En nødvendig nytolkning?

Den retoriske kamp
Konsulent, ekstern lektor, cand.theol. og Ph.D. Mogens S. Mogensen forsvarer Det mellemkirkelige Råds teologiske arbejdsgruppe (se mit blogindlæg Bekendelsesskrifternes fordømmelser). Mogensen forsøger at vinde den retoriske kamp med følgende:

“Med mindre man ønsker at hævde en luthersk konfessionel fundamentalisme, må notatet på disse punkter siges at repræsentere en nødvendig kontekstuel opdatering af tolkningen af Confessio Augustana.”

Nu er fundamentalisme næppe et positivt ord i Mogens Mogensens mund. Men hvad er det egentlig, Mogens Mogensen ikke vil hævde? Hvad er “en luthersk konfessionel fundamentalisme”? Det kan være svært at vide. Måske eksisterer sådan en kun i Mogensens eget polemiske verdensbillede.

Mere sandsynligt er det, at han med udtrykket mener dem, der er imod omtalte teologiske arbejdsgruppes – og hans egen, ikke at forglemme – holdning. Man kunne tro, at han med “en luthersk konfessionel fundamentalisme” mener dem, der ikke vil ændre på noget som helst i bekendelsesskrifterne, fordi de nu engang er autoritative bekendelsesskrifter. Måske findes de!

Bekendelsesskrifterne kan ikke ændres
Det er i al fald sikkert, at der findes nogen, der ikke vil ændre på bekendelsesskrifterne, fordi de er historiske dokumenter. Man kan ikke (læs: må ikke) ændre på dokumenter med tilbagevirkende kraft. Det er også humbug at nytolke bekendelsesskrifterne og så stadigvæk ønske at have deres autoritet på sin side.

Lidt respekt for historiske fakta er også ønskelig. Det er f.eks. et faktum, at Den augsburgske Bekendelse taler om “muhamedanere,” ikke fordi man tror, at muhamedanerne tilbeder Muhammed. Faktisk kræver det kun et mindstemål af teologihistorisk viden at tilbagevise denne vildfarelse. Det var jo helt normal praksis at betegne vranglærere med ophavsmandens navn. Ingen har nogensinde troet, at pelagianerne tilbad Pelagius eller lutheranerne Luther. Det er derfor noget pjank og en ahistorisk leflen for muhamedanerne at ændre i Den augsburgske Bekendelse eller i dette system i det hele taget af denne grund. Lad mig tilføje, for at forebygge en mulig misforståelse, at Luther adskilte sig fra såvel Pelagius som Muhammed. For Luther ændrede ikke på Skriftens lære eller føjede noget til. Det kan man ikke just sige om Pelagius og Muhammed. Luthers autoritet er derfor ikke hans egen. Pelagius’ og Muhammeds autoritet bygger derimod på deres falske lære – og for Muhammeds vedkommende hans falske påstand om at være en sand profet.

Men så er der – som lige antydet – også andre, der som undertegnede har yderligere en begrundelse for ikke at ville ændre i bekendelsesskrifterne. Bekendelsesskrifterne har nemlig ingen autoritet i sig selv. Deres autoritet hænger ene og alene på, at læren er korrekt uddraget af Guds Ord. Hvad Mogens Mogensen altså kalder “en luthersk konfessionel fundamentalisme,” er altså en saglig fastholdelse af den lære, som Skriften har. Hvis man er uenig deri, bør man erklære sin uenighed med de lutherske bekendelsesskrifter og lave sine egne. At tale om nytolkning er fagligt og sagligt et skråplan.

Treenighedslæren og kætterne
Mogens Mogensens tolkning af af Den augsburgske Bekendelses artikel 1 er i øvrigt ikke korrekt. Han mener, artikel 1 lærer om muslimerne, “at de er kættere – hvilket må indebære, at de tror på den samme Gud som kristne, men at de tror falsk eller forkert om Gud” (min fremhævelse). Nej, det, artiklen siger, er det modsatte. De tror netop ikke på den samme, dvs. den sande Gud. Det er derfor, de afvises så kategorisk i artikel 1. At der også er andre grunde til, at de afvises, er en anden sag. Manikæere, arianere eller muhamedanere – det gør i den sammenhæng ingen forskel. De er kættere, fordi de påstår at dyrke den sande Gud, men overhovedet ikke gør det. Mogens Mogensens og den teologiske arbejdsgruppe er højst uklare i dette spørgsmål.

At være kætter havde alvorlige konsekvenser
Muhamedanerne er netop kættere, fordi de skarpt afviser, at Jesus Kristus er den levende Guds Søn. Det kunne ganske rigtigt have alvorlige konsekvenser, men i den sammenhæng, Mogens Mogensen udtaler sig, er det nærmest grotest. Den katolske kejser var bestemt ikke venner med de evangeliske. Men han kunne ikke se bort fra, at osmannerne eller tyrkerne, som var muhamedanere, stod uden for Wien. Muhamedanerne var derfor næppe inden for det område, som kontrolleredes af kejseren eller evangeliske fyrster. Og hvis de var, var der nok grund til at være mistænksom. I øvrigt måtte kejseren og fyrsterne ifølge lutheranerne ikke bruge verdslig magt for at tvinge nogen til at blive kristne (jf. Bekendelsesskrifternes fordømmelser [II]). Derimod skulle de verdslige magthavere værne om kristenhedens frihed mod tyrkerne. Ikke noget at sige til, at de evangeliske heller ikke af den grund var vilde med muhamedanerne. Der er nok et par steder på kloden nu om dage, hvor det mere er de kristne end muhamedanerne, der har brug for hensyn og beskyttelse.

Terminologien
Mogens Mogensen ønsker ligesom Det mellemkirkelige Råds teologiske arbejdsgruppe – og hævdvunden praksis -at vi skal kalde muhamedanerne for muslimer og deres religion for islam. Men hvorfor skulle vi det? De to ord betyder ‘dem, der underkaster sig’ – nemlig Guds vilje – og ‘underkastelse.’ De underkaster sig ikke den sande, ene Gud, som de hævder, men derimod den falske Gud, som Muhammed har lært dem at frygte. Det afgørende kan ikke være, hvad folk selv vil kaldes, men derimod hvad de faktisk er. Hvis man mener, disse to ord handler om den kristne Gud, er brugen af dem blasfemiske.

Se endvidere Bekendelsesskrifternes fordømmelse og Bekendelsesskrifternes fordømmelser II.

Mogens S. Mogensen, “En nytolkning er nødvendig,” Kristeligt Dagblad, 3. september 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/260576)

Teresa

Makedoneren (eller albaneren?) Agnes Gonxha Bojaxhiu med det lange ophold i Kolkata, Indien (“Moder Teresa”) har både før og efter sin død givet anledning til mange samtaler og debatter. Nu diskuterer man hendes tro og tvivl.

Ét er, hvad katolikkerne synes. De følger deres – falske – teologi, når de skal tale om en af deres egne. Det er næppe tilfældigt, at Teresas breve bliver offentliggjort nu. Selv om nogle vil undre sig, vil andre – som det jo også er sket – tage det som udtryk for, at hun trods tvivl alligevel, ja, alligevel hvad? Talte hun om Guds velgerninger i Kristus? Eller var det hendes gerninger, der talte for hende? Hvis det er det sidste, hvilket budskab havde hendes gerninger så? Katolikker må jo tolke det i lyset af deres tro.

Men lutheranere burde derimod vide, at sand hellighed består i at blive retfærdiggjort af tro alene, af nåde alene, for Jesu Kristi skyld alene, sådan som det læres i Skriften alene. Kristus er vores retfærdighed. Men han er ikke kun vores retfærdighed, men også vores helligørelse og forløsning. Den hellighed, som Helligånden måtte skabe i os, er ikke noget, vi vil bruge i forkyndelsen, endsige i retfærdiggørelsen. De gerninger har hverken vi selv eller Gud brug for. Det har vores næste.

Det afgørende er derfor ikke, om Teresa tvivlede. Og det er i al fald forkert at lade tvivlen være udtryk for hellighed. Isoleret set kan man sikkert glæde sig over hendes gerninger, i den udstrækning de kom næsten til gavn. Men i rammen af Teresas katolske tro bliver de til farlige forkyndere af den katolske gerningsretfærdighedslære.

Anderledes ville det have været, hvis Teresa havde aflagt en klar og sand bekendelse til Ham, der alene kan frelse syndere. Havde hun virkelig vedgået sin egen tvivl, synd og afmagt, ville hun ikke have tiet om Kristi frelsesgerninger. Så ville hun heller ikke behøve at forstille sig.
Sand tro tror Guds Ord og skænkes gennem Guds Ord ved Helligånden. Den tro aflægger sin bekendelse, og den gør gode gerninger.

Derfor er det forkert, når Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerarger skriver, at hendes kamp for at finde troen er “et bevis på den tro, som hun ikke selv følte, hun havde” (leder om Tro og tvivl, 31. august 2007) Desværre, nej. Den slags tvivl, mennesker kan have, skal bekendes som synd og mødes med evangeliets klare tale. Den skal ikke dyrkes, og slet ikke bruges som argument for, at tvivleren er helgen.

Bjerager bør også lære sig at skelne mellem Helvedes straf, som ramte Kristus på korset, og menneskelig lidelse, er den end aldrig så stærk. Det er gal teologi, når Bjerarger i samme artikel skriver:

Den åndelige og trosmæssige lidelse, hun gennemlevede i så mange år, gav hende en særlig forudsætning for at leve sig ind i det udstødelsens mørke, som Jesus måtte have følt på korset, og som hun mødte hos de fattige i Calcutta og andre slumområder i verden. Derved blev tvivlen og mørket en del af den kraftfulde dynamo, som drev hende og hendes med tiden mange tusinde medsøstre til at præstere et helt enestående socialt, diakonalt arbejde. Og var denne præstation ikke i sig selv udtryk for tro?

Det står dårligt til med den lutherske lære i dette land, men det står åbenbart heller ikke alt for godt til på Kristeligt Dagblad. En ordentlig forståelse af Luthers lille Katekismus kan ellers bringe en langt.

Se også Gru eller frimodighed – Teresa (II)

Partier og prøvelse (1 Kor 11,19)

1992-oversættelse: “Der må jo også være partier hos jer, så man kan se, hvem af jer der er til at stole på!”
1948-oversættelsen: “Der må jo være partier blandt jer, for at det kan blive åbenbart, hvem blandt jer der er ægte.”
1907-oversættelsen: “Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive åbenbare iblandt eder.”
1819-oversættelsen: “Thi der maa og være partier iblandt Eder, at de Retskafne iblandt Eder kunne blive aabenbare.”
Wierøds oversættelse: “Der må jo også være splittelser iblandt jer, for at det kan blive åbenbart, hvem iblandt jer, der består prøven!”

Grundteksten: “dei [det bør sig] gar [for] kai [også] haireseis [retninger] en humin [iblandt jer] einai [at være], hina [for at] * hoi dokimoi [de prøvelige/prøvede] phaneroi [åbenbar] genôntai [må blive] en humin [iblandt jer].” Det er muligt, at der skal indsættes et ord ved asterisken, nemlig kai [også].

Dette sted har to ord, som det er særlig vigtigt at oversætte korrekt. Det ene er det ord, der i de fleste danske oversættelser gengives med: partier, dvs. ordet haireseis. Ordet er flertal af hairesis, som vi – dog ikke nødvendigvis med helt den samme betydning – kender fra engelsk: heresy. Det andet ord er dokimoi, som gengives på vidt forskellig måde: til at stole på, ægte, prøvet, retskaffen, bestå prøven. Ordet er flertal af dokimos. Det er
et adjektiv (tillægsord) til et verbum (udsagnsord), der betyder noget med at prøve eller teste.

Partier?
Ordet hairesis (flertal: haireseis) bruges ni steder i NT. Det ord bruges om farisæernes (ApG 15,5; Act 26,5) og saddukæernes parti (ApG 5,17), dvs. om jødiske retninger, der ikke delte samme lære (jf. ApG 23,6-8), men som i øvrigt også adskilte sig fra hinanden af mange andre grunde: sociologiske og politiske. Af og til kunne de finde sammen, ikke mindst i modstanden mod Jesus (Matt 16,1).

Ordet bruges også om “nazaræernes parti” (ApG 24,5), dvs. vejen (ApG 24,14), kristendommen, som åbenbart stadigvæk blev anset for en “retning” på linje med farisæernes og saddukæernes. “Dette parti” eller ‘denne retning’ vækker modsigelse alle vegne ifølge ApG 28,22.

I Gal 5:20 nævner Paulus haireseis som en af kødets gerninger og nævner, at de, som gør sådant, ikke skal “arve Guds rige.”

Peter nævner i sit andet brev, at ligesom der var falske profeter i folket, vil der i kirken komme falske lærere, som fører haireseis apôleias ind i kirken (2 Pet 2,1). Det sidste af disse to ord (apôleia) betyder enten fortabelse eller ødelæggelse. Disse haireseis karakteriseres på den måde. Meningen er, at de fører til eller er ødelæggelse, fordømmelse eller fortabelse. Det første ord bruges om retninger med falsk lære eller om disse retningers falske lære. Peter beskriver dem også med stor alvor som dem, der fornægter den herre, som har købte dem [med sit blod]. De fører en hastig fortabelse, fordømmelse eller ødelæggelse over sig: tachinên apôleian.

Det er næppe tilfældigt, at ordet hairesis er afledt af verbet haireô, som betyder ‘tage’ (aktiv) eller ‘vælge’ (medium, også beskrevet som subjektorienteret). Filosoffernes ‘valg’ havde altid noget at gøre med at vælge en bestemt måde at leve på og havde også at gøre med de meninger, som andre tilsluttede sig. Deraf kom det til at betyde en bestemt skoles eller retnings lære (Schlier i TDNT).

Det var frivilligt at slutte sig sådanne private foreninger. Som det fremgår af Gal 5,20, er hverken ‘retninger’ eller “splittelser” (1 Kor 11,18f) noget, Guds Ånd står bag. Tværtimod står Guds Ånd bag “enhed med fredens bånd” (Ef 4,3). Denne enhed beskrives bl.a. med “én Herre, én tro, én dåb,” hvor tro betyder det, vi tror, dvs. det som er åbenbaret i Skriften og som Helligånden har givet os tro på.

Hvad Paulus derfor siger i 1 Kor 11,19 er, at der må være grupper, som er karakteriseret ved en anden lære og muligvis også andre forskelle. Det må der imidlertid ikke, fordi det er Guds vilje, men for at det kan blive åbenbar, hvem der er dokimoi.

Ordet parti kan på moderne dansk bruges på mange måder. Man kan tage parti for nogen, og det vil passe godt til 1 Kor 1,12. Alligevel er det nok bedre at tage udgangspunkt i sprogbrugen i NT. I så fald kan man bedst oversætte med ‘retninger’ eller evt. ‘fraktioner.’ Uanset hvordan man oversætter det, er det i al fald vigtigt at forstå, at der er tale om fænomener, som er i strid med enheden i Kristus, med Kristi frelsesgerninger og med dåben til eller i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn (1 Kor 1,11-13) og med nadverens væsen (1 Kor 11,20).

Men det er endnu mere i strid med, hvad Paulus her siger, at lade fem og syv være lige, så man lader, som om disse forskelle ikke eksisterer. Paulus’ ironiske bemærkning kan ikke bruges til forsvar for, at det er i orden med forskellige retninger inden for kristendommen. Men der er da det “gode” ved vranglære, at det gør det muligt at se, hvem der er retlærende. Lad os i den sammenhæng se på, hvad det andet ord betyder.

Til at stole på?
Det andet vigtige ord er dokimoi (flertal). 1992-oversættelsen har oversættelsen ‘at være til at stole på.’ Roden af ordet betyder at prøve i betydningen at undersøge eller teste. Ordet (ental) bruges her om dem, som er ‘prøvelige’ eller ‘prøved,’ dvs. de, som der kan underkastes en undersøgelse og blive godkendt. Her er der nogle, der er prøvelige/prøvede (‘dokimoi’), og nogle, der ikke er det. Paulus taler om, at det skal blive åbenbart, hvem der er ‘prøvelige/prøvede.’ Der er splittelser i menigheden i Korinth (1 Kor 11,18). Det gør det muligt at se, hvem der er ‘prøvelige/prøvede.’

Paulus mener uden tvivl, at man kan stole på dem, der er ‘prøvelige/prøvede.’ Men nåske er det ikke det, der først og fremmest er meningen med ordet dokimos. Man kan også sige, at de, der er ‘prøvelige,’ er ‘ægte’ eller ‘retskafne.’ De har stået imod. 1907-oversættelsens ‘de prøvede’ er sådan set meget tæt på, idet man kan sige, at stridighederne i Korinth har vist, hvem der holder fast ved Guds Ord, og hvem der ikke har gjort det. Men ordet ‘prøvet’ har en klang af fortid over sig. Der kan også være noget fremtidigt over grundtekstens ord. De ‘prøvelige’ er dem, der vil blive fundet at have stået fast. De forskellige oversættelser, jeg har citeret ovenfor, får forskellige sider af dette ord frem. 1992-oversættelsen fokuserer dog måske for meget på det subjektive tillidsforhold i stedet for på det faktiske og det objektive.

‘Retninger,’ ‘fraktioner’ eller evt. ‘partier’ er ikke noget, der hører hjemme i en menighed (jf. også 1 Kor 1,10ff). Og det er ikke nogen uskyldig sag. Der er nogle, der er ‘prøvede/prøvelige,’ mens der er andre, der altså ikke kan klare at blive underkastet en nærmere undersøgelse. Grundlaget for, hvem der kan og hvem der ikke kan, er ikke noget, vi skal gætte os til. Paulus bruger hele brevet på at vise, hvad Guds menighed skal lære og hvordan de skal leve.

I sammenhængen er det klart, at Paulus kritiserer gruppedannelserne inden for menigheden i Korinth. Faktisk er hele brevet et opgør hermed. Derfor er Første Korintherbrev aktuelt for enhver menighed. For alle kirker/menigheder formanes til enighed (1 Kor 1,10; Ef 4,1-6).

Se mine andre blogs om 1 Korintherbrev og nadveren.