Domitian

Velkommen

Denne blogs emne er Johannes’ Åbenbaring. Jeg vil skrive indlæg, men forhåbentlig kan vi også diskutere lidt. Her er lidt at begynde med.

Den 18. september

I dag er det den 18. september. Den dag år 96 døde kejser Domitian. I begyndelsen havde Domitian egentlig været en god og handlekraftig kejser. Han befæstede Britannien og Rhinen-Donau-grænsen og byggede nyt i Rom. Men han førte også en stram økonomisk og moralsk politik, som skabte modstand hos offentligheden og især aristokratiet. Domitian slog modstanden ned og blev efterhånden temmelig paranoid. Han henrettede mange og anklagede senatsmedlemmerne i Rom for forræderi. Han konfiskerede modstandernes ejendom og fordrev filosofferne. Domitian ville kaldes Herre og Gud (dominus og deus). Han ville altså ikke som andre romerske kejsere vente med at blive “guddommeliggjort” efter sin død. Hans udvikling, hvis man kan kalde det sådan, var efterhånden uacceptabel for romerne, kristne eller ej. Domitian blev myrdet. Selv hans egen hustru tog del i sammensværgelsen. Det giver ikke god grobund for et godt eftermæle.

De tyranniske kejsere

Domitian blev derfor fremstillet som en tyran, ikke mindst af Sueton, som skrev et berømt værk om romerkse kejsere. Nero blev også fremstillet i stærkt negative vendinger. Men skønt det er et faktum, at såvel Nero som Domitian havde alt for mange ugerninger på deres samvittighed, var de dog ikke de eneste, måske ikke engang de værste kejsere i det første århundrede. Kejser Claudius var der fx heller ikke meget godt at sige om, men hans eftermæle blev alligevel anderledes. Hvordan kan det være?

Én af forklaringerne – og en væsentlig forklaring – er, at Nero og Domitian ikke havde sønner, der efterfulgte dem. Hvis det handler om at få et godt efterdømme, skader det som regel ikke, at det er ens slægtninge eller fæller, der følger en. Modsat vil et nyt dynasti se en interesse i at befæste deres position. Det kan fx ske ved at nedgøre forgængerne. Der kan nok også findes visse eksempler på noget, der ligner inden for moderne politik. Faktisk blev Domitian nedgjort på den måde. Og det efterfølgende “dynasti” (adoptivkejsersystemet, jf. “Nerva” og “romerske kejsere“) holdt sig ved magten så længe, at ingen længere huskede, at der også var noget godt at sige om (Nero og) Domitian.

Det er derfor heller ikke så underligt, at oldtidens kirkelige historiefortællere fremstiller Nero og Domitian i stærkt negativt lys. Desuden blev Peter og Paulus ifølge traditionen henrettet i Rom under Nero, som anklagede de kristne for brandstiftelse og dermed satte gang i den første kristenforfølgelse. Desuden er der jo apostlen Johannes.

Johannes på Patmos

Apostlen Johannes var jo i fangenskab på Patmos, for hvad skulle han ellers på den ø? Når man senere skrev om Johannes, forstod man det formentlig i lyset af, hvad man i øvrigt vidste om Nero og Domitian. Hvordan skulle man også andet?

Men i virkeligheden er der ikke mange beviser for den teori. Faktisk er der ikke rigtig noget, der viser, at Domitian skulle have forårsaget kristenforfølgelser i Lilleasien. Ikke direkte i al fald. Det er derimod tænkeligt, at lilleasiaterne selv kunne have fundet på det. De stod på og ønskede at stå på god fod med Domitian, som gerne ville have flere lilleasiatere med i senatet i Rom. Man kan sagtens forestille sig, at de bekæmpede de kristne, hvis de mente, det kunne bedre deres muligheder. Man kan også forestille sig, at de “bare” mente deres deltagelse i kejserkulten alvorligt. I øvrigt blev der flere og flere kristne. Det skriver Plinius den Yngre i al fald omkring 15 år senere. Det kan jo også have irriteret nogen.

Tilbageholdenhed en god idé

At alt det er relevant for, hvorfor Johannes var på Patmos, er imidlertid kun noget, man har sluttet sig til ved at sammenholde disse forskellige oplysninger. Det betyder ikke, at man skal forkaste sådanne slutninger. Men måske ville det være en rigtig god idé, at man trækker vejret et øjeblik. For selv om slutningen skulle være rigtig, er der også et andet, vigtigt spørgsmål. Nemlig: Hvilken betydning skal man tillægge det, når man skal fortolke Johannes’ Åbenbaring? Hvorfor opholdt Johannes sig på Patmos? Og hvilken betydning har det for, hvad der står i Johannes’ Åbenbaring?

Den ægte Herre og Gud

Hvorom alting er, så forkynder Johannes’ Åbenbaring en helt anden hersker. Gud er Herren, Gud, den Almægtige (Åb 1,8; 4,8; 11,17; 15,3; 16,7; 19,6; 21,22). Hans Søn (Åb 2,18) er den Salvede, som allerede nu står ved Guds trone i det himmelske tempel. Herfra hersker han i sine menigheder.

Men han hersker endnu ikke i fuld herlighed og synlighed, men med sit ord. Bl.a. dem, som han befalede Johannes at skrive ned og sende (Åb 1,11.19). Selv om han selv er herliggjort og er i Himlens herlighed, hersker han ikke med herlighed, så han f.eks. garanterer de troende et liv uden modgang og lidelse – eller uden martyrium.

Tværtimod opmuntrer han dem til at være tro til døden (Åb 2,10) og falde fast ved det, de har, for at ingen skal tage deres sejrskrans (3,11). Det handler ikke bare om døden i denne verden; i den sammenhæng kunne Domitian, kejserdyrkerne eller bare “almindelige hedninge” være farlige nok. Det handler langt mere om den evige død.

Domitian ville kaldes Herre og Gud, men han døde, og hans eftermæle blev grum. Jesus Kristus er Herre og Gud, og han lever. Han skænker den, der tror, livets sejrskrans, dvs. det evige liv!

Man kan diskutere, om Domitian bør spille den store rolle eller ej. Johannes’ Åbenbaring taler anderledes klart og direkte om Jesus Kristus.

Se mere på Revelation Resources, hvor der er en engelsk introduktion og en litteraturliste om romerske kejsere samt nogle få indlæg om litteratur om de romerske kejsere. Du kan læse mere om Johannes’ Åbenbaring i Lohses Store Bibelleksikon. Artiklen findes her.

Hvorfor præstekandidater skal eksamineres grundigt

Walthers begrundelse

Nedenstående uddrag er fra Walther’s gennemgang af en række teser om de forpligtelser, en retlærende evangelisk-luthersk kirkesamfund eller synode har.

Tese 1 lyder:

Synodens primære forpligtelse er at være tro mod Bekendelsesskrifterne i ord og handling, og derfor skal den a. uden reservation bekende den evangelisk-lutherske kirkes bekendelser. b. kun acceptere hyrder, lærere og menigheder, som er tro mod bekendelsesskrifterne. c. føre tilsyn med medlemmernes troskab mod bekendelsen. d. kun praktisere kirkefællesskab med kirkesamfund, som er tro mod Bekendelsesskrifterne.

Til tese 1.b. sagde Walther bl.a.

En synode er ikke ægte luthersk, hvis den samler omflakkende mænd op på gaden, så længe de kan udtale nogle få fromme fraser, indsætter dem i præsteembedet, måske endda giver dem en tilladelse, så de kan beskæftige sig med menigheder en tid for at se, om de kan prøve sig selv. Det er forfærdeligt ud over enhver beskrivelse.

Hvad hvis en eller anden kom forbi og påstod at være læge, men ingen ved, om han er det eller ej, og de siger til ham: ”Der er mange patienter på dette hospital; gå i gang og behandl dem, og så vil vi se på, hvad du kan gøre.” Hvis nu denne kollega i virkeligheden ikke er læge, så vil han snart behandle alle sine patienter (ud) på kirkegården.

Det er meget mere grufuldt, hvis nogen tillades at blive åndelig læge, og han påtager sig at sørge for sjælene, for det forstås kun af dem, som ved, hvad den rene lære er. Det er medicinen alene, der skænker liv til os mennesker, som er syge, ja, døde i vore synder. Falsk lære skænker ikke åndeligt liv, men gennemsyrer folk med en falsk ånd og leder dem vild på en vej, der fører til Helvede. For selv om nogle frelses i et kættersk fællesskab, er dét ikke frugten af falske lære, men af den sandhed, som stadig er der i et sådant fællesskab. For Guds Ord er så mægtig, at ét sted kan give en fattig sjæl viden om hans synder og lede ham til Kristus.

Apostlen fortsætter med at sige, at Timotheus ikke må blive medskyldige i andres synder. Når en synode derfor vil hjælpe en i embede, skønt man på forhånd ved, at han ikke har en klar forståelse af den sunde lære, og når en sådan person efterfølgende leder en menighed vild, så er synoden en forførerinde. Og så vil ikke kun kætteren, men også synoden blive holdt ansvarlig for disse fattige sjæle. Det gælder selvfølgelig først og fremmest dem, der gør tjeneste i synoden. Men de er jo kun kirkens tjenere, og derfor skal menighederne sørge for, at hyrderne handler i overensstemmelse med Bekendelsesskrifterne.

Derfor vil vi højtideligt aflægge følgende ed: Vi vil udvise al mulig forsigtighed, når vi skal tage imod hyrder, og ikke tænke: ”Hvis vi bliver lidt større, så har vi dog opnået noget.” Det er bedre for synoden at forblive lille og have den rigtige (læremæssige) position end at være stor og have nogle i vores midte, som går og roder rundt i stedet for at bringe livets brød. Resultatet af det er falske lærere under dom, og det er præcist derfor at de først skal prøves, som 1 Tim 3,9-10 siges. De, som har en klar forståelse af troens hemmelighed, skal ”først prøves; derefter skal man lade dem tjene, hvis de er ulastelige.” Med andre ord: Prøv dem grundigt først.

C. F. W. Walther. Duties of an Evangelical Lutheran Synod: Essay for First Iowa District Convention 1879. Oversat af Everette W. Meier. i: C. F. W. Walther. Essays for the Church Essays for the Church. 2 bind. St. Louis: Concordia Publishing House, 1992, bd. 2, s. 14.

Nutidig relevans

Walthers tese er ikke kun relevant, fordi præstekandidater i fx folkekirken reelt ikke er uddannet eller eksamineret ordentligt i den lutherske lære. En cand.theol.-grad er ikke garanti for ret meget. Derfor har en ægte luthersk kirke pligt til selv at undersøge, om en kandidat til præsteembedet kender og forstår den lutherske lære ret.

Andre organisationer forlanger ikke og har ofte kun få teologer ansat. Men man har ikke lov til at række et kald til embedet som hyrde og lærer, hvis man ikke ved, om den, man vil kalde, er kompetent. Det er således heller ikke tilstrækkeligt, hvis kandidaten kun har en grundig og ret forståelse af nogle af trosartiklerne, men ikke af alle.

Det drejer sig, som Walther siger, ikke kun om formelle krav, men det handler om det åndelige ansvar, som kirkesamfundet og kandidaten selv påtager sig.

Se også Ordinationsbevis udstedt af Luther!

Om forståelsen af Matt 22,1-14

Lektor i Det nye Testamente ved Aarhus Universitet, dr.theol. Helge Kjær Nielsen har på kristendom.dk forsøgt at forklare, hvad Matt 22,11-14 handler om. Kjær Nielsens svar er problematisk af flere grunde.

Metoden

Helge Kjær Nielsen skriver, at “Man får uvilkårligt det indtryk, at de nævnte tre vers ikke oprindeligt har været en del af lignelsen.”

Hvem er man? Det er nok Kjær Nielsen selv. Indtryk er jo afhængige af, hvem der får dem. Jeg får f.eks. ikke det indtryk. For uanset hvordan man vender og drejer det, betyder det nemlig, at Matthæus lyver. Han tillægger jo Jesus ord, som han ikke har sagt. Matthæus har i så fald også tillagt dem og de andre ord en historisk betydning, de ikke har haft. Af Matt 22,15 fremgår det nemlig, at farisæerne besluttede at ville fange Jesus i ord. De forstod udmærket, at Jesus også sigtede til dem, ligesom han havde gjort med tidligere lignelser (se Matt 21,45).

Kjær Nielsen hævder, at versene 11-14 forandrer lignelsens mening. “Uden dem ville lignelsens hovedtanke være på linje med den, der kommer frem for eksempel i udsagnene om Jesu forhold til toldere og syndere og ordene om, at han er kommet for at opsøge det fortabte,” mener lektoren. Ak ja, det er ikke let at stille moderne bibelforskere tilfreds. Enten hører noget angiveligt ikke med, fordi det er en gentagelse. Eller også hører det ikke med, fordi det bidrager med noget nyt.

Kjær Nielsen og andre bibeltolkere, der har lært den samme falske metode, mener at kunne se, når bestemte vers ikke oprindelig har hørt med i en sammenhæng. De har i realiteten forkastet, at Guds ord altid taler sandt og selvfølgelig ikke modsiger sig selv. I stedet for at læse Skriften i lyset af Skriften, dvs. at lade Skriften fortolke sig selv, sætter de deres egne indtryk og deres egen fornuft i højsædet. Man taler foragteligt om at “harmonisere,” når man vil læse Skriften i lyset af Skriften. Det er derfor ikke så underligt, at tolkningerne ofte bliver vilkårlige og i strid med resten af Bibelen. Sådan som Kjær Nielsens tolkning er det.

Sammenhængen

Lektor Kjær Nielsen forsøger dernæst at forklare, hvad Matt 22,11-14 betyder. Umiddelbart forud for lignelsen om kongesønnens bryllup fortæller Matthæus, at Guds rige ifølge Jesus skal gives til dem, der bærer dets frugter (21,43).” Det tolker han individuelt om at leve et liv, der er “bestemt af tilhørsforholdet til ham, man er kommet til tro på.” Den tolkning er ikke helt fyldestgørende – og på sin vis helt forkert.

Vingården i Matt 21,33-46 er nemlig Israel, dvs. Guds folk eller kirken, om man vil. Sådan er det også i fx Es 5,1-7. Vingårdsbønderne er ikke hele folket, men dem, der er sat til at tage sig af folket. Det skulle de gøre med Guds ord og løfterne, men var ulydige. Men naturligvis er folket heller ikke helt ude af billedet i Matt 21. De havde jo også Guds ord og kunne trods alt have gjort op med lederne og deres menneskeskabte lære og ordninger.

Matt 21,33-46 er derfor en advarsel til først og fremmest de jødiske ledere. Da de ikke tog advarslen til sig, men faktisk slog arvingen ihjel (v. 38f), blev Jesu ord til domsord over de vantro ledere og over det vantro folk, som sammen med lederne råbte “korsfæst.”

At bære dets frugter betyder for dem, der skal tage sig af vingården, først og fremmest at holde sig til Guds ord og lære. Det gjorde de jødiske ledere ikke. Farisæerne gjorde det slet ikke, men satte Guds ord ud af kraft til fordel for deres egne traditioner. Derfor var deres gudsdyrkelse falsk (Matt 15,6-9).

Værdighed

Kongen siger i lignelsen: “men de indbudte var ikke værdige” (Matt 22,8). De afviste formaningerne til omvendelse og slog endog kongesønnen ihjel. Men kan man slutte deraf, at “Værdig er kun den, hvis liv bliver bestemt af invitationen til kongens fest,” som Kjær Nielsen gør? Nej, det kan man ikke.

For er det ifølge Det nye Testamente, ja, ifølge Matthæusevangeliet selv, livet, der gør, at man bliver frelst? Nej, værdigheden består ikke i ens liv, men i bryllupsklæderne. Baggrunden er bl.a. Es 61,10, som Kjær Nielsen også nævner. Det sted handler om at blive klædt i frelsens klæder. Det handler ikke om ens egen retfærdighed. Kjær Nielsen nævner også Åb 19,8, som for en umiddelbar betragtning kunne tolkes, som Kjær Nielsen gør det. Men Johannes’ Åbenbaring gør meget klart, at frelsen ikke skyldes gerninger, men Jesu blod (Åb 1,5; 5,9). Dem, der bliver frelst og kommer til at stå foran Guds og Lammets trone, “er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod” (Åb 7,14; jf. 22,14). Deres navne har stået i “livets bog, det slagtede lams bog,” “fra verden blev grundlagt,” fremgår det indirekte af Åb 13,8 og 17,8. De er nemlig forudbestemt til frelse. Åb lærer frelse af tro for Jesu Kristi og hans blods skyld.

Det lærer Matthæusevangeliet også. Hvorfor skulle Jesus ellers dø (Matt 20,28)? Hvorfor skulle der et nyt testamente/en ny pagt til (Matt 26,26)? Osv.

Værdigheden er altså ikke noget, man lever sig til. Den er noget, man får skænket. Og de hvide klæder, frelsens klæder, får man hos Jesus (Åb 3,18).

Manglende forberedelse?

“Er det den manglende forberedelse, der fordømmes,” lyder Anders’ spørgsmål, som Kjær Nielsen svarer på. Svaret er, at det er det faktum, at han ikke var (blevet) forberedt. Forberedelsen består i ved loven at erkende sin synd og skyld og ved evangeliet få sine synder tilgivet for Jesu Kristi skyld ved tro på evangeliet.

Den gerning gør Gud for os gennem gudstjenesten, hvor præsten forkynder evangeliet og forvalter dåb og nadver. Han gør det også, når han i skriftemålet tilgiver synden på Kristi vegne. Uden den tro frelses ingen. Læs mere i Den augsburgske Bekendelse.

En bekvem tolkning

En tolkning som Helge Kjær Nielsens er meget bekvem. Man behøver ikke at skulle forholde sig til, at Jesus siger, at de vantro jødiske ledere skal afløses af et nyt folk og nye ledere, som faktisk tror på Guds Ord og på Kristus, som både Det gamle og Det nye Testamente lærer om. Man behøver heller ikke at skulle tænke over Jesu opgør med farisæernes selvopfundne læretraditioner. Man behøver heller ikke at frygte det ramaskrig, som opstår, når man holder fast ved retfærdiggørelseslæren og derfor går imod enhver lære og forkyndelse, der blander vores egne gerninger ind i frelsen. Helge Kjær Nielsens tolkning er meget mere behagelig end den kritik af teologer, præster og kirkeledere, som Jesu lignelse lægger op til. I al fald her i tiden.

Helge Kjær Nielsen, “Hvad er adgangskravet i lignelsen om kongesønnens bryllup?” Artikel på kristendom.dk, 15. september 2007 (http://www.kristendom.dk/artikler/2007/kvartal3/ hvad_er_adgangskravet_i_lignelsen_om_kongesoennens_bryllup) Sprogligt opdateret