Ekstra: Anden juledag – Matt 10,32-42

Læsningerne

Læsningerne til Anden juledag viser, hvilken karakter denne helligdag: Skt. Stefans Dag har. Farven er rød, for det er død og lidelse, der er i fokus. Den, der må dø for sin kristne tros og bekendelses skyld, vil som Skt. Stefan møde Menneskesønnen i Himmelen.

Es 50,4-7 er en af Esajas’ såkaldte Herrens tjener-sange. Den beskriver, hvordan Jesus selv fandt sig i lidelse og død. Jesus er forbillede for de troende i Det nye Testamente. Det er et fremherskende tema i 1 Peters brev.

Den nytestamentlige læsning: ApG 6,8-14; 7,54-60, sætter fokus på martyrium og lidelse. Skt. Stefan er den første martyr efter Kristi opstandelse, men som bekendt langt fra den sidst. I oldkirken var der mange martyrer, men også reformationstiden havde sine martyrer. Nu om dage er der ufatteligt mange kristne, der slås ihjel, ikke mindst i muslimske lande.

I prædiketeksten taler Jesus nok om, at han ikke er kommet for at bringe fred, men sværd. Men i diametral modsætning til islam betyder det ikke, at evangeliet kan udbredes ved sværdet. Sværdet er her metafor for lidelse og død, som dem, der tror, ofte må finde sig i. Man kan ikke tvinge nogen til at tro, for troen skænkes kun gennem forkyndelsen af evangeliet, når og hvor Gud vil.

Derfor må prædikanter afstå fra at bruge magt som prædikanter, for det vil undergrave det budskab, de prædiker. Men for nu at imødegå en eventuel misforståelse, så er der ikke tale om, at staten ikke må bruge magt. Staten bærer sværdet med rette – og i den sammenhæng er sværdet en metafor for legitim magtudøvelse.

Matt 10,32-42: Sammenhængen

Prædiketeksten er en del af Jesu tale til apostlene, inden han sendte dem ud for at forkynde evangeliet i Israel. “Høsten er stor, men arbejderne få,” sagde han forinden (Matt 9,37). “Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst,” fortsatte han, og selv sendte han apostlene. Den bøn, Jesus opfordrer os til at bede, er nødvendig, for er man tro mod Skriften og Bekendelsen, skal man ikke forvente at få et luksusliv.

Ifølge Matt 10,5f skal apostlene ved denne anledning kun gå til de fortabte får af Israels hus, for Jesus har endnu ikke oprettet Det nye testamente ved sin død og opstandelse og dermed gjort hele verden til arvinger til frelsen. Men de fortabte får af Israels hus er arvinger til Det gamle testamentes løfter, og derfor skal det forkyndes for dem. Efter Jesu død, opstandelse og himmelfart skal evangeliet forkyndes for alle folk.

Jesus tilbagekaldte aldrig befalingen til at forkynde for de fortabte får af Israels hus. Han udvidede derimod befalingen til at omfatte alle folk (Matt 28,18-20). Apostlene skulle som prædikanter forkynde det samme budskab, som Johannes Døber og Jesus selv forkyndte: Himmeriget er kommet nær (Matt 3,2; 4,17; 10,7).

Apostlene fik også befaling om at helbrede syge, opvække døde, gøre spedalske rene og uddrive dæmoner – for intet (Matt 10,8). Disse befalinger har Jesus ikke gentaget, og han har altså ikke dermed givet alle prædikanter disse opgaver.

Jesus gav apostlene og siden hen prædikanterne (præsternes) ret til underhold (Matt 10,8b-10; 1 Kor 9,4-14; 1 Thess 5,18). Jesus giver direktiver til apostlene om logi i Matt 10,11-15.

Derefter går han over til et tema, som er meget relevant for Skt. Stefans dag: Han taler om forfølgelse (Matt 10,16-25). “I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses” (Matt 10,22). Men de skal dog ikke gå ind i døden med åbne – eller lukkede – øjne (Matt 10,23). På den anden side må de forvente, at det ikke går dem bedre, end det gik Kristus (Matt 10,24f; jf. Es 50,4-7).

Det ville ikke give mening, hvis ikke de kunne stole på, at Gud var med dem. Jesus lærer dem, at de ikke skal frygte, men have tillid til Gud (Matt 10,26ff). “Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helved,” sagde Jesus bl.a.

Paulus havde denne tro og gudsfrygt: “Da vi har den troens ånd, der står skrevet om: ‘Jeg troede, derfor talte jeg,’ så tror vi, og derfor taler vi også. For vi ved, at han, der oprejste Herren Jesus, også vil oprejse os sammen med Jesus og lade os stå frem sammen med jer (2 Kor 4,13f). Uden opstandelsestro giver det ikke mening at være prædikant og missionær.

Jesus understreger, hvilken omsorg han og hans Fader har for apostlene – og for alle kristne: “Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt” (Matt 10,29-30). Det er ikke tom tale, men det er sagt af ham, der bærer alt med sit mægtige ord (Hebr 1,2). Efter sin opstandelse og umiddelbart før sin himmelfart understreger Jesus, at han har fået givet al magt i himlen og på jorden, og at han er med dem, han sender af sted for at forkynde evangeliet blandt alle folkeslag (Matt 18,18.20). Alt dette og mere til er grundlaget for Jesu opmuntrende formaning: “Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve!” (Matt 10,31). Det forstår verden ikke, men det tror den, der har lært Jesus at kende gennem hans ord.

Gennemgang af prædiketeksten

Løftet til den, der bekender Kristus (v. 32)

I vers 32 drager Jesus konklusionen af det foregående. Det kan man dog ikke se i 1992-oversættelsen, for den gengiver ikke ‘altså’ eller ‘derfor’ (gr. oun). I grundteksten understreger Jesus stærkt, at det følgende gælder alle og enhver, som bekender ham over for mennesker. Han bruger både ordet ‘enhver’ og relativpronomenet ‘hvem som helst der.’

Egt. står der vel: enhver, som ‘siger det samme [til fordel for] mig.’ Verbet homo-logeô betyder egentlig at sige det samme, og går her på, at man siger det samme, som Gud har åbenbaret. At bekende Kristus betyder at sige det om ham, som han selv og hans Fader siger om ham. Man kan bekende sine synder og derved give Gud og Guds lov ret (Matt 3,6), og man kan bekende, at Jesus er Kristus og derved bekende, at man tror, hvad Gud har åbenbaret om Jesus.

Over for sin himmelske Fader vil Jesus bekende sig til det menneske, som har bekendt sig til ham, dvs. til ham, hans person, hans lære og hans gerning. Det betyder ikke, at menneskers bekendelse er årsag til, at Jesus vil kendes ved det. Men den, der tror, vil ved hans nåde bekende Kristus i ord og gerning og således åbent bekende og med bestemthed forsvare sandheden.

I stedet skal vi forstå, hvad Jesus siger, i lyset af det foregående. Apostlene og de mennesker, der som dem sendes ud som høstarbejdere, behøver ikke frygte, hvad der sker, når de aflægger deres bekendelse til Jesus Kristus. Selv hvis det værste sker og det koster livet, vil Jesus vedkende sig dette menneske, oprejse det og give det evigt liv.

Stefanus er et fint eksempel på, hvad Jesus helt konkret mener.

Advarsel til dem, der fornægter Kristus (v. 33)

Men det modsatte gælder altså også. Det, der gør, at Jesus fornægter den, der fornægter ham, er ikke den manglende bekendelse i sig selv, men vantroen, som fører til fornægtelsen af Kristus. Denne vantro afskærer et menneske fra frelsesforholdet til Kristus.

Her er der en sproglig detalje, der er værd at lægge mærke til. Jesus bruger nemlig ikke ‘enhver’ (gr. pas), og han bruger heller ikke futurum med relativpronominet. Han bruger en partikel, der udtrykker noget, der måske sker (gr. an), og han bruger konjunktiv for at angive, at det kun er noget, der kan ske, men ikke nødvendigvis vil ske.

Til gengæld er det helt entydigt, at der kun er de to muligheder: bekendelse til Kristus eller fornægtelse af ham. Nogen tredje mulighed gives ikke.

Ikke fred, men sværd og adskillelse (v. 34-36)

Apostlene må ikke tro, at Jesus er kommet for at bringe fred på jorden. Det betyder ikke, at Jesus ikke er kommet for at retfærdiggøre syndere, så de får fred med Gud (jf. Rom 5,1). Han blev virkelig født for at bringe fred over jord (Luk 2,14). Og han vandt virkelig freden: “Han blev straffet, for at vi kunne få fred” (Es 53,5).

Det betyder heller ikke, at der ikke kan eller skal blive fred mellem dem, der på den måde har fået fred med Gud (jf. Ef 2,14ff og f.eks. 2 Kor 13,11 og 1 Thess 5,13). Ja, kristne skal endog holde fred med alle, hvis det er muligt (Rom 12,18).

Den fred, Jesus ikke er kommet for at bringe, er den fred, der kun kan bevares, hvis man fornægter Kristus og evangeliet. Eftersom forudsætningen for evangeliet er loven, som skaber syndserkendelse (Rom 3,20), må loven forkyndes. Det virker vrede (Rom 4,15). Derfor er der mange, der bliver vrede, når kristne aflægger deres bekendelse af, at de som syndere har brug for syndernes forladelse for Jesu Kristi skyld (jf. også 2 Kor 2,16).

Såvel loven som evangeliet sætter alle totalitære ideologier på plads. Den romerske kejser ville ikke nøjes med at belønne det gode og straffe det onde, men ville tilbedes som gud. Dét ville de kristne ikke. Både før og siden har verden set mange totalitære ideologier, der på samme måde tilsidesætter den naturlige lov og i stedet forlanger blind lydighed under mennesker: islam, socialisme og national-socialisme er de tre værste.

Mange har erfaret, hvad Jesus her taler om. De senere år er det også blevet noget, vi hører om i Danmark. Muslimer, der bliver kristne, bliver udstødt af deres familie og deres kultur. Også forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager (tjenestefolk eller ‘husfolk,’ som der egentlig står) kan blive påvirket. Nogle trues direkte med døden, og nogle bliver faktisk slået ihjel. Jesus har selv lært os, at det vil være sådan. Men naturligvis kan der også bruges mindre opsigtsvækkende metoder. Gennem historien har mange kristne mistet deres arbejde, fordi de fastholdt bekendelsen til Kristus og den rette lære.

Men det må understreges, at det naturligvis ikke er de kristne, der skal bringe sværd og ufred. Ufred og martyrium skal være noget, andre påfører kristne mod vores vilje.

Her lærer Jesus altså apostlene, at de ikke må have nogen urealistiske forestillinger om, hvad evangeliet medfører for dem, der kommer til tro. Heller ikke for dem, der skal forkynde evangeliet, vil det være ufarligt. Jesus og evangeliet bringer sværd, ikke fred.

Kristus mere værd end familie (v. 37)

Jesus understreger, at man ikke er ham værd, hvis man elsker familien højere end man elsker ham. Selv om blodets bånd er – eller burde være – de stærkeste bånd i denne verden, så er det dog ikke familien, men Kristus, der kan frelse. Alt det, som ellers er af afgørende betydning på skabelsesplanet, må vige i spørgsmål, der har med frelsen at gøre.

I alle andre spørgsmål kræver kristendommen ikke et opgør med de ordninger, Gud har skabt. Derfor vil man også se, at kristne, der lever som mindretal, vil bede for og arbejde positivt for de samfund, de bor i. “Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt,” som Jeremias skrev til de landflygtige (Jer 29,7).

Men lige netop når det gælder frelsen, siger Jesus altså, at “prioriterer man,” som man vil sige i dag, ens forældre eller ens børn, selv ens datter, højere end Kristus, er man ham ikke ‘værd.’ Det handler om, hvem der er vigtigst: Dem, der opfylder vore menneskelige behov, eller ham, der kan frelse os for tid og evighed. Tror man på ham, som alene kan frelse os for tid og evighed, er man ham ‘værdig.’

Man kan prioritere familien højere på mange måder: Man kan slække på de kristne principper, undlade at læse Bibelen (så meget), lade være at bede, når andre er til stede, undlade at gå til gudstjeneste i en retlærende kirke, affinde sig med blasfemi. Det er alt sammen udtryk for, at man ikke bekender Kristus, men fornægter ham for familiens skyld (jf. Kretzmann).

Dette ord: værd (gr. axious) betyder at passe til eller svare til. Det er altså ikke sådan, at man kan fornægte ham og så regne med, at han alligevel ikke fornægter en. Har man fornægtet ham, betyder det dog ikke, at alt håb er ude. Det er aldrig for sent at omvende sig, når lov og evangelium forkyndes for en.

Kors og Kristus hører sammen (v. 38)

Den, der tror, må tage “sit kors og følge Jesus.” For nogle har det betydet, at de bogstaveligt talt måtte bære deres kors og lade sig korsfæste. Skønt det er en forfærdelig straf, har Jesus dog taget den værste side af døden bort. Guds vrede og fortabelsen truer ikke den, der tror, for Jesus lod sig ramme af Guds vrede og lod sig korsfæste for vore synder.

For de fleste betyder det at tage sit kors og bære det altså ikke konkret fysisk korsfæstelse og død. Men det betyder, at man skal korsfæste kødet. Kødet er vores syndige menneskenatur, som hellere vil have lyst og ære, end lidelse og vanære. “De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne,” siger Paulus (Gal 5,24). De bedste kommentarer til det giver Paulus i Rom 6,3ff og Peter i sit første brev, hvor han taler om, at man ikke skal skamme sig, selv om andre gerne vil få en til det (1 Pet 4,16).

Forholdet mellem dette og det evige liv (v. 39)

Med andre ord er det sådan, at den, der redder sit (fysiske) liv i denne verden, vil miste det (åndeligt). Modsat vil den, der mister sit liv i denne verden på grund af Kristus, finde det. For han vil ligesom Lazarus blive bragt op i Himlen, i “Abrahams skød” (Luk 16,22; jf. 2 Kor 5,8). Og i opstandelsen vil de få samme herlige legeme, som Kristus fik i opstandelsen (Fil 3,21).

Forholdet mellem apostlene og tilhørerne (v. 40-42)

Apostlene er netop apostle (Matt 10,2), som Jesus har udsendt (Matt 10,5). En apostel er en befuldmægtiget udsending, som handler på vegne af den, der har sendt dem. Apostel betyder jo direkte oversat: ‘en, der er udsendt (med en bestemt opgave og mandat).’

Det er præcist det, Jesus siger her. Den, der tager imod apostlene, tager imod Jesus, som nu sender dem, og fordi Jesus selv er sendt af sin Fader, tager dem, der tager imod apostlene og ham, også imod Gud Fader.

Det gælder ikke kun apostlene. Det gælder også profeter: mennesker, som Gud har kaldet til at proklamere hans åbenbaring, især med henblik på at lægge det kanoniske grundlag for Det gamle eller Det nye Testamente (jf Ef 2,20; Matt 23,34). Siden vi har fået Skriften, er der ikke brug for profeter, men lærere, som holder sig til, hvad der står skrevet. Nogle vil mene, at ordet profet bruges om disse lærere i f.eks. 1 Kor 14.

Hvis man altså tager imod en profet som profet – dvs. en, som fremsiger de ord, som Gud giver ved sin Helligånd (jf. 1 Kor 2,13) – så vil Gud belønne det. Det samme gælder en retfærdig. En retfærdig er en discipel, hvis retfærdighed er den tilregnede retfærdighed, men også den retfærdighed, som den tilregnede retfærdighed bærer som frugt (se videre Hebr 6,10 og 1 Tim 5,10).

Jesus siger det ikke her, men i udsendelsen af de 70, føjer han til, at det derfor også har konsekvenser at afvise hans apostle og prædikanter: “Den, der hører jer, hører mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig. Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig” (Luk 10,16).

Der var engang, hvor menigheder og kirker tog dette alvorligt. Det krævede derfor grundige undersøgelser, hvis man ville afskedige en præst. For en præst er en, som Kristus selv – gennem menigheden – har kaldet, udsendt og givet fuldmagt til at handle på sine vegne. Det møder vi også hos Paulus: “Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os” (2 Kor 5,20). Derfor er det også kun Kristus selv, der kan afskedige. Kirken kan kun konstatere, om Kristus virkelig har afsat en præst.

Der må altså forelægge beviser for, at en præst må være afsat af Kristus selv. I praksis betyder det, at kun i tilfælde af, hvad vi kunne kalde “mandat-svig,” dvs. kun hvis præsterne svigter deres opgave og kald, kan og skal præster afskediges. Hvis man ikke objektivt kan konstatere, at præsten ikke længere kan være præst og altså er afsat af ham, der har tilsat ham, må en præst ikke afskediges. Det er en alvorlig synd. Det er at begå tempelran, dvs. det er at stjæle noget, som tilhører Kristus.

Der er tre ting, som kan vise, at en præst ikke længere kan være præst. Det ene er, hvis han ikke vil eller kan forkynde den rene lære, skønt han er formanet til det. Det andet er, hvis en præst har opført sig, så menighed eller samfund med bibelsk rette er blevet forarget. Det tredje er, hvis en præst er blevet svagelig eller syg eller på anden måde ikke længere er i stand til at varetage sit embede, men forsømmer det trods formaning.

I alle andre tilfælde er det helligbrød ikke at tage imod Kristi udsendinge som det, de er.

Jesus slutter af med at tale om at give en af disse små et glas vand, blot fordi de har navn eller karakter af at være discipel. Det vil få sin løn. Det er altså ikke de store spektakulære ting, der er tale om. Der er “blot” tale om at tage vel imod disse retfærdige, profeter og (måske ikke mindst i denne sammenhæng) apostle, som jo fortsat også er Jesu disciple, uanset hvor meget eller hvor lidt man har. Det vil Jesus ikke glemme. Det understreger Jesus igen i sin undervisning om verdensdommen (jf. til Matt 25,31-46).

Som Lenski siger i sin kommentar: apostlene og de troende er ikke tiggere, for de giver mere end de får – og de gør det for intet!

Man bliver ikke frelst, fordi man tager imod Jesu udsendinge, men Jesus vil (alligevel) lønne det. ‘Han skal overhovedet ikke gå glip af sin løn,’ kan man gerne oversætte Jesu stærke ord.

Jesus har altså et budskab til dem, han sender på sine vegne, men han har også noget at sige til tilhørerne. Og alle må høre, at livet med Jesus kan medføre lidelse og død udadtil, i verden. Alle skal tage deres kors op, uanset om de er udsendinge eller “kun” tilhørere.

Budskabet Anden juledag er derfor stadigvæk vigtig for alle kristne.

Falsk kristologi og treenighedslære i DNA og BPH

Jeg har tidligere blogget om Bibelen på hverdagsdansk (BPH) og om Den Nye Aftale (DNA) og påpeget, at begge oversætter på en måde, der undergraver væsentlige aspekter i Det nye Testamente.

I forbindelse med, at jeg har skrevet en lille gennemgang af Joh 1,1-14, som er prædiketekst til juledag (se min blog Næste Søndag om Joh 1,1-14), tjekkede jeg BPH’s og DNA’s oversættelser af Joh 1,1.

Bibelen på hverdagsdansk gengiver med, at Ordet “var som Gud,” mens Den Nye Aftale gendigter med, at “det var en del af ham,” altså: at ordet var en del af Gud. Jeg lægger ikke fingrene imellem, men konkluderer, at disse moderne såkaldt meningsbaserede “oversættelser” afslører, at de hverken forstår teologien/teologihistorien eller “meningen.”

Det er eksegetisk dilettanteri at ville se bort fra det arbejde, store teologer har ydet i historiens løb. Den athanasianske Bekendelse slår fast, Faderen er Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud (stk. 15, se hele bekendelsen her). Ordet var altså ikke “som Gud,” men “Ordet var Gud.” DNA’s oversættelse ordet “var en del af ham” støder imod bl.a. Joh 10,38, hvor Jesus siger, at “Faderen er i mig og jeg i Faderen.”

Læren om Kristus er helt afgørende: “Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt,” som der står i Den athanasianske Trosbekendelse.

I min Næste Søndag til Joh 1,1-14 anfører jeg, at når man skal udlægge og forklare prædiketeksten til juledag, må man gøre sig de største anstrengelser for at forklare Jesu person. Jesus er guddommelig, men han er mere. Han er Gud.

Men rent faktisk mener jeg, at det også er vigtigt, at bibeloversættelserne får det klart og tydeligt frem. Ellers er det meningsløst at tale om meningsbaserede oversættelser. Men hverken BPH eller DNA får meningen frem.

Min opfattelse er derfor, at begge de to nye bibeloversættelsers “oversættelser” ikke bare afspejler dårlig teologi, men også en lemfældig omsorg for læserne. Læren om Kristi person og gerning – og sammenhængen mellem dem – burde være både ren: uden vranglære og klar: formidlet så præcist og letforståeligt som muligt.

Den athanasianske Trosbekendelse er et godt sted at starte. Jeg anfører et relevant uddrag nedenfor. Ikke alle kirker har Den athanasianske Trosbekendelse som officiel bekendelse, men det har alle lutherske kirker. Årsagen er, at de mener (eller i al fald engang har ment), at det er, hvad Skriften selv lærer. Det er naturligvis ikke muligt her at argumentere for, at dette er sandt, men denne argumentation findes.

Efter en række præcise udsagn om treenigheden fortsætter Den athanasianske Trosbekendelse: “Den, som altså vil frelses, må mene således om treenigheden. Men det er nødvendigt for den evige frelse, at han også ærligt tror på vor Herre Jesu Kristi menneskevordelse. Det er altså den rette tro, at vi tror og bekender, at vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden, fuldkommen Gud, fuldkomment menneske, bestående af en fornuftig sjæl og menneskeligt kød, Faderen lig efter sin guddommelige natur, ringere end Faderen efter sin menneskelige. Endskønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men een Kristus, een, ikke ved den guddommelige naturs forvandling til kød, men ved den menneskelige naturs indoptagelse i Gud, i det hele een, ikke ved væsenets sammenblanding, men ved personens enhed, for ligesom den fornuftige sjæl og kødet er eet menneske, således er Gud og menneske een Kristus, som led for vor frelse, nedfor til helvede, opstod på tredje dag fra de døde, opfor til himlene, sidder ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, derfra han skal komme for at dømme levende og døde. Ved hans komme skal alle mennesker opstå med deres legemer, og de skal aflægge regnskab for deres gerninger, og de, som har gjort godt, skal gå ind i det evige liv, men de, som har gjort ondt, til den evige ild.”

4. søndag i advent – Joh 3,25-36

Læsningerne til 4. søndag i advent efter anden tekstrække er Es 12 fra Det gamle Testamente. Det er, hvad de frelste skal sige på “den dag.” På den dag, hvor de ikke alene har fået syndernes forladelse, men også er nået frem til fuldendelsen, hvor alle syndens følger er overvundet for de frelste, som bor på den nye jord.

Det nytestamentlige læsning er fra 2 Kor 1,18-22, som forkynder, at Guds Søn, Jesus Kristus, er opfyldelsen af alle løfterne. Prædiketeksten er Joh 3,25-36.

Anledningen (v. 25)

Anledningen til Johannes’ vidnesbyrd (se Joh 1,7, jf. til Joh 1,1-14) er en diskussion mellem Johannes’ disciple og en jøde (mange håndskrifter læser dog “jøder) om renselse (gr. katharismos). Et spørgsmål er, hvem det var, Johannes’ disciple diskuterede med. En sandsynlig tolkning er, at det er en eller nogle af dem, som Jesu disciple har døbt. Et andet er, hvad der menes med renselse. Her drejer det sig i al fald om forholdet mellem Johannes’ og Jesu virksomhed. Måske handler det også om renselse ifølge Moseloven og farisæerens traditioner.

Forholdet mellem Johannes og Jesus (v. 26)

De – enten Johannes’ disciple eller dem alle – henvender sig til Johannes, og dermed får vi også vigtige oplysninger. For det første får vi at vide, at Jesus var hos Johannes på den anden side af Jordan, dvs. på vestsiden, ved Ainon eller Ænon. Det var sikkert også der, Jesus selv blev døbt, inden Johannes blev sat i fængsel, og han selv begyndte sit såkaldte offentlige virke (Joh 3,24; Matt 4,12.17).

Johannes havde vidnet om Jesus. Jesus var tilstede midt iblandt jøderne (Joh 1,26), og han skulle komme efter Johannes som en langt værdigere skikkelse (Joh 1,27). Han var “Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29.36). Men Jesus havde også været før Johannes (Joh 1,30, idet jeg tolker perfektum gegonen om tilstand, svarende til Joh 8,58: “før Abraham blev til, er jeg”). Johannes bevidnede Jesu dåb og hans udrustning med Helligånden (Joh 1,33), ligesom han bevidnede, at Jesus var Guds Søn, sådan som han hørte det i forbindelse med Jesu dåb (Joh 1,34).

Jesus er den, “der døber med Helligånden” (Joh 1,33). Der er diskussion om, hvad der menes, men jeg er overbevist om, at det ikke er Jesu dåb til forskel fra Johannes’ dåb, altså den kristne dåb til forskel fra Johannes’ dåb. Der er tale om, at Jesus døber med Helligånden i betydningen udruster med Helligånden (sml. Joh 1,33 med ApG 1,5). Dem, der blev døbt med Johannes’ dåb, blev ikke døbt igen, for Johannes’ dåb var ikke ringere end Jesu dåb. Jesus døbte i øvrigt også selv (Joh 4,1f).

Johannes’ dåb var nemlig ikke en anden dåb end den dåb, Jesus døbte med. Mange vil indvende, at ApG 19,1-7 netop viser, at Johannes’ dåb var en anden dåb end den kristne dåb, men se her. Det var heller ikke en lovisk dåb, for Johannes skulle lære folket at kende frelsen i deres synders forladelse (jf. til Luk 1,67-80). Men det var en guddommelig ordre, at Johannes skulle døbe med omvendelsesdåben til syndernes forladelse. Og den dåb er det, Jesus siden befaler kirken at døbe med, ikke kun i Israel og af og til lidt udenfor, men blandt alle folk (Matt 28,18-20). Johannes’ Døberens tilnavn angiver altså ikke en særlig dåb, men han fik sit navn, fordi det var til ham, befalingen om at døbe med den kristne dåb blev givet først.

Men det var ikke alle, der havde fået fat i denne indre sammenhæng mellem Johannes, hans tjeneste og Jesus. Johannes’ disciple og måske også den eller dem, de diskuterede med, kommer til ham og siger, at Jesus, som Johannes har vidnet om, han døber selv, via sine egne disciple (jf. Joh 4,1f). Og “alle kommer til ham,” siger de til ham.

Johannes bebrejder dem ikke, at de endnu ikke har forstået forholdet mellem Johannes og Jesus, men giver sig til at undervise dem om det.

Fortolkere som Kretzmann forstår tilsyneladende forholdet mellem Johannes’ og Jesu dåb anderledes. Kretzmann mener, at Johannes’ disciple snarere burde have været overrasket over, at Johannes fortsatte med at døbe, efter at Jesus var kommet.

Johannes’ opgave er givet af Gud (v. 27)

Den opgave, Johannes har fået, har han ikke taget selv, for det kan et menneske slet ikke. Han har derimod fået den givet fra Himmelen. Succes er heller ikke noget, man selv skaber, men noget, man får givet fra Himmelen. Tilsyneladende var Johannes’ tjeneste en succes, men det varede ikke længe, førend de fleste ændrede mening om ham, Johannes havde forkyndt om.

Der er en fundamental forskel på Johannes, som har fået sin tjeneste fra Himmelen, og Jesus, som er Gud (jf. Joh 1,1). Dermed er det også klart, at Johannes og hans disciple ikke skal være misundelige, men tværtimod glæde sig over deres tjeneste og over Jesu nærvær. For også det er givet fra Himmelen (således Kretzmann).

Johannes og Jesus, Messias (v. 28f)

Johannes minder sine disciple om, at de jo selv har været øjenvidner til, hvad han har sagt om Jesus og sig selv. For det første er Johannes selv ikke “Kristus,” dvs. den salvede frelser, som Det gamle Testamente har lovet. Ham, der er både konge i det rige, der etableres med evangeliet, præst i og med, at han bærer og soner alles synd, og profet, ja, mere end en profet, fordi han taler de ord, som hans Faders har lært ham (jf. f.eks. Joh 8,28).

Johannes siger derimod, at han er udsendt forud for ham. Eftersom Johannes er sendt for at bane Herrens veje (jf. om Es 40 her), forstår Johannes altså også Messias som Herren. Messias er ikke blot et særligt udrustet menneske. Han er Gud og menneske i én person.

Nu har Johannes forklaret, hvem Jesus er. Så går han videre og forklarer hvem han selv er. Johannes sammenligner i v. 29 sig selv med ‘brudgommens ven.’ Brudgommens ven var en slags mellemmand, der hjalp med at arrangere brylluppet. Derfor havde han også en fremtrædende plads ved selve brylluppet. Johannes har netop denne opgave. Hans forkyndelse og forvaltningen af dåben bringer Kristus og Kristi menighed sammen. For alle, der bekender deres synd og får dem tilgivet i forbindelse med dåben, jo bliver en del af Kristi menighed.

Det er ikke Johannes selv, der har bruden, men Jesus. Det er altså ikke Johannes, men Jesus, der er brudgommen. Johannes er “bare” denne “brudgommens ven.” Men som den, der har hjulpet med at bringe Kristus og Kristi brud sammen, står han naturligvis og glæder sig inderligt over brudgommens stemme. Den stemme, som han hører, fordi brudgommen nu er der (sprogligt set er 1992-oversættelsen lidt fri, men meningen er god nok!).

Johannes kan derfor lige ud konkludere og sige, at denne hans glæde, dvs. det at stå og glæde sig inderligt over brudgommen, er (blevet gjort) fuldkommen. Glæden er ikke bare undervejs, men den er så stor, som den kan blive! Hvis det gælder for Johannes selv, skal hans disciple ikke være skinsyge på Jesus.

Det, som Johannes siger om sig selv i v. 30, gælder derfor enhver, der er “brudgommens ven.” Enhver, der har til opgave, at forkynde og lære: prædikanterne i kirken, forældre i hjemmet, må altså huske, at det er Jesus, der har bruden.

Men som Johannes glædede sig, må hver “brudgommens ven” også glæde sig over at være redskab. Med Paulus’ ord: “hvis nogen attrår et tilsynsembede, da er det en skøn gerning, han har lyst til” (1 Tim 3,1). Tilsynsembedet er jo det embede, man har, når man skal se til med menigheden med evangeliet (jf. til Luk 1,67-80).

Johannes’ svar gør altså helt klart, at Johannes hverken kan eller vil stille sig i vejen for Jesus på nogen måde. Johannes er hverken Jesu rival eller jaloux på ham (Kretzmann). Tværtimod er hele hans tjeneste at berede vej for Jesus. Det samme gælder altså alle prædikanter osv.

Den himmelske og den jordiske (v. 31)

I v. 31 slår Johannes fast, at Jesus er kommet “ovenfra,” dvs. fra Himmelen, hvor Faderen har født ham før tiderne (jf. til juledags prædiketekst: Joh 1,1-14). Jesus er derfor “over alle.” Han er jo Gud (Joh 1,1). Som Gud, som Gud og menneske, er han al-mægtig, al-vidende osv., også selv om han ofte afstod fra at bruge sine guddommelige egenskaber i tiden fra undfangelsen og til opstandelsen.

Johannes derimod er af jorden og “taler af jorden.” Det betyder ikke, at Johannes taler uden himmelsk autoritet, når han taler som profet. Det betyder derimod, at han ikke taler med sin egen autoritet i modsætning til Jesus, der som Gud og menneske taler med himmelsk autoritet. Dvs. han taler med sin egen guddommelige autoritet.

Jesus afvises af alle (v. 32)

Jesus aflægger sit vidnesbyrd om, hvad han har hørt og set i det himmelske, men ingen vil tage imod. Generelt tror ingen på ham. De afviser hans guddommelighed og hans guddommelige budskab (jf. Joh 1,10f).

Dem, der tager imod, vidner, at Gud er sanddru (v. 33)

Men der er nogle, der tager imod Kristi vidnesbyrd. Den, der gør det, sætter så at sige sit segl under dette vidnesbyrd for at bekræfte, at det er ægte, og bekræfter dermed, “at Gud er sanddru.” Gud taler sandt, når han lader budene lyde og dermed afslører synden. Han taler sandt, når han lader evangeliet lyde og dermed tilgiver syndere.

Kristus forkynder både lov og evangelium i ord og handling. Selve inkarnationen: Jesu undfangelse ved Helligånden og fødsel af jomfru Maria, er en forkyndelse af vores synd og behov for frelse, og det er en forkyndelse af, hvad Gud gør for at frelse.

Afviser man dette dobbeltsidige budskab, bekræfter man ikke, at Gud er sanddru. Man benægter, at han er det. Man gør faktisk Gud til en løgner.

Guds udsending (v. 34)

Ham, Gud har udsendt, taler Guds ord. Det begrunder Johannes med, at Gud ikke giver Ånden efter mål (jf. måske Sl 45,7). Vi behøver altså ikke tvivle på, men kan tværtimod stole sikkert på, at Kristus taler sandt i alle ting. Det samme gælder profeterne, når de taler Guds Ord, altså også Johannes selv. Og det gælder apostlene, når de siden skal tale og skrive Guds Ord. Ånden har givet dem, hvad de skulle tale og skrive. Men Jesus har fået Ånden uden begrænsning, også uden tidslig begrænsning. Han har ikke fået en smule hjælp fra Ånden, men har – som den menneskeblevne – fået hele Ånden til evig tid. Som Guds Søn fra evighed har han haft Ånden fra evig tid.

Kretzmann understreger, at Jesus modtager Ånden uden begrænsning. Ånden er derfor ikke kun Faderens, men også Sønnens. Det begrunder “filioque” i Den nikænske Trosbekendelse: Ånden udgår fra Faderen og fra Sønnen.

Forholdet mellem Faderen og Sønnen (v. 35)

Her forklarer Johannes først, at Faderen elsker Sønnen. Sådan har deres forhold været fra evige tider, og sådan vil det altid være. Selv da Faderens forbandelse ramte Sønnen, fordi han bar al verdens synd, elskede Faderen sin Søn som Søn, men lod sin vrede ramme ham som den, der i alles sted bar al verdens synd og sonede den (1 Joh 2,2).

Af kærlighed har Faderen også givet alt i Sønnens hånd. Som Guds Søn i evighed havde han alt, men som den menneskeblevne, som Marias Søn, fik han alt fra Faderen. Derfor kan han give liv, ja, alt, hvad han selv ejer og har, til sin brud.

Evigt liv eller Guds vrede (v. 36)

Den, der tager imod Kristi ord og dermed Guds egne ord, og tror det, har evigt liv. Det menneske kommer ikke for dommen, men er allerede gået fra døden og til livet, som Jesus senere siger: “Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh 5,24).

Men den, der ikke tror, er “ulydig mod Sønnen“. Vantro er ulydighed. Ja, vantro er synd, for Helligånden skal overbevise “om synd: at de ikke tror på mig” (Joh 16,9).

Det har konsekvenser nu og i evigheden. For den ulydige, vantro, “skal ikke se livet.” Det betyder, at man ikke skal se og opleve livet. Den ulydige får ikke del i det evige liv.

Tværtimod. “Guds vrede forbliver over ham.” Det er tragisk, for synden er nu sonet og alle er derfor retfærdiggjort: “det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser” (2 Kor 5,19; jf. Rom 4,25; se hertil Seth Erlandsson, red. Rättfärdiggörelsen. Uppsala: Stiftelsen Biblicum, 1974). Men det kommer ikke den vantro og ulydige til gode. Uden tro frelses vi ikke, skønt Kristus har gjort alt rede.

Over den ulydige og vantro “forbliver” (gr. menei) Guds vrede. Det betyder uden tvivl, at den ulydige og vantro ikke frelses fra Guds vrede på dommedag. Det er jo “Jesus, der frier eller redder os fra den kommende vrede” (1 Thess 1,10).

Men denne vrede er dog allerede nu over den ulydige og vantro. Det er der mange, der ikke vil acceptere. De vælger at råbe højt om Guds uretfærdighed og grusomhed osv. Det er der endog såkaldte kristne, der gør. Men: De kunne også have valgt at proklamere evangeliet, den rene lære, med højere og tydeligere røst. Men sandheden er, at “loven udvirker [eller fremkalder] vrede” (Rom 4,15). Og det vil den også gøre på dommedag for enhver, som ikke har bøjet sig for loven og omvendt sig ved evangeliet.

Dem, som virkelig er “brudgommens ven” fortier ikke loven og Guds vrede. De forkynder loven og Guds vrede, så loven kan gøre sin nødvendige gerning. Men de forkynder endnu klarere og højere evangeliet, så mennesker kan tro og bekræfte, at Gud er sanddru.

Adventstid er bodstid

Denne tekst til 4. søndag i advent er altså endnu en tekst, som forkynder om, hvad adventstid og bodstid er. Det er intet andet end at være en “brudgommens ven.” Det er ikke andet end at være en Johannes Døber, som bringer brudgom og brud sammen ved at forkynde lov og evangelium og således forberede bruden, menigheden, på at møde brudgommen!

Hver eneste, som hører, tror og bliver døbt, bliver føjet ind i denne menighed. Det er nemlig sådan, det sker. Som Luther lærer os, “Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette, ene tro. I denne kristne menighed forlader han dagligt mig og alle troende al synd rigelig og vil på den yderste dag opvække mig og alle døde og i Kristus give mig og alle troende et evigt liv. Det er vist og sandt.”

Må Gud bevare denne ene, rette tro og velsigne dem, der forkynder evangeliet rent og purt og forvalter sakramenterne efter Kristi indstiftelse, så også det bliver en ren forkyndelse af loven og – først og fremmest – evangeliet!