Apostlenes Gerninger 19,1-7

En af de tekster, der næsten altid bliver nævnt, når man taler om Johannes’ dåb og tungetale, er Apostlenes Gerninger 19,1-7. Her er et notat, som jeg udarbejdede i forbindelse med undervisning i nytestamentlig metode.

Tekstgennemgang
Paulus møder omkring et dusin mænd, som Lukas kalder disciple. I løbet af samtalen går det op for Paulus, at de ikke er ret døbte eller oplærte, for de har ikke hørt om Helligånden (Act 19,1f). Lukas og Paulus stiller ikke spørgsmålstegn ved, at de faktisk er disciple, men det er lige så klart ud fra det faktum, at de senere bliver døbt i Herren Jesu navn, at de ikke er disciple i den betydning, som vi finder i Matt 28,18-20. Når Paulus i v. 2 spørger, om de fik Helligånden, spørger han ikke, om de har fået Helligånden som den, der giver tro, men om de har fået Ham, der udruster. Det er et neutralt spørgsmål, som Lenski siger og ikke et spørgsmål, der skal kontrollere, om de er rette troende. Svaret, de giver, er derimod overraskende, og viser, at de ikke er ret oplærte ud fra Matt 28,18-20. For så ville de have været døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og kendt til Helligånden. De har heller ikke fået hele den oplæring, som Johannes Døber faktisk gav. For han sagde jo udtrykkelig om Jesus, at han skulle døbe med Helligånd, nemlig som den, der udruster, sådan som det først og fremmest skete på pinsedag, men også senere i denne tekst efter Paulus’ håndspålæggelse.

Når Paulus spørger eis ti … ebaptisthête (Act 19,3), så spørger han formentlig ikke, ’med hvilken dåb’, men ’i hvad’, dvs. ’i tilknytning til hvilken forkyndelse/oplæring” er de blevet døbt. De svarer med et temmelig usædvanligt udtryk, nemlig ’til Johannes’ dåb’. De forstår altså næppe helt Paulus’ spørgsmål, og dermed har Paulus fået det svar, han har brug for, og konkluderer, at de har behov for både mere oplæring og en ret dåb.

Paulus forklarer så, hvad Johannes egentlig lærte, nemlig at man skal omvende sig og tro på ham, der fulgte efter, nemlig på Jesus (v. 4). Da Paulus – tilfældigt, om man så må sige – opdager, at de nok er disciple, men alligevel ikke er ret oplærte eller døbte – de siger nok, at det er Johannes’ dåb, men det er i al fald en dåb, der er blevet løsrevet fra den virkelige Johannes Døbers forkyndelse, så forklarer Paulus, at den virkelige Johannes Døber døbte med omvendelsesdåb, som altså dels har at gøre med at bekende sine synder, dels har at gøre med troen på Jesus Kristus som den, der skulle følge efter – på det her tidspunkt: den, der kom efter Johannes (Jesus trådte jo først offentligt frem, da Johannes var blevet overgivet, siger evangelierne).

Det må være rimeligt at antage, at Paulus ikke kun sagde disse 19 ord, men selvfølgelig også har undervist dem i, hvad det egentlig ligger i det, herunder naturligvis, hvem Helligånden er. Bemærk i øvrigt den stærkt udsædvanlige ordstilling i v. 4: ”Johannes døbte en omvendelsesdåb (figura etymologica; cognate object; indre objekt), til folket sigende: på ham [Jesus], der kommer efter ham [Johannes], at de skulle tro, dvs. på Jesus”. Det kursiverede er stærkt fremhævet (emfatisk).

På den baggrund var det helt naturligt, at de så bliver døbt i Herren Jesu navn, dvs. ”i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn” (v. 5).

Denne tekst rummer en undtagelse, men undtagelsen går ikke på, at de skulle have været døbte i forvejen. Derimod er der tale om disciple, som ikke er ordentlig oplærte. Når Lukas tager beretningen med her lige efter omtalen af Apollos, som Lukas minder os om ved at fortælle, hvor han er (v. 1), så skyldes det jo, at Apollos forkyndte om Jesus, men alligevel kun havde hørt om Johannes’ Dåb. Her er der nogle andre disciple – måske er det tilmed nogle af dem, Apollos havde oplært, eller snarere nogle, der har hørt det på anden hånd. Han havde undervist grundigt om Jesus, men kendte kun Johannes’ Dåb. Her møder vi altså nogle, der også kun har hørt om Johannes’ Dåb. De har altså ikke engang hørt alt, hvad der er at sige om Helligånden som den, der virker i dåben (jf. Tit 3,4-7); de har faktisk ingenting hørt om Helligånden. Men eftersom Johannes selv forkyndte om Jesus og døbte med en sand evangelisk dåb, der hører sammen med syndsbekendelse og tro på Jesus og som altså i realiteten giver Helligånden som den, der skaber troen på Jesus, så er det helt naturligt, at de nu lader sig døbe af Paulus. Den treenige Gud/Helligånden virker troen gennem evangeliet.

Praktiske konsekvenser
Selv om der er en grænse for, hvor dårlig oplært man kan være, så kan man altså ikke slutte, at folk ikke er disciple, blot fordi de er dårlig oplærte eller endda ikke døbt med den kristne dåb. Men selvfølgelig betyder det ikke, at man skal forsvare – endsige praktisere – en ufuldstændig oplæring. Det betyder heller ikke, at man skal forsvare og praktisere vranglære. Man skal i stedet omgående udbedre manglende eller vrang undervisning. Og er det ikke sikkert, at man er døbt med en ret dåb i sammenhæng med en ret oplæring, så må der døbes med den kristne dåb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, hvilket helt sikkert er, hvad der menes med ”i Herrens Jesu navn”. Men det er også klart, at ’den, der kommer’ nu må erstattes med ’Jesus’, for Jesus var jo ’den, der kommer’.

Problemet med folk, der kun havde hørt Johannes Døbers forkyndelse og kun var blevet døbt med Johannes’ Dåb, var naturligvis et relativt kort overgangsfænomen. Det aktuelle problem (vi befinder os i første halvdel af 50’erne), at nogle troede, de var døbte med Johannes’ dåb og i tilknytning til hans forkyndelse, men reelt ikke var det, forsvandt også.

Men det er et godt eksempel på, hvad man stadigvæk oplever nu og da, nemlig at mennesker kan tro sig døbt (og oplært), men fejlagtigt. Så må de oplæres og døbes med den rette kristne dåb i Den hellige treenige Guds navn. Det er ikke gendåb, men en ret dåb. Undertiden kan der være usikkerhed om, hvorvidt nogle er ret døbt, f.eks. fordi der ikke kan skaffes vidner på, at børn er døbt. Så må man hellere risikere, at der reelt bliver tale om gendåb, frem for, at risikere, at et menneske ikke kan hvile med fuld trøst og sikkerhed i, at Gud har gjort sin gerning med ham og for ham. En helt anden sag er naturligvis, når gendøbere vil døbe, fordi de afviser barnedåben og den bibelske lære om evangeliet, dåben osv. Sådanne gendåb skal afvises.

Udtrykket eis to onoma tou kuriou Iêsou betyder formentlig, at de blev døbt på og i sammenhæng med evangeliet og læren om Herren Jesus, dvs. at det var en ordinær kristen dåb. Johannes’ dåb, som den sættes i modsætning til, var en dåb, der henviste til ham, der skulle komme, mens den kristne dåb er en henvisning til ham, der er kommet og har fuldført frelsesværket i Jerusalem.[1]

Tungetale og profeti
Efter at de var blevet døbt, skete der noget, som ligger ud over det, der har med den normale dåb at gøre. Da Paulus lagde sine hænder på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterer. Her har vi et eksempel på, at Paulus kan give Helligånden som Ham, der udruster, her i form af tungetale og profeti. Det er samme fænomen, vi har i 8,15-17. Her er der heller ikke tale om, at de døbte og troende ikke har fået Helligånden som ham, der giver liv og skaber tro, men om, at de ikke har fået Helligånden som ham, der udruster. Det var denne magt til at formidle Helligånden som udruster, som Simon vil betale sig til (8,18-24).[2]

Man fik altså ikke nødvendigvis og slet ikke normalt Helligånden som den, der udruster. Det viser Pinsedag med al tydelighed. Men de fik alligevel Helligånden som gave (2,38).

Man kan altså ikke spille Johannesdåben ud mod den kristne dåb, for Joh 3,5 er utvetydig. På det tidspunkt kendtes kun Johannes’ dåb. Selv om Jesus ikke personligt døbte nogen, døbt han alligevel (Joh 4,1-2), og mange blev døbt, også inden Jesus gav dåbsbefalingen i Matt 28,18-20.

Konklusion
ApG 19,1-7 er altså virkelig en undtagelse, kan man sige, men alligevel en undtagelse, der bekræfter, at kristne skal oplæres og døbes, og at tungetale og profeti ikke kommer af sig selv, men gives af særlige grunde: som bekræftelse på den forkyndelse, Paulus og de øvrige apostle kommer med, og dermed på deres status som sande apostle. Efter aposteltiden er der ikke længere brug for, ej heller mulighed for disse specielle nådegaver. Skal man stadigvæk tale om profeti eller profetisk nådegave – det gør Luther f.eks. – så omdefineres profeti til at være bibelsk tale på baggrund af den Skrift, vi nu har.[3]

Tungetale betyder i øvrigt at tale i andre sprog eller ikke-lærte sprog, hvad enten det (hypotetisk) er englenes sprog (1 Kor 13,1) eller andre menneskesprog (ApG 2,4).[4]

Noter:
[1] Se Lars Hartman, ”onoma” i EDNT s.v. Hartman synes at mene, at forskellen på de to dåb er, at den kristne dåb ”bestows the Holy Spirit in connection the laying on of hands (8:16; 19:6 …)” (ibid.), men de to ting må holdes adskilt.
[2] Se i øvrigt Judisch, Douglas McCallum Lindsay. An Evaluation of Claims to the Charismatic Gifts. Grand Rapids, Michigan: Baker Book House, 1978. Repr. Concordia Seminary Press, 1995.
[3] Se videre Judisch.
[4] Dette indlæg bygger i høj grad, men ikke udelukkende på: Lenski, Richard Charles Henry. The Interpretation of the Acts of the Apostles. (Lenski’s) Commentary on the New Testament. Lutheran Book Concern, 1934. Repr. Peabody, Massachusetts: Hendrickson Publishers, 2001.

Niels Højlund: “Sommetider ender det i det rene vrøvl”

Niels Højlund, grundtvigsk præst, forfatter og debattør, har en skarp anmeldelse af Bibelen på hverdagsdansk (BPH) og Den Nye Aftale (DNA) i Weekendavisen, nr. 50, 14. – 20. december 2007. Anmeldelsen står s. 1 og 6 i sektionen Bøger.

Indpakning frem for sagen selv

Han kalder – faktisk ikke uden en vis ret – disse to udgaver for “fornyede gennemskrivninger” og retter så denne skarpe kritik mod disse udgaver:

“Men fornyede gennemskrivninger på basis af eksisterende oversættelser, en slags bibelske stiløvelser med henblik på at finde det sproglige stilleje, som passer bedst i det 21. århundrede og til det 21. århundredes mennesker. Det er vel sådan, man bedst kan karakterisere de to udgivelser.

“Og er det så også nødvendigt? Det er ihvert fald et udtryk for det, som er denne tidsalders største kirkelige bekymring: den pædagogiske bekymring, den næsten uendelige pædagogiske bekymring, den indimellem helt ulidelige pædagogiske bekymring om, hvordan man nu også får præsenteret sagen på en sådan måde, at man, helt i forbrugersamfundets ånd, også kan vække kundernes opmærksomhed og få dem til at overveje et køb.

“Det handler ikke længere om ånd og sandhed, endsige da om frelse eller fortabelse, eller om menighedens opbygning og tro. Det handler med andre ord ikke så meget om sagen selv som om indpakningen. Hvordan fremtræder man over for alle ‘de kirkefremmede’, og ikke mindst da over for ‘de unge’, på en sådan måde, at man tager sig rimeligt moderne og nutidige og hverdagsagtige ud? Det er det tema, som gennemspilles i gudstjeneste efter gudstjeneste søndag efter søndag hele landet over. Det er det, som til stressgrænsen – eller ud over den – lægger beslag på præsternes arbejdstid og opmærksomhed. Og nu har bestræbelsen så også nået bibelsproget.”

Dansk Bibel-Institut ikke udgiver

Højlund er åbenbart ikke så godt kendt i dansk kirkeliv, som jeg troede. For Scandinavia har mig bekendt intet at gøre med Dansk Bibel-Institut, “er den københavnske udgave af det såkaldte Menighedsfakultet i Århus.” Havde han søgt på nettet, ville han også vide, at der ikke er noget hemmelighedskræmmeri bag.

Kritik af konkrete oversættelser

Om DNA skriver Højlund: “Sommetider ender det i det rene vrøvl. Jesus taler i Johannes-evangeliet om, at han vil ‘herliggøre Gud over for mennesker’ ved sin død. Det bliver i den nye udgave til, at han vil ‘guddommeliggøre Gud over for mennesker. Guddommeliggøre Gud! Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Hvordan kan Gud overhovedet være andet end guddommelig?” Nej, Højlund har ret. Det er en utrolig dårlig gengivelse.

Det fattige nudanske/hverdagsdanske sprog (?)

Højlund kritiserer tankegangen bag disse udgaver: “Jeg skal ikke trætte min læser, men det vrimler i teksten med den slags tvivlsomme krumspring for at komme uden om det, man åbenbart mener er traditionens pinligheder. Undertiden er det gavnligt, at man får sig et elektrisk stød i sprogfornemmelsen og tvinges til at overveje sagen endnu en gang, men for det meste får man kun ved de nye oversættelser til overmål demonstreret, at ‘Nudansk’ da vist, når det kommer til stykket, er et meget fattigt sprog, når det gælder at udtrykke netop de dybe og hemmelighedsfulde sandheder, som ‘nudanskerne’ for længst er holdt op med at spekulere på, endsige da forholde sig til. Hvad nu, hvis ‘nudanskerne’ slet ikke mere har religion tilbage i deres liv, hvordan skulle deres sprog så kunne anvendes til at udtrykke religiøse dimensioner i tilværelsen?” Nej, hvordan!

PS: Man kan læse et interview med Tine Lindhardt, Geert Hallbäck og Malene Bjerre i Kristeligt Dagblad (her). Efter min vurdering imødegår de ikke den kritik, der har været rettet mod DNA her og her og her.

3. søndag i advent – Luk 1,67-80

Søndagens læsninger

Læsningerne til 3. søndag i advent efter anden række er for det første Es 40,1-8. Dette stykke er sat i musik. Händels Messias er et af de store værker i europæisk kulturhistorie. Kristendom er ikke kultur, men vi må gerne glæde os over alle de gode kulturelle værker, som kristne har skabt – for at ære og prise Gud, der skaber og forløser.

Es 40,1-8 er et godt stykke til adventstiden, for Esajas forkyndte om ham, der skulle komme, og om ham, der skulle forberede hans komme: hhv. Kristus og Johannes Døberen. Der skal forkyndes: ‘Se, jeres Gud’ (1992: “Her kommer jeres Gud”).

Guds folk skal trøstes (Es 40,1). Der skal forkyndes, at hendes skyld betalt, “for af Herrens hånd har hun fået dobbelt for alle sine synder” (Es 40,2). Der står intet om, at hun har fået dobbelt straf, sådan som bl.a. 1948- og 1992-oversættelsen siger. Meningen er ikke, at straffen er overstået, men at hendes synd er fuldt ud tilgivet. Esajas profeterer om Johannes Døberen, som skal berede vejen for Herren, for vor Gud (Es 40,3f). På den måde forkyndes tonaturlæren i evangelierne, og Markus forkynder fra starten af sit evangelium om, at Johannes og dermed Jesus er opfyldelsen af denne profeti. Dermed lærer de os også, at Jesus er Herren. Matthæus og Lukas har det i begyndelsen af kapitel 3.

Herrens herlighed skal åbenbares (Es 40,5). Herligheden er hans nåde og sandhed (jf. Joh 1,14) – og ved hans genkomst også hans herlighed i al dens fylde, som alle mennesker skal se (jf. Åb 1,7).

Mennesket er som græs og markens blomster, som Herrens Ånd(e) kan bringe dom og fortabelse over (Es 40,6-8a).

Guds Ord bliver derimod til evig tid (Es 40,8b). Guds ord er loven, der forkynder om mennesket, dets synd og forgængelighed, og det er evangeliet, der forkyndes om Kristus, Herren, vores Gud, som kommer med syndernes forladelse, ja, som vil tage synderes straf (Es 53).

Epistellæsningen er 2 Kor 4,5-10, som jeg har kommenteret her.

Evangelieteksten

Luk 1,67-80, Zakarias’ lovsang, er jo afslutningen på et længere forløb, der begynder 9-10 måneder forinden. Elisabeth og Zakarias var blevet for gamle til at få børn. Men Zakarias får under sin tjeneste i templet besøg af englen, som bl.a. siger, at han skal få en søn, han skal kalde Johannes. Og “mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. Han skal gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede” (Luk 1,16f).

Zakarias troede ikke rigtig på det. “Da svarede englen ham: ‘Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab. Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde’ ” (Luk 1,19f).

Zakarias blev stum, og han forblev stum, indtil Johannes var født, og Zakarias havde skrevet hans navn. Elizabeth blev gravid, fordi Herren greb ind (Luk 1,25), sådan som han som tidligere havde gjort med Abraham og Sara.

Da Elisabeth var i sjette måned, fik Maria besked om, at hun skulle undfange og føde Jesus. Maria tager på besøg hos sin slægtning Elisabeth og hendes mand Zakarias, indtil Elisabeth skal føde (jf. Luk 1,56).

Da Maria kommer, blev Elisabeth fyldt af Helligånden og råbte med høj røst: “Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1,42f). Denne åbenbaring, som Elisabeth fik, må også have betydet, at de kunne dele evangeliet med hinanden. Det har nok ikke været uvelkomment for en ung kvinde som Maria.

Det bekræfter det, som vi lærer om Johannes Døberen, nemlig at han skal komme forud for Herren og bane hans vej. Lukas beretter udførligt om disse to personer, fordi deres betydning er helt central i evangeliet og den virkelighed, som evangeliet beretter om.

I Luk 1,57-66 beretter Lukas da om Johannes Døberens fødsel. Han skal hedde Johannes, som englen gav dem besked på (Luk 1,13.60.63). Da Zakarias havde bekræftet Johannes’ navn, fik han sin stemme tilbage, så han kunne tale og lovprise Gud (Luk 1,64).

Søndagens prædiketekst, Zakarias’ lovsang, er en profeti, som lærer os, hvem Johannes og Jesus er.

Zakarias’ lovsang

Zakarias profeterer (v. 67)

Zakarias er det hebraisk zekarjah, som må betyde ‘Herren har husket.’ Med Johannes og Jesus viser Gud, at han har husket sine løfter og nu opfylder dem. Heldigvis er det sådan, at Herren har vist nåde eller er nådig, som navnet Johannes betyder.

Da Zakarias havde fået evnen til at tale tilbage og Johannes var blevet omskåret, blev Zakarias, Johannes’ far, fyldt af Helligånden og profeterede. Det, som Zakarias profeterede, er ord fra Gud ved Helligånden, på samme måde som Davids profetier var det (Matt 22,43). Sådan er alle profetier blevet til (2 Pet 2,20f).

Lovprisning for forløsningen (v. 68)

Zakarias lovpriser. Fordi det er Gud, der har besluttet sin frelsesplan og fører den ud i livet, er det også ham, der skal lovprises.

Herren er navnet på Gud. Det er altså ham, der har skabt himlen og jorden, og som har skabt og frelser folk. Israels Gud betyder ikke landet Israels Gud, for Gud er Gud i hele verden (jf. 2 Kong 5,15). Det er heller ikke alle dem, der nedstammer fra Abraham, for kun løftets børn er Israel. Israel er det folk, der lever i troen på løfterne og testamentet. Men derfor er det egentlig heller ikke alle Isaks efterkommere, men kun dem, der i sandhed er løftets børn. Før Jesus kom, omfattede det i egentlig forstand dem, der troede på Ham, der skulle komme. Efter at Jesus er kommet, omfatter det dem, der tror på Ham, der er opfyldelsen af løfterne i Det gamle Testamente.

Gud lovprises, fordi han nu har ‘set til’ sit folk. Nogle gange har Gud ‘set til’ sit folk i betydningen dømt sit folk. Men her er der tale om, at Gud har ‘set til’ i nåde. Det er det samme, Gud gør gennem hyrderne, der er ’tilsynsmænd,’ dvs. se-til-mænd, mænd, der skal se til og tage sig af menigheden. Med loven og med evangeliet, sådan som Gud selv har ‘set til’ sit folk.

Herren, Israels Gud, har gjort eller udvirket forløsning for sit folk. Folket selv mente, at de levede under romernes undertrykkelse, sådan som de i århundreder havde været undertrykt. Derfor mente de også, at Gud skulle sende en konge til at drive romerne ud og dermed forløse dem.

Men dem, der læste og forstod Skrifterne, vidste bedre. Den forløsning, Israel har brug for, er forløsning fra den trældom, som de lever i takket være syndefaldet. Det er slaveriet under synd, død og djævelen. Heldigvis har Gud sørget for frelse til folket, også inden Jesus blev født.

Men når Zakarias synger om Guds forløsningsgerning her, er det jo, fordi Gud nu på en særlig og fuldendt måde gør, hvad han utallige gange før har gjort på foreløbig vis. Gud har nu sat det store frelsesværk i gang, som alle tidligere frelseshandlinger egentlig har hentet sin kraft fra. Det har han gjort ved at sørge for, at både Johannes og Johannes blev undfanget.

Gud har oprejst frelsens horn for os, profeterer Zakarias, i sin tjener Davids hus. Zakarias bruger samme udtryk, som vi finder i GT: “Herren er min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt, mit skjold, min frelses horn og min fæstning” (Sl 18,3).

Helligånden lader altså Zakarias profetere om, at han, som Maria venter, og som Johannes skal bane vej for, er en magt, som kan frelse. Dyr bruger deres horn til at kæmpe med. Her bruges det billedligt. Jesus er den, som Gud vil kæmpe igennem. Og det, som Gud kæmper for, er frelse. Frelse fra det, som gør, at der er død og alle mulige andre onde og forkrænkelige ting i verden: Synden.

Dette frelsens horn, dvs. Jesus, er blevet oprejst i Guds tjener Davids hus. Jesus er jo af Davids slæg, fordi Josef, som er af Davids slægt, har adopteret ham ved at tage ham hjem til sig (jf. til Matt 1,18-25). Jesus er altså af kongelig slægt, sådan som Messias, Kristus, som det hedder på græsk, også skulle være. ‘Tjener’ (gr. pais; hebr. æbæd) bruges ikke kun om slaver, men også om Moses, David, ja, om Herrens tjener selv. Det synes i den sammenhæng at være en kongelig term.

Opfyldelsen af de gamle profetier (v. 70)

Johannes’ og Jesu undfangelse og fremtræden er jo fundamentalt forskellige. Men fælles er, at Gud har talt om det gennem sine hellige profeters munde fra gammel tid. Egentlig står der ‘fra tidsaldrene,’ dvs. lige siden tidsaldrene blev til. Løfterne blev nemlig givet allerede til Adam og Eva.

Det er Gud selv, der har talt. Han har “blot” brugt de hellige profeter som mund. Faktisk lærer Zakarias – eller rettere: Helligånden – os her verbalinspiration. De gamle profetiers indhold og ord er Guds. Profeterne var bare redskaber. Akkurat som det også gælder Zakarias selv. Og akkurat, som det også skal gælde enhver prædikant, der før og siden skal forkynde løfterne. “Hvis en taler, (skal han tale) som Guds ord” (1 Pet 4,11).

Konkret er der mange profetier om Kristus i Det gamle Testamente. Her er det naturligvis særlig relevant at tænke på Es 40, fordi Es 40 handler om både Johannes og Jesus.

Frelse fra fjenderne og dem, der hader os (v. 71)

Den frelse, Jesus skal bringe, er “frelse fra vore fjender og fra alle vore haderes hånd,” som der meget nøjagtigt er oversat i 1931-oversættelsen. Hvis man tænker nationalt, som mange ledere og de fleste jøder gjorde dengang, vil man tænke på det romerske kejserdømme. Men de fjender, som Zakarias profeterer om ved Helligånden, er ikke kejserens magt eller imperium, for den godkender Jesus jo sådan set senere, da han taler om at give kejseren, hvad kejserens er (jf. til Matt 22,15-22).

Det, Zakarias profeterer om, betyder heller ikke, at troende er værnet mod hån, spot, forfølgelse eller endog martyrium. Det er der mange steder, der viser (fx Matt 24,9 og Åb 2,10). Men ligesom Jesus blev oprejst fra de døde, sådan vil han også oprejse de troende fra de døde: Matt 10,39 (som er en del af prædiketeksten til 4. søndag i advent). Af og til er der nogle, som bliver reddet fra deres fjender i dette liv, men Gud vil i al fald redde dem og oprejse dem, der har mistet deres liv på grund af Jesus.

Nej, fjenderne er først og fremmest Djævelen, som i sit had vil forfølge og/eller forføre folk til ikke at tro løfterne, som Gud har givet ved profterne. Det er så også dem, der ikke tror og derfor vender sig mod Guds folk.

Gennem historiens løb har Gud grebet ind, så frelsesværket kan gennemføres. F.eks. åbenbarer en Herrens engel sig for Josef, så han kan bringe Jesus og Maria til Egypten og dermed redde ham, så han senere kan gøre, hvad han kom for (jf. til Matt 1,18-25).

Men her i tiden har Guds folk intet løfte om at blive frelst fra fjenderne. Det havde apostlene ikke, og det har kristne ikke. Det betyder naturligvis ikke, at øvrigheden ikke skal gøre alt, hvad de kan for at beskytte kristne og alle andre borgere mod at miste friheden eller direkte blive slået ihjel. Øvrigheden skal straffe og bekæmpe al virkelig ondskab, ikke mindst totalitære systemer uanset navn.

Gud vil frelse sit folk fra vore fjenders hånd. Det vil han gøre ved at øve barmhjertighed mod vore fædre, profeterer Zakarias, og ihukomme eller huske ‘sit hellige testamente.’ Som det fremgår af Hebr 9,18, blev der udgydt blod i forbindelse med den pagt, Gud helt frivilligt og af egen drift sluttede med Abraham (jf. 1 Mos 15, hvor Gud stiftede et testamente – bemærk talen om at arve – til fordel for Abraham og hans efterkommere. Efter som Gud ikke selv kan dø, lod han dyr ofre i stedet.

Guds ed til Abraham (v. 73-75)

Gud bekræftede sine løfter med en ed til Abraham. En ed om at ville give folket gaver. De bestod som nævnt i, at folket skulle leve uden frygt, fordi Gud er med i sin nåde og barmhjertighed. Derfor vil han redde dem fra deres fjenders hånd. Når han således har befriet dem fra trældommen under synd og djævel, kan de tjene ham.

“Abraham troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed” (1 Mos 15,6; jf. Rom 4). Den, der ved Guds ord og Ånd har fået skænket troen og er blevet gjort frie fra synden (Joh 8,31f), kan tjene Gud uden frygt. Den, som ikke har hørt Guds løfter og tror dem, vil altid leve i frygt for Gud og de fjender, som får deres magt fra det faktum, at vi mennesker er syndere.

Det ser vi i alle religioner, men intet steds er det tydeligere end i den forfærdelige trældom, som muslimerne lever under. Tror de på, hvad de læser i Koranen og deres øvrige autoritative skrifter, er der i virkeligheden ingen nåde. Deres værdier er grusomme og brutale, sådan som det kommer frem snart sagt hver eneste dag i ind- og udland.

Men Johannes og Jesus gør mennesker virkelig frie og uden frygt ved at forkynde omvendelse og syndernes forladelse. Det har vi alle brug for.

Dem, der har fået deres synder tilgivet, kan ikke blot tjene Gud uden frygt, men leve i fromhed og retfærdighed for Guds åsyn alle deres levedage (v. 75). Fromhed og retfærdighed er indholdet af gudsbilledet, som vi mistede med syndefaldet, men får igen med troen og genfødelsen af det nye menneske (jf. Ef 4,24). Den, der har hørt og tror evangeliet, kan virkelig leve og tjene: uden frygt og i fromhed og retfærdighed. Og fordi vi er genfødt, kan vi også gøre gode gerninger. Et godt træ bærer gode frugter.

Johannes Døbers tjeneste (v. 76-79)

Zakarias får ved Helligånden ord til Johannes. Ord, som de helt sikkert har lært ham, efterhånden som han voksede op (jf. v. 80).

Johannes skal kaldes den Højestes profet. I bibelsk sprogbrug betyder det, at han ikke blot skal kaldes, men rent faktisk være det. Han skal altså tale på Den højestes vegne og i hans sted: være hans mund. Det er jo, hvad en profet er.

Begrundelsen (jf. ‘for’) er, at Johannes skal profetere foran Herren for at forberede hans veje. Det sidste skal forstås i overført forstand. Meningen hermed er, at Johannes skal opfylde Es 40 og Mal 3,1 og komme før Herren og forkynde, så mennesker bliver forberedt til at møde Jesus. Først da Johannes blev fængslet, og hans tjeneste dermed var slut, trådte Jesus for alvor frem og begyndte sin offentlige virke (Matt 4,12ff).

Jesus kaldes her Herren. Jesus er nemlig Herren, på samme måde som han er Gud. Alle evangelister lærer os, at Jesus er Gud. En af måderne, de gør det på, er at forkynde om Johannes og Jesus. Johannes skal gå foran og forberede Jesu, dvs. Herrens komme. Det er derfor, at Johannes var mere end en profet (Matt 11,9).

Johannes skal forberede folket ved at forkynde omvendelsesdåben til syndernes forladelse (Luk 3,3; Mark 1,4). Her i Lukas-teksten siger Zakarias, at Johannes “skal give frelsens kundskab til hans folk i deres synders forladelse” (v. 77). Johannes skal ikke bare give Guds folk kundskab om frelse, men han skal give dem den kundskab, som frelser dem. Det lærer de ved at få deres synder tilgivet. De skal altså ikke bare lære om det, men de skal få syndsforladelse. Uanset hvordan det føles, så er man frelst, når man hører og tror det budskab.

Den tjeneste får Johannes, fordi vor Gud er inderlig barmhjertig, profeterede Zakarias videre (v. 78). Det er Guds barmhjertighed, som er årsag, begrundelse og drivkraft for Gud. Når vi kommer til tro, skyldes det ene og alene Guds vilje og virke (jf. til Joh 1,12f i Joh 1,1-14). Gud viser barmhjertighed og tilgiver synd, fordi han vil det og har bestemt det.

Jesus er “solopgangen fra det høje” (v. 78). Hermed menes formentlig, at han er opfyldelsen af profetien i 4 Mos 24,17 og videre f.eks. Es 60,1f. Han er den lysende morgenstjerne (Åb 2,28; 22,16). Han bringer lys i mørket med nåden og sandheden (jf. til Joh 1,1-14). Han vil ‘besøge’ os. Dvs. han vil ‘se til os,’ som der står ligesom ovenfor. Han er solopgangen fra det høje, dvs. fra Gud(s Himmel).

V. 79 fortsætter med at forklare, hvorfor solopgangen fra det høje vil ‘se til’ os. Jesus vil komme for at lyse, dvs. være lyskilde, for dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Sådan lød profetien jo også i GT (Es 8,23-9,1; Matt 4,16). Evangeliets lys skal skinne for dem, der er trælbundet under synden, under syndens følger: død og fortabelse, og under ham, som har magt på grund af synden: djævelen. Med evangeliet om sin egen person og sin egen gerning lyser Jesus og frelser dermed fra syndens og dødens mørke.

For at kunne gøre det, må loven først fratage os al vores egen “fromhed” og tro på, at vi af os selv og uden tro kan gøre gerninger, som er velbehagelige for Gud. Evangeliets fjende er derfor altid ham, der vil give os blot en smule tro på, at vi selv kan bidrage til vores frelse. Evangeliets fjende frem for alle er derfor også pavekirken, som bliver ved med at afvise evangeliets rene lære. Når man lærer noget andet, ja, det stik modsatte af, hvad Kristus lærer, sætter man sig i Kristi sted som en mod-Krist og leder folk vild.

Jesus, solopgangen fra det høje, vil lede vore fødder ind på fredens vej. Dermed menes først og fremmest den vej, hvor der er fred med Gud. Dernæst menes der måske også den vej, hvor der som følge heraf kan stiftes fred mellem mennesker, særligt mellem troende. “Salige er de, som stifter fred,” sagde Jesus (Matt 5,9; jf. her).

Lukas runder i v. 80 dette afsnit om Johannes Døberen af med at berette, at Johannes voksede og blev stærk i ånden. Uanset om det er den grammatiske mening, sker det i al fald ved Ånden.

Man må vel forstå v. 80 således, at han voksede op hos sine forældre. Derefter opholdt han sig i ørkenen indtil den dag, hvor han skulle træde frem for Israel, dvs. påbegynde sin offentlige tjeneste. Som bekendt opholdt han sig ikke kun i ørkenen indtil den dag, men også derefter.

Adventstid er forberedelsestid

Som Johannes skulle forberede folket på Herrens komme, skal prædikanterne forberede os på Herrens komme. Bodstid er ikke en tid uden evangelium. Også i bodstid hører lov og evangelium sammen.

Gud havde gjort, hvad han kunne, for at forberede Israels folk på Herrens komme. De havde fået Guds ord. Alligevel var der så utroligt mange, der anså romernes herredømme for at være et langt større problem end synd, død og fortabelse. De var optaget af magt.

Johannes skulle lære dem deres synd at kende og forkynde syndernes forladelse. Det gjorde han konkret i forbindelse med den dåb, som han havde fået at forvalte sammen med sit budskab. Her er den kristne dåb indstiftet. En nærmere begrundelse må vente til en tekst, der tager det aspekt op.

Vi lever i et land med frihed, fred og rigdom. Vi har i århundreder haft Guds ord. I denne adventstid er der stor brug for, at folket bliver forberedt til julefesten på samme måde, som Johannes forberedt Israels folk. De, som ikke hører og tror evangeliet, fejrer julefest til deres undergang. Også på søndag er der derfor en vigtig tjeneste for prædikanterne.