt at få tilgivelse for det man har gjort forkert.” Man kan åbenbart “indstifte” en aftale?

Men hvad så med Hebræerbrevet, som jo forklarer, hvorfor det nye testamente netop er et nyt og bedre testamente? Jo, man må jo få pengene til at passe. Så derfor får vi følgende oversættelse: “På den måde er Kristus blevet formidler af en ny aftale. Han døde for at vi kunne få tilgivelse for alle de overtrædelser der har fundet sted under den første aftale. Først da kan Guds udvalgte få det han har lovet dem, og beholde det i al evighed. Det er ligesom med et testamente, hvor det også er nødvendigt med et dødsfald. Så længe den der har oprettet det, er i livet har det ingen gyldighed. Det får det først når han er erklæret død. Derfor kunne den første aftale heller ikke blive indstiftet uden blod” (Hebr 9,15-18).

Det kursiverede ord “ligesom” er en tilføjelse. Ordet står der: “For hvor der er et testamente, er det nødvendigt at dokumentere testators (den, der har skrevet testamente) død.” Men den begrundende konjunktion “for” passer ikke i sammenhængen og erstattes derfor af en sammenlignende.

Og som det fremgår af Hebr 9,18, var den første “aftale” ikke nogen aftale, men et testamente: “Derfor blev heller ikke det første [testamente] ratificeret eller sat i kraft uden blod,” som der egentlig står.

Ud fra sammenhængen er det helt klart, at Hebræerbrevets forfatter forstår de to pagter, hvis man skal bruge det ord, som to testamenter. Begge bliver ratificeret med blod. Første gang kunne det ikke ske ved Guds eget blod, men det kunne det anden gang (jf. ApG 20,28).

Ud fra en teologisk betragtning er DNA’s oversættelse et meget alvorligt problem, der ikke alene risikerer at skabe helt forkerte forestillinger hos folk, men som vanskeliggør, for ikke at sige umuliggør, en korrekt teologisk forståelse.

Som kommunikation er det også underligt. For man skulle jo tro, at såvel ordet som begrebet testamente er særdeles gangbare. DNA begrunder det i efterordet med, at ordet diathêkê ikke alene er noget, man skriver før sin død, men også en aftale eller en pagt (s. 518). Men det er da ikke noget argument for ikke at bruge ordet testamente. Det skyldes jo, at ordet diathêkê ikke svarer helt til ordet ‘testamente’ eller ‘pagt.’ Men som det fremgår ovenfor, er det vigtigt, at oversætterne selv ved, hvornår der er tale om det ene og hvornår det andet.

Som gengivelsen er nu, får det negative konsekvenser for forståelsen af Kristi død og (dermed også) af nadveren. DNA’s gengivelse kunne såmænd give anledning til, at man opfatter troen og frelsesforholdet som en “aftale” mellem to lige parter. Det ville sikkert passe moderne demokrater godt, men det har altså ikke noget med indholdet af Bibelen at gøre. Gengivelsen af nadverordene vanskeliggør en gammelluthersk forståelse af nadveren. Efter den er nadveren nemlig uddeling af Jesu legeme og blod, som han ofrede. Testamentet er ratificeret, og med uddelingen af nadveren bekræftes den enkelte nadvergæst i, at det er sket for ham.

Ved en senere lejlighed vil jeg diskutere efterordet. Men som det fremgår, synes jeg, at allerede titlen peger i den forkerte retning. Intentionen med at ville hjælpe folk i gang med at læse er jo god nok. Men jeg tvivler på, man har valgt den rigtige strategi. Desværre.

Fortsættelse følger.
Se også min gennemgang af Bibelen på hverdagsdansk.

24. søndag efter Trinitatis – Matt 9,18-26

Indledning
Matthæus beretter meget kort om opvækkelsen af Jairus’ datter og helbredelsen af kvinden med blødningerne. Bibelselskabets overskrift: “Helbredelsen af synagogeforstanderens datter” er en misforståelse af, hvad Jesus siger i v. 24. Hun er faktisk lige død, så derfor er der tale om en dødeopvækkelse, men fordi sjælen er hos Gud (Luk Luk 16,19-31; 2 Kor 5,8) er det alligevel sandt, at pigen ikke er død.

Markus’ beretning er over dobbelt så langt som Matthæus’, men omkring en femtedel mindre end Lukas’. De fleste fagfolk tager det nærmest som en selvfølge, at Markusevangeliet skrev først, og at Matthæus efterfølgende har brugt Markus, en kilde, han har fælles med Lukas, samt en kilde, de andre ikke kender.

Personligt finder jeg ingen anledning til at betvivle, at evangelisten er tolderen Matthæus (Matt 9,9; 10,3; Mark 3,18; Luk 6,15; ApG 1,13) eller Levi (Luk 5,27.29). Jeg finder heller ingen grund til at anfægte, at Bibelens verbalinspirationslære er sand (1 Kor 2,13; 2 Tim 3,16). Jeg regner derfor Matthæus for et øjenvidne.

Man kan formentlig forstå oldkirkens udsagn om Markusevangeliet således, at Markus havde apostlen Peter som sin eller en af sine kilder. Men Matthæus er stadigvæk apostel og dermed under det løfte, Jesus gav dem (Joh 16,13ff), og naturligvis har de tre apostle, der var med, fået lov at fortælle de øvrige, hvad der skete – om ikke straks (Mark 5,43) , så i al fald siden.

Jeg mener derfor egentlig, at det er irrelevant, hvem der skrev først, og det er unødvendigt at forestille sig en eller anden form for mundtlig eller litterær afhængighed. Vi skal derimod tage udgangspunkt i, at vi har fire evangelier takket være Helligånden. Selv om denne såkaldte harmoniserende læsning er forkætret blandt fagfolk, så er det den logiske konsekvens af Bibelens egen lære om sig selv.

Matthæus forkorter derfor ikke Markus, sådan som de fleste siger helt automatisk. Men det er rigtigt, at Matthæus skriver meget kortfattet. Matthæus tager det med, som får det frem, som vi skal lære i netop dette stykke i dette evangelieskrift.

Jairus’ datter – første del (v. 18f)

Jairus’ bøn (v. 18)
Mens Jesus står og taler om nye vin på nye lædersække, kommer en leder, som ifølge Markus og Lukas er synagogageforstander og hedder Jairus. Ifølge Matthæus siger han, at hans datter ‘allerede’ eller måske: ‘lige er død’. Markus siger, at hun ligger på det sidste, mens Lukas taler om, at hun er døende. Ifølge Lukas er der lige efter helbredelsen af kvinden en, der siger til ham, at hans datter er død, og at han ikke skal gøre mesteren (læreren) ulejlighed. Men ret beset betyder det jo ikke, at Jairus ikke selv vidste det inden. Og en vis tid forinden må pigen jo være død, for budbringeren skal jo først nå hen til Jesus og Jairus.

Craig Blomberg peger på, at man i antikken ikke kunne bestemme det nøjagtige tidspunkt mellem at være døende og at være død. Det er jo også vanskeligt, selv nu om dage. Hvis man læser vor tids kliniske metoder tilbage, vil man måske mene, at evangelisterne er i modstrid med hinanden. Uanset hvad man måtte men om det, er pointen i alle fortællinger, at pigen faktisk døde. Matthæus har da trukket det tidsmæssige perspektiv sammen, da han jo ikke beretter helt så detaljeret.

Sidenhen lagde jøderne generelt stor afstand til kristendommen, men det er værd at lægge mærke til, at på dette tidspunkt var det ikke alle jøder, der afviste Jesus (jf. også Rom 11,1ff). Her er en jøde, der er så respekteret af sine trosfæller, at han er blevet synagogeforstander.

Han tror, at Jesus er i stand til at helbrede. Det er uden tvivl, fordi han har hørt, hvad Jesus har gjort, og måske også hvad Jesus har forkyndt. I lyset af Det gamle Testamente slutter han, at han kan rette sin bøn til Jesus. Men han forudsætter tilsyneladende, at Jesus må komme og lægge sin hånd på datteren. Jairus er lige så lidt som den kongelige embedsmand i begyndelsen nået til en tro, der ikke behøver andet end Jesu ord (se herom til Joh 4,46-53).

På den anden side er der al grund til at tro, at Jairus mener det alvorligt, både når han kaster sig ned foran Jesus og når han beder Jesus komme og opvække sin datter. Det er ikke kun høflighed, men tilbedelse af ham, der er herre over sygdom og død.

I øvrigt betyder Jairus – eller Ja’ir – ‘han oplyser’ eller ‘han vækker.’ Det er netop, hvad Jairus eller Ja’ir vil komme til at opleve. Matthæus bruger dog ikke navnet. Det skyldes måske, at han lægger vægt på mandens position i det jødiske samfund, men allermest, at Matthæus her gengiver det vigtigste. Nemlig det, som endnu engang viser, at “det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger: Han tog vore lidelser, han bar vore sygdomme” (Matt 8,17; Es 53,4 – ser mere herom i gennemgangen af Joh 4,46-53).

Jesus følger med (v. 19)
Jesus følger med Jairus sammen med sine disciple. På den måde får Matthæus fortalt uden at sige det direkte, at Jesus indvilliger i at opfylde Jairus’ bøn. Men inden vi når dertil, er der en anden, Jesus skal hjælpe.

Kvinden med blødningerne (v. 20-22)

Den blødende kvinde og hendes tro (v. 20f)
Med udtrykket “men se” (gr. ‘og se’) retter Matthæus vores opmærksomhed mod den næste scene. Markus og Lukas understreger, hvor ulykkeligt kvindens situation er. Hun har døjet meget på grund af lægerne(s behandlinger) og brugt hele sin formue, men er ikke blevet hjulpet. Pointen er altså, at Jesus er den, der kan helbrede, hvor ingen anden kan. Jesus er den store læge eller ‘opvækker’ (jf. min gennemgang heraf til Joh 4,46-53). Han er Ja’ir.

Det er ikke det umiddelbart efterfølgende ord, som understreges med ‘men se.’ Naturligvis er det ikke uden betydning, at Jesus opvækker en pige og helbreder en kvinde. Men det er ikke noget nyt. Kvinderne var og lige så vel omfattet af den treenige Guds omsorg som mændene var og er. Det gamle Testamente beretter om enken i Sarepta ved Sidon (1 Kong 17,8ff; Luk 4,26). Elias opvækker hendes søn (1 Kong 17,17ff).

Kvindens situation var ulykkelig, en blødende kvinde var uren, så længe hun blødte (3 Mos 15,25-31). Foruden alle de fysiske og psykiske problemer blev hun altså også socialt handicappet. 12 år havde det stået på. Der er ikke noget at sige til, at hun havde forsøgt alt.

Men pointen er alligevel ikke først og fremmest, at det er en kvinde, men at hun har en uhelbredelig sygdom, som Jesus er i stand til at helbrede.

Nu vil hun upåagtet af alle røre ved det kvasten (4 Mos 15,38), dvs. det yderste af Jesu kappe. Hendes begrundelse er, at det er nok at røre ved hans kappe for at blive, ja, blive hvad?

De danske oversættelser fra 1819, 1907, 1948, 1992 og Wierøds oversætter med ‘blive frelst.’ Luther oversætter med ‘blive rask’ (gesund werden). Vi oversætter normalt verbet sôzô med ‘at frelse,’ men det kan også betyde ‘at helbrede.’ Der er imidlertid andre ord, som mere snævert betyder at læge (iaomai, som vi kender fra ordet iater i psyk-iater) eller at helbrede (therapeuô).

Når kvinden derfor bruger ordet sôzô, som kan betyde både ‘at frelse’ og ‘at helbrede,’ er der grund til at tro, at kvinden ikke bare kom for at blive helbredt, men også for at blive frelst. Grunden hertil kan jo være den enkle, at hun har erkendt sammenhængen mellem synd og sygdom (jf. til Mark 2,1-11).

Kvinden ønsker ikke at røre ved Jesu kappe, fordi hun er overtroisk eller tror, at Jesus kan hjælpe hende på magisk vis. Hun har i stedet en levende, stærk tro, der tiltror Jesus kraft til at hjælpe, skønt ingen læger kunne. Det er en tro på Jesu guddommelige almagt.

Når hun alligevel ikke vil gå længere end at røre kvasten på Jesu kappe, så kan det vel være, fordi hun ved sig uren.

Jesu svar (v. 22)
Jesus mærkede kraften forlade ham (Mark 5,30). Matthæus fortæller derfor, at han vendte sig og så hende. Det, Jesus siger til hende, er et herligt budskab.

“Vær frimodig, datter.” Det er venlige ord, som Jesus siger til hende, fordi hun jo åbenlyst har været så nervøs ved at gå hen til Jesus, at hun kun tør røre kvasten. ‘Datter’ er en almindelig tiltalte til en kvinde, men her må det betyde mere end det. Her er det Jesus, der antager hende som en af sine, sit barn. Troen gør os jo til Jesu sønner og døtre.

“Din tro har helbredt/frelst dig,” siger Jesus, og Matthæus konstaterer, at det er sandt. Udtrykket ‘din tro’ har normal ordstilling, så det er tro, der er det vigtigste. ‘Din tro,’ kunne det næsten gengives med.

Vi hører ikke mere til hende, men hun har uden tvivl glædet sig over sin helbredelse og frelse – og over, at hun nu kan leve et normalt liv. Det glæder vi os også over, hvergang det sker også i vores tid. Med eller uden hjælp af mennesker (jf. til Matt 22,34-46).

Jairus’ datter – anden del (v. 23-26)

Ligklage (v. 23)
Da Jesus (og disciplene) kommer til Jairus’ hus, er der fløjtespillere og en folk, der larmer. Sådan gjorde man nemlig, når der havde været dødsfald. Og noget sundt er der jo over at holde ligklage, for døden er unaturlig. Døden skyldes synden, og derfor er der god grund til at sørge.

Jesu lære om døden (v. 24)
Men Jesus ønsker det ændret. Han beder dem gå. Begrundelsen – 1992-oversættelsen har slettet ordet ‘thi’ eller ‘for’ – er, at pigen ikke er død, men sover. De (hån)lo ad ham, for de syntes utvivlsomt, at det var utroværdigt at benægte døden.

Alligevel har Jesus helt ret. Ganske vist er pigen død, men det er kun hendes legeme. Hendes sjæl er hos Gud, lærer Det nye Testamente (Luk 16,19-31 og 2 Kor 5,8). Johannesevangeliet forklarer det nærmere: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh 5,24), hvorefter Jesus i v. 28f taler om at alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem. Jesus er den, der giver liv (jf. igen til Joh 4,46-53).

Opvækkelsen (v. 25)
Matthæus beretter vældig kort om, at Jesus tog hendes hånd, så pigen rejste sig. Markus fortæller, hvad Jesus sagde, men Matthæus fokuserer på selve helbredelsen.

Hele Galilæa får det at høre (v. 26)
‘rygtet derom kom ud.’ Ordet rygte har måske en lidt negativ klang på dansk, men egentlig betyder ordet bare, hvad der fortælles. Det var jo som regel den måde, man fik nyt dengang. Vi hører om flyveblade i Alexandria i forbindelse med, at en romersk kejser kommer dertil – de uddeles samme dag. Men det har været undtagelsen.

Det fortælles i ‘hele dette land’ eller ‘område.’ Om det betyder hele Galilæa eller et mindre område, kan næppe afgøres.

Jesus havde ellers forbudt dem at tale om det, men det er ikke nemt at få folk til at efterleve, når en 12-årig død pige er blevet opvakt fra de døde. Det skulle ikke være underne i sig selv, der fik folk til at tilbede Jesus. Han ønsker, at vi skal tro på hans ord og på ham som den, der er givet hen på grund af vore overtrædelser og opvakt på grund af vores retfærdiggørelse (Rom 4,25).

Eller som Johannesevangeliet siger: “Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,30f).