Det katolske påfund

Katolsk nadverlære

I Katolsk Orientering, nr. 18, den 7. november 2007, kan man læse Kirsten Kjærulffs svar på følgende spørgsmål: “Jeg vil gerne vide, om man som katolik kan modtage nadveren i en dansk folkekirke, hvis man bor langt væk fra en katolsk kirke?”

Kjærulff svarer:

Den katolske Kirke mener ikke, at folkekirken ”har bevaret det eukaristiske mysteriums oprindelige og fulde indhold, især på grund af manglen på ordinationens sakramente” (2. Vatikankoncil om Økumenien 22). Nadverfællesskab mellem adskilte Kirker forudsætter enhed i troen og gensidig anerkendelse af hinandens embede og eukaristi. På grund af det manglende fuldgyldige embede finder der ingen forvandling sted af brød og vin til Jesu Legeme og Blod, som det er tilfældet i den katolske messe.”

Som det helt utvetydigt fremgår, anser pavekirken en pavekirkelig ordination for en nødvendighed, for at man kan tale om en rigtig nadver: “På grund af det manglende fuldgyldige embede finder der ingen forvandling sted af brød og vin til Jesu Legeme og Blod, som det er tilfældet i den katolske messe,” som Kjærulff skriver i Den katolske Kirkes officielle blad her i Danmark.

Man skal altså være ordineret af en, der selv har modtaget ordinationen fra en, der – påstår man – har modtaget ordinationen i ubrudt kæde tilbage til apostlen Peter selv, og man skal dermed stå i pavekirken.

Det har man bestemt på Andet vatikanerkoncil, dvs. i 1960’erne, fremgår det.

Den rette bibelske lære ifølge Augustin og Luther

Den lutherske kirke holder derimod fast på det, der i virkeligheden også var oldkirkens lære. Det er ikke ordinationen, men det, at indstiftelsesordene læses over brød og vin.

Som Luther skriver i Den store Katekismus: “Det er ordet, siger jeg, som skaber dette sakramente og gør det forskelligt fra almindeligt brød og vin, så at det både er og kaldes Kristi legeme og blod. Det hedder nemlig: ‘Accedat verbum ad elementum et fit sacramentum,’ ‘Når ordet føjes til den ydre ting, bliver det til et sakramente.’ Dette ord af Augustin er så præcist og godt sagt, at han næppe har sagt et bedre. Ordet må nemlig gøre elementet til sakramente. Uden ordet forbliver det en almindelig ting.

“Nu er det ikke en fyrstes eller en kejsers, men den guddommelige majestæts ord og ordning, som alle skabninger skal bøje sig for, og de skal sige, at det er, som han siger, og modtage det med ærbødighed, frygt og ydmyghed. Med dette ord kan du styrke din samvittighed og sige: Om så hundredtusind djævle sammen med alle sværmere råber op: ‘Hvordan kan brød og vin være Kristi legeme og blod?’ så ved jeg dog, at alle ånder og lærde tilhobe ikke er så kloge som den guddommelige majestæt i lillefingeren.

“Men her står Kristi ord: ‘Tag det, spis det, det er mit legeme,’ ‘Drik alle heraf, det er de[t] nye [testamente] ved mit blod’ osv.; det holder vi fast ved, og vi vil gerne se dem, der vil hovmesterere ham og gøre det anderledes, end han har sagt. Det er ganske vist sandt, [at] hvis du tager ordet væk eller ser bort fra ordet, har du intet andet end almindeligt brød og almindelig vin, men hvis ordene bliver der, som de skal og bør, så er det i kraft af disse ord i sandhed Kristi legeme og blod. For som Kristi mund taler og siger, sådan er det, da han hverken kan lyve eller bedrage.” (Leif Granes 1976-oversættelse, med visse rettelser, som jeg har markeret, 165f)

Luther afviser her sværmerne, som ikke vil anerkende ordet, som det står. For sværmerne kan Bibelens klare ord ikke accepteres, hvis de strider mod sværmernes fornuft eller fornuften i det hele taget.

Men Luthers nadverlære er lige så fuldt en afvisning af den pavekirkelige lære, som Kjærulff refererer. Det er ikke nok med ordet og brød og vin. Nej, man skal have den pavekirkelige ordination og dermed hele den pavekirkelige vranglærende, ja, antikristelige teologi.

I stedet for “den gudommelige majestæts ord og ordning” sætter de pavekirkens ord og ordning.

Intet nadverfællesskab mellem pavekirkens medlemmer og lutheranere

Kjærulff gengiver den helt logiske og rimelige slutning: “Derfor er det ikke tilladt for katolikker at modtage nadveren i folkekirken.” For det giver ingen mening at fejre nadver sammen, når man modsiger hinandens lære, føjer jeg til.

Men det føles åbenbart stødende eller smertende i vore dage, så Kjærulff føjer til: “Men naturligvis respekterer vi den protestantiske nadver som udtryk for fællesskab med Kristus, og mange protestanter forstår nadveren som en modtagelse af Kristi legeme og blod.

“Fra Sverige har der imidlertid bredt sig en ny praksis, som afbøder lidt af den smerte, som både katolikker og protestanter føler ved, at vi ikke kan gå til kommunion sammen: Ved uddelingen af brød og vin kan man følges med menigheden op til alteret, hvor man lægger sin højre hånd på venstre skulder som et tegn på, at man ikke kan modtage nadveren, men i stedet ønsker at modtage præstens velsignelse. Det er en praksis, som især bruges, når protestanter deltager i en katolsk messe, hvor de naturligvis heller ikke kan modtage kommunionen, fordi de ikke kan sige Ja til Den katolske Kirkes fulde fællesskab.

“Derimod kan man som katolik godt have et fællesskab med folkekirken om Ordets gudstjeneste, om bøn og taksigelse.” (s. 6).

Men hvorfor nadver- eller åndeligt fællesskab i det hele taget?

Hele denne diskussion giver kun mening, hvis man ser bort fra, både hvad pavekirken lærer og hvad folkekirken måske, måske ikke lærer. Lad gå, at man ikke vil afvise, at der er kristne i andre kirker ens egne, fordi Guds ord dog trods alt findes der i et eller andet omfang. Sådan lærer den lutherske kirke med rette.

Men: hvordan kan man dog gå til alters sammen, hvis den ene kirke lærer, at sakramenterne bliver til sakramenter på grund af Kristi ord og ordning, mens den anden kirke lærer, at det skam også kræver en ting mere, som de selv har fundet på uden støtte og basis i Skriften?

Det er, som det fremgår af Luther-citatet, ikke nogen detalje. Det handler om at få styrket sin samvittighed. Det handler altså om, hvad der skaber og bærer troen. Kristi ord og sakramenter eller: et paveligt påfund.

Martin Chemnitz – i dagens anledning (9. november)

Luther og Melanchthon

Vi ved naturligvis alle, at Luther betyder meget for, at vi overhovedet har evangeliet rent og klart. Selvom Melanchthon, Luthers medarbejder gennem det meste af Luthers reformationsarbejde, senere ikke fastholdt evangeliets klarhed, betød Melanchthon også meget. Det er jo ham, der var pennefører for Den Augsburgske Bekendelse og Forsvarsskriftet herfor (kaldet Apologien).

Joachim Mörlin

I reformationens andet slægtled betød en biskop ved navn Joachim Mörlin utrolig meget. Selvom han er næsten ukendt hos os, var han en utrættelig forkæmper for den lutherske lære. Han måtte adskillige gange forlade sine embeder af den årsag. Han blev dog sluttelig superattendent (en slags biskop) i Braunschweig. Her fik han ansat en dygtig teolog ved navn Martin Chemnitz.

Martin Chemnitz
Martin Chemnitz (se også her) blev født d. 9. november 1522, dvs. da Luther havde været i gang med reformationsarbejdet nogle år.

Martin Chemnitz’ betydning for, at den lutherske lære fortsat var kendt og blev forsvaret, kan ikke overdrives. Han var en usædvanlig begavelse og kendte teologihistorien ud og ind. Han er også et eksempel på de lutherske teologer, der kender Skriften ud og ind og kunne bruge Skriften i de rette sammenhænge og med klare begrebsbestemmelser hentet fra Skriften.

Hovedmanden bag Konkordiebogen

Hans største fortjeneste er sikkert, at han var hovedmanden bag Konkordiebogen fra 1577/1580. Efter Luthers død opstod en lang række stridigheder i den lutherske kirke. Melanchthon havde desværre sin del af vanæren herfor, og det smertede Chemnitz, som selv havde haft Melanchthon som lærer og ærede ham højt derfor. Men et brud var uundgåelig for lærens skyld. Var Melanchthon ikke død på vej til Heidelberg, hvor han ville være bisidder for nogle, der forsvarede en reformert teologi, ville det have været blevet åbenlyst for alle. Nu fortsatte Melanchthons indflydelse under dække af at være luthersk.

Alle disse stridigheder kostede et stort teologisk arbejde at få bilagt. Martin Chemnitz var en af dem, der ydede denne indsats, ikke mindst ved at være hovedmanden bag Konkordiebogen. Konkordiebogen er en uvurderlig skat af teologisk og praktisk-teologisk indsigt. I Konkordiebogen har vi den rette lære, men deri har vi også ret vejledning, når det gælder om at bruge teologien i kirken.

Konkordieformelen

Stridsspørgsmålene fandt som nævnt deres afslutning i det afsluttende skrift i Konkordiebogen, nemlig Konkordieformelen, som er delt i to dele. En oversigt og en grundig gennemgang. Konkordieformelen fastslår, at de tre oldkirkelige bekendelser og seks skrifter forfattet af Luther og Melanchthon er ret lære og den lutherske kirkes bekendelse. Det samme siges faktisk om Luthers lære- og stridsskrifter, ikke mindst hans nadverskrifter.

Undersøgelse af Tridentinerkoncilet

Stor betydning fik Chemnitz imidlertid også, fordi han skrev et monumentalt værk i fire store bind. Det var en undersøgelse og gendrivelse af forhandlingerne og resultaterne på pavekirkens koncil i Trento eller Trient: Tridentinerkoncilet. Dette koncil samledes i tre omgange fra 1545 til 1563 og iværksatte den såkaldte modreformation. Megen vranglære, som hidtil “kun” havde været faktisk vranglære, blev nu officiel vranglære, som stadig er officiel lære i pavekirken. Anderledes kan det heller ikke blive, så længe pavekirken insisterer på, at Traditionen er sideordnet Bibelen. Chemnitz’ gendrivelse er derfor stadigvæk reel, men desværre ret ukendt, ikke mindst i Skandinavien.

Ære være Chemnitz’ minde

Martin Chemnitz’ fødselsdag i dag – den 9. november – kunne minde os om både hans ærefulde indsats for den lutherske lære generelt og Konkordieformelen og dermed Konkordiebogen specielt.

Uden Martin Chemnitz er det måske ikke sikkert, at Martin Luthers virke havde været kendt. Sådan sagde de gamle i al fald. Så tak for Martin Chemnitz – i dagens anledning.

Kvinder er fra … og mænd er fra …

Cameron, Deborah. The myth of Mars and Venus: Do men and women really speak different languages. New York: Oxford University Press, 2007. vii + 196 pp. ISBN-13: 978-0-19-921447-1.

Kvinder er fra Venus, og mænd er fra Mars, hedder titlen på en berømt bog af John Gray. Den står på vores reol, men jeg gad ikke at læse den færdig. Den og mange lignende indeholder nemlig mange overfladiske påstande.

Mars og Venus-mytens negative konsekvenser

Det er påstande, der har mange konsekvenser, også negative. “Vi ser [mytens] mindre godartede konsekvenser, når arbejdsgivere anser kvinder for bedre kandidater end mænd til stillinger, som kræver evnen til at snakke (og mænd for bedre kandidater end kvinder til stillinger, som kræver verbal autoritet og ligefremhed). Vi ser dem, når forældre og pædagoger og undervisere forventer, at piger er bedre til sprog og drenge bedre til matematik. Vi ser dem, når nævninge i voldtægtssager lader tvivlen komme de mænd, der hævder at have ‘misforstået en kvindes signaler,’ til gode. Og vi ser dem i det små hver eneste gang, en eller anden fortæller en vittighed om hvor meget kvinder taler eller hvor dårlige mænd er til at udtrykke deres følelser.” (s. 166).

Viden støtter ikke myterne

Men sprogforskere, antropologer og andre forskere har faktisk skabt megen reel viden, som gør op med disse myter.

Når det gælder det sproglige, taler mænd og kvinder ofte lige meget, men ikke altid i de samme situationer, og hvis der er forskel og de er lige meget på hjemmebane, er det snarere mænd, der taler mere end kvinder (kapitel 3).

Der er ikke de store forskelle på, hvad mænd og kvinder kan forstå og udtrykke. Faktisk overlapper mænds og kvinders evner hinanden i så meget som 99,75 % af tilfældene, man har undersøgt (s. 117).

Mars- og Venus-myterne kan heller ikke forklare virkeligheden, når det gælder køn og ledelse, siger Cameron, “because they do not describe reality.” Cameron mener, at Mars- og Venus-myten i stedet cementerer attituder og sædvaner, som forhindrer kvinder i at få stillinger med magt (s. 125). Det må dog tilføjes, at Cameron primært beskæftiger sig med de sproglige aspekter af problematikken.

Sproglige forskelle eller magtanvendelse

Hvad der nogle gange udlægges som kommunikationsproblemer på tværs af køn eller endog kønskulturer, er i virkeligheden noget helt andet, argumenterer Cameron.

“Tag nu eksemplet med en, der siger “varerne er ude i bilen’ og mener ‘vil du være venlig at bære dem ind for mig.’ Hvordan kommer vi fra formen til meningen [fra de lyde, der bliver sagt, til meningen med dem]? Svaret er, at vi stopper ikke, når vi har afkodet udsagnet ‘varerne er ude i bilen,’ men vi spørger også os selv: ‘Hvorfor fortæller hun mig, at varerne er ude i bilen?’ Hvad ville gøre, at hun synes, at det er relevant at sige på dette tidspunkt?’ Vi bruger så vores baggrundsviden …” og når som oftest frem til det rigtige resultat (s. 87).

Nu findes der virkelig dem, der har svært ved at afkode den slags. Det er et alvorligt handicap, som bl.a. autister har. “Mener John Gray, at det at være mand er et handicap?” (s. 88). Noget af et spørgsmål for ikke alene Gray, men også alle dem, der har overtaget myten.

Medmindre der reelt er tale om en handicappet person, er der naturligvis ikke tale om, at en mand ikke kan forstå sin kone – eller at voldtægtsmanden ikke kan forstå offerets måde at sige fra på. Heller ikke selv om den formuleres på en mindre direkte måde end et “nej.” Alle ikke-handicappede mestrer at formulere ønsker og afslag på mange forskellige måder, så man tager hensyn til dem, man taler til – eller så man også tager hensyn til sig selv i en farlig situation, som voldtægt jo er.

Hvad er det så, der er på spil, når man “misforstår” kvinder? Det er, skriver Cameron, at man ikke vil forstå, men i stedet vil noget andet eller i al fald bare ikke vil det, som den anden på en taktfuld måde beder om. Det handler ifølge Cameron om, hvem der egentlig har ret til at forvente en tjeneste fra hvem (s. 89).

Voldtægtssagerne er i øvrigt en sag for sig, mener jeg. Her bør “misforståelser” ikke tjene som undskyldning – overhovedet. Camerons pointe er særdeles vigtig – og bliver desværre vigtigere dag for dag her i Vesten. Det burde være indlysende, at sex kræver et fuldt, helhjertet samtykke fra begge parter. Faktisk er ægteskabet jo en meget god ordning i den sammenhæng. Men også i et ægteskab er det en selvfølge, at man ikke tvinger eller “tvinger” nogen. I stedet for at lære ægtepar om Venus- og Mars-myten, skulle man hellere lære dem noget om interessebaserede forhandlinger – og om gode gerninger. Men voldtægt er under alle omstændigheder en afskyelig forbrydelse (det skal jeg vende tilbage til i forbindelse med en anden bog, jeg er ved at læse).

En af Camerons gode pointer er, at det ikke kun er kvindens, men også mandens ansvar at sikre en god kommunikation og undgå misforståelser (s. 91). Og der er utrolig god grund til at være opmærksom på overgreb mod kvinder.

Kvindelige anglikanske præster

Cameron tager spørgsmål op om Mars- og Venus-myten i politik og på arbejdspladsen. Lingvisten Clare Walsh studerede kvindelige præster i Church of England. Eksemplet er karakteristisk, mener Cameron.

“De anglikanske kvinder vandt retten til at blive ordineret som præster i 1994 efter en lang og bitter kamp, som delvist blev udkæmpet på Mars og Venus-feltet. Tilhængere af kvinders ordination havde argumenteret med, at der var brug for kvindelige præster, fordi de ville bringe noget med ind i embedet, som mænd ikke kunne: en særlig kvindelig måde at være præst på, som baserede sig på kvasi-moderlige egenskaber: følelsesmæssig omsorg og opmærksomhed. Dette argument bidrog til at opnå det umiddelbare mål at få åbnet adgang for kvinder til præsteembedet, men det havde konsekvenser for den måde, de blev behandlet på, da de først var blevet præster.

“Walsh observerede, hvordan der opstod en arbejdsdeling som kanaliserede de kvindelige præster ind ind i pastoralt arbejde – opgaver som at besøge de syge og trøste dem, der havde mistet – mens mænd dominerede de aktiviteter og de kommunikationsformer, som gjorde, at de kunne ses (og høres) i ledelsesroller, så som at lede menighedsrådsmøderne og prædike ved gudstjenesterne. Selv om mange af kvinderne virkelig ønskede at prioritere den pastorale side af arbejdet, havde de ikke forventet at blive begrænset til det; og de fandt snart ud af, at det ikke fremmede deres karriere.

“Selv om præsterne er et ekstremt eksempel, finder kvinder i mange erhverv, at de får rollen som omsorgspersoner.” (s. 131-132).

Her er der tydeligvis mange ting på spil, som Cameron ikke kommer ind på. Det er irriterende for kvinder at blive sat i omsorgspersonens bås på en måde, der indskrænker hendes muligheder. Men jeg synes også, det er meget uheldigt, at man tager følelsesmæssige, sociale og vel også kulturelle kompetencer fra mændene, hvis man følger Mars- og Venus-myterne. På den anden side er det mere kompliceret. Måske er det ikke sådan i England, men der er noget, der tyder på, at mænd helst skal overtage disse omsorgsroller for at blive accepteret i Danmark. Forholdene mellem kønnene og diskursen om dette forhold er temmelig kompleks. Men det er godt at få åbnet øjnene for problemerne.

Andre emner

Her vil jeg kun nævne Camerons interessante gennemgang af, hvordan drenge og piger bruger og ikke bruger sproget. Cameron mener, at kvinder typisk repræsenterer deres gruppes tendens, men mere vidtgående end mænd gør. Det gælder, uanset om der er tale om at være konservativ eller innovativ (s. 148). Tankevækkende.

Fortrin og mangler

Hvad der virkelig rykker i Camerons bog, er, at hun henviser til en lang række forskningsresultater, som ikke alene dokumenterer hendes kritik af Mars- og Venus-myten, men faktisk også er tankevækkende i sig selv. Man kan lære en del om de mange forhold, der spiller ind, når man skal forstå kommunikation i en reel social kontekst.

Nogle gange er der fx ikke tale om kønsforskelle, men om, at man taler på en bestemt måde, hvis man ikke er leder – og det er kvinder jo ofte ikke. Andre gange mener Cameron, at det har med køn at gøre, men da set i et magtperspektiv.

Bogen rejser spørgsmål

Jeg kan som regel følge Cameron i hendes kritik af Mars- og Venus-myten. Men indimellem forlader hun sin videnskabelige position og bliver kønspolitiker, men det kan man også lære af.

Hun har en ret omfattende tolkning af, hvorfor Mars- og Venus-myten får så meget plads. Måske er årsagen hertil usikkerheden omkring sex og køn i fremtiden. Fokus på venskab, kommunikation og følelsesmæssige behov i parforholdet hænger ifølge Cameron sammen med, at begge køn har mistet det omfattende netværk, de havde tidligere, og at de i langt højere grad er henvist til hinanden og fælles sociale verdener. Samtidig kan der forhandles om næsten alt. Så får man diskussioner og konflikter, som skaber fokus på kommunikationen. Nogle behov kan man betale sig fra at få opfyldt, men ikke behovet for følelsesmæssig opmærksomhed fra partneren.

En anden forklaring, mener jeg, kunne også være, at mange mænd og kvinder faktisk lever godt med de forskelle, der er. Cameron kommer faktisk ikke ind på det med kvinder og moderskab. Hun har klart sympati for kvindefrigørelsen. Det underminerer ikke de undersøgelser, hun faktisk gennemgår.

Men der skal mere til for at tegne et overordnet billede, end det Cameron gør til sidst. Mars- og Venus-myten er måske så populær, fordi den også synes at legitimere, hvad både mænd og kvinder ønsker i det daglige. En sådan legitimation behøvedes ikke tidligere, da religion og tradition var nok.

Kvinder og mænd er fra jorden

“Kvinder er fra jorden. Mænd er fra jorden. Find ud af det!” slutter bogen. Meget passende, mener jeg. Det betyder jo, at kvinder er kvinder, og mænd er mænd, at de lever sammen, og er henvist til hinanden. God læselyst.