Ekstra: Bed, så skal der gives jer .. Men hvad? (Bededag – Matt 7,7-14)

Læsningerne

Læsningerne til Bededag er Sl 130, der er en bøn om tilgivelse, Hebr 10,19-25, der taler om vores adgang til helligdommen ved Jesus Kristus, hvilket også indebærer, at vi som Guds børn må bede til ham, og endelig Matt 7,7-14, som handler om, at Gud vil opfylde vores bøn.

Sl 130

Sl 130 er et råb fra det dybe, til Gud, som er i det høje. Salmisten henviser til, at der hos Gud er tilgivelse. Som tilgivet har han lært Herren at kende og har sat sit håb til ham. Salmisten opfordrer derfor også Israel, Guds folk, kirken, til at vente på eller håbe på Herren, “for hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse. Han udfrier Israel fra al dets skyld.”

Det er den sjette af de syv bodssalmer og et meget velegnet valg til Bededag. Luther kaldte denne samt Sl 32 og Sl 143 for de paulinske salmer. Sl 130 er i øvrigt forbundet med Sl 86 (Keil-Delitszch).

Bededag er altså en velegnet dag at bruge til at undervise menigheden i synd og nåde, i at gøre bod, dvs. bekende sine synder og få dem tilgivet af Herrens tjener efter Kristi befaling. Undervisning om skriftemål hører naturligt hjemme i en sådan prædiken. Men både bod og bøn forudsætter, at Herren er nådig og barmhjertig.

Hebr 10,19-25

Dette afsnit i Hebræerbrevet har tre-fire temaer. Det første er, at vi ved Jesu blod har fået frimodighed til at gå ind i helligdommen, Guds hus. Det er ikke først og fremmest bøn, det handler om. Det handler om i det hele taget at kunne være i Guds hus, i kirken, ved Jesu blod. Men som Guds børn er det naturligt, at vi beder. Vi beder i tillid til, at vi i Kristus, vores ypperstepræst, har “en stor præst over Guds hus,” og vi beder i den bevidsthed, at vi ved dåb og tro er retfærdiggjorte, Guds børn, som derfor har en nådig Fader i Himlen for Jesu Kristi skyld (jf. Matt 6,9-13).

Vi kan derfor altid nærme os Gud, også i bønnen, fordi vi ved dåb og tro har fået en ren samvittighed og derved også et oprigtigt hjerte, som bekender synden og tror evangeliet og derfor ikke behøver at forstille os. Det kan vi gøre “i troens fulde vished,” som der står i 1948-oversættelsen. Derfor er også denne tekst et udmærket valg for Bededag.

På den baggrund formanes vi, for det andet, til at holde fast ved bekendelsen (jf. også epistlen til 3. søndag efter påske: “for at hvor jeg er, dér skal I også være” [3. s. e. påske – Joh 14,1-6]). Formaningen begrundes ikke i vores tro eller noget som helst hos os, men i at vi har forjættelser fra en, der er trofast og troværdig (pistos kan betyde begge dele).

Der er også, for det tredje, en formaning til at være opmærksom på de andre i menigheden. Når vi formanes til at tilskynde til kærlighed og gode gerninger, skyldes det ikke, at vi bliver frelst på grund af dem. Men den, som er frelst, vil gerne elske og gøre gode gerninger, for så vidt som man er en ny skabning. Det nye eller indre menneske opfylder gerne loven. Men for så vidt som vi stadig er syndere og har det gamle menneske i os, har vi brug for at blive formanet til kærlighed og gode gerninger.

Endelig er der, for det fjerde, en formaning til ikke at forlade vores egne forsamlinger. Den forudsætter, at det er en retlærende forsamling. For Skriften byder os at holde os fra dem, som lærer falsk og skaber splittelse (Rom 16,17). Men forkyndes evangeliet i overensstemmelse med den sunde lære og forvaltes sakramenterne efter Kristi indstiftelse, skal vi bestemt ikke forlade den, men tværtimod flittigt komme. For det er derigennem, Gud sørger for, vi er beredt til dommedag. Den, som har sine synders forladelse, er nemlig altid ordentligt forberedt til den dag, som nærmer sig.

Prædiketeksten i Matt 7,7-14

Det er umiddelbart indlysende, hvorfor man har valgt Matt 7,7-14 som prædiketekst til Bededag. Men kigger man nærmere på teksten og dens sammenhæng, rejser der sig alligevel nogle spørgsmål, som kræver en afklaring. Umiddelbart er overgangen fra Matt 7,6 meget uformidlet. Tilsvarende virker det “derfor,” som vi har i Matt 7,12 også overraskende. Sammenhængen bør veje tungt, når man skal tolke Matt 7,7-14.

Men lige så vigtigt er det, at man tolker dette sted i overensstemmelse med, hvad vi ellers lærer om bøn i Skriften. Matt 7,7-14 lærer i al fald ikke, at man skal bede om hvad som helst, man har lyst til at bede om, endsige at man får det.

Matthæus 7 begynder med Jesu formaning til ikke at dømme, for at vi ikke selv skal blive dømt. Dermed mener Jesus ikke, at vi ikke skal bedømme læren. Det fremgår vældig tydeligt i Matt 7,15-27 (se nærmere i indlægget “En alvorlig lignelse [Matt 7,24-27]“). Men Jesus advarer mod det, der med rette er blevet kaldt dømmesyge: At have travlt med splinterne i andres øjne, alt imens man ignorerer bjælken i sit eget øje. Det er en fare for alle kristne, men det er særligt en fare for dem, der er sat til at være hyrder for sine medkristne (jf. også Matt 24,45-51).

Men det skal ikke forstås sådan, at man så skal tillade alt i kirken:

Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal trampe dem ned med deres ben og så vende sig om og sønderrive jer. (Matt 7,6)

Det hellige og perlerne er evangeliet. Det skal man ikke give til dem, der i virkeligheden ringeagter det. Gør man det, vil de ikke alene ringeagte og behandle evangeliet uærbødigt, men man vil også efterfølgende sønderrive dem, der forkynder evangeliet.

Dette vers bruges ofte til at begrunde, at man skal ikke tage hvem som helst til alters. Det er en ret brug. For dåb og nadver er evangelieforkyndelse. Man skal ikke give nogen adgang til dåb eller nadver, som i virkeligheden ikke vil have det, som dåb og nadver giver. Det spotter evangeliet, og før eller siden sønderriver det prædikant og menighed. Det ses med al tydelighed nu om dage.

Det er i denne sammenhæng, Jesus taler om bøn. Der er nemlig brug for stor visdom. For på den ene side skal man vogte sig for dømmesyge. På den anden side må man ikke give det hellige og evangeliets perle til dem, der ringeagter det.

Hyrder har et særligt behov for visdom, fordi de skal give deres medtjenere mad i rette tid (Matt 24,45-51). Men alle kristne har brug for at kunne skelne mellem dømmesyge og det modsatte. For i det følgende formaner Jesus alle disciple til at tage sig i agt for falske profeter, der kommer til Jesu får i fåreklæder, men i virkeligheden indeni er glubske ulve.

Matt 7,7-14 handler derfor ikke om bøn i al almindelighed. Man kan ikke ud fra sammenhængen bruge Matt 7,7-14 til at sige, at Gud vil opfylde enhver bøn.

Det kan man dog også begrunde anderledes. For bøn er altid at bede i tillid til de løfter, som Gud har givet. Gud har ikke lovet, at vi vil få alt, hvad vi ønsker os. Det er en blasfemisk tankegang. Men Gud har lovet, at han vil sørge for os til legeme og sjæl. I tillid til disse løfter må vi så bede om dagligt brød til både sjæl og legeme.

Bed, søg, bank på, og I vil blive bønhørt (v. 7)

Med tre forskellige billeder befaler Jesus os at bede. Man kan godt sige, at han inviterer os til at bede, men realiteten er jo, at han er vores herre og konge. Det er derfor en befaling, men det er en nådig befaling. Det er en befaling, som er begrundet i hans godhed og i hans ønske om at give os det, som vi har brug for.

I sammenhængen er det altså visdom til at undgå såvel at være dømmende som at være ligeglad. I denne sammenhæng er det det syndige menneskes trang til at lukke øjnene for egne fejl og synder og i stedet betone andres fejl og synder.

Løfte om bønhørelse (v. 8)

Jesus begrunder befalingen eller formaningen til at bede med løftet om at blive bønhørt. Det er typisk for Bibelens formaninger herom. Bøn er nemlig ikke magi eller overtalelse, men det er at bede i tillid til, at Gud har givet løfter, som han holder (jf. epistlen).

Jakob skriver tilsvarende, at “hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den” (Jak 1,5). Men han skal netop bede i tillid til løfterne. “Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd” (Jak 1,6-8).

Gud vil give gode gaver (v. 9-11)

Vi behøver aldrig at bede med frygt. Gud er ikke en ond despot, som kunne finde på at give os noget som helst andet end gode gaver. Vi mennesker er syndere, dvs. onde. Men vi kunne aldrig finde på at give dem noget, der ligner det, de beder om.

Hvis ens søn beder om et brød, giver man ikke en sten, skønt den måske kunne ligne (det kunne det i al fald den gang). Og beder man om en fisk, dvs. en tilberedt fisk, giver man ham naturligvis ikke en slange, selv om man måske ikke kan se forskel.

Sådan er det naturligvis blandt mennesker. Gud er imidlertid ikke ond, sådan som vi syndere er det, skønt vi altså giver vores børn (og hinanden) gode ting. Gud er i absolut forstand god, og han giver os ikke simili. Han giver os kun gode gaver. Gaver, som virkelig er, hvad de ser ud til at være.

Derfor kan vi bede om visdom til at hverken at blive dømmesyge eller ligegyldige. Splinter skal naturligvis ud af øjnene, og selvfølgelig skal det hellige ikke gives til hunde, eller perler kastes for svin (jf. Matt 18,15-18). En sådan visdom vil Gud gerne give os, når vi beder om det.

Samtidig opdrager han os ved netop at forkynde lov og evangelium. Loven lærer os, at vi også selv er syndere, der har brug for barmhjertighed og tålmodighed. Evangeliet lærer os, at Gud er barmhjertighed, og det lærer os også, at Gud gerne tilgiver igen og igen (jf. Matt 18,21-35).

Den gyldne regel (v. 12)

Jesus giver os den gyldne regel, som man kalder den, med et “derfor” (gr. oun, dvs. ‘altså’). Som kristne ønsker vi ikke, at andre skal behandle os uretfærdigt og dømmesygt. Men vi ønsker som kristne heller ikke, at de skal være ligegyldige over for os, så de lader os foragte evangeliet og dermed nedkalde dom over os selv.

Dette “derfor,” som teksten indledes med, bekræfter, at Jesu tale om at bede og blive bønhørt drejer sig om mere end bøn. Det drejer sig om at undgå såvel dømmesyge som ligegyldighed.

Vi mennesker skal behandle andre, som vi selv vil behandles. Det betyder, at vi skal behandle dem kærligt. Det betyder ikke, at vi skal være ligeglade og ligegyldige. Men det betyder netop, at vi hjælpe dem til at se deres synd, så de kan få tilgivelse. Det gælder uanset om andres synd består i synder, som vi selv føler trang til at fordømme i skarpe vendinger, eller det gælder den synd, som består i ligegyldighed eller ringeagt for Guds ord og sakramenter.

Loven og profeterne, dvs. Det gamle Testamente, lærer os ikke anderledes. Også Det gamle Testamente lærer os, at sand kærlighed siger sandheden, men også tilgiver synd.

Den snævre port, den brede port og vejene bag (v. 13f)

Jesus befaler os i sin nåde at gå ind ad den snævre port. Det er den port, som består i omvendelse og tro, og som fører til frelse.

Alternativet er det, de fleste vælger. Der er en vid port og bag den en bred vej, men den fører til fortabelse, “og der er mange, der går ind ad den.”

Jesus selv siger altså, at der er “mange,” der går på vejen til fortabelse. Det er et af de mange steder, som viser, at det ikke er sandt, men en djævelsk løgn, at alle bliver frelst.

Vi skal gå ind ad den smalle vej. Den vej går gennem bod, gennem at bekende vores synd, som loven afslører for os, og få syndernes forladelse, som evangeliet forkynder for os. Det er netop det, der sker i skriftemålet. Skriftemål er en stor velsignelse, for det opdrager os til at være under lov og evangelium.

Den port og den vej bag, som fører til livet, er snæver. “Der er få, som finder den.” Det glædede Jesus sig ikke over, for de mennesker, som går på den brede vej til fortabelsen, er mennesker, som han døde for at frelse.

Men Jesus skjuler i sin kærlighed ikke sandheden – i modsætning til de “kærlige” falske profeter, som gerne irettesætter Jesus selv, men dermed fører dem, der tror på deres løgne, i Helvede. Sandheden er, at der er et helvede, som mange vil ende i.

Det er let at ende i dømmesyge eller ligegyldighed, når det gælder dette emne. De ligegyldige kaster perler for svin, mens dømmesyge har travlt med alle andre, men ikke selv omvender sig og bekender deres synder.

Fordi det drejer sig om den evige frelse eller den evige fortabelse, må vi bede om den visdom, som kan lære os at undgå begge afveje. Den visdom vil Gud gerne give, når vi beder. Og han giver den gennem sit ord og gennem brugen af skriftemål og nadver.

Forkyndelse og praksis

Til Bededag har man man som prædiketekst i den relativt nye anden tekstrække valgt Matt 7,7-14. Måske har man tolket dette stykke løsrevet fra sammenhængen, så man ser det som en tekst, der handler om bøn generelt. Og det kan man vel også godt.

Men sammenhængen er alligevel så tydelig, så det må anbefales at inddrage den. Vi skal undgå dømmesyge og ligegyldighed, men vi skal ikke lade andre være i deres synd. Splinterne skal ud, dvs. synden skal bekendes, så den kan tilgives.

Men vi skal på den anden side heller ikke forkynde Guds tilgivelse for – billedligt talt – hunde og svin, som ikke bryder sig om evangeliet. Det gælder, når kristne omgås hinanden og andre. Det gælder også præst og menighed.

Mange har travlt med visse præster og retninger, som man anklager for dømmesyge. Det kan godt være, at der er noget om kritikken. Men dem, der opfører sig som de “hunde” og “svin,” som Jesus nævner, vil altid hævde, at de kristne er dømmesyge, hvis de ikke møder 100% accept af deres liv og meninger.

Men i dag er det ikke det, der er problemet. I dag er problemet, at kirker over en bred kam anser evangeliet for så ligegyldigt, at man gerne kaster det for “hunde” og “svin,” ja, at man gerne lader “hunde” og “svin” forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne.

Så har man ikke brug for den visdom, som Jesus taler om. Man lærer heller ikke menigheden, at bøn er at bede i tillid til Guds løfter. Man gør bøn til noget hedensk, hvad enten man hævder, at man vil få alt, hvad man beder om, eller man bilder folk ind, at de bliver bønhørt f.eks. på grund af deres mange ord, eller man beder for at andre skal se, hvor religiøs man er (jf. Matt 6,5 og Matt 6,7).

Vil man bruge Bededag til at lære folk at bede, så kan man jo lægge grunden med Luthers vejledning i Den lille Katekismus. Det er – som sædvanligt – et godt sted at starte. Men har man en kristen menighed, så bør man bestemt også lære den, at man skal være sandheden tro – i kærlighed.

At være sandheden tro i kærlighed betyder, at man tager synd, fortabelse og Helvede alvorlig og derfor ikke lader nogen leve i synd uden at advare dem og – om muligt – hjælpe dem til at få syndernes forladelse. Men man forkynder heller ikke evangeliet for dem, der i virkeligheden ikke vil have syndernes forladelse. Det gør man ikke for evangeliets skyld, og det gør man heller ikke for prædikanternes og menighedernes skyld.

Folkekirken, Den augsburgske Bekendelse og islam

En lang række danske kirkesamfund, herunder folkekirken, har som nævnt på ReligioNyt svaret på et brev fra 138 muslimer.

Det kommenterer Kristeligt Dagblads leder på den 12. april. Her skal jeg fokusere på et aspekt af lederen, som er skrevet af Morten Thomsen Højgaard, Ph.D., cand.mag. i kristendomshistorie og historie.

Med én stemme | Kristeligt Dagblad

Samtidig sætter rådets klart formulerede brev en række af folkekirkens egne udspil om islam i et besynderligt relief. For eksempel er det endnu uvist, hvad folkekirken egentlig mener i dag om fordømmelsen af gudssynet hos ”muhamedanerne” i et af kirkens fem officielle bekendelsesskrifter. Biskopperne har nærmest opgivet at nå til enighed på det punkt, og derfor er kirken nu til fleres fortrydelse tæt på at tale med to tunger.

Det er rigtigt, at folkekirken – diplomatisk formuleret – er “tæt på at tale med to tunger.”

Men det er en meget overfladisk måde at forholde sig til det problem på. Den augsburgske bekendelse siger, at “Menighederne lærer os med stor enighed, at …,” hvorefter treenighedslæren sammenfattes. Fordømmelserne angår “kætterier,” dvs. falske lærepositioner, som er en fornægtelse af kristendommen. Man henviser direkte til den nikænske kirkeforsamling. Den lutherske kirke bekender sig også til Den athanasianske Trosbekendelse.

Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt.

Men dette er den almindelige tro, at vi ærer een Gud i en trehed og treheden i en enhed uden at sammenblande personerne eller adskille væsenet. …

Den, som altså vil frelses, må mene således om treenigheden.

Men det er nødvendigt for den evige frelse, at han også ærligt tror på vor Herre Jesu Kristi menneskevordelse.

Det er altså den rette tro, at vi tror og bekender, at vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden, fuldkommen Gud, fuldkomment menneske, bestående af en fornuftig sjæl og menneskeligt kød, Faderen lig efter sin guddommelige natur, ringere end Faderen efter sin menneskelige. Endskønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men een Kristus, een, ikke ved den guddommelige naturs forvandling til kød, men ved den menneskelige naturs indoptagelse i Gud, i det hele een, ikke ved væsenets sammenblanding, men ved personens enhed, for ligesom den fornuftige sjæl og kødet er eet menneske, således er Gud og menneske een Kristus, som led for vor frelse, nedfor til helvede, opstod på tredje dag fra de døde, opfor til himlene, sidder ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, derfra han skal komme for at dømme levende og døde. Ved hans komme skal alle mennesker opstå med deres legemer, og de skal aflægge regnskab for deres gerninger, og de, som har gjort godt, skal gå ind i det evige liv, men de, som har gjort ondt, til den evige ild.

Dette er den almindelige tro, og hvis nogen ikke tror den ærligt og fast, vil han ikke kunne blive frelst.

Det gør man ikke, fordi man nu engang skal holde sig til de gamle bekendelser. Det gør man derimod, fordi det drejer sig om den tro og lære, der frelser. Lærer man falsk om treenighedslæren, er man overhovedet ikke kristen. Derfor kan arianere og muhamedanere nævnes i samme åndedrag.

Man kan ikke hævde, at folkekirken bindes af tilfældige personers deltagelse i et eller andet råd eller udvalg. Men to ting må siges: Hvis de har et mandat, så de repræsenterer deres kirke, er andre i god tro, hvis de slutter, at repræsentanterne udtaler sig på deres kirkes vegne og altså tegner kirken. Det andet er, at hvis dette ikke er tilfældet, så må kirken naturligvis protestere. Især hvis offentligheden får den opfattelse, at det er tilfældet.

Den lemfældige omgang med Den augsburgske Bekendelse og Den athanasianske Trosbekendelse er altså et alvorligt problem, som stiller spørgsmålstegn ved, om det er kristne, der udtaler sig – på deres kirke vegne eller ej. Hvis man forstår og tilslutter sig disse bekendelser, kan man ikke være i tvivl om, at muhamedanismen fordømmes med rette. Der kan aldrig være tale om den samme Gud, hvis treenighedslæren og Kristi menneskevordelse fornægtes.

Det er forhåbentlig ikke hensigten, men uvidenhed eller sløsethed i den slags spørgsmål burde været udelukket, når man betænker, hvad der står i f.eks. Den athanasianske Trosbekendelse eller i Joh 14,6.

Se også

Det falske ydre (Åb 3,1-6)

Jesu budskab til menighedens biskop i Sardes (Johannes’ Åbenbaring 3,1-6)

I det femte afsnit af Jesu syv formaninger dikterer Menneskesønnen, dvs. Jesus, et budskab til menighedens biskop i Sardes. På trods af hans gerninger, som udadtil har givet ham et godt rygte, så er han åndeligt død. Kun omvendelse kan redde ham fra dommen.

Menneskesønnen med magt over menighedernes biskopper (v. 1b)

Menneskesønnen præsenterer sig som den, der har Helligånden, kaldet ‘Guds syv ånder’, og som den, der har de syv stjerner, dvs. menighedernes biskopper. Menighedernes biskopper tilhører ham. Fordi Jesus har Helligånden, ved han alt om, hvad der foregår hos menighedernes biskopper og i deres menigheder (sml. Åb 2,23 og 5,6).

Men du er død! (v. 1c)

Dette afsnit er et skræmmende afsnit at læse. Biskoppen i Sardes er en biskop, der åbenbart har slidt i det. Det er blevet bemærket af andre: Her er en levende biskop. Men Jesus ser ind bag ved alle aktiviteterne og finder – åndelig død. Troen er død, glemt i alle de ting, biskoppen foretager sig.

Det er skræmmende, at netop de gerninger, som troende opfordres til at gøre, også kan skjule, at der ingen tro er. Men Jesus kan se, om det er troen, der skaber gerningerne.

Du skal våge og styrke det, som er døden nær (v. 2)

Jesus formaner nu biskoppen til at omvende sig og igen have Jesus og hans genkomst for øje. Han skal nemlig våge, som der egentlig står (sml. 3,3; 16,15 og f.eks. Matt 24,42; 25,13; Mark 13,37). For det andet skal han styrke det, der er tilbage. Styrke fås fra nåden, dvs. ved igen at få et levende forhold til Kristus.

“Resten” (egt. ‘de øvrige ting’) kan ikke være biskoppen selv, for han er ikke døden nær, men død ifølge v. 1. “Resten” må derfor være menigheden. Den lider i virkeligheden under, at biskoppen er åndeligt død. Det medfører nemlig, at man i længden ikke forkynder evangeliet rent. Det truer med at slå “resten” ihjel.

Når Jesus formaner på denne måde, så skyldes det, at han ikke har fundet biskoppens gerninger fyldestgørende over for Gud. Når gerningerne ikke skyldes tro, så dur de kun til at afsløre den åndelige død. Dermed har Jesus bestemt ikke sagt, at gerninger kan frelse. Langt fra. For Jesu blik afslører de, om man tror eller ej (jf. min gennemgang af prædiketeksten til Sidste søndag i kirkeåret – Matt 25,31-46), men de frelser ikke.

Omvend dig som du gjorde første gang (v. 3a)

Jesus beder ham tænke på den gang, han kom til tro: hvorledes han tog imod, hvorledes han hørte. Det, der var helt afgørende, var, at han hørte ordet forkyndt (jf. Gal 3,2). Han tog imod i tro og vågede, dvs. var årvågen, som Jesus havde formanet alle troende til. For han længtes efter, at Jesus skulle komme igen.

Samtidig har han også passet det, han skulle. Ikke kun fordi han skulle stå til regnskab for det (Hebr 13,17), men først og fremmest fordi troen var levende. Kærlighed må jo handle. Jesus vil have denne menigheds biskop til så at sige at genopleve og dermed genoplive dette forhold. Det er det, han skal holde fast ved, og dertil må han omvende sig til (sml. 2,4 og Gal 3,1ff). Men det er altså også nødvendigt, for i øjeblikket er han død og hans menighed som helhed er døden nær.

Ellers kommer jeg som en tyv (v. 3b)

Jesus understreger nu, at der kun er to alternativer. Enten giver biskoppen sig til igen at våge i forventning om Jesu genkomst. Eller også kommer Jesus uventet som en tyv; hvornår får biskoppen og vi ikke at vide. Hermed hentyder Jesus til sin forkyndelse fra sit jordeliv (Matt 24,42-44; Luk 12,39). Jesus kommer under alle omstændigheder, men for dem, der ikke våger, bliver det til dom (sml. de ovenfor anførte skriftsteder).

Men for dem, der våger, bliver det til en herlig bryllupsfest. Jesus vil have alle med til bryllupsfesten. De hvide klæder, der er tale om, er netop bryllupsklæder, dvs. frelsens klæder. Derfor formaner han denne biskop – og alle i samme situation – til at omvende sig og våge.

Nogle få er værdige til at vandre i hvide klæder (v. 4)

Denne biskop har dog nogle få, som ikke har svigtet og sølet sig til i vantroens gerninger. De skal derfor vandre med Jesus i Himlen med hvide klæder på, for de er værdige (se v. 5 og 7,9; 19,14). Deres tro er nemlig levende – og derfor også virksom i kærlighed. Men det er troen på Jesus og forholdet til ham, der frelser. Ikke gerningerne.

Alle skal høre (v. 6)

Eftersom alle har øre at høre med, så opfordres alle til at høre, hvad Ånden igennem Jesu diktat til menigheden i Sardes vil sige til dem – også i dag. For Helligånden skal lære os alt og minde os om alt, hvad Jesus har sagt til os, sådan som vi har det i Det nye Testamente (Joh 14,26).

Jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog (v. 5)

Den, som sejrer og når frem til dommedag med troen i behold, skal aldrig blive slettet af livets bog, men leve evigt med Kristus.

Jesus vil vedkende sig de troendes navne, og så vil de få adgang til Det ny Jerusalem. De er jo borgere dér (sml. Fil 3,20). I Åbenbaringsbogens sammenhæng er vi ikke blot borgere, men bruden eller bryllupsgæsterne.

I øjeblikket vandrer vi i tro, men til den tid skal vi vandre i skuen og bo evigt i Det ny Jerusalem sammen med Gud og Lammet.

Ham være æren i evighedernes evigheder. Amen.