Ekstra: Juledag – Joh 1,1-14

Læsningerne til juledag efter anden tekstrække består af Joh 1,1-14 som prædiketekst og enten Es 9,1-6a eller 1 Mos 1,1-5 som gammeltestamentlig læsning og 1 Joh 4,7-11 som nytestamentlig læsning.

Der er en klar forbindelse mellem 1 Mos 1,1-5 og Joh 1,1-14, for begge begynder med “I begyndelsen.” Gud skaber med Sit Ord og Helligånden (1 Mos), og Ordet er Guds Søn, som tusinder af år senere bliver menneske for at frelse.

Es 9,1-6a, som jeg skrev nogle få bemærkninger om til juleaften (se her) lægger godt op til Joh 1,1-14, eftersom de begge kommer ind på Kristi to naturer.

Den nytestamentlige, johannæiske epistel opfordrer de kristne til at elske hinanden, for Guds kærlighed er blevet åbenbaret iblandt os: “Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden” (1 Joh 4,9-11). Gud har ladet sin Søn, ved hvem alt er skabt, blive menneske og dø for for vore synder og opstå på grund af vores retfærdiggørelse (Rom 4,25) for at vi skal leve ved ham, i tro. Derfor skal vi også elske hinanden.

Jesu menneskevordelse, inkarnationen, er i centrum. At Jesus måtte blive menneske, skyldes jo, at der skete noget efter skabelsen. Adam og Eva syndede, og siden har hele skaberværket lidt under det (Rom 8,19ff). Men synden og Guds vrede over synden er det grundlæggende problem, og derfor er inkarnationen både en forkyndelsen af synden og dommen og af evangeliet og frelsen.

Ordet var Gud (Joh 1,1f)

“I begyndelsen var Ordet” minder os om “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden,” ikke mindst hvis 1 Mos 1,1-5 lige er blevet læst i gudstjenesten. Hvad Johannes altså skriver, er, at dengang Gud skabte himlen og jorden, var Ordet, dvs. var Ordet allerede til. Ordet blev ikke til, men var til. Ordet er altså ingen skabning. Han er ikke skabt, men født før alle tider (jf. Den athanasianske Trosbekendelse).

Hvad der lå forud for verdens skabelse kan vi ikke begribe. Himlen og jorden fandtes ikke. Tid og rum fandtes ikke. Den treenige Gud havde altid været. Vi ved kun det, som vi har fået åbenbaret.

I den følgende del af verset får vi at vide, dels at Ordet var (nær) hos Gud, dels at Ordet var Gud. Det er altså ikke muligt at sige, at Ordet blot er én måde for Gud at træde frem på, for Ordet er ikke Gud, dvs. Gud Fader, men er hos Ham. Det er heller ikke muligt at sige, at Ordet blot er en del af skaberværket, for Ordet er Gud.

Guds Søn var og er så nær ved Faderen, at Jesus senere kan sige, at “Jeg og Faderen, vi er ét” (1948-oversættelsen) og “Faderen er i mig og jeg i Faderen” (Joh 10,38). To forskellige personer, men samme væsen og samme guddommelighed. To forskellige personer, der kommunikerer og har fællesskab med hinanden. Som Johannes også skriver: “Men vi ved, at Guds søn er kommet, og at han har givet os forstand, så vi kan kende ham, som er den Sande; og vi er i den Sande, i hans søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv” (1 Joh 5,21).

Den sidste sætning har givet anledning til mange diskussioner. At det er Ordet, der subjekt (grundled), fremgår af, at det har artikel. Ordet “Gud” (gr. theos) er derfor subjektsprædikativ (omsagnsled til grundled).

Nogle vil mene, at det ikke betyder “Gud,” men guddommelig. Moderne såkaldt meningsbaserede “oversættelser” afslører, at de hverken forstår teologien/teologihistorien eller “meningen.” Bibelen på hverdagsdansk gengiver med, at Ordet “var som Gud,” mens Den Nye Aftale gendigter med, at “det var en del af ham,” altså: at ordet var en del af Gud.

Det er imidlertid eksegetisk dilettanteri at ville se bort fra det arbejde, store teologer har ydet i historiens løb. Den athanasianske Bekendelse slår fast, Faderen er Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud (stk. 15, se hele bekendelsen her). Ordet var ikke “som Gud,” men “Ordet var Gud.” DNA’s oversættelse ordet “var en del af ham” støder imod bl.a. Joh 10,38, hvor Jesus siger, at “Faderen er i mig og jeg i Faderen.”

Læren om Kristus er helt afgørende: “Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt,” som der står i Den athanasianske Trosbekendelse.

Når man derfor skal udlægge og forklare prædiketeksten til juledag, må man gøre sig de største anstrengelser for at forklare Jesu person. Jesus er guddommelig, men han er mere. Han er Gud. Begge de to nye bibeloversættelsers “oversættelser” afspejler ikke bare dårlig teologi, men også en lemfældig omsorg for læserne. Læren om Kristi person og gerning – og sammenhængen mellem dem – skal være både ren: uden vranglære og klar: formidlet så præcist og letforståeligt som muligt.

Efter en række præcise udsagn om treenigheden fortsætter Den athanasianske Trosbekendelse: “Den, som altså vil frelses, må mene således om treenigheden. Men det er nødvendigt for den evige frelse, at han også ærligt tror på vor Herre Jesu Kristi menneskevordelse. Det er altså den rette tro, at vi tror og bekender, at vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden, fuldkommen Gud, fuldkomment menneske, bestående af en fornuftig sjæl og menneskeligt kød, Faderen lig efter sin guddommelige natur, ringere end Faderen efter sin menneskelige. Endskønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men een Kristus, een, ikke ved den guddommelige naturs forvandling til kød, men ved den menneskelige naturs indoptagelse i Gud, i det hele een, ikke ved væsenets sammenblanding, men ved personens enhed, for ligesom den fornuftige sjæl og kødet er eet menneske, således er Gud og menneske een Kristus, som led for vor frelse, nedfor til helvede, opstod på tredje dag fra de døde, opfor til himlene, sidder ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, derfra han skal komme for at dømme levende og døde. Ved hans komme skal alle mennesker opstå med deres legemer, og de skal aflægge regnskab for deres gerninger, og de, som har gjort godt, skal gå ind i det evige liv, men de, som har gjort ondt, til den evige ild.”

Vers 2 understreger, at Ordet, som virkelig var og er Gud, ikke blev skabt, men i begyndelsen var hos Gud. Men vi får snart at vide, at Ordet nu er hos menneskene en tid. Det første er en afgørende forudsætning for at forstå, hvor nådefuld Jesu menneskevordelse er (Kretzmann).

Kristus – medskaberen (v. 3)

I vers 3 skriver Johannes både positivt og negativt, at Kristus var med ved skabelsen. Gud skabte med sit ord, men det ord er altså Ordet, dvs. personen Guds Søn, som nu er blevet menneske. Johannes gør klart, at alt blev til ved ham. Intet blev til uden ham.

Ordet, Guds Søn, er altså ikke afmægtig, men tværtimod almægtig, så alt er blevet til ved ham. Intet blev til uden hans kraft og magt. Da Guds Søn blev menneske, ophørte han ikke med at være Guds almægtige Søn. Faktisk brugte han jo tit sin almagt, når han gjorde sine undere, sine tegn, som Johannes kalder dem. Jesus hjalp ikke kun mennesker på det åndelige plan, men han hjalp dem også på det menneskelige plan, på skabelsesplanet. Det har vi et eksempel på i Joh 6,1-15.

Hvis man benægter den bibelske skabelseslære, er det altså ikke kun noget, der “kun” har med forståelsen af 1 Mos 1 at gøre. Det er også en fornægtelse af den bibelske lære om Kristus. Kristus var med til at skabe, og alt, hvad Gud skabte, var såre godt. Men så skete syndefaldet, og derfor måtte Ordet blive kød, som vi senere skal se her i Joh 1,1-14.

Også Paulus lærer, at Kristus er med-skaber både ved den oprindelige skabelse og i opretholdelsen af det skabte: ” Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham” (1 Kor 8,6). I Ordsprogenes bog lærer vi om Visdommen, som er blevet til forud for skaberværket. Det fremgår desværre ikke af mange oversættelser, heller ikke 1992-oversættelsen. Men se Karl Arvid Tångberg. “Notes on the Text and Interpretation of Proverbs 8:22-31.” Side 296-305 i Built on Solid Rock: Studies in Honour of Professor Ebbe Egede Knudsen on the Occasion of His 65th Birthday April 11th 1997. Red. Elie Wardini. Oslo: Novus forlag, 1997.

Også Hebræerbrevet lærer, at det ikke kun er ved den oprindelige skabelse, Ordet virkede. Alt opretholdes ved ham, som Hebræerbrevet skriver: “han bærer alt med sit mægtige ord” (Hebr 1,3).

[En tekstkritisk note: Selv om både Novum Testamentum Graece og United Bible Socities’ Greek New Testament sætter punktum foran en gegonen, er jeg enig med Bruce M. Metzger i, at såvel Johannes’ stil med gentagelser, læren i Johannesevangeliet og meningen i teksten peger på, at man skal sætte punktummet som i fx de danske oversættelser fra 1948 og 1992. Se Bruce M. Metzger. A Textual Commentary on the Greek New Testament. 2. udg. Stuttgart: Deutsche Bibelgesellschaft, 1994, til Joh 1,3-4].

Liv og lys (v. 4)

Sønnen har liv i sig selv. Det forklarer Jesus senere således: “For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv” (Joh 5,26). Kun den treenige Gud har liv i sig selv.

Med sit ord giver han også åndeligt liv i tid og evighed. “Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,31). Jesus er Ordet, og han har ved sin Helligånd givet os sit ord gennem apostlene (Joh 16,14; jf. 1 Kor 1,13). Når vi tror det ord og altså tror, at Jesus, født af moderens væsen i tiden, er Kristus, Guds Søn, dvs. ham, der er født af Faderens væsen før alle tider, får vi efter Guds vilje liv i hans navn.

Det er med andre ord retfærdiggørelsen, der er tale om. “Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker” (Rom 5,18). “Thi i evangeliet åbenbares retfærdigheden fra Gud, af tro til tro, som der står skrevet: ‘Den retfærdige skal leve af tro’ ” (Rom 1,17).

Modsat har vi intet løfte om, at Kristus vil give liv til os på andre måder end ved tro på Skriftens ord om ham.

Det liv, som Jesus har i sig, er menneskers lys. I sig selv er og har mennesker kun mørke, som Johannes straks kommer tilbage til. I mørket er der kun synd, død og fortabelse. Derfor har vi brug for Jesus og hans liv. Det gælder ikke bare nogle mennesker, men det gælder alle. Derfor skal hans ord, evangeliet, naturligvis forkyndes for alle. Også derfor er julen en stor fest.

Når Johannes derfor skriver, at “og livet var menneskers lys,” er det altså det liv, som er i Jesus. Man burde måske næsten oversætte med “og det liv ….”

Lyset og mørket (v. 5)

Jesus og livet i ham skinner i mørket. Hans person, hans forkyndelse og hans under- og frelsesfulde gerninger skinner i mørket, dvs. for menneskene, som uden ham kun er og kun har mørke hos sig. Stærkere kan modsætningen mellem Gud og den syndige menneskehed næsten ikke udtrykkes.

Johannesevangeliet gengiver Jesu mange taler og ord. Det beretter også om hans tegn: de undere, som viser, at han er sand Gud og sandt menneske. Tegnene er i sig selv underfulde, og med dem hjælper Jesus konkrete mennesker, der har behov for hans hjælp. Men de peger også fremad.

Det første tegn peger således fremad mod den store bryllupsfest, hvor han som brudgom skal holde bryllupsfest for sin brud (jf. til Matt 22,1-14 og Matt 25,1-13). Det andet tegn viser netop, at han er den, der vil give liv i tid og evighed (jf. til Joh 4,46-53). Det største tegn er opvækkelsen af Lazarus, som peger frem mod Jesu egen opstandelse (Joh 11,1-44). Det tegn viser netop, at Jesus vil dø for syndere, men opstå og som den opstandne give liv til alle, der tror. Det tredje tegn (Joh 6,1-15) peger også fremad mod den dag, hvor han vil bespise alle med marvfede retter og ædel, lagret vin og give dem evigt liv (jf. Es 25,6-8). Men det tredje tegn viser også, at Jesus har omsorg for menneskene i dette liv.

Jesus skinnede i menneskehedens mørke under synd, død og djævel. Men som Johannes fortsætter her i søndagens prædiketekst: “mørket greb det ikke” (v. 5). Som mange andre steder er Johannes’ formulering her dobbelttydig. Det kan forstås på to-tre måder: 1) “og mørket begreb det ikke,” forstod det ikke; 2) “og mørket greb det ikke,” i betydningen vinde eller få/tage i besiddelse; 3) “og mørket fik ikke bugt med” eller kontrol over (jf. 1948-oversættelsen).

Alle tre oversættelser passer nok ikke lige godt. For menneskene hørte Jesus. Men det var egentlig ikke, fordi alle ikke forstod, hvad Jesus sagde og gjorde. For mange af jøderne forstod udmærket, hvad Jesus sagde, men de ville ikke acceptere det. I deres vantro afviste de Jesus som gudsbespotter. Derfor greb mørket ikke lyset. Faktisk besluttede de jo at få Jesus slået ihjel, og det lykkedes. Men det lykkedes alligevel ikke for dem at få kontrol med eller at få bugt med Jesus, for han opstod fra de døde.

Hermed har Johannes introduceret, hvem Jesus er og hvad han egentlig gjorde. Og afhængig af, hvordan man forstår v. 5, har Johannes muligvis antydet, hvad der vil ske med Jesus: at han skulle dø og opstå.

Johannes Døberen (v. 6-8)

Joh 1,6 kan oversættes forskelligt. Enten som i 1992-oversættelsen: “Der kom et menneske, udsendt af Gud.” Man burde nok snarere oversætte med en dobbelt oversættelse, fordi Johannes igen skriver dobbelttydigt: “Et menneske blev til og fremstod,” for det er ikke kun Johannes Døberens tjeneste, der er tale om. Døberen blev jo undfanget takket være et guddommeligt indgreb, for Elisabeth og Zakarias var jo begge så gamle, at de ikke længere kunne få børn på naturligvis vis. Han skulle berede Herrens vej, og hans liv og tjeneste skyldtes altså Guds konkrete plan og formål (Kretzmann).

Eller man kan forstå det som en såkaldt perifrastisk konstruktion: “Et menneske blev udsendt fra Gud.”

Under alle omstændigheder er det Johannes, og han er udsendt af Gud. Han er nemlig profet (Luk 1,76), men han er mere end en profet (Matt 11,9f). Han er den, der skal bane Herrens vej, sådan som Es 40 forkynder om det (jf. til Luk 1,67-80, 3. søndag i advent).

Navnet Johannes er jo det hebraiske jochanan, kortform af jehochanan, som må betyde ‘Gud har vist nåde’ eller måske ‘Gud er nådig.’ Det er netop det, Johannes skal forkynde ved at forberede folket på at møde Herren. Det skal han gøre ved at lære folket at kende frelsen i syndernes forladelse (Luk 1,77).

Johannes kom for at aflægge vidnesbyrd, skriver Johannes videre (v. 7), dvs. for at vidne om lyset (jf. v. 4f). Hensigten var, at “alle skulle tro ved ham.” Det svarer til, at Jesus er Guds Lam, som bærer al verdens synd (Joh 1,29; jf. v. 36). I første omgang omfatter “alle” dem, Johannes konkret forkyndte for. Men gennem evangelierne når Johannes’ forkyndelse om Jesus til alle, og andre har som bekendt føjet meget mere til.

Johannes’ vidnesbyrd tændte evangeliets lys i mørket. Johannes forkyndte nok loven, men han forkyndte også evangeliet om syndernes forladelse. Johannes’ dåb er nok en omvendelsesdåb, men det er en omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Sådan lærte han folket at kende frelsen i deres synders forladelse (Luk 1,77).

Derfor føjer Johannes til, at Johannes vidnede om lyset, dvs. om Kristus, livet i ham og evangeliet. Fordi man ud fra Johannes’ forkyndelse kunne forveksle ham med Kristus, der forkyndte samme budskab (sml. Matt 3,2 med Matt 4,17), må det understreges, at Johannes Døberen ikke var lyset.

Det sande lys (v. 9f)

De fleste fortolkere og oversættelser mener, at vi i v. 9 har et verballed bestående af ‘var’ og ‘kommende,’ en såkaldt perifrastisk konstruktion. Men som bl.a. Stanley E. Porter gør opmærksom på, har Johannes en lidt særegen stil. Ligesom det i øvrigt er tilfældet i v. 6, har ‘var’ mere selvstændig betydning, end man normalt ser. Porter oversætter derfor med, at “han var det sande lys” (i grammatikken Idioms of the Greek New Testament, s. 117).

Dermed bliver meningen, at Johannes ikke var lyset, men han skulle vidne om lyset. Dette lys, som Johannes vidnede om, var (og er) det sande, det virkelige lys.

Johannes beskriver ham videre. Det sande lys reflekterer ikke blot, som Døberen gjorde. Det sande lys er selv lyskilde, dvs. lyset kommer i sidste ende fra ham, ikke fra en anden.

Men nu skriver Johannes, at det sande lys oplyser ethvert menneske. Det lys, Jesus er, fører til, at mennesker ikke længere lever i mørket. Jesu budskab er både lov og evangelium. Han afslører synd, han tilgiver synd(ere). Det gjorde Døberen jo også. Det betyder jo blot ikke, at alle mennesker hører og tror evangeliet. Desværre. Men med Jesus fortrænges mørket i syndens og dødens verden.

Til sidst skriver Johannes ifølge grundteksten: “kommende til verden.” Den gængse forståelse og oversættelse er altså, at det hører sammen med ‘var,’ og man forstår det normalt ligesom i 1992-oversættelsen: “Det sande lys … var ved at komme til verden.” Men hvad betyder det i så fald, at Jesus “var ved at” komme til verden? Jesus er ikke ved at komme til verden, men han er kommet til verden (jf. Joh 3,17.19; 9,39; 10,36; 12,46; 16,28; 17,18; 18,37; i Joh 11,27 burde der ligesom i 6,14 være oversat med “som skal komme til verden”). Hvis man vil tolke det som et samlet verballed (en perifrastisk konstruktion), burde man nok oversætte med: “Det sande som … kom til verden.” Men det er måske en mulighed at tolke “var ved at komme til verden” om Jesu offentlige virke, sådan som f.eks. Kretzmann gør det? Jeg tvivler.

Hvis man med blandt andre Porter ikke tolker “kommende” som en del af verballeddet, må man spørge, hvor det så hører hjemme. Frasen ‘komme til verden’ bruges ellers oftest om Jesus. I Joh 16,21 har vi dog “et menneske er født til verden,” men altså uden verbet ‘komme.’ Netop Joh 16,21 peger dog på, at ‘kommende til verden’ bør kunne tolkes om ‘ethvert menneske.’

Sådan oversættes verset faktisk hos f.eks. Luther: “Das war das wahrhaftige Licht, welches alle Menschen erleuchtet die in diese Welt kommen” og New King James: “That was the true Light which gives light to every man coming into the world” (jf. også King James).

Foreløbig er det også den forståelse, jeg er endt på. Det lys, Døberen vidner om, er det sande lys, som oplyser ethvert menneske, som kommer til verden. Uden ham er der intet menneske, der kommer ud af mørket. Den sande oplysningstid varede derfor ikke fra omkring 1690 til omkring 1800, som Wikipedia foreslår (her).

Den sande oplysningstid er der, hvor Jesus og forkyndelsen af Jesus er til stede. Den begyndte med evangeliet til Adam og Eva efter syndefaldet (1 Mos 3,15). Men med Døberen og Jesus samt alt, hvad der følger med og efter dem, får vi naturligvis meget mere lys, om man så må sige.

Jesus og verden (v. 10f)

I vers 10 bekræftes først oversættelsen af v. 9. Jesus er ikke ved at komme til verden, men han “var i verden.” ‘Verden’ betyder her den skabte verden inkl. menneskene. Den verden er blevet til ved ham (jf. ovenfor til v. 3). Med v. 10c skifter fokus fra hele den skabte verden til menneskene: “Verden kendte ham ikke.” Det betyder nok, at de ikke kendte ham som deres skaber. De erkendte ikke, hvem han i virkeligheden var.

Fordi Jesus er med-skaber og alt er blevet til ved ham, tilhører verden inkl. menneskene ham. Derfor kan Johannes skrive, at Jesus “kom til sit eget” (egt. ‘han kom til sine egne ting). Men han kom også til sit eget i betydningen, at han kom til Israel. Til det folk, der var blevet til i kraft af løftet og testamentet (Rom 4,13-17; Heb 9,18). De havde fået Guds ord betroet (Rom 3,2). “De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! Amen.” (Rom 9,4f).

Men hans egne – de, som tilhørte ham – tog ikke imod ham. De levede i vantroens mørke og havde ikke fornuft eller evne til at tage imod ham. Det har nemlig intet menneske, der er kommet til verden – med undtagelse af Jesus, der ikke er kommet til verden på normal, menneskelig vis. Som næste vers viser, er det dog et generelt udsagn.

Modtagelsen af Jesus (v. 12f)

Der var nemlig nogle, der tog imod ham. Ligesom der stadig er. Vi får først at vide, hvad det medfører (v. 12), og dernæst, hvordan det går til (v. 13). De, som tog og tager imod Kristus, er de sande jøder: “Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte, i Ånden, ikke efter bogstaven,” som Paulus skrev. Guds Israel er alle dem, som er en ny skabelse og som er stolt over vor Herre Jesu Kristi kors (jf. Gal 6,14-16).

Men så mange som tog imod ham, dem gav han magt eller ret (gr. exousia) til at blive Guds børn. Det er et vidunderligt privilegium. Ordet tekna, ‘børn,’ har ikke som ordet ‘søn’ (gr. hyios) en bibetydning af at være arveberettiget. Men det er alligevel vigtigt og centralt at være børn (jf. feks. Gal 4,28.31). Dem, der tager imod, er børn, fordi de er født til at være (jf. v. 13). Det er det forhold, som vi f.eks. mindes om, hvergang vi beder Fadervor.

Paulus skriver om det samme i, hvad man kunne kalde hans juleevangelium: “Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” (Gal 4,4f).

Johannes beskriver dem, der tager imod nærmere. Det er “dem, der tror på hans navn.” Dermed menes Jesus selv og det, som evangeliet forkynder om ham, især at han er den, der skal frelse sit folk fra det synder (jf. til Matt 1,18-25). Navnet udtrykker jo i denne sammenhæng hans væsen, men det betyder også, at vi da må kende hans væsen for at kunne tro på hans navn. Man kan altså ikke tro på hans navn uden at have hørt evangeliet om hans person og gerning.

I v. 13 forklarer Johannes, hvordan menneskene har og ikke har taget imod Jesus. De er blevet født, men på én ganske bestemt måde. De er for det første ikke blevet født af blod (ordet er i flertal). Det er et særpræget udtryk, som måske betyder ‘ens fysiske natur’ (således også BDAG). Men måske er baggrunden i stedet den gammeltestamentlige tanke om, at livet er i blodet (1 Mos 9,4f). Det vil i al fald give god mening, at vi mennesker ikke får det åndelige liv som sådan fra vores forældre. Andre mener nu, at det hentyder til, at blodet skulle være undfangelsens stof (ThWNT/TDNT).

For det andet bliver man ikke Guds børn ‘af køds vilje’ eller ‘af mands vilje.’ Hverken kødelig vilje eller lyst eller mands viljesindsats kan gøre et menneske til Guds barn (genføde det). Eller som Peter skriver, “I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord” (1 Pet 1,23). Genfødt bliver man udelukkende af Gud, dvs. fordi Gud vil og udvirker det gennem sit ord. “Alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige magt skænket os gennem kundskab om ham, som kaldte os ved sin herlighed og guddomskraft, og derved har han også skænket os sine dyrebare og største forjættelser, for at I ved dem skal undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær, og få del i guddommelig natur” (2 Pet 1,3f). De, som tager imod Kristus, gør det, fordi Gud har fået dem til det ved evangeliet og dermed har genfødt dem og givet dem en ny natur (jf. Kretzmann). Som Guds børn er de også arvinger (Rom 8,17).

Det er kategorisk udsagn, som leder frem til Joh 3,1ff; Ef 5,26; Tit 3,5. Gud genføder ifølge sit ord med evangeliet og dåben. “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige” (Joh 3,5); “frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden” (Tit 3,5). Vand alene gør det ikke, som Luther lærer, men det sker ved ordet (Ef 5,26). Uanset om kristne ved det eller ej, er de derfor altid kristne i kraft af ordet og sakramenterne, hvis de ellers er kristne.

Joh 1,12f lærer klart, at menneskets vilje er trælbundet, sådan som Luther har lært os i Den trælbundne vilje. Luther regnede selv dette skrift for et af sine vigtigste værker. Man kan frygte, at den ikke længere læses, fordi de fleste er blevet beslutningsteologer. Dvs. teologer, som ikke forkynder og forvalter sakramenterne ud fra, at det er ved dem, Gud skaber tro, men som i stedet appellerer til mennesker, for at de skal beslutte at tro og være kristne. Hvis man vil være beslutningsteolog, må man også hellere lade være med at læse den (og NT-steder som dette). Luther viser særdeles tydeligt, at Erasmus og alle senere halv- og hel-pelagianere har Skriften imod sig.

Er det menneskets fornuft eller vilje, det afhænger af, vil intet menneske blive frelst. Det er derfor, det ikke bare er falsk lære, men farlig, dødsensfarlig teologi og forkyndelse, når man lægger op til, at mennesker skal beslutte sig til at blive kristne. Det underminerer også frelsesvisheden.

Nej, genfødt bliver man af ordet og sakramenterne. Troen kommer af det, der høres. Selv om vi nok forstår meget af evangeliet, må vi glæde os over, at troen ikke engang kommer af det, vi forstår. Den troende forstår nok meget af evangeliet, men uden troen er evangeliet det rene dårskab (1 Kor 1,18). Derfor er den kristnes bekendelse ikke først og fremmest en bekendelse af, hvad vi forstår, men af, hvad Skriften siger. Vi sam-siger, siger det samme som åbenbaringen, når vi aflægger vores bekendelse.

Juleevangeliet i en nøddeskal (v. 14)

Det sidste vers i søndagens prædiketekst sammenfatter det hele. Ordet (v. 1) blev kød, dvs. Guds Søn antog menneskelig natur (jf. Den athanasianske Trosbekendelse, citeret ovenfor). Meningen er ikke, at Ordet, Guds Søn, dermed ophørte med at være Gud. “Thi i ham bor hele guddomsfylden legemlig” (Kol 2,9; 1948-oversættelsen). Guds Søn forvandlede sig ikke. Han udtømte sig heller ikke for sin guddommelighed. Men i personen Jesus Kristus er både hans guddommelige og hans menneskelige natur.

Som Hebræerbrevet siger: “Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen, og udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom” (Heb 2,14-15 i 1948-oversættelsen, som er mere nøjagtig end den fra 1992).

Ordet blev ikke blot kød, men slog sit telt op hos os. Med det udtryk vil Johannes sige, at Jesus virkelig bosatte sig hos, men dog kun for en tid. Efter sin død og opstandelse fór han jo til himmels. Ligesom israelitterne, der var 40 år i ørkenen, var han her kun for en tid, under 40 år.

Men i den tid, han var her, så “vi” hans herlighed. “Vi” er i første række apostlene. Som Johannes selv skriver i sit første brev: “Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord – og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os– det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus” (1 Joh 1,1-3). Men Jesus åbenbarede heldigvis sin herlighed for mange andre.

Den herlighed beskrives på to måder. For det første er den en herlighed, som Jesus har fra Faderen. Nåde og sandhed er altså fra Gud selv. Jesus kaldes i øvrigt monogenês, som betyder ‘ene af sin slags,’ altså: unikke. Ordet bruges i Hebr 11,17 om Isak. Abraham havde andre sønner, men ikke andre sønner af samme slags: løftets sønner.

Den herlighed, Johannes, de øvrige apostle og mange andre, fik at se, var kun sjældent den herlighed, som direkte åbenbarede hans guddommelighed (Matt 17,1-13; 2 Pet 2,18f). Men ikke så sjældent åbenbarede Jesus faktisk sine guddommelige egenskaber, som fx hans alvidenhed og hans magt over sygdom og død (jf. fx Mark 2,1-12 og Joh 4,46-53).

Det, som Jesus åbenbarede størstedelen af tiden, var derimod den herlighed, som var fuld af nåde og sandhed. Nåde tilgiver synd, siger Luther til Gal 1,1. Sandheden er også det, som afslører synden, men først og fremmest er sandheden Jesus selv (Joh 14,6) og evangeliet om hans person og gerning. For “nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus” (Joh 1,17).

Selv om evangeliet er blevet forkyndt og troet lige siden Paradiset (jf. 1 Mos 3,15), så er det virkeligt skelsættende, at Guds Søn blev kød, opslog sit telt blandt os og åbenbarede nåden og sandheden.

Det er det virkelige juleevangelium. Det tager mennesker ikke imod af egen fornuft, kraft eller vilje, men det er en gerning, som Gud gør ved sit ord og sine sakramenter. Det er en dom over alt det, vi mennesker kan rose os af. Men det er også et fantastisk evangelium. For uden var der ingen, der blev frelst. Hvilket juleevangelium! Hvilken gave!

Velsignet julefest!

Ekstra: Juleaften – Matt 1,18-25

Læsningerne

Juleaftens læsninger efter anden række er dels Es 9,1-6a, som også kan læses juledag, dels evangelielæsningen, hvor man kan vælge mellem Luk 2,1-14 eller Matt 1,28-25. Jeg vælger her at kommentere Matt 1,18-25, bl.a. fordi den nye oversættelse fra 1992 er meget uheldig.

Først et par ord om Es 9,1-6a. Es 9,1-6a taler bl.a. om mørke og lys: om at være uden evangelium og med evangelium. Selv om 1 Mos 1,1-5 også taler om mørke og lys, er det ikke i samme betydning. Es 9 taler om mørket i syndens og lovtrældommens verden. Og Esajas profeterer om ham, der er både barn og søn og dog “Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” Om ham der er Vældig Gud (jf. Es 10,21) og skal sidde på Davids trone. Om ham, der altså er sand Gud og sandt menneske.

Prædiketeksten Matt 1,18-25

Jesu tilblivelse ved Helligånden (v. 18)

Ordet genesis betyder egentlig at blive til og bruges i en række betydninger fra tilblivelse til fødsel. Her oversættes det gerne med fødsel, men man bør dog have i baghovedet, at Matthæus også skriver om undfangelsen i dette vers. Derfor vil en mere præcis oversættelse vel være: ’tilblivelse.’

Guds Søn fra evighed, som er født af Faderens væsen før alle tider, antog sig menneskenatur – dog uden synd – og form og blev født af moderens væsen i tiden, som Den athanasianske Trosbekendelse siger. Som Guds Søn har han ingen begyndelse, men var hos Gud i begyndelsen og i evighederne forud (se også min gennemgang af Joh 1,1-14 til juledag). Men som menneske havde han altså en begyndelse – i Marias moderskød.

Maria var ‘forlovet,’ siger såvel 1992-oversættelsen samt de nye oversættelser (BPH og DNA). Men verbet betyder egentlig ‘trolove’ eller ‘at blive trolovet’ (gr. mnêsteuô). Trolovelse er et gammelt ord, som vi sjældent bruger mere.

Men forlovelse rammer i al fald helt ved siden af. Nu om dage indebærer en forlovelse, at man aftaler at blive gift, og for mange betyder det også, at man flytter sammen. Men en forlovelse er på ingen måde bindende, hverken juridisk eller socialt.

Helt anderledes var det med en ‘trolovelse.’ Hvis vi skal dømme ud fra jødiske kilder, var trolovelse juridisk bindende (ligesom herhjemme i middelalderen og især efter 1582). Hvis manden døde, var den trolovede kvinde enke. Kun død eller skilsmisse kunne ophæve eller snarere: opløse en trolovelse (se Dictionary of New Testament Background, p. 685 med kildehenvisninger).

Det er jo desværre rigtigt, at de fleste ikke ved, hvad trolovelse er, især ikke på Det nye Testamentes tid. Men i stedet for at holde fast på det sagligt korrekte og så oplære læserne – og vi snakker faktisk om et af de helt centrale aspekter i kristendommen – så vælger man at lade enten uvidenheden eller formidlingsmæssig besvær styre en oversættelse.

Matt 1,18 siger altså, at Maria og Josef var blevet juridisk bindende trolovet med hinanden, men de var endnu ikke flyttet sammen. Det skete normalt inden for et års tid efter trolovelsen.

Josef og Maria havde derfor endnu ikke været sammen. Og selvfølgelig heller ikke sammen med andre, nu de havde lovet hinanden troskab. Det er ikke sikkert, at udtrykket først og fremmest går på det seksuelle. Men uanset om det går på at flytte sammen eller at være seksuelt sammen, er pointen altså, at det ikke har fundet sted.

Men gravid var hun. Helt nøjagtig siger teksten, at ‘Maria blev fundet at have [et barn] i maven ved Helligånden.’ Hvem der opdagede det, fortæller teksten ikke, men Josef får det i al fald at vide, hvis det ikke er ham selv.

Maria selv ved godt, hvordan det er gået til, for det læser vi hos Lukas, hvor perspektivet er Marias (Luk 1,26-38). Det eneste, vi får at vide her, er, at Maria er gravid ved Helligånden. Hvordan det nærmere er gået til, får vi ikke at vide, og det overstiger også fornuftens muligheder. Det er et under.

Josefs retsindighed (v. 19)

Josef er ikke hendes forlovede, men hendes mand, som grundteksten også siger i dette vers. Også af den grund er oversættelsen ‘forlove’ ovenfor misvisende. Den er også vildledende, for den nedbryder forskellen mellem at være forlovet og så være mand og kone.

Josef havde ikke været sammen med hende, og derfor kunne han jo umiddelbart kun konkludere, at Maria havde været sammen med en anden, siden hun var blevet gravid. Men han var en mand med høje standarder, et “ordentligt” menneske, som det hedder i DNA. Han var en retfærdig mand. Han ønskede ikke at henvise til 5 Mos 22,22-24, som om han ville leve i overensstemmelse med loven (jf. også senere Joh 8,1-11).

Han ville heller ikke vanære hende offentligt (et lignende ord for ‘vanære’ har vi i Hebr 6,6). Derfor besluttede han at skille sig fra hende i stilhed. Udtrykket ‘skille sig fra hende’ er endnu et af de udtryk, der viser, at der er tale om trolovelse, ikke forlovelse.

Af hensyn til Maria vil han lade skilsmissen foregå i stilhed. Måske lægger der deri, at han ikke vil hænge hende ud som utro eller det, der er værre. Det ved vi ikke, for Josefs planer bliver ikke til noget.

Herrens engel intervenerer (v. 20)

I den tid, hvor Josef går med sine overvejelser om, hvad han skal gøre, sker der noget overraskende. Ja, når man tager budskabet i betragtning, er det ikke kun overraskende, men noget, der hverken sker før eller siden. Men da Jesu liv senere er i fare, får Josef endnu en åbenbaring om at drage til Egypten (Matt 2,13). Det samme sker, da de skal rejse tilbage (Matt 2,19) og videre til Galilæa (Matt 2,22). Også vismændene bliver guidet ved hjælp af en åbenbaring i form af en drøm (Matt 2,12).

På Guds vegne kan en Herrens engel på en eller anden måde kontrollere, hvad mennesker drømmer. Det sker på kritiske tidspunkter i Jesu liv, men ellers ikke i NT.

Budskabet er formuleret i ganske almindeligt, menneskeligt sprog. Disse drømme er altså ikke af den type, som Freud fortolkede. Disse drømme er åbenbaringer i egentlig forstand.

Englen tiltaler Josef ved navn og kalder ham ‘Davids søn,’ dvs. en efterkommer af David. Han er altså af kongelig slægt, selv om der ikke var meget kongeligt over ham. Men som Davids efterkommer, siger det naturligvis også noget om Marias søn, som han tager til sig ved at tage Maria hjem til sig. Jesus blev som Josefs adoptivsøn også af den vej en Davids efterkommer (Kretzmann).

Budskabet til Josef er, at han ikke skal frygte for at “tage Maria, hans hustru, til sig,” som der egentlig står. Maria er sådan set allerede hans hustru. 1948-oversættelsen er derfor bedre end den fra 1992, når den siger: “vær ikke bange for at hjemføre Maria som din hustru.”

Englens begrundelse er, at ‘det [barn], som er blevet skabt eller undfanget (gr. ‘avlet’) i hende’ er ‘af Helligånden’ eller ‘ved Helligånden’ (det er samme udtryk som i v. 18). Ordstillingen er usædvanlig. ‘Ved Ånd(en)’ er adskilt fra ordet ‘hellig.’ Det er svært at sige, hvilke(t) ord englen derved fremhæver. Måske er alle ordene fremhævet. Ordene ‘ved Ånd(en)’ understreger, at Jesus ikke har noget menneske til fader, men er undfanget ved Ånden. Ordet ‘er’ markerer, at det ifølge englen er et faktum. Endelig gør ordet ‘hellig’ det klart, at det er Guds hellige Ånd, som allerede er åbenbaret i Det gamle Testamente (1 Mos 1,2; Sl 51,13).

Jesus – sit folks frelser (v. 21)

Maria skal føde en søn, og Josef skal som hans juridiske fader give ham navnet ‘Jesus.’ Det er samme navn som Josva, Jeshuah/Jehoshua, som betyder ‘Herren frelser.’ Han skal ikke blot kaldes Jesus, men han skal være en Jesus. For som englen siger, ‘han skal frelse sit folks fra deres synder.’ Jesu navn udtrykker Jesu guddommelige persons væsen (jf. Kretzmann). Det udtrykker også Jesu opgave: “Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte” (Luk 19,10).

Jesu undfangelse er underfuld, men hans fødsel vil være som ethvert andet menneskes. Han skal omskæres og i den forbindelse navngives (Luk 2,21). Omskærelsen var givet som et tegn og et segl på trosretfærdigheden (Rom 4,11). Men i modsætning til alle andre mennesker havde Jesus ikke selv brug for frelse, men han blev født under loven, blev omskåret og senere døbt til at leve et syndfrit liv i alle synderes sted. Med det ene formål at frelse sit folk fra deres synder.

Fordi alle mennesker, som er blevet til på almindelig vis, er undfanget i synd (Sl 51,7) og er syndere, kan de ikke frelse sig selv. Juleevangeliet er netop, at Gud bliver menneske, så han kan frelse sit folk fra de synder, som de ikke kan frelse sig selv fra.

Med udtrykket ‘sit folk’ menes der ikke kun Israels folk, men alle folk på jorden, for de tilhører alle sammen Gud. Det gamle testamente (pagt) omfattede Israel, men det nye testamente omfatter alle folk.

Skriften opfyldes (v. 22f)

1992-oversættelsen lader v. 21 slutte med et citationstegn og angiver dermed, at v. 22f ikke efter oversætterens mening hører med til, hvad englen siger. Et godt argument herfor er, at disse såkaldte opfyldelsescitater skyldes Matthæus (jf. 2,15.17.23; 4,14; 8,17; 12,17; 21,4; 27,9; i 26,54.56 taler Jesus om profeternes skrifter i flertal). Verbet er også datid.

Jesu undfangelse, fødsel, navngivning og frelsesgerning, “alt dette,” sker for at opfylde et bestemt skriftsted. “Det, som er sagt af Herren gennem profeten,” skriver Matthæus. Profeten er mellemmand (jf. præpositionen dia), mens den egentlige talende er Herren (gr. Kyrios). Men hvem er Herren? Selv om Herren også bruges om Jesus – se ikke mindst Lukas, fx Luk 1,43 – så må det ligesom i Matt 2,15 være Gud Fader, der er ment.

Citatet er fra Es 7,14, suppleret med Es 8,8. Det har været meget diskussion om betydningen af ordet ‘jomfru’ (gr. parthenos; hebr. ‘almah). Nicolai Winther-Nielsen argumenterer i Lohses Store Bibelleksikon overbevisende for, at der virkelig menes ‘jomfru,’ så opfyldelsen af Es 7,14 sker med undfangelsen og fødslen af Jesus (“Jomfru,” bind 2, side 232f).

Navnet “Immanuel,” ‘med os Gud,’ understreger faktisk også tonaturlæren. E. J. Young (og en supplerende bemærkning af Jais Tinglund) argumenterer i artiklen “Immanuel” i førnævnte leksikon for, at Immanu-el eller Med-os-Gud ikke bare betyder, at Gud er med sit folk med sin velsignelse, men at han er tilstede i dette barn (bind 2, side 110-112). Det er derfor, jomfruens søn f.eks. kan kaldes “Vældig Gud” (se også ovenfor til Es 9,1-6a og f.eks. Herbert M. Wolf. Interpreting Isaiah: The Suffering and Glory of Messiah. Grand Rapids, Michigan: Academie Books, 1985).

Navnet Immanu-el eller Med-os-Gud peger endvidere frem mod den dag, hvor Jesus siger: “… og jeg er med jer alle dage indtil verdens (egt. ‘tidernes’) ende” (Matt 28,20). Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske, døde for at frelse sit folk fra dets synder. I nadveren uddeler han det nye testamentes blod, dvs. det blod, som blev udgydt til syndernes forladelse, og han uddeler sit legeme, som blev givet hen for vore overtrædelser (1 Kor 11,24; jf. Rom 4,25).

Inkarnationen, jomfruundfangelsen og jomfrufødslen, tonaturlæren, frelsen, Kristi nærvær generelt og Kristi legemes og blod reale nærvær i, med, under og sammen med brød og vin er alt sammen aspekter af samme sag.

Derfor er julefesten med rette en stor fest. Den peger frem mod de øvrige store fester i kirkeråret.

Josef adlyder (v. 24 og 25b)

Josef gjorde, som han havde fået befalet. Han tog Maria hjem til sig, og i forbindelse med omskærelsen gav han den søn, Maria havde født, navnet Jesus. Josefs handlinger viser, at han troede englens og dermed Guds ord. Han troede Herrens ord på trods af alt andet (Kretzmann).

Dermed reddede Josef Marias og Jesu ære (Kretzmann) – og måske endda også Marias og Jesu liv. Det ved vi ikke. Englen måtte gribe ind, så Jesus virkelig kunne blive frelser for sit folk.

Josef og Marias ægteskabelige liv (v. 25a)

Matthæus forklarer, at Josef ikke ‘kendte’ Maria ‘før hun fødte sin søn.’ 1992-oversættelsen gengiver ‘kendte’ med ‘lå med.’ Meningen er, at de ikke havde samleje før fødslen.

Mange vil nok blive overrasket over, at man kan diskutere, hvor vidt Josef og Maria havde samleje efter fødslen. Det er faktisk sværere at svare på, end man skulle tro. Nu om dage tages det som en selvfølge, at Josef og Maria havde et seksuelt samliv efter Jesu fødsel. Man drøfter overhovedet ikke spørgsmålet.

Et ægteskab indebærer seksualliv, for sådan har Gud ordnet det ved skabelsen: Mand og kvinde skal blive et kød og blive frugtbare og talrige (1 Mos 2,24; 1,28). Eftersom Josef og Maria var gift, havde de naturligvis også et seksualliv, lyder argumentet. Der er også tale om Jesu brødre og søstre (Mark 3,32). Desuden står der jo, at Josef ikke lå med Maria før fødslen. Så gjorde han det naturligvis efter fødslen, anfører man.

Alligevel mente reformatorerne, at Maria forblev jomfru. Den katolske kirke lærte og lærer stadig, at jomfru Maria forblev jomfru (er sempervirgo). Det skyldtes for reformatorernes vedkommende ikke, at de ringeagtede ægteskabet eller seksuallivet, for hvordan skulle de kunne det, når Gud havde velsignet det. Luther kæmpede ikke alene for ægteskabet, men også for, at præsterne og munkene måtte gifte sig.

Men lige netop når det gjaldt hende, der fødte Jesus, så man anderledes på det. Maria var som Guds moder – Guds-fødersken (gr. theotokos), som man sagde i oldkirken – et helt særligt tilfælde. Det ville vel faktisk ikke være så underligt, hvis Josef og Maria havde valgt ikke at have et normalt seksualliv. Den søn, Maria fødte, var og er jo helt speciel. Ja, han er Immanu-el, Med-os-Gud. “Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1,32f). Han er undfanget ved Helligånden (Matt 1,18.20; Luk 1,35) og er hellig, Guds Søn (Luk 1,35). Elisabeth hilser hende som ‘min Herres moder’ (Luk 1,43).

Men hvad så med Jesu brødre og søstre? Her er flere ting at sige. For det første kan der i alle tilfælde kun være tale om biologiske halvsøskende, for kun Jesus er undfanget ved Helligånden. For det andet blev Josef Jesu far, i og med at han accepterede at tage Maria, sin hustru, hjem til sig, så hun fødte Jesus i ægteskab. Josefs børn vil derfor under alle omstændigheder være Jesu halvsøskende. Det afgørende spørgsmål er derfor, om Det nye Testamente udtrykkeligt siger, at Jesu brødre og søstre er Marias børn. Det gør Det nye Testamente faktisk aldrig.

Men siger teksten ikke (næsten) direkte, at Josef lå med Maria efter fødslen? Faktisk er det sådan, at ‘ikke a før end’ ofte betyder, at a så faktisk sker bagefter. Men det er ikke altid sådan. Så selve den sproglige formulering: ‘ikke … før end’ angiver kun med sikkerhed, at Josef ikke havde samleje med Maria før fødslen. Om han havde det bagefter eller ej, må afgøres på anden vis.

Et af argumenterne imod, at (nogle af) Jesu brødre og søstre var Marias børn, er det, som Jesus sagde til sin mor og Johannes, kort før han døde på korset: “Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: ‘Kvinde, dér er din søn.’ Derpå sagde han til disciplen: ‘Dér er din mor.’ Fra den time tog disciplen hende hjem til sig” (Joh 19,26-27). Forudsætningen er jo uden tvivl, at Josef er død, siden Jesus var tolv (Luk 2,41). Hvorfor var det ikke en af Jesu brødre eller søstre, der tog sig af Maria? Jeg må indrømme, at jeg ikke kan finde nogen forklaring på det. Med mindre de ikke var hendes børn – og selv da er det vel egentlig lidt overraskende, for de omtales jo trods alt som Jesu brødre (og søstre). Efter opstandelsen hører vi, at “Jesu mor Maria og hans brødre (og søstre)” var med i menigheden i Jerusalem (ApG 1,14). Det er Jesus, der er centrum: Jesu mor og hans brødre. Så man skal nok ikke lægge for meget i det sproglige udtryk i ApG 1,14.

Men en meget nærliggende forklaring på, hvorfor Johannes så at sige adopterer Maria som sin mor og omvendt, kunne altså være, at Maria faktisk ikke har andre børn end Jesus. Fordi Josef og Maria ikke fandt det naturligt, at Herrens moder skulle have sex med sin mand.

Konfessionelle lutherske teologer som Franz Pieper fastslår, at De lutherske Bekendelsesskrifter nævner, at Maria forblev jomfru. Maria var sempervirgo, som det hedder. Men eftersom Skriften ikke utvetydigt og entydigt lærer, at hun var det, er man ikke vranglærer, fordi man ikke tror og lærer det. Forudsat at man i øvrigt er en retlærende luthersk teolog. Men selv om det ikke kan bevises med sikkerhed, at Maria var sempervirgo, så fortjener argumenterne at blive hørt. De er efter min mening langt stærkere, end det ofte hævdes.

For min egen del har jeg reflekteret en del over spørgsmålet. Jeg har ikke længere problemer med at tro, at Marias status som Herrens moder kunne medføre, at hun forblev jomfru. Men det er som sagt ikke noget lærespørgsmål som sådan.

Glemte de mission?

Missionsgeneralen med riven
Generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, kritiserer i Kristeligt Dagblad såvel dr.theol. Carsten Breengaard fra Islamkritisk Netværk og dr.theol. Lissi Rasmussen, som leder Islamisk-Kristent Studiecenter.

Christensen spørger: “Er vi, når det kommer til stykket, bare børn af vores tid? Og har den kristne kirke komplet mistet evnen til at sætte en modkultur? Og dermed nærmer vi os det tema, der blev væk i debatten mellem Breengaard og Rasmussen. Eller som i hvert fald ikke er synligt.

“Det forsvundne tema er mission. Kristeligt set er en diskussion, om man skal være islamkritisk eller dialogorienteret, jo bare at kradse lidt i overfladen. Det overfladekrads, som resten af samfundet koncentrerer alle kræfter om. Den dybere dagsorden, som den kristne kirke bør være intenst optaget af, er, at der er opstået en befolkningsgruppe i Danmark på tæt ved 200.000 mennesker, som markerer, at de ikke tror på Kristus.” (“De glemte at tale om mission“).

Forholdet mellem islamkritik og mission
Jeg er sikker på, at f.eks. Islamkritisk Netværk kan svare for sig selv. Alligevel vil jeg gerne give mit besyv med. Nu er Christensen jo generalsekretær for en organisation, som vil drive mission. Så det tema kører han frem med, hvilket er fair nok. Men han gør det ved at postulere, at ingen af de andre interesserer sig for mission.

Jeg er af den opfattelse, at Islamisk-Kristent Studiecenter har så svært ved at skelne mellem kristendom og islam, at der ikke kan være noget mission i det. Fx er det helt uforståeligt for mig, hvordan folkekirken kan støtte et center, der har en imam som Abdul Wahid Pedersen siddende i centerets bestyrelse.

Men hvad er belægget for at påstå, at Islamkritisk Netværk i Folkekirken ikke interesserer sig for mission? Er det, at de holder en konference om “Den danske Folkekirke og islam: Grænser for dialog?”

Det er i så fald ikke en berettiget kritik. Konkret drejede debatten i Kristeligt Dagblad sig om Liselundmødet 24. november 2007. I invitationen står der bl.a.: “Måske skulle Den danske Folkekirke i dialogen med islam optræde med større klarhed om sin kristne bekendelse og dens betydning og dermed være en inspiration for den kristne menighed til selvbesindelse, for det muslimske mindretal til eftertanke?” (se her). Mission uden klarhed om sin kristne bekendelse er i bedste fald uklar mission, i værste fald slet ikke mission i virkeligheden. Hvis jeg forstår generalsekretær Christensen ret, er det også, hvad han – meget kortfattet – siger til de dialogorienterede.

For det andet er det helt legitimt at “studere og kritisere islam,” som Islamkritisk Netværk i Folkekirken har til formål (se her). Det er – naturligvis – ikke mission som sådan. Men det betyder ikke, at det ikke har med mission at gøre. Det er nemlig afgørende vigtigt, at man ved, hvad man selv vil/skal formidle, og at man kender lidt til dem, man skal formidle det til.

For det tredje er det et teologisk helt legitimt formål at “bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse.” Som Islamkritisk Netværk gør opmærksom på, indgår det i præsteløftet (se her). Præsteløftet er ikke “imod” mission. Faktisk er det sådan, at en vigtig del af mission er udbredelsen af den kristne lære, og hånd i hånd med det går kampen mod vranglære. Det har jeg blogget om tidligere (se mine blogindlæg om lærepolemik her). Det gælder ikke mindst den islamiske vranglære, som ikke alene er vrang lære, men som også er totalitær og derfor har store konsekvenser for samfundet.

Som dr.theol. Carsten Breengaard skrev: “Men i virkeligheden var pointen med oprettelsen af Islamkritisk Netværk en helt anden end den elementære, som alle kristne selvfølgelig er forpligtet på. Formålet var at skærpe opmærksomheden for den europæiske tradition for appeasement (eftergivenhed) over for totalitære bevægelser” (“En doktorgrad forpligter“). Det ville helt bogstaveligt være synd at sige, at den danske kultur har været særlig islamkritisk. I al fald ikke hvis man ser på det, Ole Hyltoft har kaldt “medieoverklassen” (se her) Christensen efterspørger modkultur. Mon ikke Islamkritisk Netværk netop er det? Men er Christensen det?

Kamp mod appeasement er ikke mission. Naturligvis ikke. Men det er vigtig for at forstå islam, og det er også vigtig, hvis man gerne vil have et frit samfund, og hvis man gerne vil have et samfund, som ikke forbyder kristen mission. Det er også vigtigt for at forstå og bevare den kristne lære om Kristus, frelsen og de to regimenter.

Jeg er faktisk af den opfattelse, at Islamkritisk Netværk har potentiale til ikke bare at kradse i overfladen, men at udføre et særdeles vigtigt stykke arbejde. Man kan naturligvis indvende, at det burde være en selvfølge med islamkritik. Men det har det jo åbenlyst ikke været i nogen tid. Men forhåbentlig er der nye eller rettere gamle tider på vej. Biskoppernes afvisning af at ændre i Den augsburgske Bekendelse er et lille skridt på vejen, selv om vi mangler at se folkekirken drage konsekvenserne (se her). Man kan så håbe, at Islamkritisk Netværks opgør med læreslapheden også vil blive udbredt til andre trosartikler.

Generalsekretær Christensen forestiller sig en indvending fra Islamkritisk Netværk som følger: “Det er jo lige præcis mission, når vi kritiserer islam. Som Breengaard udtrykker det: Hvad skulle kristne præster og teologer være andet end islamkritiske?” Jeg tvivler i allerhøjeste grad på, at Islamkritisk Netværk selv anser islamkritikken for mission.

Måske generalsekretæren trænger til at få ryddet lidt op i sine begreber? For nu for engangs skyld at være lidt polemisk: Kradser Christensen ikke bare lidt i overfladen af problematikken? Hvis det er berettiget at kritisere islamkritikerne for at glemme mission, kan man så ikke kritisere generalsekretær Christensen for at sige mission uden tilsyneladende at have særlig megen forståelse af forholdet mellem mission, lære og lærepolemik? Måske, måske ikke. Måske er der bare tale om, at en klumme skulle skrives. Anliggendet var godt, udførelsen ikke.

Ja til mission – og til lærepolemik
Jeg er nemlig helt enig i Christensens afsluttende spørgsmål: “Skulle vi ikke prøve at føre en drøftelse om, hvordan muslimske mennesker vindes for Kristus, når vi nu er blevet tildelt en historisk chance for at drive tværkulturel mission i vores eget land?” Det er derfor, man også bør gå ind for lærepolemik, også over for islam. Det er derfor, det også er berettiget med kritik af den islamiske religions totalitære karakter. For får islam magt efter agt, vil mission blive vanskeliggjort.

Men vil man drive mission, må man ikke bare kæmpe imod den islamiske vranglære, men mod al anden vranglære. Og man må kæmpe for den rene lære og forkyndelsen af den og for den rette forvaltning af sakramenterne.