En alvorlig lignelse (Matt 7,24-27)

Børnesangen og Matt 7,24-27

Vi kender vist alle børnesangen “Den kloge mand på klippen bygged hus.” Det er fint, at vi synger denne sang ind i børnene. Men det er en alvorlig sang, som handler om tro og lydighed imod Guds ord. Det ser man, når læser den i lyset af den underliggende Matthæus-tekst i Matt 7,15-27.

De falske profeter (Matt 7,15-23)

Lignelsen begynder med et “derfor.” Man skal altid kigge godt efter, når man ser ord som derfor eller altså.

I Matt 7,15ff advarer Jesus mod de falske profeter, som kommer til menigheden i fåreklæder, men indeni er glubske ulve, der blot vil gøre det af med fårene og mæske sig i dem. Man kan kende dem på deres frugter. Som Jesus siger, er det så enkelt, for det træ, der bærer gode frugter, er et godt træ, og det træ, der bærer dårlige frugter, er et dårligt træ. Der er ikke mulighed for udflugter. Sindelag og hensigt er ikke alene nogen gyldig målestok. Nej, det er altså enkelt, at et godt træ ikke kan bære dårlige frugter og omvendt.

Hvad er da falske profeters frugter? Det er først og fremmest deres profetier. Falske profeter er mennesker, der giver deres ord og lære ud for at være Kristi ord og lære, skønt det er løgn. Vil man værne sig mod falske profeter, må man først og fremmest være opmærksom på deres forkyndelse og undervisning. For det er med falsk lære – vranglære – at de gør det af med fårene og mæsker sig i dem.

De falske profeter, der bærer dårlige frugter, er altså dårlige træer. Hvad vil der ske med dem? Jo, siger Jesus: “Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden” (Matt 7,19). Der er ikke nogen tvivl om, at Jesus hermed tænker på dom og fortabelse. Det er en advarsel: indirekte mod at være en falsk profet. Men falske profeter vil jo netop ikke lytte; det er derfor, de er falske profeter. Direkte er det en advarsel til menigheden, Kristi legeme, mod at lytte til falske profeter.

I v. 21-23 fortsætter Jesus med en nærmere beskrivelse af disse falske profeter: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje” (Matt 7,21).

De falske profeter kalder skam Jesus for deres Herre, men de handler ikke efter Kristi himmelske Faders vilje. Ham, som bl.a. vil, at vi skal lytte til Jesus og handle efter, hvad han siger. De har bare deres “Herre, Herre” i munden.

De profeterer i Jesu navn, men han har ikke sendt dem og ikke givet dem at profetere det budskab, de kommer med. De uddriver onde dæmoner i Jesu navn og gør mange mægtige gerninger, men alligevel hverken kender de Jesus eller handler på hans vegne. Og Jesus anerkender heller ikke dem: “Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matt 7,23).

Lignelsen (Matt 7,24-27)

Og så er det, Jesus fortæller om den kloge mand, der bygger på klippen, på Kristus, og derfor “hører og handler efter disse ord” og efter, hvad Kristus ellers har sagt. Derfor står det hus, der her bygges, fast, når dommedagens storm og uvejr kommer. Hvorimod “enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand”. Det hus, det falder, for det er bygget på sand. På menneskeord På vranglære.

Lignelsens egentlige ærinde

Lignelsen om den kloge mand og tåben handler altså ikke først og fremmest om, at den enkelte troendes liv skal være i overensstemmelse med Guds ord, selv om det da er sandt nok. Jesu lignelse handler først og fremmest om og er rettet mod dem, der giver sig ud for at være Jesu talsmænd og stedfortrædere. Men de er falske profeter, de er vranglærere. De har “Herre, Herre” i deres mund og de peger på alle de ting, de gør, men deres frugter afslører dem. De ringeagter Guds ord og sætter sig selv i Kristi sted, når de mener, deres egne ord og deres egen lære er bedre end Kristi ord og lære.

De to byggerier

De bygger skam et hus, de bygger “kirke”, men ikke en kirke, der består, når dommen kommer. Så vil det vise sig, at kun de sande profeter er lydige mod Guds ord. Så vil det vise sig, at kun dem, der virkelig taler Guds ord og derfor taler som Guds ord, er lydige mod Guds ord. Kun de hører Kristi ord og handler efter dem. Kun de bygger derfor Kristi kirke.

De andre bygger en kirke, men en kirke, der dybest set er Satans synagoge. En kirke, som ikke er Kristi legeme. En kirke, hvis budskab ikke frelser.

Sådan er falske profeter og vranglærere. De fornægter skam ikke Kristi navn åbenlyst – det er i al fald sjældent – og de gør selvfølgelig ikke undere og mægtige gerninger i Satans navn. De kalder skam Kristus for “Herre, Herre,” men hans ord og befalinger har de blandet op med egne meninger og befalinger. Således erstatter de Kristi ord og lære med deres egne ord.

Børnesangen igen

Det er ganske udmærket, at børn lærer at synge den sang. Det er blot vigtigt, at de også lærer alvoren. Man skal kun bygge på Kristi ord og lære. Ikke på vranglære, uanset hvor den stammer fra. Om man bygger på det ene eller det andet, er nemlig en alvorlig sag, som afgør, hvor evigheden skal tilbringes. Det ved Satan. Derfor har han altid sat alt ind på at så tvivl om Guds ord og forurene den rene lære.

Til gengæld er det også stærke “våben”, der er givet i hænde på den, der vil tale Guds ord og som Guds ord, for med Guds ord, Kristi lære, det rene evangelium, bygges der kirke på klippen. Dét hus bliver stående.

Gud give, at vi ikke gør fælles sag med falske profeter og vranglærere, men bekæmper al frafald fra Guds ord og holder os til Guds ord, så vi ikke bare lytter til Kristi ord, men også handler efter det.

Er det eller er det ikke? (1 Kor 11,20)

1819-oversættelsen: “Naar I da komme sammen, da er det ikke at æde Herrens Nadvere.”

1907-oversættelsen: “Når I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadver.”

1948-oversættelsen: “Når I så kommer sammen, er det umuligt at spise Herrens nadver.”

1992-oversættelsen: “Når I kommer sammen, er det ikke Herrens måltid, I holder”

Wierøds oversættelse (1997): “Sådan, som I kommer sammen – dét er ikke at spise HErrens nadver!”

Luther Bibel (1545): “Wenn ihr nun zusammenkommet, so hält man da nicht des HErrn Abendmahl.”

King James Version (1611): “When ye come together therefore into one place, this is not to eat the Lord’s supper.”

New King James Version (1982): “Therefore when you come together in one place, it is not to eat the Lord’s Supper.”

New American Standard Bible (1995): “Therefore when you meet together, it is not to eat the Lord’s Supper”

Svenska FolksBibeln (1998): “När ni nu samlas, kan inte Herrens måltid hållas.”

English Standard Version (2001): “When you come together, it is not the Lord’s supper that you eat.”

NET Bible (2004): “Now when you come together at the same place, you are not really eating the Lord’s Supper.”

GRT Sunerchomenôn [kommende sammen] oun [altså; nu] humôn [jer(es)] epi to auto [til det samme (sted)] ouk [ikke] estin [er] kuriakon [tilhørende Herren] deipnon [(hoved)måltid(et)/festmåltid] phagein [at spise]

En afgørende forskel

Når man læser de danske oversættelser, er der er par ting, der falder i øjnene. For det første har Wierød i modsætning til de “officielle” oversættelser valgt at oversætte med “som I kommer sammen,” dvs. som en sammenligningssætning.

Det andet drejer sig om oversættelsen af ouk estin kuriakon deipnon phagein: “det er ikke (for) at spise Herrens måltid/nadver.” De to ældste danske, jeg har taget med, har “det er ikke at æde ….” Det er en meget direkte oversættelse.

1948-oversættelsen indfører en tanke, grundteksten ikke har: “det er umuligt ….” Hvis det er umuligt, hvad er det så, korintherne gør? Det kan man så spekulere over, men det lægger grundteksten blot ikke op til. Svenska FolksBibeln har en lignende tolkning, ser det ud til.

1992-oversættelsen rejser et lignende spørgsmål. Måden, korinterne fejrer nadveren på, gør, at så “er det ikke Herrens måltid, I holder.” Det må jo forstås således, at korinthernes måde at fejre nadver på gør nadveren til intet. Hvis den oversættelse er korrekt, har det vidtrækkende konsekvenser. English Standard Version og NET Bible har den samme tolkning.

Wierøds oversættelse må tolkes således, at man ikke holder nadver på den måde, korintherne gør. Den ligger på linje med de to ældste danske, men er tydeligere.

Det afgørende er, om det er berettiget at oversætte på en måde, så det nærmest antydes (1948) eller næsten direkte siges, at det ikke er Herrens måltid, dvs. nadveren (1992), hvis man gør som korintherne. 1992-oversættelsen kan vel forstås på linje med de andre, men jeg synes, den mere lægger op til en dementi af, at det er Herrens måltid. I al fald er det en tolkning, man nemt kan nå frem til. Det burde man have undgået – med mindre man faktisk har ment, at det ikke er Herrens måltid, korintherne fejrede.

Sprogligt

Der er ingen tvivl om, at det er muligt at oversætte med “sådan, som I kommer sammen,” sådan som Wierød gør. Den græske konstruktion (absolut genitiv) handler ganske vist oftest om tidsforhold, men den kan angive alle slags omstændigheder.

Derimod er det helt uforståeligt, hvordan 1992-oversættelsen er nået frem til at oversætte udtrykket “at spise Herrens måltid” med “det er ikke Herrens måltid, I holder.” Den græske tekst siger ikke, at det ikke er Herrens måltid/nadver, men derimod, at det ikke er at spise Herrens måltid/nadver. Det er nærliggende at tolke udtrykket på én af to måder.

Enten at det ikke er for at spise Herrens måltid/nadver. Meningen er i så fald, at de i virkeligheden har et andet formål med måltidet.

Eller man kan vælge at forstå det lige som på dansk. “Dét er ikke at spille fodbold” kan betyde, at man bryder reglerne og opfører sig på tværs af, hvad fodbold egentlig er.

Kontekst

Wierøds oversættelse samt de gamle danske ligger i lige forlængelse af v. 18. Problemet er ifølge Paulus, at de fejrer nadveren, skønt der er splittelser. Det problem har Paulus allerede været inde på i 1 Kor 1,10-13 (se også Partier og prøvelser [1 Kor 11,19]). I v. 21 gør Paulus det klart, at det drejer sig om måden, de spiser på. Det styrker også Wierøds gengivelse. At have splittelser, når man fejrer nadver, er altså lige så forkert, som det er ikke at være enig osv.

Men betyder det også, at der slet ikke er tale om nadveren? Det besvarer bl.a. vers 27: “Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod.” At spise Herrens brød eller drikke hans bæger på uværdig vis medfører altså ikke, at det ikke er nadveren. Det medfører derimod, at man synder imod Herrens legeme og blod.

Det fremgår også af 10,16f: “Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?” (den tekst vil jeg nok kommentere på ved en senere lejlighed). Velsignelsen, nemlig fremsigelsen af indstiftelsesordene, gør, at der er både bæger og blod, brød og legeme.

Er

En oversættelse af v. 20 må derfor ikke antyde eller (næsten) direkte sige, at det ikke er Herrens måltid/nadver, sådan som 1992-oversættelsen gør det. Det er nemlig Herrens nadver/måltid.

Oversættelsen skal derimod – som de gamle danske og Wierøds oversættelse gør det – få frem, at måden at holde nadver på er i strid med nadverens væsen.

Naturligvis skal en oversættelse heller ikke gengive noget, der slet ikke står der, sådan som 1948-oversættelsen gør det.

En god oversættelse vil derfor ligne Wierøds eller en sprogligt opdateret udgave af 1907-oversættelsen, som bygger på 1819-oversættelsen, som igen bygger på Luthers oversættelse.

Det er meget ærgerligt, når et så centralt sted ikke er oversat helt præcist og klart. Der er brug for en revision af 1992-oversættelsen. Eller måske er der snarere brug for en revision af 1907-oversættelsen!

Se mine andre indlæg om 1 Korintherbrev og nadveren.

Gru eller frimodighed – Teresa (II)

Teresa og gerningerne i verdensdommen – og gru

En M. O. har i Kristeligt Dagblad en betragtning om “Moder Teresa,” som fortjener en bemærkning. Ikke fordi den handler om Teresa, men fordi der er alt for mange, der tænker som M. O.

Tro kan være noget, man har eller noget, man er. Moder Teresa har givet alle mennesker, ligegyldigt hvilket tilhørsforhold man måtte have, sit liv og hele sin energi – med kærlighed. Verdensdommen kan læses i Matthæusevangeliet. Det er en beretning, enhver kan grue for, undtagen Moder Teresa og nogle få, som ikke skal nævnes i denne forbindelse.

Verdensdommen taler ikke om tro eller ikke tro. Den handler om, hvorvidt vi har givet den sultne mad, den tørstige drikke, den nøgne tøj, den fremmede, den syge og fangen omsorg.

Alt dette ved vi, at Moder Teresa har gjort.

Gru

Teresa og “nogle få” behøver ikke grue for verdensdommen, skriver M. O. Og mange tænker som hende. Her er vi ved kernen af det, som førte Luther til sit store opgør med pavekirken. Kristendommen kan ikke trøste andre end Teresa og “nogle få.” Det er ikke alene en fattig religion. Det er også en dyb og tragisk misforståelse af kristendommen, som er det stik modsatte. Kristendommen handler om, hvordan Jesus har gjort det muligt at undgå verdensdommens og Helvedes gru. Men det undgår man ikke, hvis man mener, at grunden til ens frelse, ligger hos en selv og ens gerninger.

Handler om troen

Det er rigtigt, at Jesus ikke taler om tro. Men det betyder ikke, at der ikke er tale om tro. Alle folk(eslagene) skal samles foran Menneskesønnen, og “han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene.” Derefter siger han noget til hver gruppe. Til dem, der skal gå ind til evigt liv (Matt 25,46), siger han bl.a. “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt” (Matt 25,34). Først derefter får vi en beskrivelse af deres gerninger, deres gode gerninger.

De er kommet til tro, fordi Gud har forudbestemt dem til det, længe inden de selv blev født. De er Guds velsignede. De er også arvinger. Men nu er det en grundsætning i Skriften, at arven ikke fås ved gerninger, men ved testators død. Det er disse troende, velsignede arvinger, der har gjort de gode gerninger. De husker det i øvrigt heller ikke.

Gerningerne

Men taler Jesus da rent faktisk ikke om gerningerne her? Står ordet “for” (“thi” i de gamle oversættelser) ikke i teksten (v. 35)? Jo, men det er ikke ensbetydende med, at det er gerningerne, der gør at de er blevet frelst og får evigt liv. Såvel Det gamle som Det nye Testamente taler om, at man skal overholde loven fuldt ud, hvis man vil frelses ved loven (5 Mos 27,26; 28,15; Jak 2,10; Gal 5,3f). Loven har nemlig en helt anden funktion, nemlig at skabe erkendelse af synd (Rom 3,20). Det, Jesus derimod lærer, er, at de troende gør gode gerninger.

Hvem regner vi for kristne?

Troen er ikke noget, andre kan se. Andre kan høre og læse menneskers bekendelse, og bekender man, at man er blevet retfærdiggjort af tro alene, af nåde alene, ved Kristus alene, sådan som det bekendes i Skriften, så regner vi med, at det er en kristen, selv om vi aldrig kan være 100 % sikker. Det kan jo være en hykler, men det er ikke vores sag.

Den troendes gerninger – lovens opfyldelse

Paulus skriver i Romerbrevet ikke kun om loven, der skaber syndserkendelse, og retfærdiggørelse af tro uden lovgerninger. Han skriver også om kærlighed som lovens opfyldelse.

Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: ‘Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens [opfyldelse]” (Rom 13,8-10; ‘opfyldelse er en bedre oversættelse end ‘fylde’).

Forkyndelse af loven

Gerninger i sig selv viser ikke, at det er en kristen, for heldigvis gør også ikke-troende og andre religioners udøvere de samme ydre gerninger. Det er alligevel vigtigt at undervise om budene, som er Guds vilje. For de lærer også ikke-troende om, hva der er gode, ydre gerninger. De skaber erkendelse af synd (om end det da lader sig gøre at benægte ens synd på forskellig måde). De fortæller de kristne, hvordan de praksis skal opfylde loven. Det er der brug for, fordi kristne stadigvæk er syndere, der lever i kødet.

Det vigtigste af alt

Men vigtigst af alt er det at forkynde det rene evangelium, for ellers kommer ingen til tro. Her har Teresa og hendes kirke deres problem.

Ikke gru, men frimodighed

Den, der er oplært i lov og evangelium, behøver ikke at grue for verdensdommen. Og gruer man, skal man ikke se på og forsvare Teresa, men søge skriftemålet og gudstjenesten – i en kirke, hvor det rene evangelium forkyndes. Det skaber ikke gru for verdensdommen, men frimodighed!

Se også Teresa.