2. søndag i advent – Matt 25,1-13

Myten om Luthers træplantninger

Man siger ofte, at Luther skulle have sagt, at selv om Kristus kom igen i morgen, ville han plante et træ i dag. Den tidligste kilde, jeg foreløbig har fundet udsagnet i, er en prædikensamling fra det 20. århundrede. Mange belæste Luther-kendere har givet op i forsøget på at finde et sådant Luther-citat. Det er der en god grund til, for man skal ikke have læst ret meget af Luther for at opdage, at Luther næppe vil have sagt sådan.

Luther ville faktisk have sagt det modsatte. Fordi Kristus kommer, når vi mindst venter det, så vil den kristne for det første flittigt lytte til evangeliet og nære sin tro ved Ordet og sakramenterne, og for det andet som følge heraf gøre gode gerninger med stor omhu. Luther ville ikke have plantet et træ på trods af, men snarere fordi han vidste, han skulle stå til ansvar for det kald, som han havde fået. Er ens kald at plante træer, planter man altså træer. Men som Luther prædikede og lærte fra det øjeblik, han fik åbenbaret evangeliet, så er det ikke gerningerne, men troen, der frelser.

Søndagens læsninger

Læsningerne på 2. søndag i advent efter anden tekstrække giver mulighed for at vælge Es 11,1-10 eller Mal 3,1-3 som gammeltestamentlig læsning. Begge beskriver dommen og tiden efter dommen – men dermed også tiden før dommen. For frelsen er jo allerede en virkelighed før dommedag, men som et trosanliggende. Guds dom er også en virkelighed allerede her i tiden, ikke mindst når loven forkyndes. Mal 3,1-3 taler om Herren og Herrens engel, og man får det indtryk, at det ligesom i 2 Mos 3,1-14 er samme skikkelse. Dvs. den præeksistente Guds Søn. Mal 3,1-3 ender ligesom Es-stykket med et domstema.

Jak 5,7f formaner til tålmodighed indtil Herrens komme og med den begrundelse, at hans komme er nær.

Prædiketeksten er Matt 25,1-13. Jesus har forinden formanet til årvågenhed (Matt 24,42-15). Specielt fokuserer Jesus på dem, der skal give de andre kristne deres føde i rette tid (Matt 24,45). Den, der gør det, er salig, mens den, der gør det modsatte, vil få en streng dom sammen med hyklerne (Matt 24,48-51). Efter dagens prædiketekst fortæller Jesus om de betroede talenter og dommen (Matt 25,14-30) og underviser om den kommende verdensdom i prædiketeksten til sidste søndag i kirkeåret (som jeg har gennemgået her).

Lignelsen om de ti brudejomfruer deler domstemaet med afsnittene både før og efter. Nogle vil mene, at lignelsen ligesom Matt 24,42-51 handler om den kristnes tjeneste. Men temaet i dette stykke er jo egentlig årvågenhed, ikke tjenesten som sådan. Man kan vel sige, at det afgørende spørgsmål er, hvad olien symboliserer. Det er i virkeligheden et spørgsmål, som må besvares ud fra, hvad kristendom er.

Jesus lærer os, at vi skal være årvågne og vente på Hans komme, for han kommer, når vi mindst venter det. Årvågenheden er ikke noget, vi har af os selv. I bedste fald kan vi mennesker lære os at frygte fremtiden og dommen. Vores tid er faktisk ekstremt optaget af en frygt for fremtiden. Man benægter Gud og evangeliet, og tilbage er da frygt for så det ene og så det andet. For år tilbage frygtede man det atomare ragnarok. Eller overbefolkning. Nu frygter man klimakatastrofen. Og man flygter og tager sin tilflugt til, hvad mennesker nu mener at kunne stille op mod ulykkerne med.

Jesus vil ikke, at vi skal frygte fremtiden eller dommen (hvilket ikke betyder, at vi skal være ligeglade med den verden, vi lever i). Derfor har han åbenbaret, hvad der skal ske – i al fald så meget, vi har brug for at vide. Og han formaner til årvågenhed. “Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken nattevagt tyven kommer, ville han våge og forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Derfor skal I også være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det” (Matt 24,42-44).

Og Paulus skrev: “Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: ‘Fred og ingen fare!’ da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe.” (1 Thess 5,1-3).

Apostlen Peter skriver tilsvarende: “Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse. Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er.” (2 Pet 3,9-10).

Jeg har endelig argumenteret for, at Johannes’ Åbenbaring først og fremmest skal gøre os rede til Herrens dag. Se f.eks. min kronik “Den rette forberedelse til Jesu genkomst” i Kristeligt Dagblad den 8. juni 2002.

De, som våger, skal opstå og/eller møde Kristus i hans nåde, mens de, som ikke våger, skal møde ham i hans unåde. Men Hans største og egentlige ønske er, at “ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse!” Gud give, at prædikenen på søndag vil tjene dertil.

Ti jomfruer og en brudgom (v. 1)

Indledningen til lignelsen knytter til ved domstemaet i versene forud: ‘På det tidspunkt vil Himmeriget blive gjort lig med,’ som der egentlig står.

Jesus sammenligner Himmeriget med ti jomfruer, som tog deres olielamper og gik ud for at møde brudgommen.

Himmeriget er kirken. Det er et rige, som med Luthers ord er “oprettet ved evangeliet.” Jesus forkyndte selv evangeliet, og efter sin opstandelse sendte han sine disciple ud i hele verden for at prædike dette evangelium (Luk 24,47; Matt 28,18-20). Dette rige har fremgang, når evangeliet tros og forkyndes, formelt og uformelt, i kirke og i hjemmene. Nogle tror evangeliet, gør gode gerninger og lever i kærligheden og håbet. Luther har i det hele taget en udførlig gennemgang af, hvordan Kristus hersker i sit rige, i prædikenvejledningen til Matt 25,1-13 (27. søndag efter Trinitatis i Det evangelisk Lutherske Kirkesamfunns udgave af Dr. Martin Luthers Predikener, Oslo 1968).

Mange af os, der er vokset op med denne lignelse, undrer os sikkert ikke, men hvad er det egentlig, lignelsen siger? Ti jomfruer? Hvorfor ikke brudepiger? Craig Blomberg, der har skrevet både en kommentar til Matthæusevangeliet og en nyttig bog om fortolkningen af Jesu lignelser, mener, at ordet jomfru er brugt for at angive deres tætte tilknytning til bruden.

Det giver god mening, for brudgommen er jo Kristus. Dem, der bliver frelst, beskrives kollektivt som bruden, enkeltvis som jomfruer. I Johannes’ Åbenbaring ses det samme: Det ny Jerusalem er bruden, Lammets hustru (Åb 21,9), mens de enkelte forstås som bryllupsgæster: “Salige er de, der er indbudt til Lammets bryllupsfest” (Åb 19,9). Tidligere siges det, at de følger Lammet og kaldes “jomfruer” (ikke ‘jomfruelige,’ som i 1992-oversættelsen). “De følger Lammet, hvor det går. De er købt fri fra menneskene som en førstegrøde for Gud og Lammet” (Åb 14,4).

På nytestamentlig tid indgik man en bindende aftale om ægteskab: trolovelse. Senere, normalt senest efter et års tid, førte brudgommen sin brud hjem. Denne lignelse giver ikke anledning til at gå nærmere ind på dette, men jeg vender – meget snart! – tilbage til det i forbindelse med min gennemgang af Matt 1,18-25, der er prædiketekst til juleaften.

Den gammeltestamentlige baggrund

Baggrunden for at beskrive Kristus som brudgommen findes i Det gamle Testamente. Faktisk finder vi også en mulig baggrund for at tale om ‘jomfruer’ i denne salme. Sl 45 er en sang om kærlighed eller en bryllupssang. Salmisten taler til Gud (v. 7), men omtaler også “Gud, din Gud,” som har salvet ham med glædens olie frem for dine lige. Der er, som vi også lærer i Hebræerbrevet, tale om Kristus (Hebr 1,8f). Denne Gud, som selv har en Gud, er altså ham, som Johannesevangeliet kalder Gud, som i begyndelsen var hos Gud (Joh 1,1).

Denne Gud er “en helt,” et ord, som beskriver hans (militære) styrke. Samme ord bruges igen i Es 9,5: Davidskongen er “vældig Gud,” ordret: ‘Gud, helt.’ Han er en guddommelig kriger. I Johannes’ Åbenbaring siges der om Kristus, at han ‘dømmer og fører krig i retfærdighed’ (Åb 19,11). Her i tiden udbreder han retfærdighed gennem evangeliet og sådan set også gennem de gode gerninger, som følger af troen. På dommedag skal retfærdigheden ske fyldest og således udbredes til hele jorden.

Men Han skal ikke kun føre krig. Han skal også holde bryllupsfest: som brudgom (Sl 45,10ff). Om bruden hedder det: “i brogede klæder føres hun til kongen, jomfruerne er i hendes følge, hendes veninder føres til dig” (Sl 45,15). Gud skal naturligvis ikke giftes på vanlig vis. Det er et billede på forholdet mellem frelseren og de frelste. Præcis som i denne lignelse, hvor der også er en brud med jomfruer i sit følge.

“Kongen begærer din skønhed, han er din herre, kast dig ned for ham!” (Sl 45,12). Den skønhed er ikke en skønhed, som mennesker har i sig selv. Det er en skønhed, de får tilregnet. Dette vers beskriver evangeliet i en nøddeskal. Vi er elskede af kongen, fordi han selv har skænket os tilgivelsens skønhed. Ja, “hvor er kongedatteren prægtig!” (Sl 45,14). Brylluppet er længe ventet og bliver en glædesfest. “De føres til dig under glædessang og jubel, og træder ind i kongens palads” (Sl 45,16).

Generelt finder vi i Det gamle Testamente, at Guds folk beskrives som hans brud eller hustru (f.eks. Ez 16 og Hos 1-3).

Hvem jomfruerne er og ikke er

Alle ti jomfruer tog deres lamper (se nedenfor) og gik ud for at gå brudgommen i møde, siger Jesus. De ti jomfruer er altså ikke dem, der måske aldrig har hørt om Jesus. Det er heller ikke dem, der har hørt om ham, men som nægter at tro ham. Jomfruerne er dem, der hører til i kirken. Men som vi skal se, viser nogle af dem sig ikke at blive frelst. De vil med til bryllupsfesten på falske præmisser. Det drejer sig altså om samme sag som i Matt 22,1-4 (jf. min gennemgang her).

Fem tåbelige og fem kloge (v. 2)

Lignelsen er ikke en gennemført allegori, så alle elementer har en betydning. Man kan således ikke slutte, at nøjagtig halvdelen af dem, der hører til i kirken, bliver frelst. Pointen er ikke, hvor mange, men at der er to grupper, og at de er forskellige, ja, diametralt modsatte.

Den ene gruppe er tåber. Dem har vi allerede mødt i Matthæusevangeliet. “Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand” (Matt 7,26; jf. her). Tåberne er dem, der ikke har ladet sig forberede ved at høre Kristi ord forkyndt i lov og evangelium – og i ånd og sandhed. Når tiden for dommen kommer, forsøger de sig med deres egne gerninger, som ikke er gjort i tro (jf. til Matt 25,31-46).

De kloge eller forstandige er dem, der ved, hvor sand visdom er: i Guds Ord. De hører Guds ord og handler efter det. Med Luthers ord: “De er godt udrustet med lamper og olie, dvs. med tro og kærlighed.”

I verdens øjne er det omvendt: De kristne er de tåbelige. I dag kappes man(ge) om at nedgøre kristne, kristendommen og kristenhedens kultur. Historisk set er der ingen grund til at bøje nakken, for kristenhedens kultur har bragt os store goder. Det kan begrunde at være “kulturkristen.” Men det gør ikke en til kristen. Man bliver en kristen ved at høre loven, der med rette afslører alle menneskers synd, og evangeliet, som forlader synderne. Det er en gerning, Gud gør, ved ordet og sakramenterne.

Olie og oliemangel (v. 3f)

De kloge har ikke kun deres lamper med, men også olie til lamperne. Det har de tåbelige ikke. Og det er virkelig tåbeligt. Det er så tåbeligt, at man må give Craig Blomberg ret: Mange detaljer i lignelsen er virkelighedsnære, men ikke denne. I Jesu samtid skete det nemlig ofte, at brudgommen blev forsinket. I og med, at Jesus beskriver det, bliver vi under alle omstændigheder klar over, at oliemanglen har en vigtig betydning.

Jomfruerne falder i søvn (v. 5)

Det varer længere end forventet, inden brudgommen kommer (jf. Matt 24,48; Luk 1,21). Jesus har altså forberedt sine disciple på, at hans komme/genkomst kan trække ud. Det er der en del fortolkere, der ikke kan eller vil tage hensyn til. De ignorerer Jesu bevidste opgør med forestillingerne om, at Messias (dvs. han selv) skulle bringe et nationalt/politisk og religiøst herredømme her og nu i denne verden. Jesus forestillede sig ikke nogen kirke, ingen mission, ingen “ventetid” ud over maksimalt en generation, mener man og henviser til Matt 16,28. Nej, han forestillede sig, at Menneskesønnen, som skulle være en anden end ham selv, ville komme i løbet af kort tid. Siger mange altså.

Men sådan lærer Det nye Testamente ikke. I Det nye Testamente finder vi den såkaldte eskatologiske spænding. Jesus har allerede gjort Guds rige nærværende, og han vil bringe Guds riget i herlighed. Det er spændingen mellem tro og skue, mellem syndernes forladelse og herliggørelse.

I lignelsen fører ventetiden til, at jomfruerne falder i søvn. Det gør de alle sammen. Der er altså næppe noget galt i at falde i søvn. Nogle tolker søvnen om døden. Det er jo en mulighed, når man tager Matt 9,24 i betragtning: “Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.” Blomberg mener, at man ikke skal lægge så meget i det. Men det er dog en kendsgerning, at sjælen ikke dør (jf. Luk 16,19-31 og 2 Kor 5,8). Og alle skal jo stå op fra de døde og møde Kristus som dommer (2 Kor 5,10; Matt 25,31-46; Joh 5,28f).

Luther tolker dog søvnen om synd. Sande kristne synder også undertiden. Men Gud kan tåle syndere i sin kirke, hvis de bare erkender synden og lukker op, når Kristus banker på. Synden skader ikke den kristne: “Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder” (1 Joh 2,1-2). Vi beder jo også i Fadervor om syndernes forladelse hver dag, anfører Luther. “Tror vi, så sker det.” Luthers teologi er klar og sand, men om hans tolkning af søvnen er den mest nærliggende forståelse af denne lignelse, kan vel diskuteres.

Nu kommer han! (v. 6)

Midt om natten lyder der et råb: “skete et skrig,” som der egentlig står. “Se! Brudgommen!” Jomfruerne opfordres til at gå ham i møde. Det var jo også det, de var der for (jf. v. 1, hvor der bruges et ord med samme stamme, men et andet forholdsord som præfix).

Der er ingen tvivl om, at Jesus her tænker på sin genkomst, ligesom fx i Matt 22,1-14 og i Johannes’ Åbenbaring. Når han kommer, skal alles øjne se ham (Åb 1,7), og alle skal møde ham og få evigt liv eller evig dom og fortabelse (Åb 17,1-22,5; Matt 21,46). Alle skal gå ud af gravene (Joh 5,28f), ligesom alle her i Matt 25,6 skal “gå ud og gå ham i møde.”

Den katastrofale oliemangel (v. 7-9)

Begyndelsen af v. 7 har først et ord, der betyder ‘så’ eller ‘på det tidspunkt’ og dernæst et verbum, der kan tolkes på to måder (êgerthêsan). Den mest nærliggende forståelse er, at det betyder, at ‘de blev vækket’ (af råbet) eller at ‘de vågnede.’ Men det er samme ord, der bruges om at blive oprejst fra de døde. Det bruges om både Jesus og dem, der bliver oprejst som følge af, at Jesus nu har lidt for deres synder og dermed brudt syndens og dødens magt (Matt 27,52.64). Det er meget tænkeligt, at Jesus har valgt netop det ord for at antyde, hvad lignelsen handler om.

Jomfruerne skal have tændt lamperne. Men så er det, at de tåbelige opdager, at de ingen olie har. Og det er virkeligt tåbeligt, så tåbeligt, at det næsten ikke er tænkeligt, at det vil foregå i virkeligheden. Og dog … når man nu kender virkeligheden. Som Luther skriver i sin prædikenvejledning til denne tekst, så søger de deres egen ære, ikke Guds. De vil have glæden, men ikke frygten, den sande gudsfrygt. De vil have festen, men ikke kristendommens alvor.

Men Jesus taler jo om dem, der ikke har forberedt sig ordentligt på trods af, at de hører til blandt dem, der angiveligt venter på hans komme. Deres reaktion er at bede de kloge om nogle af deres olie. Uden olie brænder vægen hurtigt ud (v. 8). Indtil brudgommen, bryllupsfesten og dermed også dommen kommer, lader de sig “trøste” og “berolige” af deres egne gerninger og deres eget selvopfundne evangelium. Når først Kristus kommer, går det op for dem, at Skriftens ord er virkelighed. I mødet med dommeren hjælper det ikke med det, man har prøvet at trøste og berolige sig selv med. Dér hjælper kun det, som dommeren, Kristus, selv har anvist.

Det er helt parallel til den måde, som Johannes’ Åbenbaring ofte bliver behandlet på. Man vil gerne have frelsen, glæden og det “søde,” men dommens virkelighed og rædsel og den frygt, som dommedag kalder frem, vil man ikke vide af. Man siger, at det ikke har noget med kristendom at gøre. Den slags forkyndelse skaber tåbelige jomfruer.

Man kan ikke dele på den måde, fremgår det af lignelsen. Jesus lader de kloge svare, at der overhovedet ikke vil være nok olie til begge hold. Grundteksten understreger meget stærkt, at der ikke vil være olie nok til begge. De tåbelige må gå bort og købe noget (v. 9). Nu fremgår det ikke, om man kan købe noget midt om natten. Jeg tvivler på det. Men det er heller ikke en pointe i lignelsen. Pointen med v. 8f er i stedet at understrege det, som Jesus lagde op til med v. 3f: At oliemangel er et alvorligt problem. Det er et problem, der medfører, at man ikke får adgang til bryllupsfesten, men for evigt må blive uden for, under dommen, i fortabelsens pine (jf. igen til Matt 25,31-46).

Brudgommens komme og bryllupsfesten (v. 10)

De tåbelige forsøger det, der er umuligt, både fordi det er midt om natten, og fordi det tager for lang tid. Brudgommen kommer, mens de er på vej hen for at (forsøge at) købe olie.

Dem, der er rede, går med ham ind til brylluppet eller bryllupsfesten (gr. gamous betyder bryllup eller bryllupsfest). Jesus kalder de kloge for ‘dem, der er rede’ (gr. hetoimoi). Det betyder ikke, at det er deres egne gerninger, der har gjort dem rede. Men de har ladet sig gøre rede. De er blevet gjort rede. Mere herom om et øjeblik.

Den lukkede dør og den forpassede mulighed (v. 10-12)

‘Døren blev lukket,’ siger Jesus. V. 11f udfolder, hvad det betyder. For ‘senere’ kommer også de øvrige jomfruer. De siger ‘Herre, Herre’ til brudgommen og beder ham lukke op. Men han svarer med en formel og højtidelig indledning: “Sandelig (gr. amên) siger jeg jer, jeg kender jer ikke.”

Jesus har brugt udtrykket ‘Herre, Herre’ før. I Matt 7,21 siger han: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” Og det er altså den, som ikke bare hører, men også handler efter, hvad Jesu himmelske fader siger og vil. Så betyder det ikke noget, hvad man mener at have sagt og gjort (Matt 7,21f). Det, der betyder noget, er, om Kristus kender en eller ej: “Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matt 7,23; jf. hvad jeg har skrevet her).

Det er derfor altafgørende, om Jesus kender en. Om man er rede (v. 10). Det er i den sammenhæng, man skal forstå det med at have eller ikke have olie. Det er blevet tolket som gode gerninger, frelsende tro eller nåde, eller som Helligånden (Blomberg, Interpreting Parables, s. 196). Herhjemme har jeg hørt det tolket om Helligånden som den, der udruster til tjeneste. Blomberg afviser, at man kan give en konkret allegorisk tolkning af olien. Det er i stedet en pointe, der understreger hovedpointen: at man skal være årvågen og beredt.

Men netop det viser da, hvad det er, olien er. Det er at være årvågen og beredt. At være forberedt i betydningen: at være blevet forberedt. Det fremgår tydeligt nok af Skriften, hvad det vil sige. Det vil sige at at være tilregnet Kristi retfærdighed ved tro. “Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed” (Rom 4,3). “Men den, som har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste; anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfærdiggør den ugudelige: ham regnes hans tro til retfærdighed” (Rom 4,4-5).

Det er det, der gør, at Kristus kender en. Uden tro og uden ens navn i livets bog (Fil 4,3; Åb 3,3; 13,8; 17,8; 20,12.15; 21,27) går man fortabt – ligesom de tåbelige jomfruer. Men den, der lever i tro på Kristus, søger hans ord og sakramente, vil blive forberedt, så man er årvågen og dagligt beder: “Komme dit rige!” eller – med Johannes’ Åbenbarings ord – “Kom, Herre Jesus!”

Vær derfor årvågen (v. 13)

Jesus afslutter lignelsen med at understrege dette aspekt over for sine tilhørere. ‘Vær derfor årvågne.’ Jesus har ikke lovet at komme på et bestemt tidspunkt. Nogle synes, det tager for lang tid, og bliver onde (Matt 24,48-51). Andre falder åndeligt i søvn, dvs. dør åndeligt.

Jesus har derimod lovet at sørge for dem, han har udvalgt. Det gør han med evangeliet, sit ord og sakramenterne. Det er Guds gerning, der forbereder til dommens dag og som frelser. Men man må dog sørge for at være der, hvor Gud gør sin gerning. Man må være der, hvor loven afslører ens skyld og synd. Man må være der, hvor evangeliet i ord og sakramenter frelser fra synden og dens følger: død og evig fortabelse.

Er man der, skal man ikke frygte for fremtiden og dommen, men stole på, at Gud gør sin gerning og vil bevare en i troen til det evige liv.

Adventstid er bodstid

Det betyder, at man må være der, hvor der gøres bod. Denne anden søndag i advent fokuserer på os, der kommer i kirken, og advarer os om, at det ikke er nok at se ud, som om man hører til. Det, der virkelig tæller, er, om man faktisk er beredt. Om Jesus kender en.

Det er gennem tiden blevet tolket pietistisk. Folk har undersøgt sig selv og/eller de andre for at finde ud af, om de nu også virkelig var beredt. Man fokuserede på, om folk nu levede fromt. Om de “så ud til at være med.” Det har ofte ført til hykleri.

Men Jesus vil ikke lede til hykleri og laden-som-om-ved-at-se-ud-som. Jesus vil derimod, at alle mennesker skal være der, hvor Gud gør det, der skal gøres. Han vil, vi skal være dér, hvor loven forkyndes lige så skarpt og betingelsesløst, som Jesus og Paulus og de øvrige bibelske forfattere gør det. Og hvor evangeliet forkyndes lige så betingelsesløst, som Skriften gør det. Hvor synderne forlades hver eneste, der bekender sin synd og sin tro på Jesus Kristus. “Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr,” som Esajas skriver om Herrens tjener, Kristus, i Es 42,3. Dér er der ikke frygt for fremtiden og dommen, men sand tro og gudsfrygt.

Gud vil, at vi skal gøre bod ved at lade os forberede under de prædikestole, hvor prædikanten drager de fulde konsekvenser af julens evangelium. “Vi tror på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen; ved hvem alt blev skabt; som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra Himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske; som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge Skrifterne og opfor til Himmels; sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige.” (Den nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse).

Henvisninger:
Blomberg, Craig L. Interpreting the Parables. Downers Grove, Illinois: InterVarsity Press, 1990.
Blomberg, Craig L. Matthew. Bd. 22 i The New American Commentary. Nashville, Tennessee: Broadman Press, 1992.

Som antydet ovenfor forventer jeg – om Gud vil og jeg lever – snart at lægge gennemgange ud til (i al fald) juleaften og juledag.

1. søndag i advent – Luk 4,16-30

Teksterne

Læsningerne til 1. søndag i advent omfatter Es 42,1-9, som er den første af Esajas’ såkaldte tjener-sange, dvs. poetiske stykker om Herrens tjener. Det betyder ikke, at Esajas ikke har profeteret om denne person tidligere i bogen. Velkendt er Es 7,14 og 8,23-9,6. Man har valgt Es 42,1-9 i stedet for Es 61,1f, som Jesus citerer. Dermed har man to af Herrens tjener-sangene med, men man får ikke læst selve Es 61, så man kan sammenligne.

Den nytestamentlige læsning er Rom 13,11-14, som måske knytter til ved dag-temaet. Der er også andre mulige forbindelser, men måske ikke lige nogen, der er meget nærliggende.

Prædiketeksten er Luk 4,16-30. Denne søndag har biskopperne i den danske folkekirke givet tilladelse til, at kirkerne må bruge Den Nye Aftale: Det Nye Testamente på nudansk (officiel forkortelse: DNA). Jeg har en DNA-analyse såvel som en analyse af Bibelen på hverdansk på min blog om danske bibeloversættelser: “Luk 4,16-30 i de to nye bibeloversættelser.”

Lukas 4,16-30

I Lukasevangeliets komposition kommer 4,16-30 til at spille en vigtig rolle. De to første kapitler handler jo om tiden indtil Jesus er 12 år. Derefter præsenteres Johannes Døber, som skal bane vej for Herren, dvs. for Jesus. Jesus bliver døbt, og efter Jesu slægtstavle hører vi om Jesu fristelse i ørkenen. Jesus vender efter tilbage til Galilæa, hvor han underviser og lovprises af alle.

Beretningen om Jesu undervisning i Nazarets synagoge får på den baggrund programmatisk karakter. Indholdet er da også programmatisk.

Jesus i sin hjembys synagoge (v. 16)

At Jesu undervisning eller prædiken foregår i Nazaret, får en kommentar i v. 24. Strengt taget betyder grundteksten, at Jesus var blevet sørget for (gr. tethrammenos) i Nazaret. Selv om han er Herren, havde han en mor, som måtte sørge for ham (Luk 1,43). Ganske vist var Jesus ikke en normal dreng (Luk 2,41-52), men han var dog helt og fuldt menneske, der gav afkald på at bruge sine guddommelige evner og magt. Men som vi skal se, er det måske også netop anstødsstenen.

Lukas skriver, at Jesus gik ind i synagogen på sabbatten (lørdagen) ‘i overensstemmelse med sin sædvane.’ Jesus var Guds Søn, men det fik ham ikke til at forsømme gudstjenesten i synagogen. Når Guds Søn var trofast, skal vi være det så meget desto mere.

Men mener Lukas kun, at Jesus deltog i synagogegudstjenesten, som han plejede? Eller havde Jesus også for vane at prædike? Normalt siger man, at Jesus blev bedt om at læse (jf. hvad oversætteren af BPH direkte skriver ind i teksten). Men det står der ret beset ingenting om.

Sagen er jo, at Jesus havde imponeret de lærde i Jerusalem allerede som 12-årig (Luk 2,41-52). Lukas har endvidere lige fortalt, at Jesus underviste i deres synagoger og blev prist af alle for sin undervisning/prædikener, og at man fortalte om ham i hele det omliggende land, hvilket meget vel kan være hele Galilæa (Luk 4,14f).

På den baggrund ville det da slet ikke være unaturligt, snarere helt naturligt, om Jesus simpelthen af sig selv ‘rejste sig for at læse,’ sådan som Lukas’ ord egentlig lettest forstås. Det er rigtigt, at Lukas fortæller om, at det gik anderledes for sig i Antiokia (ApG 13,14-16). Her er Paulus og hans ledsagere kommet som gæster, og de spørges først efter oplæsningen af loven og profeterne. I Nazaret er Jesus hjemme, kendt og (endnu) populær.

Luk 4,16-30 er jo ikke det første, Jesus foretager sig. I Markusevangeliet er det først i kapitel 6, efter helbredelsen af den kronisk blødende kvinde og opvækkelsen af Jairus’ datter (Mark 5,21-43), at vi hører om prædikenen i Nazaret.

Jeg synes derfor egentlig ikke, at der er noget til hinder for, at Jesus har haft for vane at læse og undervise i synagogen (se også Joel Greens The Gospel of Luke til stedet).

Jesus læser Esajas 60,1-2a (Luk 4,17-19)

Jesus slår op (ruller frem til) Es 60. Citatet er fra Es 60,1-2a. Nogle gange diskuteres det, om de nytestamentlige forfattere kun citerer en smule for at vise, at der blev læst mere (fx til Matt 27,46; Mark 15,34). Men her tror jeg faktisk, Jesus meget bevidst kun læser Es 60,1-2a. For i v. 2b står der, at “og en hævndag fra vor Gud.” Men netop det var Jesus slet ikke interesseret i at tage frem nu, for det ville føre til en alvorlig misforståelse. En del jøder forventede nemlig, at Messias skulle “genoprette kongedømmet for Israel” (ApG 1,6; min oversættelse). Esajas’ profeti vil blive opfyldt, men først når Jesus kommer igen (jf. ApG 1,7.11). Inden da skal Jesus fuldføre sin egen gerning på jorden og lade sin kirke fuldføre den gerning, de skal få (jf. ApG 1,8).

Først læser Jesus nu Esajas-teksten, som ifølge v. 21 handler om ham selv (v. 19). “Herrens Ånd er over mig,” som vi også ved fra Luk 3,22 og Joh 1,32f. Som Guds Søn fra evighed af har Jesus vel ikke brug for Helligånden, men er ét med Ham. Men efter sin menneskelige natur er han blevet udrustet med Helligånden. Som Martin Chemnitz skriver i sin Om de to naturer i Kristus: “Men i Kristi person blev den menneskelige natur igen salvet med Ånden, ikke en smule, men i et sådant omfang, at Han udøver alle sine guddommelige kræfter i Kristi menneskelige natur” (The Two Natures in Christ, p. 329).

Jesus er blevet udrustet med Helligånden, da han blev salvet (jf. ApG 10,38). Men der ligger mere i det, end at han er salvet med Helligånden. Han er ikke bare salvet, men han er Den Salvede: Kristus (af gr. christos), Messias (jf. hebr. mâshiach). Fra begyndelsen forjættede Gud en frelser. Igennem Det gamle Testamente bruges forskellige titler, navne og beskrivelser, herunder Den Salvede.

Det er naturligt at tage den næste del af verset: ‘at forkynde evangeliet for fattige’ i tilknytning til det foregående. Hvis man som mange oversættelser tager det sammen med ‘han har sendt mig,’ understreges leddet ved ordstillingen. Der har gennem årene været en stor diskussion af, hvordan man skal forstå ordet ‘fattige.’ Men fattige i politisk eller økonomisk forstand har ikke brug for at høre evangeliet mere end rige har. Det har derimod dem, der opdager, at det er umuligt at blive frelst, med mindre Gud griber ind (Luk 18,26f). De fattige er åndeligt fattige, også selv om det kun er i Matthæusevangeliet, at Jesus taler om de fattige i ånden (jf. til Matt 5,3). “I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom” (2 Kor 8,9).

“For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte. Jeg anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; for så ville deres ånd svigte for mine øjne, den livsånd, jeg selv har skabt. Jeg blev vred over deres syndige griskhed, jeg slog dem og skjulte mig i vrede; i frafald fulgte de den vej, de ville. Men jeg så deres færd, og jeg vil helbrede dem og skaffe dem hvile, jeg giver dem trøst til gengæld. Hos de sørgende skaber jeg læbernes frugt: Fred, fred for den, der er langt borte, og for den, der er nær, siger Herren, og jeg helbreder dem” (Es 57,15-19).

Når Jesus er sendt for at proklamere aphesis, som betyder ‘frigivelse’ eller ’tilgivelse,’ for fangne, så er det heller ikke fangne i betydningen kriminelle (selv om de naturligvis kan være omfattet lige som alle andre syndere). Det er derimod dem, der er fanget under synden og indesluttet af loven (jf. Gal 3,22, hvor Paulus egentlig siger, at Skriften har spærret alt inde under synden). Eller som Jesus selv siger: “Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: ‘Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie‘ ” (Joh 8,31-32).

Jesus skal forkynde (eller måske skal man supplere med ‘give’) syn til blinde. Jesus gav synet til blinde, men målet er, at man skal se og tro Kristus (Joh 9,35-38).

Endelig er Jesus sendt for at sende sønderknuste bort i frihed eller med tilgivelse. Igen er det først og fremmest i åndelig betydning (se igen citatet fra Es 57 ovenfor).

Det var ikke alle, der fx fik deres syn (igen), mens Jesus vandrede på jorden. Syndens følger lider alle under på den ene eller anden måde, men når Jesus kommer igen, vil han oprejse alle troede og forvandle alle dem, der følger ham, og give dem et herligt legeme: “Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt” (Fil 3,20f).

Jesus slutter med at læse, at han er sendt for at proklamere et Herrens nådeår. Det er ikke først med Jesu komme, at der forkyndes nåde. Fx fik Adam og Eva og senere Abraham forkyndt løfterne, som de troede på. Men Jesus skal forkynde, at nu er det en tid med nåde fra Herren.

Sprogligt set kunne man godt forsøge at oversætte og fortolke det græsk alene på grundlag af dette sted, men der er jo tale om oversættelsesgræsk, og derfor konsulterer man normalt den hebraiske original. Man gengiver derfor ikke eniauton [et år/en tid] kuriou [Herrens] dekton [som skal modtages] med “en tid, hvor Herren tager imod.” Bibelen på hverdagsdansk gengiver ellers med “Det bliver en tid, hvor Herren tager imod alle, som kommer til ham.” I stedet gengiver man i overensstemmelse med den hebraiske tekst: “for at forkynde/udråbe/prædike et nådeår fra Herren.”

“Dette siger Herren: I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig. Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket, så du kan genrejse landet og fordele de øde jordlodder. Til fangerne skal du sige: Gå ud! og til dem i mørket: Kom frem! Langs vejene skal de græsse, i det nøgne land finder de græsning. De skal hverken sulte eller tørste, hede og sol skal ikke plage dem, for han skal føre dem i sin barmhjertighed og lede dem til kildevæld” (Es 49,8-10, en anden af Esajas’ såkaldte sange om Herrens tjener).

Det er opfyldt (v. 20f)

Lukas fortæller, at alles øjne ‘så intenst’ eller ‘fast’ på Jesus. Det er mest Lukas, der bruger dette ord. Hvad der har gjort dem spændt – for det er jo nok sådan, man må tolke det – ved vi ikke.

Til gengæld ved vi, hvordan Jesus indfriede spændingen. I århundreder havde Israel hørt og læst Esajas’ bog med profetierne om endetiden. Denne sabbat fik de så følgende ord at høre – fra ham, der selv havde givet disse profetier til Esajas (Kretzmann):

“I dag er dette skriftord opfyldt for jeres ører,” som der egentlig står. Det har jeg allerede foregrebet i min gennemgang af ovenfor. Johannes Døber havde forkyndt om Jesus, og Jesus havde allerede undervist med myndighed (Mark 1,22) – som nu igen denne dag – og gjort mange undere (se størstedelen af Mark 1,21-5,43).

Herrens Ånd har salvet ham for at han skal forkynde evangeliet for fattige osv. Det gør han netop, mens de lytter til ham. For evangeliet er, at Jesus er opfyldelsen af løfterne i Det gamle Testamente. Men evangeliet er netop også, at der skal forkyndes omvendelse til syndernes forladelse (Matt 3,2; 4,17; Mark 1,15). Sådan skal der også forkyndes af kirken (Luk 24,47), sådan som fx apostlene Peter og Paulus gjorde (ApG 2,38; 3,19; 8,22; jf. ApG 17,30; 26,20).

Begejstring … og dog (v. 22)

Tilhørerne aflagde alle et godt vidnesbyrd til fordel for ham. Og de undrede sig over de nådens ord, som han talte. Der står, at ordene kom ud af hans mund. Det er i realiteten det samme, som der står i Åb 1,16 og 19,15, men her er ordet symboliseret med et sværd, og vægten er på dommen i modsætning til her.

Tilhørerne kan høre, at der er tale om nådens ord – nådige ord, for det er jo klart indholdet af Es 60,1-2a – og de undrer sig.

De undrer sig, for de kender jo Jesus. De kender hans familie. Derfor blev de ved med at sige: “Er denne mand ikke Josefs søn?” Det ord, Jesus bruger (“spurgte,” eller egt. ‘de sagde,’ ‘de blev ved at sige’), kan også betyde, at ‘de begyndte at sige.’ Måske skal man forestille sig, at en sagde det, og så sagde flere og flere det.

Ordet ‘ikke’ (ouchi) er fremhævet, og det pågældende ord for ‘ikke’ lægger op til et ja eller jo. Men man kan ikke helt vide, om de virkelig forventer et “jo,” eller om det er et spørgsmål, hvor de egentlig måske nok synes, at Jesu tale tyder på et ja, mens hans familieforhold peger på et nej (jf. Matt 13,54-56). Man kan også stille et spørgsmål, der sproglig lægger op til et ‘ja,’ uden at det nødvendigvis betyder, at man selv har svaret. Det kan man fx gøre for at værne sig selv mod kritik. Her er det dog nok mere sandsynligt, at de lader deres kendskab til Jesus og hans familieforhold sætte spørgsmålstegn ved den nådefulde forkyndelse, de lige har hørt.

Men de bliver ved at fokusere på, at de kender hans far. Tankegangen er formentlig den samme som i Joh 7,27: “Men vi ved, hvor denne mand er fra. Når Kristus kommer, er der ingen, der ved, hvor han er fra.” Det er dog i denne sammenhæng at gå for vidt, når man som Bibelen på hverdagsdansk (jf. diskussionen her) direkte skriver ind i teksten, at de ikke kunne acceptere, at Jesus var den lovede Messias eller Kristus.

Josef er Jesu far, men hans adoptivfar, for som Det nye Testamente gør klart, er Josef ikke Jesu biologiske far. Men det lader de ikke til at (ville) huske eller vide.

Jesus afslører deres vantro for dem (v. 23-27)

Jesus gør det nu klart for dem, hvad deres spørgsmål egentlig indebærer. Folk tror gerne på, at en ukendt person kan helbrede og gøre undere. Men hvis det er en, man kender, så er man skeptisk.

Der er et ordsprog, der siger: “Læge, helbred dig selv.” Jesus havde helbredt mange og var den guddommelige læge (jf. til Joh 4,46-53). Måske hentyder Jesus til, at hans familie mente, at han var ude af sig selv, mens endnu flere kaldte ham for besat af en uren ånd (Mark 3,20f.30). På en eller anden måde har de/nogle af dem i al fald ment, at det var ham selv, der trængte til en læge. Nu sætter Jesus ord på: “I vil sikkert bruge dette ordsprog/talemåde mod mig.”

Det andet, Jesus siger, går på alt, hvad Jesus har gjort i Kapernaum. Det beretter Lukas først om senere, mens Markus har en anden rækkefølge (se fx Mark 1,21-34 og Mark 2,1-12). Hvorfor skal Jesus gøre de samme undere i Nazaret? Grunden er sikkert den samme som den, vi læser om i Joh 4,48: “Da sagde Jesus til ham: ‘Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.'” Jøderne ville have tegn i betydningen beviser. Men Jesus ville kun give dem tegn, som viste dem, hvem han var, men ikke tegn, der skulle tvinge den vantro – skeptikeren eller den “fornuftige” – til at tro (se igen til Joh 4,46-53).

Med andre ord er der, som Jesus siger i v. 24, ingen profeter, der bliver bliver accepteret i deres hjemby eller på deres hjemegn. Dermed har Jesus ikke sagt, at han kun er en almindelig profet. Han er jo den store profet, som Moses profeterede om (5 Mos 18,15ff). En profet er jo en, der taler Guds ord til mennesker. Selv om Jesus var sandt menneske og sand Gud, var han også en profet, som talte Guds ord (Joh 1,18).

Eller som Johannes Døber sagde om Jesus: “hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord” (Joh 3,32-34).

Jesus giver to eksempler på, der foregriber den tid, hvor frelsen skal forkyndes for alle folkeslag, mens jøderne er under dom. Det første drejer sig om den hungersnød på Elias’ tid, som varede tre år og seks måneder. Den skyldtes, at kongen og folket gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne (1 Kong 16,29-34): “Tishbitten Elias fra Tishbe i Gilead sagde til Akab: ‘Så sandt Herren, Israels Gud, lever, som jeg er i tjeneste hos: Der skal i disse år hverken falde dug eller regn, før jeg befaler det.'” (1 Konge 17,1).

Under denne hungersnød blev Elias ikke sendt til enkerne i Israel, men til en enke i Sarepta i Sidons land.

Endnu tydeligere er det næste eksempel med syreren Na’aman, som Gud selv helbredte. En lille israelsk pige fortæller om profeten Elisa i Samaria. Na’aman, der er hærfører for Arams konge, henvender sig til kongen, som skriver et brev til sin kollega. Store rigdomme tog han også med. Men han må lære, at det ikke er rigdommene, mens Guds ord i profetens mund, som han skal tro på og stole på.

Undervejs fremgår det, at kun Gud kan helbrede en spedalsk: “Er jeg Gud, så jeg skulle have magt over liv og død, siden dette menneske sender bud til mig om at helbrede en mand for hans spedalskhed?” (2 Konge 5,7).

Na’aman havde forventet sig en spektakulær helbredelse (2 Konge 5,11) – ligesom jøderne åbenbart gjorde igen på Jesu tid. Og så i Jordanfloden! Nej, de syriske vandløb var bedre. Kun fordi hans tjener greb ind, ender det med, at han bliver helbredt (2 Konge 5,12f).

Na’aman helbredes, da han (næsten) gør, som profeten har sagt. Herefter aflægger han følgende bekendelse: “Nu ved jeg, at der ikke er nogen Gud på hele jorden undtagen i Israel” (2 Konge 5,15). For en Gud, som kan helbrede på afstand

Syreren Na’aman tror på Gud som den eneste Gud i verden, mens israelitterne og Israels konge, som dog havde fået åbenbaret, hvem Gud er, var vantro og blev straffet med hungersnøden.

Alle blev harme på Jesus (v. 28)

Der var ikke langt fra gode ord og undren og til raseri. Tilhørerne omvendte sig ikke, men alle i synagogen blev fyldt af harme. Jesus sammenlignede dem jo med de vantro afgudsdyrkere på Elias’ og Elisas tid. Dermed er det i al fald blevet tydeligt, hvad deres spørgsmål i v. 22 egentlig betød. Når forkyndelsen af lov og evangelium, ikke virker omvendelse og tro, er reaktionen ofte den samme: vrede og raseri. Derfor er der så mange, der hader loven, (lov)forkyndelsen og forkynderne selv. Det er ikke altid, raseriet bliver til drabsønsker som her, men det var heller ikke kun denne ene gang, raseri blev morderisk (jf. Kretzmann til stedet).

Mislykket drabsforsøg (v. 29f)

Gudstjenesten i synagogen, hvor Jesus læste Es 60,1-2a og forkyndte evangeliet om, at han er opfyldelsen af profetierne, endte med, at de ville slå ham ihjel. Men Jesus gik sin vej, for nok kunne de afvise ham, men hans magt og myndighed kunne de ikke tage fra ham. “Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre” (Joh 10,17f). Den tid var endnu ikke kommet.

Adventstid er bodstid

Adventstiden er bodstid. Det mærker man ikke noget til i samfundet, hvor det er forbrugstid. Men i kirken er det forberedelsestid. Ingen skal tro, at Jesu bysbørn eller jøderne generelt var de eneste, der kunne finde på at ville slå Jesus ihjel. Drivkraften til det kom fra vores syndige natur.

Det er netop vores syndige natur, der gjorde, at Jesus måtte blive menneske og dø for vore synder. Det er vores syndige natur og de synder, som vores syndige natur giver sig udslag i, der gør, at vi har brug for at få forkyndt evangeliet.

Adventstiden er derfor en forberedelsestid ligesom fastetiden. En tid, hvor vi må besinde os på, hvordan vi ville være uden Kristus og evangeliet.

Forbrugs- og gaveræset gør det ikke nemt at varetage den del af budskabet. Men uden den del giver den anden del, evangeliet, heller ikke mening. Evangeliet har vi alle brug for. Det ser vi netop af, at hele vores samfund forsøger at drukne boden og kaldet til omvendelse i forbrugs- og gaveræset. Netop derfor må der forkyndes såvel lov som evangelium. Også og netop på søndag.

Luk 4,16-30 i de to nye oversættelser

To nye oversættelser

1. november 2007 udkom Bibelen på hverdagsdansk (BPH). 16. november 2007 udkom Den Nye Aftale (DNA). Biskopperne har ifølge Kristeligt Dagblad givet mulighed for, at man kan bruge DNA 1. søndag i advent. Jeg vil derfor i det følgende se nøjere på Luk 4,16-30 i de to oversættelser.

Man kan mene, at de to nye oversættelser, i al fald DNA, ikke er beregnet på at blive nærlæst. Men som man kan overbevise sig om ved at læse en standard lærebog i narrative film- eller litteraturanalyse, så opbygges helhedsforståelsen jo af detaljerne. Derfor vil jeg sætte de to oversættelser under lup.

Som jeg skal komme ind på neden for, så kan man få det indtryk, at oversætterne i al fald nogle steder har gjort deres yderste for at gengive grundteksten på helt almindelig dansk. Det kan man egentlig godt undre sig lidt over. Det sker ikke så sjældent, at oversættelser af moderne litteratur kritiseres for ikke at (kunne) gengive dialekter og stilistiske ejendommeligheder, når disse kendetegner personerne i en bog. Når det gælder Bibelen, kan man af og til få det indtryk, at stil ikke kan bruges bevidst. Hvis fx Lukas skriver i en stil, der minder om hebraisk/aramaisk, så er det, fordi han ikke formåede andet. Måske er det rigtigt, men dertil kommer, at moderne oversættere normalt gør sit til, at en dansker skal kunne genkende miljøet i en bog. Hårfine forskelle i sproget er en del af de virkemidler, en forfatter og en oversætter har.

Sproglig og litterær kompetence handler til dels om at have en viden, så man også forstår det, en forfatter vælger ikke at beskrive i detaljer. Det plejer ikke at være et problem, og hvis det er det, så kan en oversætter tilføje en note.

Med Bibelen er det efterhånden blevet anderledes. Med henvisning til, at det er litteratur, griber man oversættelsen an, som om Bibelen eller Det nye Testamente skulle være dansk litteratur. Det får være, hvad det være vil.

BPH og DNA under luppen

Jeg vil kommentere mere generelt neden for på, hvordan sætningsstruktur gengives, og hvordan BPH supplerer med information, som man angiveligt mener, der er brug for.

Indledningen (v. 16)

BPH oversætter Luk 4,16, så vi får en indledende tidsbisætning, hvor Lukas faktisk har et relativt sideordnet sprog. BPH gør dermed Lukas mere kompleks i dette vers, end han er. Det må vel tolkes således, at BPH forsøger at gøre alvor af at skrive, som man gør på dansk, uanset om det gør den danske oversættelse mindre eller mere kompleks.

I øvrigt bryder jeg mig ikke rigtig om, at BPH bruger udtrykket “under mødet.” Det er ikke et udtryk, vi finder i Skriften, og man kan diskutere, om det er overhovedet går an at tale om synagogemøder. Mon ikke synagogegudstjeneste ville være mere på sin plads?

Det er nemmere at foretage en DNA-analyse end en BPH-analyse. Forskellen på DNA og 1992-oversættelsen er ikke så stor. “og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog” (v. 16f i 1992) bliver til “Da han rejste sig for at læse op fra Skrifterne, gav de ham profeten Esajas’ bog” (v. 16f i DNA). Skønt Lukas har et mere litterært græsk end fx Markus, er der fx her stil med flere sideordnede sætninger, end man nok ville normalt ville se. Der er i grundteksten nok tale om en semitisk stil, som svarer godt til indholdet. I dette konkrete tilfælde, er det min vurdering, at DNA faktisk gengiver det på naturlig dansk. Men måske er prisen netop den semitiske stil. Lukas kunne have valgt en anden stil på græsk, hvis han ville. Det kunne være et argument for at bevare den semitiske stil.

BPH tilføjer en del information i v. 16. Se her til nedenfor til v. 20.

Bog eller bogrulle (v. 17)

BPH har ret i, at der er tale om en bogrulle. Her oversætter man teksten meget præcis, for verbet ‘rullede den ud’ forudsætter en bogrulle. Alligevel er pointen ikke, at det er en bogrulle, men at det er Esajas’ bog. Lidt senere i verset afviger BPH fra grundteksten. Den siger nemlig, at han ‘fandt det sted, hvor der står skrevet.’ Hverken BPH eller DNA mener, at man behøver at sige ‘står skrevet.’ Men BPH oversætter ikke med, at han “fandt det sted …,” men derimod, at han “læste op fra det sted, hvor der står ….” Grundteksten og DNA’s oversættelse overlader det til læseren selv at slutte, at Jesus selvfølgelig læste det sted, han fandt, hvorimod BPH overlader til læseren at slutte, at Jesus fandt teksten, inden han læste. Hvorfor BPH mener, at skulle ændre teksten, kan jeg ikke gennemskue.

DNA taler i modsætning til BPH bare om Esajas’ bog og om at åbne. Måske er der tale om karakteristiske forskelle?

Herren og Herrens Ånd (v. 18)

BPH bevarer grundtekstens ‘Herrens Ånd’, mens DNA oversætter med ‘Guds ånd.’ DNA må vel mene, at ‘Herrens ånd’ kræver mere af læserne, hvilket uden tvivl er rigtig. DNA har åbenbart valgt at undgå navnet Herren i så vid udstrækning som mulig. Dog får Elisabet lov til at sige til Maria, at hun er “mor til min herre,” og Johannes Døbers far får også lov til at indlede sin profeti med “Lad os takke Herren, jødernes Gud” (Luk 1,43.68).

Men når DNA oversætter “du skal gå foran Herren og bane hans veje” (1992) med “Du skal gå foran Messias og bane vej for ham,” synes jeg, det bliver grotesk. DNA tror åbenbart ikke, at læserne kan regne ud, hvem Herren er, skønt det forekommer snesevis af gange i Lukas. Til gengæld mener man, at de ved, hvem “Messias” er. Selv i juleevangeliet, som de fleste danskere vel trods alt har hørt nogle gange, må det ikke længere hedde “Herrens engel,” men man gendigter med “en af Guds engle” (Luk 2,9).

Heller ikke “han er Kristus, Herren” slipper for DNA’s mutationer, for det bliver til “Det er Messias, jeres herre” (Luk 2,11). Johannes Døber er en stemme, der råber i ørkenen: “Ban vej for Herren, ret han stier ud” (Luk 3,4). Her har Herren fået lov at slippe, men gendigterne har jo allerede gjort deres til, at læserne ikke skal opdage, at det er Jesus, der er Herren, som Johannes Døberen skal bane vej for.

Det er ellers en ret vigtig pointe. Også for at forstå den større fortællende sammenhæng. For jøderne anså det for blasfemi, at Jesus og altså også Johannes Døber gjorde Jesus lig med Gud og sagde, at han er opfyldelsen af de gammeltestamentlige tekster, der taler om Herren. Måske mener DNA-oversætterne bare ikke, det er så vigtigt? Man skal jo heller ikke længere tilbede “Herren, din Gud” (Luk 4,8 i 1992), men kun “Gud og kun Gud” (DNA). Det er også slut med at “udæske Herren din Gud” (Luk 4,12; 1992). Nu skal man ikke “sætte Gud på prøve” (DNA).

DNA staver desværre ‘ånd’ med lille ligesom i 1992-oversættelsen, men det er jo næsten ved at være en ligegyldig detalje i forhold til ovenstående. Det samme gælder DNA’s “Guds ånd følger mig” i stedet for “Herrens Ånd er over mig” (BPH).

Ingen salvelse, men udvælgelse og kongekroning (v. 18)

Hverken BPH eller DNA har tiltro til, at folk i dag ved, hvad det vil sige at være salvet. De lærer det heller ikke i denne søndags læsning. Grundteksten siger, at “Herrens Ånd er over mig, fordi han har salvet mig.” Måske skal man oversætte “til at forkynde evangeliet for fattige” i tilknytning til at være salvet.

BPH gengiver med “fordi han har udvalgt mig.” Salvelsen betyder, at man så at sige sættes til side for at varetage en særlig tjeneste. Men ‘udvælge’ er knapt nok nogen oversættelse. Men naturligvis er Jesus udvalgt (jf. grundteksten i Luk 3,22).

DNA har “for Gud har kronet mig til konge.” Og sandt er det, at fx Samuel salvede David, da denne skulle være konge (1 Sam 16,13; jf. 15,1). Men på det her sted virker oversættelsen nærmest forstyrrende, fordi den på et alt for tidligt tidspunkt skaber de forkerte billeder af, hvem Jesus ville være (jf. Joh 6,15). Jesus blev vel egentlig heller ikke salvet til kun at være konge, men også til at være præst og profet.

Nuvel: selve salvelsen er væk, uanset om man taler hverdagsdansk eller nudansk. Underligt er det, for DNA prøver at undgå at kalde Jesus for Herren og bruger i stedet Messias. Men en tekst som denne, der begrunder Messias-titlen (der jo som bekendt betyder ‘Den salvede’), ændres, så forklaringen udebliver.

Fattige eller afmægtige (v. 18)

Jesus er sendt “med gode nyheder” “til de fattige” (DNA) eller “for at bringe godt nyt til de afmægtige” (BPH). Jeg har i og for sig har sympati for BPH’s gengivelse, for den undgår at lægge op til den misforståelse, at der er tale om økonomisk fattige. Men jeg synes nok alligevel, at det ville være bedre at bruge ordet ‘fattige’ og så lære folk, at ordene rig og fattig ikke altid drejer sig om penge, selv om mange vesterlændinge efterhånden – vist nok – tror det.

BPH gengiver grundtekstens ‘sende de sønderbrudte (eller evt. ‘nedtrådte’) bort i/med frihed eller i/med tilgivelse’ med “rejse dem op, som er blevet trampet ned,” mens DNA taler om “at sætte undertrykte i frihed.” Grundbetydning af grundtekstens verbum (trauô) er ‘at knuse’ eller ‘slå i stykker’ og kan bruges om lerkar. Nogle få håndskrifter bruger det faktisk i Mark 14,3 i stedet for ‘at bryde’ krukken. Verbet bruges om forskellige situationer, hvor ens indre eller ydre forhold er blevet ødelagt.

Både BPH og DNA oversætter sådan, at man næsten må forstå Lukas og Esajas meget konkret, men det er en tolkning. En tolkning, som begrænser læsernes muligheder for selv at tage stilling. Det hænger sikkert sammen med, hvordan man tolker Es 58,6, hvor ordet også bruges. Efter min vurdering må man her i Luk 4,18 tage udgangspunkt i, dels at det første led er ‘forkynde evangeliet for fattige,’ dels at Jesus andre steder i evangelier udtrykkeligt afviser at komme med et dennesidigt – eller politisk – evangelium.

Verset slutter med ‘i sætten-fri,’ som enten kan tolkes om at sætte fanger fri eller om at sætte fri af synd, dvs. tilgive. BPH gengiver med “rejse dem op, som er blevet trampet ned,” hvilket vel kan forstås i overført betydning. DNA får næsten en politisk klang, når man gengiver med, at “jeg er sendt for at befri de undertrykte.”

Begge oversættelser ønsker at oversætte meningen præcist, og DNA søger at bruge gængse ord, hvor det er muligt. Alligevel forekommer det mig, at man burde oversætte mere præcist, især et sted som her, fordi det er særdeles afgørende for forståelsen af Jesu virksomhed og dermed af evangeliet/evangelieskriftet.

Det kalder DNA i øvrigt for en “fortælling.” Nu behøver ordet ‘fortælling’ ikke at indebære, at der er tale om fiktion, men sådan forstås det ofte. Egentlig kan man derfor spørge, om ikke man gør læserne en bjørnetjeneste ved at kalde Lukasevangeliet for ‘Lukas’ fortælling om Jesus.’

Ikke noget nådeår (v. 19)

Den traditionelle oversættelse af Luk 4,19: “for at udråbe et nådeår fra Herren” skyldes, at man har sammenlignet teksten i den græske oversættelse af Es 61,2 med den hebraiske original, hvor der står ‘for at udråbe et Herrens (egt. for Herren) nådens år.’ Måske hænger det sammen med talen om jubelår, men måske ikke.

BPH oversætter ikke Luk 4,19 direkte, måske fordi Luk 4,18f da får en meget lang sætning. BPH oversætter: “Det bliver en tid, hvor Herren tager imod alle, som kommer til ham.” BPH vælger altså at udfolde, hvad der menes med grundtekstens eniauton [et år, en tidsperiode] kuriou [Herrens] dekton [som skal tages imod; velkomment, kærkommen; anerkendt, værdsat]. Grundteksten har derimod fortsat fokus på, hvad Jesus er kommet for.

DNA gengiver med: “Guds tid er kommet.” Det er for slapt.

BPH har en række noter, særligt til Luk 4,18f. Se nedenfor til v. 22.

Men noget skal forklares (v. 16 m.fl.)

>
BPH mener tydeligvis, at der er en hel del, der skal forklares. Det gøres på to måder: Dels med noter, som forklarer teksten eller diskuterer oversættelsen. Dels ved simpelthen at flette den uddybende information ind i teksten.

I slutningen af v. 16 gengiver BPH ‘og han rejste sig for at læse op’ med “Under mødet blev han bedt om at læse op fra Skrifterne, så han rejste sig”. Det er jo ikke en direkte oversættelse, men skyldes, at oversætteren åbenbart mener, at det er vigtigt for at kunne forstå teksten. Også i vers 20 medtager BPH, hvad der i realiteten er en række forklarende bemærkninger.

Også i v. 25f og v. 27 bryder BPH teksten op og tilføjer informationer.

Der er ikke noget faktuelt galt med det, der står. Det var sådan, man gjorde i synagogerne. Og det kan faktisk godt tænkes, at de læsere, man har i tanke, ikke ved noget om det. Og det er også muligt, at de læsere, der får fat i BPH ikke kender Det gamle Testamentes beretninger.

Men alligevel: I “fortællende” tekster – og det gælder både historiske beretninger som denne og fiktion – er det en del af fortælleteknikken, at man ikke fortæller alt. Det kan heller ikke lade sig gøre, og de fleste læsere kan faktisk supplere den nødvendige information. Det bliver de jo trænet i, når de ser film, for film kan ikke fortælle alt. Jeg har svært ved at gennemskue, hvordan BPH afgør, hvor man skal supplere med mere information, og hvor man ikke skal. Det får være.

Derimod synes jeg, man må spørge, hvorfor BPH ønsker, at de historiske forhold skal forstås helt præcist, hvorimod de teologiske anliggender i teksten ikke får samme opmærksomhed.

Skrift eller profeti (v. 21)

BPH oversætter ‘dette skriftord’ (gr. hê graphê hautê) med ‘de skriftord,’ mens DNA gengiver med ‘den profeti.’ DNA-oversættelsen er jo indholdsmæssig korrekt, men hvorfor det er nødvendigt at ændre i teksten, kan jeg ikke gennemskue.

Reaktionen (v. 22)

I v. 22 indsætter BPH endnu en bemærkning: “Men at Jesus skulle være Messias, det kunne de ikke acceptere.” Det er faktisk ikke så entydigt, at bemærkningen er korrekt. Det må bero på tolkningen af deres spørgsmål: ‘er denne mand ikke Josefs søn?’ Svaret er jo. Men betyder det, at de så mener, han ikke er Messias? Ikke nødvendigvis, for sammenhængen spiller en stor rolle. Vi kender også til, at man kan stille et spørgsmål, som lægger op til det svar, som man tror, de fleste vil høre, selv om man måske ikke selv er enig. Eller man kan stille et spørgsmål, fordi man ikke kan få det, man ser, til at passe med det, man ved. Her behøver spørgsmålet altså ikke betyde, at de allerede har afvist, at Jesus er Messias. Derimod bliver det i de følgende vers klart, at de ikke tror det. BPH’s bemærkning er derfor aldeles utidigt.

BPH har en række noter, nogle mere omfattende end andre. Til v. 18 og v. 19 er der noter, som næsten har karakter af en drøftelse af, hvordan man skal forstå teksten. Til BPH’s tilføjelse i v. 22: “Men at Jesus skulle være Messias” anføres det i en note, at “Dette er underforstået i teksten ud fra, at Jesus anvendte en kendt Messias profeti fra Es.61 om sig selv” (s. 95). Oversætteren føjer altså noget ind i teksten, som kræver en note, frem for blot at forklare sagen i en note.

Begyndelsen af v. 22 er lidt tung at oversætte, for der står ordret, at ‘og alle gav vidnesbyrd [til fordel] for ham.’ Man ændrer det til “Alle fik et godt indtryk af ham” (BPH) og “Alle var imponerede over ham” (DNA), men ændrer dermed også meningen fra at handle om det, de giver udtryk for, til det indtryk, der ligger til grund. Faktisk kunne man have fået nogle bedre forslag ved at kigge på de eksisterende danske oversættelser.

Jesu ord må ikke være nådige (v. 22)

Jesu ord må åbenbart ikke være nådige. BPH gengiver ‘de nådige ord [ordret: de nådens ord], som udgik af hans mund’ med “de vidunderlige ord, der kom fra hans mund,” mens DNA har: “hans ord som var fulde af håb og trøst.” Begge dele er da rigtigt, men det er altså at snobbe (for meget) nedad, at man ikke vil bruge et helt centralt ord Bibelen.

Hvad vil de sige? (v. 23)
Begge oversættelser ændrer lidt i v. 23, så det bliver mere mundret. Det gælder især DNA: “Vi har hørt om alt det der er sket i Kapernaum; gør nu det samme i din egen by,” men BPH’s “Hvorfor gør du ikke de samme undere her i din hjemby, som du gjorde i Kapernaum?” er også godt dansk. BPH ændrer dog fra bydemåde til et spørgsmål. BPH mener vel, at det alt i alt er den rigtige måde at gengive grundteksten på, når man tager hensyn til, hvordan man på de to sprog kan bede folk om noget.

Sandelig – nej (v. 24)

Ordet amên må åbenbart ikke gengives med ‘sandelig.’ DNA springer det over, mens BPH gengiver med “Men det siger jeg jer.” Det er jo klart, at det ikke har den samme formelle tyngde over sig. I Lukasevangeliet bruger Jesus kun sjældent ordet (12,37; 18,17.29; 21,32; 23,43). Det er hver gang noget meget vigtigt. DNA-løsningen udelader en pointe, som også fortælleteknisk er vigtig. Ærgerligt nok.

Gammeltestamentlige eksempler (v. 25f.27)

I v. 26 ser vi – i modsætning til i v. 16f, at én sætning brydes op til to i DNA: “og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land” bliver til “Alligevel blev Elias ikke sendt til enkerne i Israel. Han blev sendt til en enke i byen Sarepta i Sidon.”

Der tilføjes desuden en del information (jf. ovenfor til v. 20). Og som i v. 24 fjerner man det formelle “og jeg siger jer, som sandt er” og erstatter det for DNA’s vedkommende med “Hør nu.” BPH skriver v. 25f sammen og taler om et mirakel.

Ifølge DNA sultede man i Israel, hvorimod BPH gengiver, at der var tale om “stor hungersnød.” DNA underspiller lidt rigeligt.

Både BPH og DNA mener, at man bliver helbredt for spedalskhed i stedet for at blive renset. Så kan man naturligvis ikke se, hvilket græsk ord der er brugt. Men det giver vel faktisk bedre mening end på dansk, hvor man næsten ser Elisa for sig med en pudseklud.

DNA tilføjer i øvrigt – ligesom senere i v. 27 – at der var mange jødiske enker, hvilket jo er sandt. Men egentlig står der jo bare, at der var mange enker i Israel. Begge oversættelser gør deres bedste for, at man skal se den modsætning, Jesus peger på.

Hvad er vigtigst (v. 28)

I v. 28 ændrer både DNA og BPH rækkefølgen af information. Ordene i den græske tekst har faktisk en ret usædvanlig rækkefølge: kai [og] eplêsthêsan [de blev fyldt] pantes [alle] thumou [af harme] en tê sunagôgê [i synagogen] akouontes [de hørende, dvs. de, som hørte] tauta [disse ting, dvs. dette]. Det, Lukas understreger med ordstillingen, er, at de alle blev fyldt af harme, hvorimod det åbenbart ikke er så vigtigt, at det var alle i synagogen, eller at det skete, da de hørte eller havde hørt det, Jesus (lige) havde sagt. Det var bestemt ikke, fordi Lukas ikke kunne formulere sig “normalt.” Det var sprogligt muligt, og Lukas kunne græsk godt nok til at gøre det, hvis han havde villet.

Hverken DNA eller BPH fastholder det, som Lukas selv understreger ved ordstillingen: 1) de blev fyldt af arme 2) det gjaldt dem alle. Det sidste udelades endda af begge. DNA’s oversættelse lyder: “Da folk i synagogen hørte det, blev de rasende” (DNA), mens BPH oversætter med “Da folk i synagogen hørte den udtalelse, blev de rasende.”

Ordret står der i øvrigt: ‘da de hørte disse ting,’ dvs. dette. Det er nok at stramme det lidt rigeligt, når BPH gengiver med ‘den udtalelse.’ Man kan blive i tvivl, om det kun gælder v. 27.

Konklusion

Der er gode tilløb, men alt i alt er jeg desværre ikke så voldsomt imponeret over disse to oversættelser. Hvis man vil have folk til at læse Bibelen, skulle man snarere lave en egentlig genfortælling, som har litterær og teologisk kvalitet til at blive læst af voksne.

Så kunne man ved siden af lave oversættelser, der har ordentlige noter, men som ikke ændrer teksten i det omfang, disse oversættelser gør.

Ingen af dem egner sig til brug i gudstjeneste eller til bibelstudium.