Skabelse af intet – 1 Mos 1,1-25

1 Mosebog 1,1-25: Skabelse af intet – alt det omkring os (Skabelseslæren i Skriften [1])

Indledning

Man diskuterer nogle gange, hvad de første læsere af GT ville have forstået. Det er ikke uvæsentligt, men vi ved ikke, hvor meget de havde fået at vide ud over Skriften. Men vi ved, hvad Gud har fortalt os i hele Skriften.

Det væsentligste er altså, at Den hellige Skrift er Guds ord, dvs. Gud tale ord for ord til os. Målet for os er derfor at forstå, hvad Gud mente med det, han sagde, når vi ser det i lyset af, hvad Gud ellers har talt til os (jf. Heb 1,1f). Derfor læser vi heller ikke de første kapitler løsrevet fra resten af Skriften, som vi har.

Bibelen vidner om, at Gud havde en frelsesplan, der var lagt, allerede da verden blev skabt (Matt 13,35; 25,34; Ef 1,4; Hebr 1,4; 1 Pet 1,20; Åb 13,8; 17,8). Profeters og apostles budskab, dvs. Bibelen, er nemlig Guds visdom åbenbaret til os. Den visdom er fra før verdens skabelse (1 Kor 2,7) og derfor læser vi med frimodighed Skriften i lyset af den egentlige forfatters (dvs. Guds) visdom, mening og mål med den.

Vores tro skal nemlig ikke afhænge af menneskers visdom – heller ikke når det gælder skabelsen – men af Guds kraft i sit Ord og evangelium (1 Kor 2,6; 1,18-24; Rom 1,16).

1 Mos 1,1-2

1 Mosebog og særligt kap. 1-3 giver os helt grundlæggende besked om, hvordan det forholder sig med os og vores verden.

I vores tekst hedder det, at Gud skabte universet i begyndelsen. Før det var der intet, for så kunne man ikke have kaldt det “begyndelsen”. Gud skabte med sit Ord (Sl 33,6; 148,5; Joh 1,3): “For han talte, og det skete, han befalede, og det stod der” (Sl 33,9).

V. 2 fortæller os, at det, Gud har skabt, ikke er mere end det blotte materiale, formentlig formet som en bold, og endnu uden lys. Endelig hedder det, at Guds Ånd (ikke Guds ånd som i dansk overs.) svævede over vandene.

Det ord, der er oversat med ‘Gud’ i v. 1, er egentlig flertal. Den Gud, der har skabt Himmelen og jorden, er nemlig den treenige Gud: Gud Fader, der skaber i begyndelsen (v. 1) ved Ordet (v. 3) og ved Helligånden (v. 2).

Spørgsmål
  • Vores tekst begynder ligesom Joh 1,1 med “I begyndelsen”. Hvad betyder det? Med hvis øjne gælder det så at sige?
  • Er der noget, “himlen og jorden” ikke omfatter?
  • Drøft, hvem det egentlig er, der skaber og giver liv? Inddrag de ovenfor nævnte tekster samt f.eks. Sl 104,30; Joh 6,63; Rom 8,11; 2 Kor 3,6; Es 32,15 og Tit 3,5.

1 Mos 1,3-25

I det følgende begynder Gud at ordne, hvad han har skabt som en uordnet masse. Først skaber han lyset; han skiller dag fra nat og lys fra mørke (v. 3-5).

Dernæst skaber Gud hvælvingen, som skiller mellem det vand, der er hhv. under og over den. Hvælvingen kalder han “himmel”, dvs. himmel i en snævrere betydning end i v. 1 (vv. 6-8). Jord og hav adskilles (vv. 9f), og frø og frugttræer skabes (v. 11f).

Først på den tredje dag skaber Gud sol, måne og stjerner til at skille dag fra nat (jf. v. 3-5), til at fastsætte festtider, dage og år og til at oplyse jorden (vv. 14-18). I øvrigt er det ærgerligt, at det gentagne “efter deres arter” (v. 11.12.21.24f) ikke er gengivet direkte i oversættelsen. “Alle slags” er for svagt. Meningen er, at Gud har skabt forskellige arter, der afviger fra hinanden. I Bibelen er det oprør mod Skaberen at nedbryde disse artsforskelle.

Vand- og himmeldyr skabes på den fjerde dag. Disse levende væsener beordres til at blive frugtbare og talrige (vv. 20-22).

Den femte dag skabes menneskene, men det ser vi nærmere på næste gang. Her gælder det alle de dyr, der lever på landjorden: husdyr (“kvæg”), krybdyr (som ikke endnu betyder dyr, der æder andre dyr) og vilde dyr, der lever frit (vv. 24f).

Spørgsmål
  • Gud skabte lyset på den første dag, men lyskilderne først på den tredje. Hvor stammer lyset fra og kan vi undvære sollyset (se også Åb 22,5)? Hvorfor/hvorfor ikke?
  • Lyset (v. 4), land og hav (v. 10), alt det grønne (v. 12), lyskilderne (v. 18), havdyr og fugle (v. 21) og alle landdyrene (v. 25) er “godt”. Hvad siger det os om skaberværket, som det egentlig var?
  • Nogle steder i Bibelen starter en dag med aftenen (f.eks. Matt 12,40; ApG 10,40; 1 Kor 15,4), men her i skabelsesberetningen begynder dagene om morgenen: “Så blev det aften, og det blev morgen, første dag” (v. 5.8.13.19.23.31). Hvad menes der med “dag” (se også 2,3 og 2 Mos 20,8-11)? Kan “dag” i lyset heraf betyde “en meget lang tidsperiode”?
  • Eftersom beretningen herom er skrevet til os mennesker, så kan det ikke – og skal det heller ikke – undgås, at vi spørger efter, hvad alt dette har med mennesket og dermed med os at gøre. Drøft med hinanden, hvad det betyder. Hvad betyder det for alle mennesker? Hvad betyder det særligt for os, der tror, at den treenige Gud: Gud, Kristus (Heb 1,2f) og Helligånden (Job 34,14f) – er skaber og opretholder af himlen og jorden (jf. f.eks. Es 40,28-31; 45,18-25)?
  • Drøft evt., hvis I har lyst og tiden rækker, hvordan alt dette forholder det sig til udviklingslærens tale om død og overlevelse som “mekanisme” for den “tilfældige” udvikling af det, vi ser i dag.

Årvågenhed og troskab i tjeneste (9. s. e. Trinitatis – Es 10,1-3; 2 Tim 1,6-11; Luk 12,32-48)

Læsningerne

Læsningerne til 9. søndag efter Trinitatis efter anden række – det er i 2008 den 20. juli – fortsætter temaet fra 5. søndag efter Trinitatis og de efterfølgende søndage. Jesus betroede nøglemagten til apostlene i deres egenskab af prædikanter ved Cæsarea Filippi (jf. til “5. s. e. Trinitatis). Man forvalter nøglemagten i forkyndelse, skriftemål og når man forvalter sakramenterne. Det afgørende er, at man skal forkynde som Guds Ord, dvs. forkynde lov og evangelium (jf. til 6. s. e. Trinitatis). Herrens disciple – og særligt prædikanterne – skal ikke frygte mennesker, som nok kan slå legemet ihjel, men derimod Gud, som kan sende sjæl og legeme i Helvede (jf. til 7. s. e. Trinitatis). Alle disciple skal tage sig i vare for falske profeter, for falske profeter bliver til evig fordømmelse for både dem selv og dem, der tror på deres falske forkyndelse (jf. til 8. s. e. Trinitatis). 9. søndag efter Trinitatis formaner Paulus Timotheus til at lide ondt i den tjeneste, han har fået, med henvisning til evangeliet. Jesus gør klart, at vi skal stole på Gud og tjene ham med regnskabsdagen for øje (jf. Hebr 13,17).

9. søndag efter Trinitatis er lektien Es 10,1-3, hvor Esajas forkynder dom over dem, der giver onde love m.m.

Epistlen er 2 Tim 1,6-11, hvori Paulus formaner Timotheus til at lade Helligånden opflamme, så han ikke skammer sig ved evangeliet eller Paulus, der som forkynder, apostel og lærer er fange for Kristi skyld. Timothetus skal tværtimod selv være villig til at lide ondt for evangeliet. Gud har frelst os efter sin egen beslutning og af nåde, som blev givet os i Kristus i evigheden og åbenbaret for os, da Kristus blev menneske. Kristus besejrede døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet. Derfor behøver Timotheus ikke frygte, skriver Paulus – i forlængelse af det, Jesus siger i evangeliet til 8. søndag efter Trinitatis.

Evangeliet til 9. søndag efter Trinitatis er Luk 12,32-48. Det består af flere afsnit. Det første handler om forholdet mellem tillid til Gud, vores himmelske Fader, som skal være vores skat, og penge (vv. 32-34). Vi skal have vores hjerte rettet mod vores Herre, som vil komme igen på et tidspunkt, vi ikke forventer det, og derfor skal vi passe den tjeneste, vi har fået (vv. 35-40). På Peters foranledning konkretiserer Jesus dette i forhold til dem, der ligesom apostlene er Ordets tjenere, og viser forskellen på at være tro og ikke at være det (vv. 41-48). Det er en tekst, der nok kan og bør medføre ransagelse hos enhver prædikant.

Es 10,1-3

Denne gammeltestamentlige tekst er ikke irrelevant, skønt vi nu lever i det nye testamentes tid. Prædikanter skal ikke foreskrive, hvilke love øvrigheden skal give. Men det er tilladt, ja, bestemt påbudt at påtale, når magthaverne ligefrem giver onde love og uretfærdige forordninger.

Det gælder ikke mindst, når det gør ud over de svage og hjælpeløse, og når enker og faderløse lider økonomisk skade.

Man skal ikke begyndte at belære om, hvordan lovene konkret skal se ud, for det er der ingen bibelske befalinger om. Men at man kan tale såvel magthaverne som borgerne imod, var Luther selv et eksempel på i forbindelse med de såkaldte bondeoprør omkring 1525.

Man må advare med “straffens dag, når uvejret kommer fra det fjerne” (jf. i øvrigt til Fatale byggeskader [8. s. e. Trinitatis – Matt 7,22-29; Mika 3,5-7; 1 Joh 4,1-6]). Der er der intet hjælp at få for dem, der har opført sig ugudeligt.

Ovenstående er i overensstemmelse med toregimentelæren. Denne siger nemlig ikke, at samfundet eller magthaverne selv kan fastsatte deres etik og normer. Gud styrer begge såvel det verdslige som det åndelige regimente. Det verdslige regimente skal imidlertid holde sig til dets egne opgaver: straffe det onde, herunder dem, der er onde mod de svage, og rose de gode.

Giver man onde love og forordninger eller gør man oprør, må man stå til ansvar for det over for Gud på dommedag. Det sidste må man også stå til ansvar for i dette liv.

2 Tim 1,6-11

Timotheus havde en gave fra Gud takket være Paulus’ håndspålæggelse. Den gave opfordrer Paulus Timotheus til at lade flamme op (v. 11). Spørgsmålet er, om det er en særlig nådegave, som kun Timotheus og få andre får. Eller det er en nådegave, som Gud i sin nåde giver alle, der som Timotheus varetager et Ordets embede. Eller det er den Helligåndens gave, som alle kristne får. Selv om Gud ønsker at skænke sådanne gaver til alle kristne, er der dog her tale om en særlig nådegave, som Timotheus havde fået ved sin ordination.

Timotheus havde fået Helligåndens udrustning. Helligånden er ikke “fejhedens Ånd,” som gør, at man tier om ens tro og lære. Helligånden giver tværtimod kraft, kærlighed og besindighed eller selv-kontrol (v.7).

Derfor, fortsætter Paulus, skal Timotheus ikke skamme sig over vidnesbyrdet om vor Herre eller over Paulus, som er Kristi fange. Han skal derimod lide ondt for evangeliet efter (hvilket vel vil sige, i forhold til) Guds kraft, som han får af eller ved Helligånden, som er “krafts Ånd” (v. 8, jf. v. 7).

Det, som Paulus forudsætter eller i al fald ønsker at forebygge, er, at Timotheus skammer sig over evangeliet, som handler om Guds Søn, som bliver korsfæstet, over Paulus, Jesu Kristi apostel, hans fader i troen (jf. 1 Tim 1,2) og ham, som Timotheus selv er assistent for (1 Tim 1,3).

Timotheus må ikke blot påregne at lide ondt, så han skal være villig til det. Paulus formaner direkte Timotheus til at lide ondt for evangeliet (2 Tim 1,8). Præpositionen i verbet syngkakopatheô går næppe på dativen ‘evangeliet,’ men snarere på Paulus. Dativen ‘for evangeliet’ er i givet fald en henseendets dativ.

Baggrunden må jo være, at Timotheus har været ved at give op på grund af den modstand, han oplever. Men Paulus formaner og opmuntrer ham til at holde ud, ikke i egen kraft, men ved evangeliet og Helligånden.

I v. 9-10 udfolder Paulus, hvad Gud har gjort: Han har frelst “os.” Det ved Paulus, for når man har fået sine synders forladelse, er man retfærdiggjort og frelst (jf. Rom 4,1ff). Gud har nemlig kaldet ved en hellig kaldelse, nemlig i og ved evangeliet.

Det skyldes ikke Paulus’ og Timotheus’ gerninger (eller noget som helst andet menneskes gerninger). Det skyldes, at Gud selv har besluttet det af nåde. Den blev givet til os i Kristus Jesus før evige tider. Det skyldes altså Guds forudbestemmelse, at “vi” tror og er frelst.

Den nåde blev åbenbaret, da Jesus, Den salvede, vores frelser, blev åbenbaret. Han tilintetgjorde døden, dvs. tog magten fra døden, og han bragte liv, uforgængelighed for lyset ved evangeliet.

Det er vigtigt at vide for Timotheus, for alle andre Ordets tjener og for enhver kristen, som må lide ondt for evangeliet. Det kan vi gøre, fordi Kristus har besejret døden og åbenbaret det modsatte: livet, som aldrig skal forgå. Det har vi brug for at høre, fordi synd, vantro og manglende tillid til Gud bor i os og vort kød.

Paulus slutter med, at han selv blev indsat som ‘forkynder’ eller ‘prædikant,’ der proklamerer evangeliet, som ‘apostel,’ som på Jesu Kristi vegne og med fuldmagt fra ham åbenbarer Kristi ord og lære med ord, som Helligånden har lært ham (1 Kor 2,13) og som ‘lærer,’ der forkynder og underviser i evangeliets lære.

Timotheus må ikke skamme sig sig over alt dette. Det samme gælder også Ordets tjenere nu om dage. Desværre er det de allerfleste, der skammer sig over Paulus’ ord og lære, og i stedet sætter deres egen fornuft og tanker i Ordets sted. De vil, som vi skal se, få deres dom.

Luk 12,32-42

Frygt ikke, men stol på Gud (v. 32-34)

V. 32-34 viderefører Luk 12,31 (“Søg derimod hans rige, så skal det andet gives jer i tilgivet”) og opfordrer disciplene, som han kalder ‘lille hjord,’ til ikke at frygte. Er de hjorden, er Jesus naturligvis hyrden. Han er den gode hyrde (Joh 10; Sl 23).

De er hans hjord, ja, hans lille hjord. De syner ikke af meget, hverken kvantitativt eller kvalitativt, hvis man anlægger en “menneskelig” betragtning. Men de tjener en herre, som gør en afgørende forskel.

Jesus begrunder sin formaning eller befaling med, at deres himmelske fader fandt velbehag i at give dem riget. Ligesom i epistlen forankres Guds nåde, frelse og omsorg ikke i noget hos disciplene, men i Guds evige nådevalg. Havde det stået til dem selv, ville de kun have fået evig fordømmelse. I tro har de al nåde og velsignelse (jf. til Ef 1,3-14 i “At gøre alle folk til Jesu disciple [Trinitatis søndag – Matt 28,16-20]“).

At Gud besluttede at give dem riget, indebærer, at han så også vil give dem, hvad de ellers har brug for. De behøver derfor ikke gøre som den rige, der må bygge lader til det, han tror, der skal sørge for ham (jf. At [ikke] være rig hos Gud [1. søndag efter Trinitatis – Luk 12,13-21]).

Umiddelbart synes Luk 12,33 at være en generel befaling om at sælge, hvad de har, og give det som almisse. Det var også, hvad urkirken gjorde (ApG 2,45). Men det fremgår af Luk 12,22, at det er sine disciple, Jesus taler til, hvilket her betyder de tolv. Senere ser, vi at Peter bliver i tvivl om, hvem Jesus taler til, men det er stadigvæk disciplene, dvs. apostlene, som er forvaltere af Guds hemmeligheder (1 Kor 4,1f), som Jesu taler til.

Befalingen til at sælge alt må derfor forstås på linje med det, vi lærte for nogle søndage siden (For mennesker umuligt, for Gud muligt [6. s. e. Trinitatis – Matt 19,16-26; 2 Mos 20,1-17; Åb 3,14-22]). Det er forkyndelse af loven. Det er desuden også meget konkret rettet til apostlene, som senere skulle drage ud i verden for at forkynde evangeliet.

Det er i al fald ikke et generelt forbud mod at have ejendom i det hele taget (jf. Den augsburgske Bekendelse, artikel 16).

Jesus befaler disciplene, at de skal skaffe sig punge, der ikke ældes, en himmelsk skat, der ikke slipper op, og som hverken tyv eller møl truer. Det er ikke noget, de kan fortjene sig til. Det er evangeliet, som de ene og alene får af nåde.

Som med den rige “unge” mand eller rådsherre må de lære at forsage denne verdens goder frem for at sætte sin lid til dem, og de må tage imod evangeliet om Guds nåde og omsorg.

Gør de det, vil det gælde, at hvor deres skat er, vil deres hjerte også være. De må have evangeliet som deres skat. Er pengene deres skat og gud, så vil det før eller siden præge deres tjeneste. Mange er de, som elskede deres (større og større) løn og rigdom mere end evangeliet og den hjord, de som forvaltere var blevet betroet.

Med regnskabsdagen for øje (v. 35-40)

Vær beredte (v. 35f)

Disciplene skal binde op om sig, dvs. være parate, ligesom israelitterne påskenat (2 Mos 12,11). Det billede, Jesus dernæst bruger, har kun en vis lighed med de fem kloge brudejomfruer, der sørger for deres lamper (jf. 2. søndag i advent – Matt 25,1-13).

For Jesus beder her disciplene gøre som dem, der venter på at deres herre bryder op fra brylluppet, formentlig sit eget bryllup! Når han kommer og banker på for at blive lukket ind, så skal de være parat til straks at lukke op for ham. Det er altså ikke brudejomfruerne, Jesus sammenligner med, men tjenerne derhjemme. Det passer fint med, at disciplene jo er hans, Kristi, tjenere.

Saligprisning (v. 37f)

Jesus priser de tjenere salige, som er årvågne, når han kommer. At være salig er her en objektiv tilstand. Det betyder nemlig, at de får frelse og evigt liv. Salighed er en følge af syndernes forladelse  og retfærdiggørelsen (Rom 4,6-8; Sl 32,1; 1,1). Det er en lykke, men det betyder ikke, at man nødvendigvis altid føler sig lykkelig.

1992-oversættelsen taler om, at tjenerne er “vågne,” men verbet grêgoreô betyder ikke ‘at være vågen,’ men ‘at være årvågen.’

Under normale omstændigheder er det jo tjenerne, der tjener deres herre, når han vender hjem. Men her er det omvendt, fordi det ikke er et normalt tjener-herre-forhold, Jesus taler om.

Jesus lover dem med et højtideligt løfte, at han vil binde kjortlen op på tjenermanér, lade dem sætte sig ved bordet i Himmeriget og tjene dem. Det er et stort løfte, at Guds Søn, som er vores frelser og opretholderen af himlen og jorden, vil sørge for os ved festen frem for omvendt.

Men det er faktisk, hvad der allerede sker. For når der holdes nadver, er Kristus selv tilstede og uddeler sit legeme og blod gennem præstens forvaltning af nadveren. Var Kristus ikke tilstede, ville vi naturligvis ikke kunne få hans legeme og blod.

Fuldendelsen er altså en fortsættelse af nadverfællesskabet, men den overgår naturligvis nadveren, for i fuldendelsen skal vi se Jesus som han er og blive ham lige (jf. 1 Joh 2,28-3,2).

Det kan være, det trækker ud med Kristi komme – helt til den anden eller endog tredje nattevagt. Men de er salige, som våger på det tidspunkt. Pointen er naturligvis ikke, at man ikke skal sove, fysiologisk set. Pointen er, at vi skal vide, hvor vores skat er, hvad enten vi er vågne eller sover.

Tyverisikring (v. 39f)

Jesus vælger et nyt billede, nemlig risikoen for at få besøg af en tyv og foranstaltningerne for at forhindre indbrud.

Her tænker Jesus på en tyv, som graver sig vej, enten gennem væggen eller måske gennem taget (jf. det beslægtede verbum i Mark 2,4). Det siger sig selv, at hvis man ved, hvornår tyven kommer, vil man ikke tillade, at han laver hul i huset og stjæler.

Men det ved man jo ikke, så lidt som disciplene ved, hvornår Jesus kommer igen. Derfor skal de simpelt hen være rede. Menneskesønnen (jf. Dan 7,13, 19. søndag efter Trinitatis – Mark 2,1-12 og Sidste søndag i kirkeåret – Matt 25,31-46) kommer i den time, som disciplene ikke mener (han kommer i).

Peters spørgsmål og Jesu svar-spørgsmål (v. 41f)

Peter vil vide, om lignelsen drejer sig om dem eller om andre. Jesus svarer med et spørgsmål, som viser, at det er disciplene og alle andre forvaltere, dvs. præster og prædikanter.

Hvem er det, som jeg nu beskriver, spørger han i virkeligheden. Jo, det er en ‘forvalter.’ En forvalter er jo en, der driver ejerens virksomhed på hans vegne og efter direktiver udstedt af ham. Ordets tjenere, som forkynder evangeliet og rækker sakramenterne, er netop forvaltere ifølge 1 Kor 4,1f.

Men der er desværre to slags. Den første er dem, der er tro og klog. De retter sig efter ejerens forskrifter og bærer sig klogt ad i deres arbejde.

Det arbejde, de er sat til at varetage, er at give deres herres tjenerskab deres afmålte kost, ‘madration,’ ’til tiden.’ Lukas bruger ordet terapeia, som er sjældent i denne betydning. Matthæus bruger derimod ordet ‘slave/tjener’ (gr. doulos), som er gængs, ligesom Lukas gør i her i vers 43.

Uanset det sjældne ord er det klart, at Jesus taler om dem, der har fået til opgave at sørge for, at deres medtjenere får den rette føde til den rette. Det er netop præster og prædikanter.

Dermed har Jesus svaret på Peters spørgsmål. Det er dem og deres medældste, Jesus taler om (jf. 1 Pet 5,1-4).

Endnu en saligprisning og en belønning (v. 43f)

Jesus priser den tjener salig, som gør således, når han kommer igen på det uventede tidspunkt. Jesus siger faktisk, at salig er den, der ‘findes således,’ når Herren kommer igen. De skal ‘findes tro,’ som Paulus skriver (1 Kor 4,2). Dermed menes, at det ikke er nok, at de selv mener det, men det skal være sådan, at deres Herre mener, at de er det.

Derfor er det naturligvis afgørende, at de har fået en ordentlig oplæring, så de så at sige ikke tjener efter regler, som de selv eller andre mennesker har fundet på, men efter Kristi egen befaling og indstiftelse.

Den lutherske kirke er ikke en kasuistisk kirke. Der er ikke detaljerede forskrifter for alt muligt. Men forkyndelsen skal være læremæssigt ren. Forvaltningen af sakramenterne skal dels anvende de ord, vi har fået befaling om at anvende ved dåb og nadver, dels være i overensstemmelse med Skriftens lære generelt. Her er der meget, der burde ryddes op i. Det fordrer denne tekst. Men man kan naturligvis vælge at prædike over Luk 18,1-8 i stedet for.

Som udtrykket ‘gørende således viser,’ er det ikke nok at have en ret forvaltning af sakramenterne i munden. Det er også praksis, det drejer sig om.

Jesus lover endog, at han vil sætte en sådan tro og from tjener over alt, hvad han ejer. Større belønning for tro tjeneste kan man ikke få. Den tro og fromme tjener får del i Kristi kongedømme.

Den onde og grusomme tjener (v. 45f)

Desværre er der altså også en anden slags tjener. Det er den tjener, som siger i sit hjerte, dvs. tænker, at min herre er længe om at komme. Han opfører sig derfor, som om der ingen retningslinjer er, ingen kærlighed og omsorg er, og ingen dom. Han er med andre ord ond.

Fordi han er ond, opfører han sig grusomt over for dem, han egentlig skulle sørge for. Han begynder, siger Jesus, at slå på både de mandlige og de kvindelige tjenere. Det er muligt, at man skal forstå de græske ord som ‘karlene og (tjeneste)pigerne,’ sådan som 1948- og 1992-oversættelserne gør. Men det er også muligt, at der er tale om personlige tjenere.

Under alle omstændigheder taler Jesus om alle dem, der er hans personlige tjenere, ikke forvalternes egne tjenestefolk. Det er altså præsternes medkristne.

Det, Jesus her taler om, er de præster og prædikanter, som ikke sørger for evangelisk føde.

Lad jer ikke føre på afveje af alle mulige fremmede lærdomme; for det er godt, at hjertet styrkes af nåden. (Hebr 13,9)

Der er mange måder at være grusom på. Men fælles er i bedste fald, at man ikke forkynder evangeliet rent i ord og praksis, så hjerterne kan styrkes af nåden. Når man ikke gør det, så betyder det også, at loven heller ikke forkyndes, så det ubetinget afslører vores synd. I stedet sniger det sig ind, at man må opfylde loven på den ene eller anden måde for at blive frelst og/eller bevare frelsen. Eller det sniger sig ikke ind, men er en eksplicit vranglære som i pavedømmet. Det er grusomt over for tilhørerne, men det er især grusomt over for anfægtede, som frygter for, at de ikke bliver frelst.

I værste fald forkyndes der ikke noget evangelium, men blot mennskelig visdom, hvis man i det hele taget gør det.

Er der mennesker, der mister troen på grund af grusom forkyndelse, har prædikanten et tungt ansvar, for det menneske, der ikke dør i troen på Jesus Kristus, går jo fortabt. Det sker i strid med Guds vilje, som jo vil, at “alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2,4).

Men en sådan ond tjener er ikke kun grusom over for dem. Han lever også et skændigt liv, fremgår det videre. Han æder og drikker sig fuld, hvilket må betyde, at han så at sige tager det, de andre skulle have haft. Han selv får altså heller ikke den rette ration, dvs. en sand forkyndelse af lov og evangelium, men får usund kost, som kommer til at koste ham hans åndelige liv.

En sådan tjeners herre kommer uventet. Tjeneren venter ikke den dag, og han kender ikke den time. Han er med andre ord helt uforberedt. Når man reelt ikke tror, at Jesus kommer igen for at dømme levende og døde, så bliver det også uvigtigt at lære om de sidste ting og at være forberedt. Det er det, vi generelt ser nu om dage.

Hans herre vil ordret ‘dele ham i to,’ dvs. sønderhugge ham. Han vil få lod og del med de vantro. Han går fortabt i Helvedes pine. Jeg må indrømme, det er svært at forstå, at der er præster og forkynder, der tør ignorere sådanne ord. Men det skyldes jo, at de ikke kun skal få lod og del med de vantro, men faktisk er vantro.

At handle mod bedre vidende og at handle uden nødvendig viden (v. 47-48a)

Pointen i v. 47-48a er forskellen mellem at handle mod bedre vidende, dvs. vide, hvad man burde gøre, men ikke har forberedt eller udført det, der skulle gøres, og at handle dadelværdigt uden at kende sin herres vilje. Den første vil få en hård straf, den anden en mild(ere) straf.

Man skal altså ikke påtage sig eller overdrages at være forvalter af Guds hemmeligheder uden at vide, hvad man skal og ikke skal. Der er med andre ord tale om en profession, hvor man skal følge professionelle standarder, akkurat som gælder f.eks. læger og advokater. Uvidenhed er ikke nogen undskyldning, når man kunne og burde have skaffet sig den nødvendige viden (jf. Kretzmann).

Men kender man de professionelle standarder: den rene lære, den rette skelnen mellem lov og evangelium, den rette forvaltning af dåb og nadver, men ikke har gjort de nødvendige forberedelser og udført det, der skulles, så vil man få en streng straf.

Kravene til den, der har fået meget og fået meget betroet (v. 48b)

Jesus slår det indlysende fast. Disciplene har fået meget givet: Guds nåde, evangeliet, Helligånden og måske også jordisk gods (siden der var noget, de kunne sælge). Det forpligter. Man skal forvalte sine jordiske gaver og sine mentale og åndelige gaver så godt, som det er muligt (jf. Søndag septuagesima – Matt 25,14-30).

Men det forpligter ikke til, at de så skal yde med deres egne ressourcer. Derimod skal de lade Gud virke både at ville og at virke i dem. Det skyldes Gud, at en tjener dur til noget (2 Kor 3,5).

Hvis man har fået meget betroet, vil der blive krævet meget. Kristi tjenere har netop fået meget betroet: Guds hemmeligheder, som har kraft til at frelse mennesker. Derfor er kravene til dem også store.

Fatale byggeskader (8. s. e. Trinitatis – Matt 7,22-29; Mika 3,5-7; 1 Joh 4,1-6)

Læsningerne

Læsningerne til 8. søndag efter Trinitatis efter anden række – i Folkekirken falder denne søndag i 2008 på den 13. juli – advarer alle mod falske profeter, som ikke blot selv går fortabt, men leder deres tilhængere i fortabelse. 5. søndag efter Trinitatis var Apostelsøndagen, som bl.a. handler om nøglemagten. Denne søndag – og næste søndag, hvis man vælger Luk 12,32-48 – handler bl.a. om, hvordan hyrderne og lærerne (præsterne; prædikanterne) skal varetage deres embede.

Profeten Mika gengiver i Mika 3,5-7 Herrens dom over de levebrødsprofeter, der vildleder Guds folk. Gud vil ikke svare den slags, men tværtimod overlade dem til åbenbaringsløshedens mørke, som fører til fortabelse.

Jesus advarede kraftigt mod falske profeter i Matt 7,22-27. Afsnittet begynder i Matt 7,15. Jesus siger i Matt 7,21, at “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” I det følgende forklarer Jesus, at det både gælder dem, der giver sig ud for at forkynde Herrens ord, og dem, der ikke følger Jesu advarsel mod falske profeter og vranglærere. Lytter man til vranglære og falsk profeti, bygger man et åndeligt hus, der ikke vil blive stående på dommedag.

I sit første brev, 1 Joh 4,1-6, følger kærlighedens apostel op på Jesu advarsel mod falske profeter. Johannes viser, at sande profeter og forkyndere har en ret lære om Kristus og lytter til apostlenes ord, mens falske profeter ikke bekender ham og ikke vil høre på apostlene. Sådanne falske profeter går Anti-krists ærinde. Der er en stor strid mellem Anti-krist og Gud, mellem sandhedens Ånd og vildfarelsens ånd(emagt). Men Kristus har sejret, og takket være Ham, evangeliet og Hans Ånd vil også de kristne sejre over de falske profeter.

8. søndag efter Trinitatis advarer en af Det gamle Testamentes profeter, Jesus selv og en af hans apostle altså mod falsk profeti og vranglære og kræver en ren forkyndelse.

Lektien i Mika 3,5-7

Profeten Mika virkede omtrentlig i anden halvdel af det 8. århundrede f. Kr., på den tid, hvor også Esajas profeterede.

Profeten Mika er ikke en falsk profet, men bringer det videre, som Herren har befalet ham at sige. I modsætning hertil er der ‘profeterne, som vildleder mit folk,’ som Herren lader Mika sige.

Profeterne er levebrødsprofeter. De taler om fred, når bare de får noget at tygge på. Men gør de ikke det, forbereder de sig kultisk på hellig krig, dvs. de truer med hellig krig mod dem, der ikke giver dem noget i munden.

Oversat til moderne dansk betyder det, at man hellere siger, hvad der forventes, end risikerer sit embede eller arbejde.

Ansvaret er ikke kun profeternes eller folkets, for der er jo tale om et samspil.

Fordi hverken folket eller deres prædikanter vil høre, hvad Herren faktisk har sagt og siger, så vil Gud ikke længere give åbenbaringer eller vejledning. Dagen skal billedlig talt blive til nat (v. 6).

For de, der har givet sig ud for at være seere eller spåmænd, skal blive til skamme og spot. Seerne var (ellers) dem, som Gud giver åbenbaringer i syner, sådan som Daniel (jf. Dan 7,1) og apostlen Johannes (Åb 1,1-2) fik det. Spåmænd er profeter eller folk, der kan få konkret svar på konkrete forespørgseler til Gud.

Når seerne ikke længere kan se syner, fordi Gud forhindrer dem, så vil de komme til at stå skamfulde, og deres falske syner vil blive afsløret. Når spåmænd ikke længere kan give sig ud for at få svar, bliver de naturligvis til spot og spe. Så skjuler de deres ansigt, akkurat som forbrydere ikke vil ses nu om dage. Denne dom fra Guds side foregriber den dom, som falske profeter vil få for deres gudløshed.

Mika fortsætter i øvrigt med at belære folket om, at det er anderledes med hans tjeneste.

Men jeg er fyldt med kraft ved Herrens ånd, med ret og med styrke, så jeg kan fortælle Jakob dets overtrædelse og Israel dets synd.

Epistlen i 1 Joh 4,1-6

Prøv, om ånderne er fra Gud (v. 1)

I dette afsnit fra Johannes’ første brev advarer Johannes mod at tro enhver “ånd.” Med ‘ånd’ menes der måske det samme som ‘profet’ eller ‘falsk profet,’ afhængig af om det er en ‘ånd’ fra Gud eller ej. Men måske er ordet også valgt, fordi der i dem virker en ånd: enten Helligånden eller Antikrists ånd, dvs. enten Guds Ånd, skaber tro ved evangeliet, eller en åndemagt, som ikke er fra Gud, men får folk til at tro på de falske profeter og deres ikke-evangelium (jf. Gal 1,6-9).

Paulus taler i 1 Kor 12,10 om nådegave til at skelne mellem ånder (gr. diakriseis pneumatôn). I den periode, hvor der stadigvæk var mennesker, der via apostlene havde fået profetiens nådegave, lige som andre havde fået tungetalens, var der brug for at kunne skelne ånder. For der var nogle, der uretmæssigt gav sig ud for at få profetier, dvs. budskaber direkte fra Gud.

Det er der stadigvæk. Dem kan man afvise, fordi der ikke længere er mulighed for at få sikkerhed for, at de faktisk er profeter. Tværtimod er der ikke længere profeter, for Guds Ord er blevet åbenbaret for os i den udstrækning, vi har brug for.

Det betyder desværre ikke, at man så er sikret, hvis folk ikke kalder sig profeter eller henviser til, at de har fået profetier fra Gud. Nogle vil – som paven – gøre krav på at have en myndighed, så de kan bestemme, hvad der er ret lære, også selv om det går ud over Skriftens lære.

Andre går – bevidst eller ubevidst – mere diskret frem. Man vil ikke føje noget til eller trække noget fra, siger man. I stedet forsøger man sig med omtolkninger af den lære, vi har fået åbenbaret i Skriften. Men omtolkninger er ikke bedre end åbenlyse modsigelser eller tilføjelser. De er tværtimod farligere, fordi de lettere bedrager folk flest.

Johannes advarer altså mod sådanne ånder, som Gud ikke har sendt. Selv om vi ved, at der ikke længere er nogen, der får profetier fra Gud, så betyder det ikke, at der ikke er mange, der hævder at få det. Kirkehistorien er fulde af den slags. Profetinden Ellen G. White, som grundlagde Syvende Dags-Adventistkirken, er blot en af mange sådanne. Som Johannes skriver, er der draget mange falske profeter ud i verden.

Derfor skal man prøve, om ånderne er fra Gud. Verbet ‘prøve’ (gr. dokimazô) betyder, at man skal undersøge noget grundigt og på den baggrund vurdere, om det er i orden. Der er altså ikke tale om, at man skal forsøge sig med “trial and error” eller “trial by error.” Dertil er forkyndelsen alt for vigtig.

Skal man prøve, om ånderne er fra Gud, må man naturligvis vide, hvilke kriterier man skal anvende. Johannes anfører nogle i det følgende, men det betyder ikke, at det er de eneste kriterier, der findes. De var blot særligt aktuelle for brevets modtagere.

I dag må man sørge for at få dokumenteret, at en kandidat til præste- eller prædikantembede kender den lutherske lære og står inde for den. Han må heller ikke leve et liv i strid med Skriften. Paulus skriver i 1 Tim 3, at en tilsynsmand, dvs. en præst, skal være ‘en god lærer’ (gr. didaktikos).

Det kræver, at man ved, hvad man skal lære, dvs. prædike og undervise i, og at man ved, hvordan man skal gøre det. Det er ikke først og fremmest en masse pædagogik, selv om det i et vist omfang er udmærket. Vigtigere er nemligere, at man kan skelne mellem lov og evangelium både i forkyndelse og i sjælesorg.

Guds Ånds kendetegn (v. 2)

Johannes skriver, at vi kan kende Guds Ånd, Helligånden, på det efterfølgende. ‘Enhver ånd,’ siger Johannes og taler dermed om dem, som Ånden virker igennem, er karakteriseret ved at bekende, at Jesus er Kristus og kommet i kødet.

Verbet ‘bekende’ (gr. homologeô) betyder ‘at sige det samme.’ For at bekende er at sige det samme, som Ånden har åbenbaret. Det kan ske direkte, sådan som det er tilfældet med sande profeter og apostlene. Eller det kan ske indirekte gennem Skriften, sådan som det gælder forkyndere, der skal tale som Guds Ord (1 Pet 4,11), og enhver kristen, der aflægger sin bekendelse for Gud og mennesker.

Indholdet er, at Jesus er Kristus, dvs. at Jesus er Ham, som Gud forjættede Israel og os i Det gamle Testamente (jf. ““Du er … den levende Guds Søn” [5. s. e. Trinitatis – Matt 16,13-26; Jer 1,4-9; 1 Pet 2,4-10]“). Det drejer sig ikke kun om de steder, hvor termen Kristus er brugt om frelseren (Sl 2,2). Det drejer sig også om alle de steder, hvor der er profeteret om den samme frelser, uanset term.

Det er en bekendelse, som omfatter, at Jesus er sand Gud og sandt menneske (jf. “18. søndag efter Trinitatis – Matt 22,34-46” til Sl 2 og Sl 110; “19. søndag efter Trinitatis – Mark 2,1-12” og “Sidste søndag i kirkeåret – Matt 25,31-46” til Dan 7,13).

Det afgørende er, at Guds Søn blev menneske, fordi det var nødvendigt, for at vi kan blive frelst. For vi er syndere, der umuligt kan frelse os selv. Derfor måtte Gud gøre det umulige (jf. “For mennesker umuligt, for Gud muligt [6. s. e. Trinitatis – Matt 19,16-26; 2 Mos 20,1-17; Åb 3,14-22]“).

Det er altså ikke kun tonaturlæren, der skal læres, prædikes og undervises korrekt om. Kristi gerning er uløseligt forbundet med Kristi person. Fornægter man tonaturlæren, fornægter man i realiteten også Jesu frelsergerning. Man fornægter i virkeligheden også læren om Jesu reale nærvær i  nadverelementerne (jf. straks nedenfor).

Det er i og for sig blot en tydeliggørelse af det, Johannes allerede har skrevet, når han skriver, at Jesus er Kristus, ‘kommet i kød.’ For ellers kunne der jo ikke være tale om Jesus. Jesus er jo ham, der blev undfanget i jomfru Maria ved Helligånden (jf. “Ekstra: Juleaften – Matt 1,18-25“).

Når Johannes alligevel skriver det, er forklaringen måske, at der var nogen, der benægtede dette. Dermed viste de sig som vantro, som sætter deres fornuft over Guds Ord.

Perfektumsformen ‘kommet’ (gr. elêluthota) henviser til, at Jesus er i en tilstand af kød. Det er altså ikke kun noget, der gjaldt før hans opstandelse og himmelfart, men Jesus blev kød (jf. Joh 1,14) og er stadig kød (men naturligvis ikke kødelig).

I sit andet brev skriver Johannes derimod, at bedragerne ikke bekender, at at ‘Jesus er Kristus, kommende i kød’ (2 Joh 7). Det kan måske betyde, at de benægter, at Jesus er Kristus, som vil komme i kød, nemlig når han kommer igen. Men det er nok mere sandsynligt, at det betyder, at de benægter, at Jesus er Kristus, som kommer i kød.

Jesus kommer nemlig i kød, når han er til stede, hvor hans ord forkyndes, også selv om han er usynlig. Han kommer ‘i kød,’ når han kommer og skænker os sit hellige legeme og blod i nadveren. Begge dele fornægtes af bedragerne. Derfor var Luther og de lutherske reformatorer stærkt kritiske over for zwinglianerne og calvinisterne.

Enhver ånd, som benægter dette, er ikke fra Gud. Men enhver ånd, der bekender det, er af Gud, for det bekender man kun, når man er kommet til tro på det ved Helligåndens virke.

Antikrists ånd (v. 3)

Antikrist i Første Johannesbrev

En ånd, der ikke bekender det, som apostlene har fået åbenbaret og derfor bekender, er ikke af Gud. Det er Antikrists ånd.

Ham har menighederne hørt om, og denne ånd er allerede virksom, skriver Johannes (jf. 1 Joh 2,18). Paulus taler om ‘den ånd, der nu er virksom i ulydighedens børn’ (Ef 2,2; 1948-oversættelsen).

Antikrist er, som navnet siger, en, der er imod eller som vil træde i stedet for Kristus. Tidligere i sit første brev har Johannes skrevet om, at den, der benægter, at Jesus er Kristus, er en løgner. Ja, fornægter man Faderen og Sønnen, er man en antikrist (1 Joh 2,22). Der er allerede mange antikrister. Det viser, at det er den sidste time, dvs. de sidste tider (1 Joh 2,18). ‘Antikrist(us) kommer’ (gr. antichristos erchetai), skriver Johannes og bruger det ord om hans komme, som Daniel 7,13 og NT bruger om Kristi genkomst.

Som med så mange andre spørgsmål er det ikke tilstrækkeligt blot at finde de steder, hvor termen ‘antikrist’ findes, for at bestemme, hvad begrebet dækker over. Det er også vigtigt at finde de steder, som handler om det samme.

Antikrist i Åb 12–13

Efter manges opfattelse kommer Johannes’ Åbenbaring ind på Antikrist i Åb 12–13. Tolkningshistorien er meget varieret. Reformatorerne mente, at paven var antikrist (mere nedenfor). Det var naturligvis en ubehagelig tolkning for de pavekirkelige teologer. En strengt tidshistorisk eller en streng futurisk tolkning var mere acceptabel, og det er derfor ikke underligt, at de pavekirkelige teologer argumenterede for en af disse tolkninger.

Det vil føre for vidt at gå ind i en nærmere analyse af Åb 12–13. Meget tyder på, at dragen, dyret fra havet og dyret fra jorden er bevidst beskrevet, så de modsvarer Faderen, Sønnen og Helligånden. Nogen egentlig treenighed er der naturligvis ikke tale om. Dragen er ‘den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan’. Han er ‘den, som forfører hele jorden’ (Åb 12,9). Han vil blive kastet i ild- og svovlsøen sammen med de to andre, som fra kap. 16,13 kaldes ‘dyret og den falske profet’ (Åb 20,10).

Uanset hvad man ellers måtte mene om disse tekster, er dragen udtrykkelig ‘den gamle slange,’ dvs. Satan, som fristede Adam og Eva. Han er altså en personlig åndsmagt (“den onde”). Og hans mål er at forføre hele jorden. Det sker ved hjælp af dyret fra havet, som fremstilles som modsætningen til Kristus (se særligt Åb 13,3).

Og alle, der bor på jorden, vil tilbede det, enhver, hvis navn ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog, det slagtede lams bog. (Åb 13,8)

Det afgørende er altså, om ens navn står i livets bog, det slagtede lams bog. Det er frelsen, der er tale om. Derfor bliver det afgørende naturligvis, hvad der frelser. Det svarer Det nye Testamente meget klart på.

Tror man på evangeliet om syndernes forladelse for Jesu Kristi skyld, så regnes ens tro en til retfærdighed.

Hvad skal vi da sige, at Abraham, vor kødelige stamfader, har opnået? Hvis Abraham blev retfærdiggjort af gerninger, har han jo noget at rose sig af; dog ikke over for Gud. Hvad siger nemlig skriften? »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« Men den, som har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste; anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfærdiggør den ugudelige: ham regnes hans tro til retfærdighed. Således priser også David det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: »Salige de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult; salig den mand, som Herren ikke tilregner synd!« (Rom 4,1-8)

Satan og Antikrists virksomhed går derfor ud på at forføre hele jorden til vantro, til ikke at tro på Guds Lam, som har båret al verdens synd, og ønsker, at alle skal frelses og komme til erkendelse af sandheden (jf. 1 Tim 2,4).

Antikrist i 2 Thess 2

I Andet Thessalonikerbrev taler Paulus om Jesu Kristi komme og sammenføringen med ham (v. 1). Nøgternhed er påkrævet (v. 2). Han advarer os mod at lade os bedrage (v. 3a).

Inden Kristus kommer, skal ‘frafaldet’ komme (v. 3b). Jesus selv spørger i Lukas 18 (som kan vælges som prædiketekst 9. søndag efter Trinitatis, altså søndagen efter denne), om Menneskesønnen (overhovedet) vil finde troen på jorden (Luk 18,8).

Lovløshedens menneske skal åbenbares. Paulus kalder ham også ‘fortabelsens søn’ (2 Thess 2,3). Lovløshed taler Jesus om i dagens evangelium. Lovløshed er forkastelsen af Guds vilje på enhver måde. Derfor er det også forkastelsen af Guds frelsesvilje.

Det betyder blot ikke, at det så er et sekulært menneske. Han er ifølge v. 4 en, der sætter sig imod og ophøjer sig over alt, som kaldes gud og gudsdyrkelse (gr. sebasma). Det faktiske resultat (jf. gr. hôste) er, at han sætter sig i Guds tempel og hævder om sig selv, at han er Gud. Det har Paulus allerede lært dem, da han oplærte dem (v. 5).

Det er ikke, om man så må sige, “kirke-politisk korrekt” at identificere dette lovløshedens menneske. Men det ændrer ikke på, at der findes et kirkeligt embede, der har ophøjet sig over Gud og gudsdyrkelse. Når paveembedet mener at kunne udtale sig ufejlbarligt (efter de regler, der nu engang findes for det), så er der tale om en kirkelig leder, der tilsidesætter Guds lov og evangelium. Guds lov bliver tilsidesat, idet de pavekirkelige teologer ligesom farisæerne ikke lader loven afsløre, at et menneske overhovedet intet kan gøre til sin frelse, hverken før eller efter at man har fået troen. Evangeliet blev tilsidesat og fordømt, da retfærdiggørelseslæren blev fordømt af Tridentinerkoncilet. Denne fordømmelse er ikke tilbagekaldt (jf. pastor Magnus Sørensens artikel om “Retfærdiggørelsen og Romerkirken“).

Det er et sørgeligt tegn på manglende forståelse og tilslutning til retfærdiggørelseslæren, når man(ge) tager så let på romerkirkens fordømmelse heraf. Det er et sørgeligt tegn på manglende teologisk kompetence, når man lader sig berolige af pavekirkens floromvundne formuleringer.

Tilbage i 1 Joh 4,3

Den ånd, ja, enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud. Fornægtelsen af Jesus har mange former, men det drejer sig dog dybest set om fornægtelsen af retfærdiggørelsen ved tro på Jesu Kristi person og gerning. Sådan er Antikrists ånd, der skal komme, men også allerede er i verden. Sådan er alle de antikristelige ånder, prædikanter og falske profeter.

Det er fælles for dem, at de bygger på sand. Når dommen kommer (om ikke før), vil det vise sig, at deres lære ikke kan frelse.

Han, som er i jer, er større (v. 4)

Johannes kan dog heldigvis sige til sine læsere, at de er af Gud. De fornægter ikke Jesus Kristus. De har derimod besejret de falske profeter og de falske ånder. Det har de gjort i og med, at de har aflagt den gode bekendelse og ikke lyttet til falsk profeti og vranglære.

Det skyldes ikke deres egne kræfter, men at ‘han, som er i jer’ er større end ‘han, som er i verden’ (v. 4). Kristus, som er i de troende (jf. Joh 14,20; 15,4.7; se mere bl.a. i ” ‘Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de … være hos mig’ [6. s. e. påske – Joh 17,20-26]“), er altså større end Djævelen.

Takket være Kristus og hans evangelium kan vi overvinde falske profeter og falske ånder.

Falske profeter og verden (v. 5)

Falske profeter og antikristelige ånder har ikke deres budskab fra Gud. De er ‘af verden.’ De stammer fra og er karakteriseret af det, der gælder den faldne og gudløse menneskehed. De henter form og indhold i denne verden, og derfor er det ikke så underligt, at verden vil lytte til dem. Paulus taler om, at folk vil “skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører”(2 Tim 4,3f).

Traditionelt har den lutherske kirke forlangt en omfattende akademisk uddannelse af prædikanterne. De skulle nemlig studere Guds Ord på grundsprogene, så de og menighederne kunne være sikre på, at de kendte evangeliet. Uddannelsen af præster er under hastig forandring, for man henter ikke længere idealet i Skriften, men i verden.

Nu om stunder er der utallige måder, hvorpå prædikanter tilpasser sig verden. Nogle vælger indhold direkte fra verden: fra filosofien, fra litteraturen og de øvrige kunstarter eller fra medierne. Andre mener ikke at vælge indhold, men kun form. Men også formerne forkynder. Også de strategier, man vælger for at trække folk til, forkynder. Hvad enten der er tale om verdslig indhold eller verdslig form, så forkyndes der, at man er af verden og taler af verden. Så lytter verden. Popularitet er derfor ikke noget holdbart kriterium. Det afgørende er, hvem man bliver “populær” hos.

Apostlene, Gud og Guds børn (v. 6)

Apostlen Johannes er af gode grunde ikke i tvivl. Han og de øvrige apostle (jf. 1 Joh 1,1-4) er af Gud. Derfor er det også sådan, at den, der kender Gud, lytter til dem. Sådan må det også være, for man kan ikke komme til at kende Gud undtagen gennem den åbenbaring og de hellige skrifter, som apostlene skulle skrive (jf. Joh 16,13). Bliver man i Jesu ord, er man virkelig hans disciple (jf. ” ‘Sandheden skal gøre jer frie’ [4. s. e. påske – Joh 8,28-36]“). Så vil man også sørge for at prøve ånderne, så man ikke udsætter sig selv og sin menighed for vranglære.

Det er altså omvendt, at den, der ikke er af Gud, lytter heller ikke til apostlene. Det kan formuleres på mange måder. Men vil man omtolke de kanoniske Skrifter i NT, eller tilsidesætter man nogle af disse skrifter, f.eks. med begrundelsen, at “det er bare Paulus,” så har man selv inkluderet sig blandt dem, der ikke er af Gud.

Det er altså sådan, slutter Johannes, at man kan kende – og derfor skelne – mellem sandhedens Ånd og vildfarelsens ånd.

Evangeliet i Matt 7,22-29

Med evangeliet i Matt 7,22-29 slutter Bjergprædikenen. I Matt 7,13f forklarer Jesus om de to porte og de to veje bag, der fører til henholdsvis Himmel og Helvede, frelse og fortabelse. Derfor er det helt afgørende at vogte sig for falske profeter, som uretmæssigt giver sig ud for at for at formidle åbenbaringer fra Gud. Det er i forlængelse heraf lige så farligt at lytte til falsk lære, dvs. prædikanter, som ikke holder sig til den lære, der er åbenbaret profeterne og apostlene og skrevet ned i De hellige Skrifter (jf. 1 Pet 4,11; 2 Tim 3,15-17).

Det farlige ved de falske profeter og prædikanter er, at de ikke ligner det, de er, nemlig folk, der er ude efter menigheden, og som fører dem i fordærv, ja, i fortabelse. I stedet foregiver de selv at være får, dvs. kristne. På baggrund af Jesu advarsel er det svært at forstå, at der er nogle, der finder sig i præster og prædikanter, som ikke engang forsøger at ligne får. Det sætter store spørgsmålstegn ved, om sådanne mennesker er Jesu får i det hele taget, eftersom Jesu får bl.a. er karakteriseret ved at lytte til Jesu røst og ikke lytte til fremmede hyrder (Joh 10,3-5).

Man skal kende dem på deres frugter. Det kan betyde, at man skal kende dem på deres liv og opførsel (jf. “1. søndag i fasten – Luk 22,24-32“). Der er snævre grænser for, hvordan en præst bør kunne behandle sin menighed. Men falske profeter er jo først og fremmest kendetegnet ved at være nogle, der taler. Derfor er deres frugter deres forkyndelse.

Om deres frugter er gode eller dårlige må altså i dag først og fremmest vurderes på, om deres forkyndelse er i overensstemmelse med Guds Ord. “Hvis en taler, [skal han tale] som Guds ord,” skrev apostlen Peter.

En falsk profet er en, der ikke i et og alt holder sig til Skriften i sin forkyndelse. En falsk profet er også en, der forkynder uden at være kaldet. De to ting hænger sammen (Jer 14,14f; 23,14.25f; 34,15; Ez 22,28). De, der forkynder evangeliet, skal være sendt (jf. Rom 10,15). Forkynder man uden at være sendt, er man enten så uvidende om det embede, man skal varetage, at det i sig selv er diskvalificerende. Eller man fornægter Skriftens lære om kaldet. Skal man forkynde evangeliet og række sakramenterne skal man være retteligt kaldet (Den augsburgske Bekendelse, artikel 14).

Jesus taler til apostlene, som naturligvis har et særligt ansvar for at værne folket mod falske profeter. Men Bjergprædikenen er ikke kun rettet til apostlene. Hele menigheden har et ansvar for at tage sig i agt for falske profeter ved at holde øje med, hvad prædikanterne forkynder, og hvordan de lever (jf. Joh 10 og “ ‘Mine får hører min røst’ [2. s. e. påske – Joh 10,22-30]“).

Jesus slutter med lige inden evangeliet at sige, at “kun den, der gør min himmelske faders vilje,” skal komme ind i Himmeriget (Matt 7,21). Guds vilje er ikke kun, at vi skal gøre gode gerninger (jf. Rom 13,8-10), men også, at evangeliet skal forkyndes rent og purt og sakramenterne forvaltes, sådan som Kristus har befalet (jf. meget mere i “At gøre alle folk til Jesu disciple [Trinitatis søndag – Matt 28,16-20]“).

Ja, det er vigtigere end alt andet. Nok kan en prædikant blive til offentlig forargelse, hvis han synder groft, og det bliver opdaget. Men forkynder han falsk lære, f.eks. ved at sammenblande lov og evangelium, risikerer han, at hans forkyndelse ikke bliver til frelse, men fortabelse. Det går altså ikke kun ud over ham selv (Matt 7,21), men også dem, der lytter til ham eller hende, og går fortabt.

De falske profeters forsvarstale (v. 22)

Jesus forklarer, hvordan mange skal forsvare sig over for ham på dommedag. De vil kalde ham “herre, herre,” som om de respekterer ham særdeles højt. Men det er kun noget, de har i munden, for havde de virkeligt betragtet ham som deres herre, havde de ikke taget ordet i menigheden uden at være kaldet, og de havde ikke forkyndt noget, de ikke havde fået fra Gud, enten direkte (falske profeter) eller indirekte (vranglærere).

De mener at have profeteret i Kristi navn. De har brugt hans navn, men han havde ikke kaldet dem, og det var ikke hans lære, de forkyndte og underviste i. De mente også, at de havde uddrevet dæmoner. Måske så det sådan ud for mennesker, men ikke for Kristus. Endelig mener de også have gjort mange kraftfulde gerninger.

Det er ikke tilfældigt, at Jesus nævner falsk profeti, dæmonuddrivelse og kraftfulde gerninger eller undere. For falske profeter og vranglærere har ofte haft en særlig “interesse” for disse “spektakulære” gerninger. Skal man overbevise folk om, at de ikke skal lytte til en saglig, bibelfunderet forkyndelse, må man have dem til at blive imponeret og glemme Skriften. Det oplever vi også i vore dage, hvor den ene bølge efter den anden oversvømmer de kirker og kristne, som ikke er funderet i læren eller som hellere vil imponeres end in-doktrin-eres, dvs. lære den rette lære.

Jesus kender dem ikke (v. 23)

Jesus svar er, at så vil han “bekende” for dem, at han aldrig har kendt dem. De skal derfor vige bort fra ham, nemlig i Helvede. Helvede består i evig pinefuld straf (jf. Matt 25,46 og “Sidste søndag i kirkeåret – Matt 25,31-46“).

Han karakteriserer dem som dem, der ‘udøver lovløshed’ (gr. anomia) eller ‘lovløse gerninger” (jf. Matt 13,41; 1 Joh 3,4). Uden troen på løftet og troens gode gerninger er der lovløshed både på det principielle plan og i konkrete gerninger. A-nomia kan betyde det forhold, at (man hævder, at) der ikke er nogen lov, eller det kan betyde, at man handler imod loven. Men forskellen er, som Gudbrod skriver i Kittel (TDNT 4,1085), et spørgsmål om vægtlægning.

Lignelsen om den kloge og den tåbelige bygherre (v. 24-27)

Jesus fortæller en lignelse om to bygherrer. Den ene hører og handler efter “disse ord.” Den anden gør ikke. Som ordet ‘derfor’ (gr. oun) viser, drejer det sig altså om en lignelse om at høre advarslen mod vranglærere og handle efter den.

Den, der ikke kun hører, men også handler derefter, er som en klog mand, der bygger sit hus på en klippe. Det bliver stående, når uvejret kommer. Modsat med det hus, tåben bygger.

Billedsproget handler om dom og frelse (jf. Es 57,13), sådan som vi også må forvente ud fra Matt 7,13f og f.eks. 7,23.

Det hus, der bliver stående, er bygget på en klippe eller ‘på klippen.’ Den klippe er Kristus selv, som vi lærer af Jesus senere i Matt 16 (jf. ” ‘Du er … den levende Guds Søn’ [5. s. e. Trinitatis – Matt 16,13-26; Jer 1,4-9; 1 Pet 2,4-10]“).

Det andet hus er derimod bygget på sand. Tåben byggede ikke med evangeliet, men med falsk lære. Det har mange konsekvenser. Eftersom vi er kraftesløse, når det gælder vores egen frelse (jf. For mennesker umuligt, for Gud muligt [6. s. e. Trinitatis – Matt 19,16-26; 2 Mos 20,1-17; Åb 3,14-22]), er det helt afgørende, at evangeliet, som er Guds kraft til frelse, forkyndes.

Når evangeliet ikke forkyndes, bliver forkyndelsen uvægerligt lovisk. Tilhørerne bliver overladt til deres egne ikke-eksisterende kræfter, til deres egne beslutninger, som dog ikke kan give dem selv åndelig liv eller holde det åndelige liv i liv, eller til deres egne eller andres “tanker,” som dog ikke er noget evangelium. Det er fatale byggeskader, som kommer for en dag, når folk dropper kirken eller når de skal stå for Kristi domstol. Det er tragisk, når Kristus dog har givet et middel, der kan frelse.

Senere bruger Jesus igen ordene ‘klog’ og ‘tåbelig’ om dem, der henholdsvis bliver frelst (Matt 24,45; 25,2ff) og går fortabt (Matt 23,17; 25,2ff).

Den tåbelige byggeherre, som ikke fik støbt et fundament på et sikkert grundlag, bygger altså et hus, som på uvejrets dag falder. “Det fald var stort,” siger Jesus. For det er den evige fordømmelse og fortabelse, der er tale om. Teksten er altså dybt alvorlig. Det betyder ikke, at man ikke skal lære børn at synge den, men de skal vide, hvad det er, de synger (jf. “En alvorlig lignelse [Matt 7,24-27]“).

Falsk profeti og vranglære har altså katastrofale følger for både de falske profeter og prædikanter (Matt 7,23.26f).

Modsat er der som nævnt en herlig kraft i evangeliet, som faktisk kan frelse, så man ikke bliver til skamme ved at tro.

For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.« (Rom 1,16f; 1 Kor 1,18)

Du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan gøre sig viis til frelse ved troen på Kristus Jesus (2 Tim 3,15)

Bjergprædikenens afslutning (v. 28f)

De sidste to vers i evangeliet er Matthæus’ formelagtige afslutning af Bjergprædikenen. Skarerne var overvældede af hans lære. Til forskel fra de skriftkloge, som dog var uddannede, var Jesu lære og undervisning præget af hans myndighed. Denne myndighed hænger sammen med, at han ikke kun var en dygtig lærer og underviser, men han var lærens og evangeliets ophavsmand: Gud og menneske. Han myndighed var ikke kun som Herrens. Det var Herrens myndighed.

For frelsens skyld

Vranglærere og falske profeter har meget sjældent indrømmet, at de ikke er rette lærere og prædikanter. Derfor er det helt nødvendigt, at menigheden tager sit ansvar på sig og sørger for rette forkyndere. Som det fremgår, er prisen for ikke at gøre det meget høj.

Til gengæld er der stor glæde, når evangeliet forkyndes og en synder bliver omvendt. Og den, der af Gud, glæder sig over at høre og lære evangeliet og alle trosartiklerne. Det er nemlig ikke en byrde, men en glæde, for derigennem lærer vi om, hvad den treenige Gud har gjort og gør for at frelse og bevare os til det evige liv.