I dagens anledning – Fra Melanchthons Loci (10. april 1521)

Unge Melanchthon om alle kristnes læreansvar

Melanchthons Loci blev udgivet 10. april 1521. Som jeg har skrevet andetsteds, var Melanchthon ganske ung, da han tiltrådte. Nu var han 24.

Melanchthon var heller ikke teolog, men sproglærd, filolog, grammaticus. Her får I slutningen af et afsnit og samt et helt afsnit og begyndelsen af det næste (fra Loci. København: O. Lohses Forlag / Eftf, 1953, s. 22-23):

Hvis nu denne Hekseyngel ogsaa vil bebrejde os, at en Sproglærd giver sig af med Teologien, hvad andet skal vi da svare, end at man ikke skal bedømme en Sag ud fra Forfatteren. Nu gælder det nemlig ikke, hvilken Beskæftigelse vi har, men om det, vi lærer, er sandt eller ikke. Og er vi Kristne, maa man heller ikke betragte Syslen med de hellige Spørgsmaal som nogen af os uvedkommende, saa vist som kristelig Indsigt bør være fælles for alle.

Det vigtige er, om noget er sandt eller ej. Og alle kristne bør skaffe sig indsigt i, hvad der er sandt.

Og om viljens frihed

Herefter går Melanchthon over til at behandle spørgsmålet om viljens frihed.

Naar man bedømmer Menneskeviljens Kræfter efter den naturlige Fatteevne, kan det ifølge menneskelig Fornuft ikke nægtes, at den har en vis Frihed, hvad de udvortes Handlinger angaar. Saaledes kan man selv erfare, at man er Herre over, om man vil hilse paa en Mand eller lade være, om man vil tage en bestemt Klædning paa eller ikke, og om man vil spise Kød eller ej. De Smaafilosoffer, der tillægger Viljen Frihed, har rettet deres Øjne mod denne Tilfældighed i de udvortes Gerninger, men da Gud ikke ser paa de ydre Handlinger men paa Hjertets Rørelser, har Skriften ikke fremført noget om denne Frihed. De, som bare fremstiller Moralen som en ydre tillært Velanstændighed, docerer den slags Frihed. Og ikke sandt – det gælder lige netop Filosofferne og de nyere Teologer.

De indre Affekter er vi derimod ikke Herre over. Ved Erfaring og Vane indser vi jo, at Viljen ikke af egen Drift kan aflægge Kærlighed, Had og lignende Sindsbevægelser, men den ene Affekt overvindes af den anden. …

Det er vist ikke særlig populært at sige, og Melanchthons sprogbrug er vist ikke passende i det 21. århundrede. Men for kristne er det jo afgørende, som Melanchthon gør opmærksom på, at man ikke ser på tilfældige, udvortes gerninger, men på det indre, og at man gør det i lyset af Skriften.

Hvilke konsekvenser mon denne lære bør have for vores forståelse af teologi og kirke – og f.eks. for måden at drive mission på?


Se også følgende artikler om Melanchthon:

Engle, menigheder eller biskopper?

Hvad menes der med anggelos i Åb 1,20 og Åb 2–3?

I mine artikler om de syv afsnit i Åb 2–3 har jeg gengivet ordet anggelos med ‘biskop.’ Det er faktisk ikke en oversættelse, men en tolkning.

I Åb 1 ser Johannes Jesus som ‘en, der ligner en menneskesøn/et menneske.’ Han har syv stjerner i sin hånd og står mellem syv lysestager. “Hemmeligheden om de syv stjerner, som du så i min højre hånd, og om de syv guldlysestager er den: De syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder” (Åb 1,20).

Det er ret uproblematisk, at de syv lysestager er de syv menigheder. I tolkningshistorien har man tolket dem som historisk på forskellig vis, men det er ikke længere gængs. Som regel tolkes det nu lokalt-historisk, dvs. som syv konkrete menigheder på Johannes’ tid. De fleste vil dog i praksis anse dem for at være repræsentative, bl.a. fordi der er syv.

Skytsengle? Menigheden selv?

At de syv stjerner er ‘de syv menigheders engle,’ er straks vanskeligere. Uden at have talt det op vil jeg tro, at den mest populære tolkning i dag er, at det er engle i betydningen himmelske væsener, som på en eller anden måde har ansvar for menigheden og repræsenterer menigheden. Måske er den mest præcise gengivelse heraf, at der er tale om en ‘skytsengel.’ Sådan tolker mange i al fald ordet fyrste (hebr. sar) i især Danielsbogen (Dan 8,11; 10,13.20f; 12,1).

Mange fortolkere noterer imidlertid, at englene tiltales, næsten som om de var menigheden selv. Det gjorde jeg også i første udgave af ovennævnte artikler, som blev publiceret i Indre Missions Tidende som bibeltimer i 1998.

Men da jeg nogen tid senere skulle skrive herom i min afhandling Parousia and Paraenesis: The parousia motif and its Paraenetic Use in the Book of Revelation (Jesu komme/genkomst og formaning: Komme/genkomst-motivet og dets formanende brug i Johannes’ Åbenbaring), skrev jeg på et tidspunkt en sammenfatning af, hvordan Jesus talte til disse engle i Åb 2–3. Det gik op for mig, at der ikke kunne være tale om engle i betydningen himmelske væsener.

Nogle få sproglige bemærkninger

Sprogligt set betyder anggelos en ‘budbringer.’ Det kan være en menneskelig budbringer (Luk 9,52) eller en himmelsk, sådan som vi mange gange møder det i Bibelen. Englen Gabriel møder vi f.eks. adskillige gange i de første kapitler hos Matthæus og Lukas. Selv om der absolut hyppigst er tale om engle i betydningen himmelske væsener, der er Guds sendebud eller “tjenende ånder” (Hebr 1,14), er det altså ikke den eneste måde, ordet anggelos kan bruges på.

Hvorfor ikke engle eller menigheder?

Den væsentligste begrundelse er, at det ikke kan passe, at Jesus formaner engle til at omvende sig. I Skriften er det nemlig sådan, at engle er enten–eller. Enten er de Guds sendebud og tjenende ånder. Eller de er faldne engle, som bestemt ikke kan omvende sig. De skal tværtimod ende i helvede, i “den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle” (Matt 25,41).

Men kan man så ikke blot tolke dem symbolsk eller repræsentativt om menighederne? Nej, den går ikke ud fra Åb 1,20. Her er det jo tydeligt, at stjernerne og lysestagerne er symboler på to forskellige ting. ‘De syv menigheders engle’ og ‘de syv menigheder’ kan altså ikke identificeres.

Hvad betyder anggelos så?

Herefter er der to strategier, man kan anvende. Den ene er at tage udgangspunkt i grundbetydningen af ordet anggelos. I så fald kunne man overveje, om Jesus taler om sendebud i betydningen repræsentanter, som Jesus sender til menigheden, eller som menigheden har sendt til Johannes.

Det er ikke sandsynligt, at Johannes har haft besøg af menighedsrepræsentanter for de syv menigheder. Det er der i al fald ikke noget, der tyder på. Tværtimod vil den naturlige tolkning af Åb 1,11 og 1,19 være, at åbenbaringsbogen sendes til disse menigheder. W. M. Ramsay har i sin klassiker The Letters to the Seven Churches (1904) argumenteret for, at byerne ligger på en “naturlig” postrute. Det stiller jeg mig nok lidt tvivlende overfor, men det er en gængs tolkning. Den afspejler i al fald, at de fleste ikke rigtig kan komme til rette med, at der skulle være repræsentanter til stede.

Den anden strategi vil spørge, om der er nogle, der kan siges at være sendebud til menighederne. Hvis der ikke er tale om sendebud, som Johannes skal sende til menighederne, eller som menighederne har sendt over til Johannes på Patmos, er der da andre mennesker, som kan siges at være sendebud? Sendebud til menighederne?

Ja, det er der helt klart. Apostlene var befuldmægtigede repræsentanter, som Jesus sendte ud. ‘Apostel’ betyder ‘udsending’ og havde (ofte) fuldmagt. Men apostlene var ikke de eneste sendebud. Hver eneste tilsynsmand eller lærer og hyrde er et sendebud. De skal tale Guds ord og handle på Guds vegne. Det fremgår bl.a. mange andre steder af Matt 16,19; Luk 10,16; Joh 20,23; 2 Kor 5,14-21 og 1 Pet 4,11.

Tilsynsmænd eller biskopper

Det er en tolkning, som jeg også efterfølgende fandt hos Luther, Richard Trench og Theodor Zahn. Den tolkning er, at det er menighedens præster eller tilsynsmænd. I al fald ét sted i Skriften (foruden altså her i Åb) kaldes en præst anggelos:

For præstens læber tager vare på kundskab, og af hans mund søger man belæring. For han er Hærskarers Herres sendebud. (Mal 2,7)

Spørgsmålet er så, hvordan man skal oversætte anggelos. Faktisk bør man oversætte ordet med ‘sendebud’ eller til nød ‘engel,’ hvis man tilføjer en note og forklarer, at ordet engel betyder ‘sendebud.’

Et andet spørgsmål er, hvordan man i en fortolkning skal gengive ordet, så det forstås bedst muligt. Det er slet ikke så let. For der er meget stor forskel på, hvordan forskellige læsere vil forstå f.eks. ordet “biskop.” Men om man forstår ‘biskop’ i den rigtige betydning, går det nok.

Forstået ret

I Det nye Testamente har vi ikke noget gejst hierarki, som man senere får. Forskellige termer bruges om dem, som er hyrder og lærere i menigheden: hyrde og lærer, ældste, tilsynsmand (episkopos, deraf ordet biskop). En tilsynsmand er egentlig en, der “ser til,” sådan som Gud selv “ser til” sit folk. En tilsynsmand skal “se til” sin menighed og sørge for, at de får åndelige føde.

Men som nævnt udvikler der sig et gejstlig hierarki. Det er omdiskuteret, om det allerede er tilfældet i slutningen af det 1. århundrede, hvor Åbenbaringsbogen blev givet. Det kan meget vel være. Jeg vil dog understrege, at det ikke er et område, jeg har dyrket ret meget. Men i al fald på Paulus’ tid var der flere ældste i Efesos (ApG 20,17). Det kan meget vel være, at der har været en, som menighederne og de ældste i Efesos har gjort til leder.

En sådan leder – med folkekirkelig terminologi: “biskop” – har haft sin myndighed, fordi menighederne og deres præster har tillagt ham den. De enkelte præster har altså fuldt og helt haft nøglemagten. Jeg kan altså ikke tilslutte mig, at der skulle være tale om en egentlig bispekirke som i den romerske kirke eller den anglikanske kirke, hvis jeg har forstået Trench korrekt.

Jeg har derfor valgt at omtale de enkelte menigheders anggelos som ‘biskop.’ For jeg mener, at der ud fra ovenstående argumenter må være tale om menighedernes tilsynsmænd. Men er der tale om en oversættelse, bør man gengive disse steder i Åb med ‘sendebud.’

Er du overbevist? Eller har du indvendinger? Brug kommentarfeltet og giv dit besyv med!